3½ dages manipulation

Jeg har lige været på kursus. Boot Camp inde i mit eget hoved kan man næsten kalde det. Det var ikke småting, der skete. Til gengæld var det sjovt, vanvittig tankevækkende, vidunderligt grænseoverskridende, mega hårdt, voldsomt lærerigt og mere end bare berigende. At verden aldrig kan blive den samme igen, vidste jeg godt på forhånd ville ske.

Ja. Kursus. Tre en halv dag under temaet ”Personlig Ledelse”. Tre en halv dag, hvor jeg har lært at manipulere med min egen virkelighed. Men igen, hvor virkelig var den egentlig før? Tidligere var det jo bare min hjerne, der uforhindret skabte billeder, som jeg så levede efter, løb efter eller sågar løb væk fra. Nu har jeg fået redskaber til selv at skabe de billeder, som jeg bevidst vil leve efter og hen imod. Det er lidt sejt. Det er ret sejt. Og det er faktisk temmelig meget i forlængelse af den hersen tegnefilms-følelse jeg nogen gange får. Når jeg ser billedet af superhelten, der overvinder alt, mens kappen blafrer triumferende i vinden. Når slow motion billedet afspiller sig, og jeg kan se hvordan skurke og udfordringer hænger i luften, mens de plukkes dem ned en ad gangen og sorteres ud på rette hylder for så til slut at kunne fokusere på den ene udfordring, som rent faktisk behøver fokus, da de andre nu er gjort overflødige. En udfordring som egentlig ikke længere er en udfordring, men i stedet et laser beam af klarhed. Af klarsyn.

Jeps, det jeg netop har lært er lidt af et tegnefilmsstunt. På næsten magisk vis, kan jeg skifte scenen ud. Eller bare ændre lidt i den. Skifte retning. Eller fokus. Forudsat er antagelsen, at jeg selv kontrollerer mine tanker og dermed mine resultater. A-n-s-v-a-r. Det er i bund og grund det, det handler om for mig. Kun jeg er ansvarlig for mine tanker og mine handlinger. Ganske enkelt.

Jeg kan fremkalde et billede af den situation, hvor jeg har det helt fantastisk. Jeg kan fremkalde og justere lyde, lys, skarphed, perspektiv, varme, kulde og følelser der er forankret i hele kroppen – jeg kan fremkalde og skabe det billede, hvor jeg har det aller bedst, når jeg gør det, jeg er bedst til. Jeg skulle hilse og sige, at det er en overordentlig god følelse. Og hold nu godt fast, for det bliver vildere endnu. Jeg kan skabe yderligere et billede, hvor jeg kan mere, end hvad jeg kan, når jeg er bedst. Hvad be’ ha’r, siger jeg bar’. Lyder det lidt tosset? Ja! Lyder det meget tosse? Ja! Virker det? Ja!

Et led i øvelsen, der lærte mig dette, var lige i min ånd. Ren tegnefilm igen. Dér, hvor det gamle billede, skal skiftes ud med det nye. Det gamle billede som jo rent faktisk var ret godt, skulle mentalt kastes af hækkens feldt til. Og med komet-hastighed kom det nye billede flyvende retur. Igen og igen. Til sidst kunne jeg slet ikke finde det gamle billede. Der var ikke noget at kaste langt pokker i vold. Der var kun ét billede, der eksisterede nu. Kun ét billede, som egentlig interesserede mig.

Til en vis grad har jeg allerede praktiseret denne øvelse hen over de sidste par år. Det har været lidt bevidst. Forstået på den måde, at jeg godt har kunne se og mærke, hvordan jeg har rendt rundt med billeder, der ikke gavnede mig. Virkelighedsopfattelser. Opfattelser af min virkelighed. Hvad er virkelighed i det hele taget? Det er, hvad jeg vælger at gøre det til og ikke spor andet. Jeg har prøvet at kaste mig ud i forsøget efter bedste evne. Fordi jeg kunne se både en mening og et formål med det. Jeg har ændret på mit indre billede af virkeligheden. Jeg har ændret på min opfattelse af mødet med virkeligheden. På min egen hjemmelavede måde. Ja. Da livet ramt mig hårdest, fandt jeg min inderste styrke frem via et billede og en følelse, der langt overgår enhver tegnefilms frihed, fantasi og evner. Jeg fandt robusthed på et vaklende grundlag. Det betød ikke, at mine udfordringer forsvandt. Men det betød, at jeg vidste, at jeg havde styrken til komme igennem dem. Og til dem der må komme derude i fremtiden.

Forskellen efter tre dage med manipulation af mig selv, er, at jeg nu er 100% bevidst om det. Det var lige som den gang jeg malede. I starten var det temmelig tilfældigt, hvad der endte med at se godt ud. Men jo mere jeg malede, jo bedre blev jeg til at bruge bestemte teknikker præcis, når jeg ønskede at bruge dem. Så fremdeles. Nu maler jeg bare mentale billeder. Mentale billeder, hvor jeg ikke kan undgå at bestyrke mig selv i at gå efter alt det jeg ønsker mig og drømmer om. Baseret på et fundament, hvor jeg ved, at det er muligt. Jeg bestemmer selv præcis, hvordan det skal se ud. Og det aller bedste er næsten at jeg kan skifte billedet ud når som helst. Det billede der virker i dag, virker måske ikke efter jul. Måske er der brug for en udskiftning. Måske er der brug for en lille justering. Og da jeg jo sidder med penslen, så kan jeg jo gøre det. Justere mit billede lige der, hvor jeg ønsker det. Sejt. Det er lige, hvad jeg synes det er.

Er det letkøbt? Nej. Skal jeg mon øve og øve og øve mig? Ja. Gør det mig frelst? Nej. Gør det mig i stand til at gøre en forskel for mig selv? Ja. Det var nemlig blot én af øvelserne jeg lærte til at manipulere den bedste udgave af mig selv frem. Det var ikke et tilfælde, at jeg sov henholdsvis 8, 11 og 9 timer om natten undervejs på dette kursus. Min hjerne var på arbejde. Og jeg elsker det! Det her er lige præcis essensen af TankeRepublikken. Når jeg lever, leger og lærer. Salut!

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *