Mit aller første blogindlæg handlede om sårbarheden. Hvorfor jeg valgte at dele – og i nogens øjne måske udstille – noget som er mit. Mit inderste.
Jeg tænker stadig over det, hver eneste gang jeg deler noget. Jeg tænker over, hvor meget jeg blotter mig selv. Jeg tænker, om folk mon er ligeglade, eller om det mon sætte tanker i gang. Mest af alt gør jeg det for mig selv. Jeg lærer hele tiden om mig selv. Når jeg skriver, både genfinder og lærer jeg om mig selv. Når jeg deler, tester jeg mig selv, mit mod og mine værdier. Jo mere jeg deler og stiller mig selv på gyngende grund, jo mere sikker bliver jeg i mig selv. Jo mere forstår jeg mig selv. Giver jeg alt? Nej. Giver jeg mere end jeg behøver. Ja. Uanset er det er et aktivt og velovervejet valg hver gang. For selv hvis jeg vælger forkert, så har jeg lært af det.
Første gang jeg delte mine inderste tanker med en bredere offentlighed, var i starten af juni i år. Jeg delte et direkte afskrift af min dagbog på Facebook. Det var så voldsomt grænseoverskridende at dele uden overhovedet at vide, hvordan det ville blive modtaget. Så hvorfor gjorde jeg det? Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at gøre det. Jeg havde et budskab og det skulle ud. Frygten for at fejle var mindre end det jeg ville opnå. Det i sig selv var en enorm lærdom. At jeg i den grad var klar til at fejle og sætte mig selv ”på spil”, fordi jeg troede på mit budskab.
Når man tør, så viser det sig ofte, at frygten var lang værre end det reelle udfald. Men der er mere endnu. Der følger der sidegevinster med. Ting som aldrig var sket, hvis jeg ikke havde kastet mig ud i det. Oplevelser, tanker og følelser der er så værdifulde at det er svært at forestille sig at være foruden, når først man har fået dem.
I dag læste jeg afsnittet igen. Jeg havde brug for læse mine egen ord og brug for at genopleve følelserne. Både min første oplevelse, da jeg skrev ordene i min dagbog, men også oplevelsen og følelserne da jeg valgte at dele dem for første gang. Mine ord betyder meget for mig selv. Når jeg en gang i mellem går tilbage i tiden og læser, så rør min tidligere udgave af mig selv noget i min nuværende udgave. De ord jeg skrev i januar, inspirerede mig i juni. Og igen her i oktober. Derfor vil jeg gerne dele dem. Igen. Til inspiration. Men inden da, vil jeg dele de tanker og følelser der var i spil, da jeg kastede mig ud i det.
Søndag kl. 11:55 d. 1/6-2014
”Det spirer i mig. Følelsen har været her før. Mulighederne spirer. Jeg føler mig i stand til hvad som helst. Jeg føler mig stærk. Og alligevel er jeg bange. Har hjertebanken fordi adrenalinet suser gennem kroppen. Jeg føler en målrettethed som aldrig har været bakket op af forberedelse som nu. Jeg har taget tilløb. I starten af april tog jeg det største tilløb på denne konto. Vision, mission og skabelon af handlingsplan. Desværre mistede jeg fokus undervejs. Det er sket før. Jeg blev hængende for længe i tænketanken, fordi der skete så meget andet omkring mig, som jeg måtte forholde mig til. Jeg ved, jeg er på rette vej. Jeg ved, at jeg kan gøre det meget (og endnu) bedre – og det tænder mig. Bare tænk hvor langt jeg er kommet med mit privatliv. Ja. Den største forskel lige nu er følelsen indeni. Jeg sidder her og smiler. Det føles dejligt.
Parallelt med de planer og drømme jeg har mht. arbejdet, så kører min hjerne også på højtryk privat. Min mening i livet med at gøre en forskel. Jeg har fået serveret nogle ting, som har givet muligheder, jeg skal tage alvorligt. Benytte mig af.
For en måneds tid siden læste jeg Michelle Hviid’s bog. Slugte den på ingen tid, følte mig bekræftet i min livsoptik, men blev egentlig ikke udfordret af den. Det blev jeg til gengæld af at følge hende på Facebook, hvor hendes bog nu blev fundamentet for hendes ord og tanker her og nu i dagligdagen. Det gik op for mig, at jeg har en fællesnævner med hende. En ufattelig trang til at skrive. Og dele. Jeg har bare ikke delt. Ikke så bredt. Jeg har delt mine tanker med mig selv i mine dagbøger og i one-2-one relationer. Det sjove er, at jeg altid har set mig selv som åben og ærligt delt mig selv. Og endnu vigtigere har jeg de sidste år lært at vælge, hvad jeg vil dele. Michelle inspirerede mig med mod. Hun har et stort mod. Selvom jeg synes, at jeg også besidder elementet, så er det slet ingenting ifh. til hende. Så det har sat tanker i gang. Jeg er begyndt at trykteste. Er begyndt at dele mere og mere på Facebook. Først fra en sjov vinkel. Så fra nogle lidt dybere omkring livet. Om taknemmelighed. Jeg søger selv nye inspirationskilder via Facebook. Jeg nærer så dyb respekt for hver og en af dem, der besidder modet til at vise dem selv, som de er. ”Nøgne”. Så må folk tage og tolke, hvad de vil. Dét mod har over lang tid arbejdet sig op hos mig.
I dag valgte jeg at give mig selv 100% ufilteret på Facebook. Et udsnit fra en af mine dagbøger. Måske lyder det tåbeligt, men det var ret skræmmende. Jeg klargjorde teksten i går aftes. Har taget tilløb hele formiddagen og her for ti minutter siden postede jeg det. Jeg kan godt høre, hvordan jeg selv lyder. Men det er stort og grænseoverskridende for mig. Jeg ved det måske bare er et flop. At folk ikke reagerer og er bedøvende ligeglade. Det er ok. Ingen kan tage fra mig, hvad jeg lige har skrevet. Og ingen kan tage fra mig, hvad jeg har oplevet i processen. Det mod, det krævende.
Jeg har delt mine ord før, men aldrig så bredt. Jeg er ikke altid blevet forstået. Men for hver gang jeg har givet en skriftlig luns af mig selv, har jeg dog rykket mig lidt og jeg har vidst, at jeg var nødt til at blive ved. På et tidspunkt vil jeg ramme plet. På et tidspunkt vil nogen lytte. På et tidspunkt vil nogen forstå. Derfor bliver jeg ved. Jeg synes stadig, at det er et frygteligt skræmmende område jeg bevæger mig ud i. Idéer er ved at forme sig. Skal jeg oprette en blog? Virkelig begynde at dele mine refleksioner om livet? Hvordan tager jeg hensyn til alle mine roller her i livet? Både privat og arbejdsmæssigt? Og hvad med de mennesker, som fylder så meget i mit liv? Hvordan holder jeg dem ude selvom de er baggrund for mange af mine tanker og følelser? Min rejse og mit mod har taget en ny drejning. Smiler, tæt omsluttet af adrenalinen.”
Her er hvad jeg delte på Facebook.
Onsdag d. 22-01-2014
“Jeg har ledt så længe. Jeg har ikke kunnet forstå. Det kan jeg såmænd stadigvæk ikke helt, men nu får jeg for 1. gang en indikation. En forklaring. Et svar. Men meningen skal jeg selv finde. Jeg har simpelthen ikke kunnet forstå, hvorfor mit liv konstant kører op og ned på denne måde. Er udmærket godt klar over, at andre menneskers adfærd til tider presser mig. Men når det er sagt, så vælger jeg vel selv, hvordan de får lov til at påvirke mig? Og hvad med alt andet i mit liv? Det hele ramler på én gang med intervaller. Jeg er blevet ved med at tænke, hvad/om jeg gør noget (eller undlader) og dermed indirekte selv er skyld i det. Alligevel har jeg ikke kunnet se, hvad jeg skulle gøre anderledes.
I går da jeg læste en bog af Spencer Johnson, stod det pludselig sort på hvidt. Mit svar. Min forklaring.
“Tinder og dale er forbundet. De fejl, du begår i gode tider, skaber morgendagens problemer. Og de ting, du gør rigtigt i dårlige tider, skaber morgendagens succes. Der er rigtig mange, der ikke udnytter de gode tider rigtigt og ikke lægger mærke til, at de dermed skaber deres egne dårlige tider. De spilder for mange kræfter, glemmer det grundlæggende og overser det, der virkelig betyder noget. Vi skaber selv vores op- og nedture meget mere, end vi egentlig tror.”
Smiler selvom det er alvorligt.
Det forholder sig præcis som jeg frygtede. Jeg er selv skyld i min uendelige karruseltur. Ikke ene og alene, men rigeligt til, at jeg dermed har både magten og evnen til at ændre det. Det er den bedste og dårligste nyhed på en og samme gang.
Det er ærgerligt, at jeg dermed tidligere måske har ødelagt det for mig selv.
Men det er en befrielse, at min mistanke var begrundet – for nu har jeg mulighed for at ændre på det. Jeg har jo fået en gave!
Ved jeg så, hvad jeg skal gøre? Ja og nej.
Jeg kender retningen og redskaberne. Resten aner jeg ikke en dyt om. Men det er ok.
Jeg ved, hvor jeg skal hen. Hvordan jeg kommet derhen, finder jeg ud af undervejs. Jeg skaber vejen. Nu har jeg fred i hjertet ❤”
