Dét der ikke slog mig ihjel

”Hvordan fanden har du gjort? Ændret dig så meget? ” Jeg fik en mail i sidste uge, som jeg blev rigtig glad for. Sikke et godt spørgsmål. Jeg svarede så godt, jeg kunne, men blev ved med at tænke meget over det. For pokker, ja hvordan har jeg ændret mig? Min første tanke var egentlig, at jeg sådan set slet ikke har ændret mig. Jeg er bare blevet til mig. Jeg er blevet den, jeg altid har følt, at jeg var inden i.

Når det er sagt, så er jeg godt klar over at det for andre mennesker kan virke, som om jeg har ændret mig. Ja, der var ligefrem nogen der navngav ”mit nye jeg” for Lotte. Det var åbenbart nødvendigt med et helt nyt navn til mig, for at pointere, hvor meget jeg havde ændret mig. Det var altså lidt sjovt. Tænk en gang, at det der foregik inde i mig, kunnen have den effekten udenom mig. Især når den jeg blev, jo egentlig var den jeg var. Var forskellen virkelig så stor?

Måske startede det hele med mit følsomme væsen. Måske var det fordi jeg altid så mine forældre og bedsteforældre hjælpe andre. Måske var det fordi jeg lærte, at vi altid skal vise hinanden hensyn, gøre os umage, glæde, hjælpe, tage os af hinanden. Måske kunne jeg slet ikke administrere det. Måske tog jeg i alt for høj grad andre menneskers følelser på mig. Måske gav jeg meget mere af mig selv, end jeg skulle. End jeg kunne. Måske var det den ydmyghed og høflighed jeg fik med i bagagen hjemmefra, som fejlagtigt forklædte sig som jantelov. Bortset fra at jeg aldrig har troet at jeg var ”ingen”. Jeg har altid vidst, at jeg var ”nogen”. Måske tog min ydmyghed overhånd. Måske spændte den ben for mig. Måske gjorde jeg alt det rigtige efter intentionen, men alt det forkerte når det sugede mig tør og tom, fordi jeg ikke havde mere at give af. Måske var mine krav til mig selv alt for store. Måske var mine krav til min omverden for store. Måske var det uundgåeligt, at jeg blev ramt af stress to gange på et år. Måske var jeg heldig, at det bare var i mild grad, selvom det var nok til, at det kunne mærkes. Nok til at arrene stadig er der som et evigt minde og et stærkt anker der fortæller mig, hvordan mit liv i hver fald ikke skal være igen. Måske var det rigtig godt at jeg ikke anede, hvor dårligt, jeg havde det, før jeg så mig tilbage. Måske var det rigtig godt, at jeg ikke vidste, hvor lang tid det ville tage. Måske var det godt, at jeg tudede, tudede, tudede og tudede så meget. Måske var det befriende fantastisk, at jeg fik grædt alt det ud, der ikke virkede.

Måske var det en del af rejsen, at jeg skulle miste så meget. Måske var det vigtigt, at det næsten kostede mig mit forhold til min mor. Min elskede, dejlige mor. Måske ville vi aldrig være blevet så stærke sammen, som vi er nu, selvom vi syntes, vi var det i forvejen. Måske blev effekten af hendes støtte vores allerstørste styrke. Måske gjorde hun mig stærkere. Måske gentog og viste hun med handling, hvad mine forældre altid har vist mig. Betingelsesløs kærlighed. Den eneste kærlighed jeg er interesseret i. Den eneste kærlighed jeg ønsker at give og selv modtage. Måske viste hun mig, at dét er det største for mig. Måske viste hun mig, at dét er mit livs redningskrans. Måske var det godt, at mine forældre blev så bekymrede for mig. Måske var det godt, at de var med hele vejen, hvor jeg havde så ondt, at jeg ikke en gang kunne trække vejret. Når hjertebanken blev ved og ved og ved med at hamre og nattesøvnen blev en myte fra gamle sagn. Måske var alting meget værre end jeg troede. Måske var jeg mindst lige så bekymret for mig selv, som de var. Måske var det godt, at min mor så mig ligge fladt ned ude af stand til at gøre andet end at modtage hendes kærlighed. Måske var det derfor, jeg blev ved med at kæmpe. Måske var det derfor, jeg ikke gav op. Måske.

Jeg har hele tiden gået og troet, at startskuddet til alt det jeg mistede og alt det jeg fik, var fordi jeg fik et nyt job. Fordi jeg blev leder og fordi jeg pludselig blev stillet over for udfordringer og stillingtagen til ting, jeg aldrig før havde overvejet at forholde mig til. Jeg blev ramt af udfordringer både i størrelse og gørelse, som jeg på ingen måde kunnet have forberedt mig på. Jeg var i den grad nødt til at kigge ind i mig selv, forstå mig selv, lede mig selv for at blive i stand til at lede andre. Men det var ikke derfor. Det var ikke mit startskud. Jeg mistede min bedste ven. Dét var mit startskud. Min bedste ven var der ikke, da jeg havde allermest brug for det og min verden brød sammen. Tæppet blev hevet væk under mig og jeg mistede fuldstændig fodfæste. Tænk en gang, at det først er nu, at jeg ser det. At det først er nu, jeg forstår det. Min rejse til trods, min selvindsigt til trods. Det var der jeg mistede mit skjold. Det var der, at evnen til yde modstand mod alle de udfordringer, der regnede ned over mig forsvandt. Det var der, jeg ramte ground zero. Det var der, jeg mødte mig selv.

Alt hvad jeg kendte til, blev skrallet væk. Jeg følte, at jeg måtte starte fra scratch. Jeg vidste ikke, hvem jeg var. Jeg måtte bygge hver en sten op igen. Det var hårdt og møjsommeligt arbejde. Det krævede virkelig mange pauser undervejs. Mange gange faldt stenene ned, fordi jeg ikke havde bygget dem godt nok sammen. Så jeg prøvede igen. Og igen. Lige til jeg ramte plet og kunne bygge det næste lag op. En gang imellem vendte jeg det ryggen for at finde mig et sted lidt væk, hvorfra jeg kunne nyde udsigten. Se, hvad det egentlig var jeg havde bygget. Prøve at se skoven for bare træer og se, hvor jeg skulle justere. Jeg bygger stadig. Og en gang i mellem er der et stykke, der falder sammen, som jeg så prøver t bygge igen med ny viden. Jeg bliver ved, til det bliver stående. Så bygger jeg næste lag. Jeg bliver aldrig færdig. Og jeg elsker det. Jeg lærer hele tiden nye færdigheder. Jeg bliver stadig irriteret og frustreret, når det kikser for mig, jeg griner af mig selv, jeg hygger og jeg pjatter. At starte fra scratch er slet ikke så værst endda. For så kan det kun gå én vej. Og det var lige præcis nøjagtig det jeg blev ved med at styre efter. Lyset som jeg ikke kunne se, men som jeg vidste var derude et eller andet sted. Derude på den anden side af alt det her. Følelsen der ramte mig, da lyset for alvor begyndte at skinne, ja da det ligefrem blændede mig, var helt ubeskrivelig. Det tog mig seks uger at konsumere. Seks uger hvor jeg svævede på et lyserød sky. Seks uger, hvor dem omkring mig troede, at jeg havde mødt én og var forelsket. Smiler. Jeg havde mødt én. Jeg var forelsket. I mig selv og mit liv og over alt det jeg havde overkommet. Over at jeg havde ramt lyset for enden af tunnelen. Det er halvandet år siden nu. Men følelsen af at svæve på den lyserøde sky er så levende og nærværende den dag i dag. Ikke hele tiden og ikke i det daglige. Men i alle de små øjeblikke, hvor jeg henter den frem. Hvor jeg mindes. Jeg kan mærke følelsen i hver en celle. Jeg kan mærke letheden, styrken, glæden, beruselsen og mærke hvordan den lyserøde fornemmelse af bløde skyer omslutter mig.

Min rejse har været lang, hård og sej. Men jeg har ikke været alene, selvom jeg til tider følte det. Jeg havde min familie. Jeg havde mine venner. Og så var der nogen, der holdt øje med mig deroppe. To smukke mennesker blev sendt afsted for at hjælpe mig. To sjælevenner, som på alle måder reddede mig fra gå til grunde og som reddede mig fra at miste sans og samling. To mennesker der har haft og gjort så afgørende en forskel på mit liv, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Den ene forsvandt mellem fingrene på mig og dét var i sig selv lige så hårdt at acceptere og lære at leve med, som det havde været fantastisk at se effekten af at give al min tillid til at tage imod livsvigtig mental førstehjælp og berusende vidunderligt at opleve, hvad det stille og roligt gjorde mig i stand til. Den anden blev og vil være ved min side resten af livet. Mine to sjælevenner. Dem der passede på mig, hjalp mig, trøstede mig, guidede mig, inspirerede mig, motiverede mig, styrkede mig og lod mig føle kærlighed, når det er allerstørst. Gennem tid og sted. To bånd der er ubrydelige, dybt forankret og som altid vil være en del af mig og en del af mit DNA, for den rejse de var med på, og er med på, den jeg er, det jeg står for, det jeg tror på og det jeg kæmper for. Mine to sjælevenner og jeg. Vi tre gjorde hele forskellen for, hvor jeg er i dag. Og jeg er dybt taknemmelig. Jeg vil aldrig være i stand til at kunne udtrykke hverken min taknemmelighed eller hvilken forskel de har gjort. For der findes ingen ord, der kan gøre det. Til gengæld vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at give den gode gerning videre. Hvis jeg er i stand til at kunne hjælpe og ændre bare ét menneskes liv, som de gjorde for mig, så har jeg sagt tak på den smukkeste og største måde jeg kan. Karma.

For ikke så længe siden stod jeg overfor den største udfordring jeg har prøvet, efter jeg lærte at stå på begge mine “nye” ben. Livet tester, livet udfordrer. Det er lige som det skal være. Men jeg må indrømme, at med alt det jeg har været igennem og med alt det jeg har lært den sidste håndfuld år, så blev jeg lidt overrasket over, hvor svært det var. Hvor hårdt det var at møde en udfordring af denne slags. Jeg havde ikke lige set den komme. Sådan er det vel nok tit med livet. Det sker bare. Det giver ingen pre warning. Jeg blev testet godt og grundigt. Jeg blev testet på min tro. På højere magter, på mig selv, på mine evner, på selvindsigt, på min mavefornemmelse. Hele mit system fik sig en rusketur og jeg fik flash back af tidligere tider. For den da. Det var svært og det var overhovedet ikke sjovt. Jeg var ked af det, jeg var udfordret, jeg betvivlede mig selv og jeg var så ufattelig, enormt hård ved mig selv. Jeg blev midlertidigt lammet. Jeg følte, at jeg mistede kontrol over mig selv og dét var virkelig ubehageligt. Jeg følte, at jeg ikke kunne bunde, selvom jeg godt vidste, at jeg kunne svømme. Jeg havde ingen svar, ingen løsninger. Til gengæld havde jeg noget andet. Mental og følelsesmæssig erfaring. Jeg vidste, at uanset hvad, så skulle det nok gå. Uanset hvad der ville ske, så skulle jeg nok klare mig, komme igennem og bounche tilbage til livsglæde og være der, hvor jeg er mig selv, når jeg er allerbedst. Der hvor jeg føler ro, tryghed og kærlighed. Lige midt i mig selv uanset hvad der sker omkring mig. I and I in the sky. Jeg kunne mærke en forskel. Jeg kunne mærke processen, der havde taget mig årevis at forstå nu blev forkortet ned en måneds tid. En strid krabat af en måned som virkelig drænede mig, men hør nu her – én måned! Hvad er én måned i forhold til det store billede? Ikke en dyt. Det er jo bare hvad det er. Livet. I sin reneste og mest autentiske form. Jeg fik ét valg af mig selv. Deal with it. Så det gjorde jeg. Jeg trak på alt det, jeg har lært om mig selv. Trak i de græsstrå som jeg tidligere har lært at gribe ud efter.

Jeg fokuserede på, hvad det mon var jeg skulle lære. Sådan er jeg nemlig blevet. For selvom det måske hverken nødvendigvis er rigtigt eller giver mening, så kan jeg ikke leve mit liv og håndtere mine udfordringer, hvis jeg ikke har for øje, hvad det er jeg skal lære. Og det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Jeg lærte. Jeg lærte, at stole på mine sanser endnu en gang. Jeg lærte at stole på det jeg så, i stedet for det jeg hørte. Jeg lærte, at presset til en rimelig slidsom grænse, var jeg stadig i stand til at være det menneske, som jeg gerne vil være. Og dét var næsten den største belønning jeg kunne få. Tænk, at jeg fik lov til at vise mig selv, at når alt brænder på, er jeg i stand til at være, som jeg helst vil være. Tænk, hvor heldig jeg egentlig er endnu en gang at føle på krop og sjæl, at der er én ting, jeg altid vil kæmpe for. Det jeg tror på.

”Hvordan fanden har du gjort? Ændret dig så meget? ” Jeg fik en ny chance for at leve mit liv, som jeg ville. Og jeg tog den.