Var det i dag, du gjorde en forskel for et andet menneske uden at vide det?

 

Man ved aldrig, hvor stor effekt en lille (og måske umiddelbar ubetydelig) handling kan have på et andet menneske. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor livet lærte mig en næsten guddommelig lektie, da jeg på egen krop mærkede, hvad det betyder, når et andet menneske gør noget, som de slet ikke behøver. En dag, og ikke mindst en følelse, som jeg næsten dagligt tænker tilbage på – og bevidst vælger at leve efter.

 

Det var en rigtig dum dag i januar. En af de dage, hvor det var mere end øv med øv på. Jeg var fyldt til randen af frustration. Måske også vrede. Jeg havde været ude og handle og på vej hjem i bilen spillede en sang, som fik hele mit følelsesregister til at modarbejde mig. Jeg var træt, drænet og tårerne fik frit løb. Da jeg endelig fik parkeret, kunne jeg næsten ikke overskue at slæbe de fire overfyldte indkøbsposer det sidste stykke. Jeg stoppede nogle gange for at omrokere poserne, så der kunne komme lidt blod ud i fingrene igen. Nøj, hvor havde jeg ondt af mig selv. Og så skete det. Netop som jeg stod centimeter fra min hoveddør og skulle til at omrokere alle poserne igen, for at finde min nøgle, var der nogen i min opgang, som trykkede mig ind. Jeg var målløs. Nogen havde set mig. Nogen ville gerne hjælpe mig. Det var så umådelig en lille handling. Et tryk med pegefingeren på en knap. Men effekten var enorm. Den betænksomhed, der lå bag, ramte mig med orkanstyrke. Nogen som virkelig ikke behøvede – havde gjort.

Selvom jeg til hver en tid ville gøre det samme for andre, så var det først der, hvor jeg følte på egen krop i et sårbart øjeblik, at jeg forstod, hvor stor en forskel en enkelt lille handling kan gøre for et andet menneske. Jeg blev fyldt med taknemmelighed.

Lektien kom på et tidspunkt, hvor jeg overvejede, om jeg selv overhovedet gjorde en forskel. Om det altid at give, give, give, give overhovedet kunne betale sig. Jeg følte mig drænet og i underskud. Træt. Derfor var effekten af en lille forskel så kæmpe stor. Hændelsen fik nemlig ikke lov til at stå alene. I hælene fulgte nemlig endnu en oplevelse, som støttede op om det, jeg skulle lære. Skulle. Valgte er måske en mere rigtig formulering. Det jeg valgte at lære. Ja.

Den aften blev der fremsat lovforslag i Tanke Republikken. Et lovforslag, der enstemmigt blev vedtaget. “Så vælter taknemmeligheden op i mig igen. Noget af frustrationen fra i dag var blandt andet på grund af en legeaftale, hvor jeg øjensynlig skulle have haft fem børn med hjem. Jeg havde fuldstændig overset det, da alt for mange andre ting fløj om ørene på mig. Men da vi ikke bor rundt om hjørnet fra skolen, var jeg afhængig af hjælp, som jeg ikke kunne få fem minutter i lukketid. Så jeg endte med at aflyse. Og nu skriver en mor fra klassen, at hun da bare kan hente alle fem børn i morgen og give dem aftensmad. Wow. Så nu har jeg lært endnu en ting på egen krop, som jeg ikke tænker nærmere over, når jeg selv udfører det. Effekten og betydningen af, at den med overskud hjælper den med knap så meget overskud. Det giver fuldstændig mening. Balance.

Jeg er så taknemmelig. Jeg har brug for andres overskud lige nu – i morgen er det måske mig, der giver overskud til en anden. Balance og harmoni. Den gode gerning.

Jeg har altid gjort, hvad jeg kan for at hjælpe andre. Fordi det er sådan jeg er opdraget. Fordi det er det, jeg har set mine forældre gøre. Og bedsteforældre. Fordi jeg ikke kan lade være.

I bund og grund har jeg gennem årene ikke følt, at jeg fik så meget retur igen, men det har været sagen uvedkommende. Det ER sagen uvedkommende. Det er en mærkelig dag med omvendt psykologi. Jeg får lov til at være modtager af min egen afsendelse. Lige nu får jeg lov til at føle og mærke effekten af, hvad jeg gør for andre, når jeg kan, (uden at jeg på nogen måde skal lyde som en helgen, for det er jeg bestemt ikke).

Følelsen er meget intens. Jeg ved godt, hvorfor jeg føler det. Det er den smukkeste måde, livet kan vise mig, at jeg skal fortsætte med at gøre, som jeg gør. Jeg må ikke holde op.

Det vigtigste er, at jeg passer på mig selv først. Men hvert et sekund, hvor jeg har overskud til at gøre noget for andre, så skal jeg gøre det. Også selvom jeg aldrig vil få at vide, at jeg rent faktisk gjorde en forskel. Det er ikke det, det handler om.

Tak du kære liv, fordi du viste mig det på denne blide måde. En måde fyldt med (næst)kærlighed. Ja, selv dét lærte jeg også nu. At det virkelig er muligt at lære i kærlighedens ånd. Det behøver ikke være hårdt og smertefuldt at lære alle livslektierne. Wow. Jeg mangler ord. Jeg tror, det er den mest kærlige lektie jeg nogensinde har lært. Ingen kommando, ingen prædiken, hævet stemme (min indre af mig selv eller andres), smerte eller frygt. Jeg har lært gennem kærlighed og taknemmelighed.

Jeg mangler virkelig ord til at beskrive, hvad jeg føler lige nu. Det er stort. Virkelig stort. Og jeg ved, at jeg en dag selv vil mestre at kunne lære det til andre på samme måde. Dét er min lektie lige nu. At jeg kan lære andre gennem kærlighed. Og støtte. Tak. Jeg er bare taknemmelig lige nu.”

Lovforslag vedtaget. Pas på dig selv først. Du kan ikke være der for andre, hvis du ikke kan være der for dig selv. Og når du kan passe på dig selv, så gør du, hvad du kan for at passe på andre. Hjælpe andre. Den lille handling med stor betydning. Nemlig.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *