Kære æra, jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere dig. Jeg er dybt taknemmelig for dig, men du kan også såre mig. Gøre mig mut og ked. Du kan gøre mig så vred og frustreret. Og så kan du få mig til at grine og hvine af fryd.
Kære æra, jeg kan have lyst til at være sur på dig, når du tager fra mig, hvad jeg gerne vil beholde. Jeg prøver virkelig at vænne mig til, hvordan det jeg troede var hverdag, pludselig er en saga blot. Det er ret vildt, hvordan noget der føles som en del af dagen, en del af livet som det er, pludselig bliver et minde jeg kigger tilbage på. Du har lært mig ikke kun at kigge gennem sorgens brilleglas, men også med smil på læben, glæde i hjertet, rungende latter og evnen til at lege tidsrejsende og opleve alt det gode igen og igen bare ved at tænke på det.
Kære æra, hvordan kan du være sådan en kras fætter og samtidig så gavmild og givende? Hvordan bærer du dig ad med at aktivere så mange ensrettede og modsatrettede følelser i mig på en og samme gang? Hvordan kan du få mig op i det røde felt og samtidig holde om mig med stor omsorg og kærlighed? Hvordan kan du være så intensiv og rolig på en og samme gang? Hvordan kan du føles som både modspiller og medspiller, mens alle tab føles vundet og alt vundet aldrig kan tabes?
Kære æra, nu hvor jeg efterhånden har mødt dig så mange gange, så begynder jeg at forstå. Stille, langsomt, hæsblæsende. Du giver så mange gaver. Du lærer mig så meget. Om nu’et især. For når det nu jeg har kendt gennem længere tid er slut, så er det jo, at du viser dit kønne, skønne ansigt. Du viser mig alt det der var, men ikke længere er, med umådelig klarsyn. Du viser mig alt det, jeg måske ikke så, mens det var der. Og netop derfor lærer du mig på fineste, intensive vis, at leve i æraen, leve i det nu jeg har omkring mig, lige mens det sker.
Og især derfor, kære æra, så tror jeg, at jeg prøver at sige tak. Tak fordi du hjælper mig med at være i det svære. Tak fordi du hjælper mig med at vise lyset når det virker mørkt. Tak fordi du viser mig, at lyset faktisk skinner stærkere og mere strålende hver evig eneste dag, fordi dagen hver dag er en del af en æra, af dig og endnu mere af mig. Du er jo slet, slet ikke så ringe endda ❤️
