Vi sad der i kirken med kisten midt imellem os. Der var højt til loftet i den enorme kirke, næsten som en portal til den videre rejse. Der var stille og alligevel en summen. Vi sad og ventede og alligevel med fuld aktivitet. Det føltes som om en håndfuld engle kredsede rundt højt oppe omkring os uden vi vidste det, selvom det foregik for næsen af os. Og så var der latteren. Den glade, høje, maverungende latter.
Jeg tror ikke, at der var andre end mig, der kunne høre det. Men den var der. I mit hjerte kunne jeg høre hende grine højt og hjerteligt. Jeg kunne se hendes smilende ansigt og funklende øjne. Det er sådan jeg husker hende, ikke som sidste gang jeg så hende. Vi viste alle, at hun ikke var sig selv til sidst. Men det var hun nu. Stille lå hun der i kisten, mens hele kirken lyste op af hendes smil og latteren fik minderne til at vandre.
Stille, stille, hjerte, sol går ned. Kirkekoret sang, men jeg kunne ikke synge. Hendes livs sol var gået ned, og præcis som når den til dagligt gør det for os andre, der stadig har morgendagen forude, sad vi her og kiggede tilbage. En dag gået, et liv levet. Minderne er dem vi har tilbage. Minderne er dem vi skaber i øjeblikkets her og nu, mange gange uden at forstå det, uden helt at fatte hvor fantastisk og værdifuldt det er.
Min tårer trillede mange gange. Selvom jeg ved og forstår, og har gjort det lige siden jeg var lille, at døden er en del af livet, så er det stadig så uforståeligt, når det der var, ikke er mere. Det gjorde ondt at se familiens sorg. Det gjorde ondt at mærke min egen sorg.
Med hende fulgte en stor del af mit liv. Hele min barndom og det meste af min ungdom. Hun var et af mine livsvidner og jeg er så helt ubeskrivelig heldig at have (haft) en del som hende. Have mennesker der har fulgt mig i livet. Men nu begynder det at ændre sig. Nu er det ikke kun generationen før mig, men også min egen, der begynder at mærke alderen trykke. Vi begynder stille at miste dem der har fulgt os. Livet omarrangerer i den arrangerede orden. Det er et mærkeligt sted at være nået til, selvom jeg godt ved, at ingen af os lever for evigt. Det er mærkeligt, at mærke tiden suge og sluge og se vidnerne til mit liv forsvinde stille hen ad vejen. Minderne der var vores vil kun være mine en dag. Det liv jeg har levet bliver med et trylleslag til en eventyrsfortælling, når jeg skal fortælle om dem der var. Jeg bærer dem og vores minder videre.
Jeg læste en gang, at det ikke var nogen sag for os mennesker at stoppe brat op og tænke over livet, vores valg og vores prioriteringer, når der skete store livsændringer. Det er nemt at se, hvad der er vigtigt, når alt sættes på spidsen. Men det meste af tiden bliver det hverdag igen. Livet går jo videre præcis som det skal. Og det er her i hverdagen, at den egentlige prøve står. At leve sit liv bevidst og aktivt og lige nu, mens alting suser afsted.
Jeg har prøvet det flere gange. Blevet slået fuldstændig ud af kurs og set livet så soleklart. Jeg har ikke glemt, hvad jeg har lært, men jeg har set det tone sig ud hid og did indtil næste påmindelse påkrævede min opmærksomhed og prioritering på ny. Det føles som en konstant foranderlig forandring, velkendt og helt ny hver eneste gang. Selvom jeg bliver ramt af hverdag, så vil jeg aldrig blive den samme igen. Hver gang er jeg forandret. Livet har jo kun den mening vi selv giver det, siges det, og den mening ligger mig meget på sinde.
Det gav et jag i mig, da Kim Larsens “Om lidt” spillede stille mens familien bar kisten ud. Mit blik mødte min mor’s og det hjalp ikke spor. Og alligevel var der noget enormt smukt over gå der i en lang række i den store kirke, vise vores kærlighed, vise vores sidste respekt, vise vi var med på den sidste rejse.
Der blev delt smukke roser ud til os alle, som vi kunne sætte i rosenbuketten på kisten. Ud fløj det af mig: tak for festen. For dét minde var det stærkeste minde. Alle min barndoms nytårsaftener med papirhatte, sange på hagesmække, dans, skrål, latter, livet i sin egen livsessens, store følelser når klokken slog 12 og tårerne trillede til den ungarske nationalsang. Med min mor under armen og et smil på læben og tårer trillende ned ad kinderne, så jeg rustvognen køre væk. Jeg spurgte min mor, om hun også kunne se det festfyrværkeri kisten kørte væk til med de store knald og bang, knitrende magi, smukke farver i alle farver, salig stilhed og lyden af den glade, høje, maverungende latter ❤️🎉🙏🏻
