Hvad ved man og hvad vil man, når man er 19-20 år gammel? Uden at vide det, endte jeg med at skrive et livsmanifest for mig selv. Tanke Republikkens grundlov. Det er dukket op ved forskellige lejligheder, når der er blevet ryddet op. Hver gang jeg har genlæst det, har det ramt nerven, sjælen og dna’et i mig. De tanker og følelser jeg havde den gang har aldrig mistet relevans. Og egentlig heller ikke fokus. Jeg vidste, hvad jeg ville. Hvilken følelse, jeg ville opnå i og med mit liv. Jeg vidste ikke helt, hvad det var. Jeg vidste ikke hvordan. Eller hvornår. Men jeg fik det. Og jeg stræber stadig efter det. Formålet og meningen med mit liv.
Hvad vil jeg med mit liv? En masse ting.
Jeg vil elskes og selv elske.
Jeg vil bruge mig selv og mine evner og jeg vil se resultater.
Jeg vil være vellidt og have gjort mig fortjent til det.
Jeg vil vise verden, hvem jeg er og hvad jeg er. For jeg er noget! Mindst lige så meget som alle andre.
Det hjælper ikke at blive jaloux på andres liv og deres medgang og succes, for jeg får også min egen! Jeg vil! Og jeg får!
Jeg vil have et job, som jeg elsker, men jeg vil elske min familie mere. Jeg vil leve livet, føle at jeg lever og se at jeg lever.
Jeg vil gøre mig selv glad og ikke dvæle ved det negative.
Jeg vil have en hverdag, hvor jeg er tilfreds, med det jeg laver.
Jeg vil glæde mig til at arbejde hver dag og glæde mig til at komme hjem igen.
Jeg vil være noget. Være nogen.
Jeg vil være dygtig, klog og talentfuld.
Jeg vil have klap på skulderen for godt arbejde.
Jeg vil knokle rumpetten ud af bukserne og stå inde for det jeg gør.
Jeg vil tænke, ofre, yde, bevise, modbevise, hjælpe, grine, talentere, triumfere, realisere.
Jeg vil gøre en forskel og ikke være som alle andre.
Men hvad er det jeg vil?
Jeg bliver frusteret over ikke at vide, hvad jeg vil med mit liv.
Hvad jeg skal beskæftige mig med, hvad jeg skal kæmpe for, hvad min hverdag skal dreje sig om?
Jeg vil have indhold i mit liv og føle at jeg udretter noget.
Men hvad pokker gør jeg, når jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte?
Jeg har så mange, mange mål jeg gerne vil nå, men jeg ved ikke hvordan eller hvornår.
Hvorfor ved jeg godt.
Jeg vil føle mig værdsat af andre, men også af mig selv.
Jeg vil føle adrenalinet og spændingen.
Jeg vil bevise, at jeg kan. At jeg også kan.
Jeg vil have kontrol og indflydelse.
Jeg vil lyttes til og være af betydning.
Men er det så mål eller drømme?
Jeg ved godt, hvad det er jeg vil, men alligevel ved jeg det slet ikke.
Måske burde jeg ikke være så frustereret over det og i mellemtiden nyde og lære af det jeg oplever.
Måske siger det BANG! ligesom med forelskelse og jeg ved præcis, hvad det er jeg vil.
Kommer tid kommer sted.
Men i mellemtiden har jeg jo stadig et liv, der skal leves og et sind, der skal passes.
Det kan da ikke være rigtigt, at man kan kede sig så meget, som jeg ofte gør.
Hvorfor har jeg ikke noget at tage mig til, noget at brænde for?
Måske er det nærmere dét, der gør mig frustreret og ikke at min fremtid er uvis.
Det er spændende at vente og glæde sig til fremtiden.
Men nutiden er mindst lige så vigtig.
Hvis jeg nød min nutid, ville jeg måske heller ikke tænke så meget over min fremtid?
Jeg må have noget indhold i it liv, så jeg kan mærke, at der er en mening med det hele.
Jeg føler ikke at jeg udretter det store på arbejdet, naturligvis begrænset af, at jeg er piccoline.
Den eneste, der kan gøre noget for at ændre det – det er mig!
Så nu går jeg i gang.
