Jeg får gåsehud når melodien spiller. Da-da-da-daaaa, lyder de indledende toner fra Panic! at the Disco og deres High Hopes trykker på knappen, der får alt i mig at sprudle. Høje håb overtager. Jaaaaa! skriger hver en celle. Jeg har høje håb og store drømme for livet og tiden forude, for mig selv og dem jeg elsker. Jeg har høje håb om alt det der er muligt. Jeg har høje håb om ikke at give op, selvom jeg nogen gange har lyst. Jeg har høje håb til livet, til kærligheden, til kreativiteten, til de høje værdier, til ordentlighed og især til det liv jeg ønsker at leve.
Jeg har høje håb for livet! Jeg har også høje forventninger, selvom det ene citat efter det andet siger, at den slags skal man ikke, for så bliver man skuffet. Andre siger, at vi får det i livet som vi forventer, ikke det vi håber på. Og jeg gør så begge dele. Jeg håber og jeg forventer. Grådigt og ydmygt.
Det er måske derfor jeg nogle gange føler mig fanget i kontrasten af yderlighederne der bor i mig. For det er det jeg er, fyldt med yderligheder, og kors hvor har det taget lang tid at forstå og slutte fred med. Jeg er ikke enten eller. Det meste af mig er både og. Og ofte modstridende og modsatrettet på en og samme gang. Det er så forvirrende og samtidig enormt berigende. Men netop fordi jeg har stor stor kærlighed og forventning til livet samtidig med at sorg, smerte og gamle traumer med mellemrum banker mig tilbage til start som en ludo-brik, så har jeg virkelig skulle lære at holde tungen lige i munden.
Jeg har været heldig og priviligeret og har stadig mange af dem jeg elsker omkring mig. Jeg har været forslået, oplevet tab, sorg og smerte så jeg ved også, at dette liv skal leves med taknemmelighed, for jeg ved ikke hvor længe jeg har det og dem og jeg elsker. Nogen gange tænker jeg, at det kunne have været meget rart ikke altid at være så bevidst, og det mener jeg jo slet ikke, for jeg vil for intet undvære den livsnerve og livsglæde der gemmer sig bag evnen. Betalingen ved kasse 1 har været, at siden jeg var 9 år, har mit liv været en koncentreret og bevidst balancegang mellem livets to modpoler. Mellem livet og døden. Mellem glæden og sorgen. Lidt mere bevidst for hvert af der gået. Og fordi begge modpoler er så stærke og intense i mig, får jeg meget for pengene omvekslet til livets valuta. Fuld skrue må jeg sige.
Noget af det sværeste har været og er stadig følelsen af de dage, at jeg ikke lever mit liv. At jeg nogle dage bare ligger dér på sofaen. Og selvom man skulle tænke og tro, at det vel nok ser rart og hyggeligt ud, så er det bare fordi hjertebanken og indre uro ikke ses udefra men mest opleves indefra. Jeg kan være så træt, at man ikke tror det er muligt. Når jeg har de dage, så føles det hele ekstra tungt, fordi jeg ved, at jeg jo har haft det værre, så nu burde jo være bedre. Og samtidig har jeg haft det bedre, så det er ikke her, jeg har lyst til at være. Det der ikke er nemt at have viden og vished om hvordan livet kan være og samtidig acceptere, at det ikke er sådan det er. At forstå, at det er ok, at jeg ikke altid har det lige godt. At det ikke er spild af liv. Det er jo tværtimod en del af livet.
Jeg er stadig i gang med at acceptere, at jeg stadig ikke kan alt det, jeg gerne vil. Mit batteri løber tør for strøm længe før end jeg kunne tænke mig. Jeg sjatoplader stadig nogle dage. Andre dage er jeg meget omhyggelig med genopladning og sørger for at fjerne strømmen inden batterier bliver overophedet. Og nogle dage føles det som et yderst kompliceret projekt, for måden at oplade på er ikke den samme i dag, som det var i går. At planlægge har vist sig at være et hit, så det prøver jeg på.
Samtidig har jeg så meget glæde i mit liv. Et lille bitte skridt ad gang er efterhånden blevet til kilometervis af tilbagelagt distance der hjulpet mig tættere på mig selv. På den kerne jeg har og er allerinderst inde. Jeg er SÅ taknemmelig for det og for så mange ting. Hver evig eneste dag. Jeg ville ikke vide, hvor eller hvem jeg ville være i dag, hvis ikke jeg havde haft taknemmelighedens redningskrans om livet når bølgerne er gået højt. Jeg ønsker, håber og drømmer om, at jeg kan lykkes med at give den gave videre til mine børn. At de forstår både vigtigheden og styrken og kærligheden i at kunne være netop det. Taknemmelig. Det er plaster på sår og skrammer, det er gips på brækket ben, det er balsam for det mentale helbred og det er et lykkerus i sig selv. Herfra er alt muligt. Herfra mine drømme går. Herfra spires og dyrkes alle mine høje håb ❤️
