Combat zone: mod vs. frygt

Så blev det tid til min klumme hos YogaKrop.

Jeg havde skrevet lidt med ham. Kun en enkelt dag. Det var et tilfælde, at vi kom i kontakt. En kontakt, der potentielt kunne stoppe lige så hurtigt, som den var startet. Så hvad nu? Skulle jeg med lidt store ord, lade min skæbne bestemmes af, om han mon ville kontakte mig igen? Eller skulle jeg selv sørge for at påvirke min skæbne?

Jeg brugte det meste af en dag på at samle mod til mig. Samle mod til at sende en mail og spørge, om han havde lyst til at mødes til en kop kaffe. Det lyder tosset, at det skulle være et stort problem. Men det var det. Modet var hæmmet af frygten. Frygten for at blive afvist, frygten for at blive gjort til grin, frygten for at det overhovedet ikke var det værd.

Frygten. Den stod i det ene hjørne af bokseringen, mens modet stod i det modsatte hjørne. Hvor tit har jeg ikke overværet en boksekamp mellem de to? Frem og tilbage. Frem og tilbage igen. Nogle gange har det føltes som en uendelig kamp. Andre gange har frygten vundet inden modet overhovedet har prøvet at slå igen. Og så er der de gange, hvor modet har givet frygten en ordentligt én på komedien. Yes. Det er det, jeg vil skrive om i dag. Når modet sejrer i bokseringen. For har vi råd til andet? Har vi råd til at gå igennem et liv, hvor frygten er styrmand? Hvad nu, hvis vi forestiller os, at vi kun har dette ene liv? At tiden er kort og kostbar?

Jeg ved godt, at vi alle er på forskellige steder i vores liv. At vi har forskellig bagage med i rygsækken. Men ultimativt set – tidspunkt i livet eller indhold i rygsækken underordnet – så er der kun én person, der kan sørge for at modet sejrer over frygten. Det er os selv. Vi kan læne os op ad folk, som hjælper, inspirerer og støtter os til at udvise mod. Men i sidste ende, er det stadig kun os selv, der udviser modet. Os selv, der handler på det. Ingen kan gøre det for os. Netop derfor er følelsen også ubeskrivelig, når vi vælger modet frem for frygten. Og faktisk, når modet først er udløst, så viser det sig rigtig tit, at frygten er blevet gjort til skamme. Der har efterhånden været så mange gange, hvor jeg bagefter har tænkt, hvad det mon var, jeg var bange for. Det gik jo meget godt alligevel.

Jeg har i bund og grund altid levet mit liv efter devisen, at jeg heller vil fortryde de ting jeg har gjort, end fortryde de ting, jeg ikke har gjort. Jeg har overhovedet ikke lyst til at sidde tilbage med følelsen af “tænk nu hvis”. No way. Har jeg gjort det alligevel? Selvfølgelig. Selvom størstedelen af mit liv har været i tråd med min vision, så har der da været tidspunkter, hvor jeg ikke har handlet, som jeg gerne ville. Hvor modet svigtede. Jeg er vel bare et menneske.

Heldigvis er der et ordsprog, der siger, at man ikke skal græde over spildt mælk. Så når jeg har været i en situationen, hvor modet svigtede og jeg ikke gjorde det jeg burde og skulle have gjort – når jeg har fortrudt- så kan jeg jo ikke gøre noget ved det. Ikke her og nu. Men jeg kan sørge for, at jeg ikke lader det ske igen, hvis en lignende situation skulle opstå. Og så bliver livet pludselig mere end fantasisk. Alle de nye chancer vi hele tiden får. Alle de muligheder vi hele tiden får, for at blive dén vi gerne vil være. For mig har det taget tid gradvist at opbygge mere og mere mod til at gøre de ting, som jeg ønsker. Til at forme mit eget liv. Til at tage chancer, hvor jeg vil miste fuldstændig fodfæste, men får en gevinst, som intet kan måle sig imod, hvis alternativet er at skjule mig i frygtens skygge.

Jeg tror på, at vi i livet møder situationer, hvor modet kan være et valg. Jeg tror også på, at vi i livet møder situationer, hvor vi bliver kastet ud i noget, som kræver vores mod, uden vi har mulighed for at tage stilling , om vi har det. Vi gør det bare. Vi er nødt til at gøre det. Jeg har øvet – og øver mig stadig i – den aktive beslutning af at træffe et valg. At vælge modet.

En weekend her i foråret skulle jeg besøge en veninde i Jylland. Jeg har aldrig kørt alene til Jylland før. Jeg har generelt aldrig gjort ret meget alene, da jeg var 19 år, da jeg mødte min ex-mand og var sammen med ham de efterfølgende 12 år. Vi lavede næsten alting sammen. Så da vi blev skilt, skulle jeg til at lære at være alene. Og for eksempel køre til Jylland alene. Gys. Heldigvis elsker jeg at køre, og jeg glædede mig til turen. Jeg havde sørget for en oplader til mobilen, så jeg kunne bruge den indbyggede GPS og høre noget god musik undervejs uden at løbe tør for batteri. Uf, hvor det kørte. Så kom jeg til Fyn. Batteriet var næsten tomt. Ind på en rasteplads og sætte opladeren til. Bortset fra at opladeren ikke virkede. Shit mand. Mit gamle jeg ville være gået i panik. Begynde at tude og tænke at hele verden var imod mig. Men ikke nu – mit mod udstyrede mig med total rationel tankegang. Jeg skrev min venindes mobil nummer ned. Slukkede for musikken og slukkede GPS’en fra at køre hele tiden, til blot af give push up meddelelser. Så måtte jeg benytte mig af skiltene på vejene, hvis GSP’en røg. Og det gjorde den. Efter 15 minutter på motorvejen var jeg “on my own”. Jeg havde ingen adresse. Kun en by. Varde. Jeg resonerede mig frem til, at jeg måtte køre mod nærmeste storby, som måtte være Esbjerg og herfra måtte der forhåbentlig komme en afkørsel til Varde. Og det var præcis sådan det gik. Varde viste sig at være væsentlig større end forventet. Jeg var forbi både en tankstation og den lokale Kvickly, for at bede om hjælp, før det lykkedes mig at finde vej til min veninde.

Den oplevelse plantede en mængde mod i mig, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg var så stolt af mig selv. Jeg var så overvældet over alle de mange små oplevelser, jeg havde fået på grund af manglende batteri på min telefon. En ny verden havde åbnet sig. Nye muligheder havde åbenbaret sig.

1½ måned senere kørte jeg på weekend tur alene til Hamborg. Krævede det alt det mod, der fandtes i mig, at tage af sted? Ja gu’ gjorde det så. Det var grænseoverskridende og angstprovokerende af hækkensfeldt til. Men jeg vidste, at jeg var nødt til at overvinde min frygt. Jeg vidste, at gevinsten ved at lade modet sejre var så meget større end tisse-i-buskerne-følelsen, hvis jeg lod frygten løbe af med sejren. Pludselig drønede jeg af sted på de tyske motorveje alene, skulle finde rundt i Hamborg City med min lille bil alene, sad og spiste alene, var på sigt seeing alene, mødte nye mennesker alene, havde oplevelser alene. Der var så mange små mod/frygt kampe undervejs, men endnu flere gevinster af enorme oplevelser og learning points som for altid vil være en del af mig. Jeg er mig på grund af dem.

Modet har vist sig i form af en lavine. For endnu en måned senere tog jeg fem dage til Stockholm med mine to piger. Bare os tre. Det havde jeg ved sød grød aldrig troet, at jeg nogensinde ville turde gøre. Men det gjorde jeg. Og det føltes fantastisk. Vi fik så mange oplevelser – og faktisk var der ikke meget frygt involveret. Turen til Jylland og Hamborg havde gjort frygten overflødig. Jeg havde sat mig selv fri. Den følelse er ubeskrivelig. At sætte sig selv fri. At være sin egen lykkes smed.

Så hvad skete der med den kop kaffe? Jeg sendte mailen. Jeg gav frygten en ordentlig en på tuden, og tænkte, at det ville være meget værre, hvis der potentielt var noget godt og rigtig her, som jeg gik glip af, fordi jeg lod mig styre af frygten. Så jeg sendte mailen. Han sagde ja. Oven i købet med et smil. Vi mødtes og havde en fantastisk snak. Han sagde, at hvis jeg ikke havde skrevet, så havde han ikke gjort noget yderligere. Hvor vi ender, kaffe-fyren og jeg, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg på grund af mit mod fik mødt et menneske, som pludselig gjorde en forskel i mit liv. Han havde prøvet nogle ting i sit liv, som jeg åbenbart havde brug for – og var klar til – at høre. Det var faktisk ret vildt. Og det var aldrig sket, hvis jeg havde siddet på mine hænder og ladet frygten sejre.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *