Hvad har Richard Branson med min konfirmation at gøre?

Ham Branson er lidt af en eventyrer. Han er helt sin egen. Tilpas tosset, tilpas målrettet, tilpas fuld af livsglæde og et enormt bevis på, at livet både kan og skal udnyttes til fulde. Her i weekenden læste jeg en lille bitte bog, ”Vi gør det sgu!”, som han har skrevet. Den er på størrelse med en notesbog og rummer kun 100 sider. Hans vigtigste budskaber, erfaringer og råd er blevet samlet i dette lille boost.

Da den er så letfordøjelig, er det måske begrænset, hvor meget sådan en bog kan sætte i gang. Men det er ikke mængden af ord, som er det afgørende. Det er hvor i livet vi selv er, når vi læser ordene. Mange af de ting han skriver om, er ting jeg allerede praktiserer, og der registrer min hjerne ikke så synderligt meget andet end ”ja-jae” og fortsætter missionen i håbet om at lære nyt, få indsigt eller blot få en ”slammer” af genopfriskelse.

Denne lille bog var faktisk præcis, hvad jeg havde brug for lige nu. En dejlig opfrisker af alt det, der er muligt. Og det er der, min konfirmation kommer ind i billedet. Mit konfirmationsord for at være helt præcis. Og Jesus svarede: ”Hvis du kan! Alt er muligt, for den der tror!” Det er muligt, at konteksten er en anden, men ikke desto mindre, var det der, mine tanker flød hen. Alt er muligt for den, der tror.

Det hele starter med at tro. Tro på Gud, tro på sig selv, tro på Gud i sig selv. Tro. Det handler om at tro – for mig handler det om at tro. Og når jeg læser Branson’s ord, så er det netop troen på sig selv, der fylder så meget. Han gør det, som rigtig mange mennesker ikke er i stand til. Han tror på , at det nok skal lykkes og selvom han måske ikke altid kan, så lærer han undervejs. Dét er i sig selv inspirerende læsning.

Man kan hvad man vil. Men det er ikke nok at tro, selvom det er der, det starter. Viljen alene gør det ikke. Der skal handling bag. For som bekendt siger handling mere end ord. Jeg har så mange gang hørt mennesker omkring mig have både store drømme og love sig selv en masse store ting – men der sker ikke en dyt. Jeg adskiller mig ikke fra mængden. Jeg har også en masse vilje, men har også måtte erkende, at viljen ikke er nok. Ikke en gang talent i sig selv er nok. Troen, viljen og talentet kræver saftsumse stadig en masse hårdt arbejde – som kan godt være sjovt samtidigt – som dog hele tiden vil falde tilbage på netop troen og viljen. Det giver så god mening. Det er så nemt at sige. Det er faktisk temmelig svært at være uenig. Men alligevel er det ikke piece of cake. For mig er det øvelse. Lærdom. Jeg har rykket mig så meget, på så mange områder, hvor den gamle variant af mig, måske ikke helt ville tro på det. Men både tro og vilje rykker sig. Jo mere jeg har set og oplevet, at jeg er i stand til, jo mere ved jeg, at det er muligt for mig at opnå de ting, som jeg en gang ikke troede var muligt. Den indsigt alene føles som en gave, som en befrielse – og som et kæmpe ansvar. Nok en gang bliver det jo proklameret i højeste toneleje, at jeg selv er ansvarlig for at få det til at ske.

Let it go. Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig i bogen, var Branson’s evne til at give slip. Han fortæller om en historie, hvor han får overtalt nogle lokale fiskere til at sejle ham og fruen ud til en lille ø. Først nægter de lokale, at sejle med dem, da det trækker op til storm. Men da Branson tilbyder det dobbelte salær og et andet hold turister supplerer op med samme beløb, så overgiver de lokale sig. Det viser sig, at de fik ret. Det blev et voldsomt stormvejr. Orkan. Og båden ender med at blive fanget midt i orkanens øje. Af frygt for at ramme orkanens bagvæg kaster Branson og frue sig ud i bølgen blå, hvor det nu ikke er frygten for at drukne, men frygten for at blive spist af hajer, som fylder. De formår at svømme i land og bliver reddet. De lokale fiskere derimod var der ikke noget syn af. Formodet druknet. Og så bliver det interessant. Branson valgte at lade det ligge. Han valgte ikke at bebrejde sig selv. Han rystede ansvaret af sig. Han sagde til sig selv, at de lokale valgte selv. Han valgte ikke for dem. De vidste bedre. De kunne have sagt nej. Det lyder kynisk. Som ordene stod der sort på hvidt blev jeg måske endda lidt forarget. Men samtidig var jeg også enig. Jeg kunnen mærke den styrke, der er i evnen ved at være i stand til at give slip. Jeg lærer stadig. Det der med at give slip er svært – især når jeg har været så vant til at slæbe rundt og ikke anet, hvordan jeg skulle give slip. Jeg ville selv have haft så dårlig samvittighed over de fiskere. Jeg ville for en periode måske endda have været i stand til at ødelægge mit eget liv. Fjerne al mening med livet og i stedet bruge al energi på skyld. Og hvad godt skulle der være kommet ud af det? Jeg synes, at skyld er en vigtig følelse. Den pejler os i ny retninger og hjælper med at justere vores adfærd.

Men virkelig at give slip på den måde som Branson formåede – det kræver selvindsigt og selvforståelse. For hvor kynisk det end lyder, så gør det ham jo ikke til et dårligt menneske, at være i stand til at give slip. Og han var jo heller ikke ligeglad. Men han var i stand til at ligge det bag sig, som han ikke kunne gøre noget ved. Han var i stand til ikke at tage hele verden på sine skuldre. Det har jeg været ret god til. Alt afhang af mig en gang. Alle de mennesker omkring mig, som ikke havde det godt – deres lykke afhang mig. Nej. Vi er alle selvstændigt tænkende væsner ganske jævnligt og målrettet med. Ikke at påtage mig ansvaret for alle andre mennesker. De kan selv. De skal selv. Og så må de lære undervejs. Præcis som jeg selv har lært og stadig lærer. Som en lille fodnote kan det nævnes, at Branson nogle måneder eller år senere erfarer, at alle fiskere var blevet skyllet op på land i god behold, og var i live den dag i dag. Tænk hvis han havde spildt sit liv på at føle skyld i alle disse år, når de viste sig, at de rent faktisk havde været i live hele tiden. Det var solstrålen på hans ord om at give slip.

Tålmodighed. Den sidste ting, som jeg tager med mig fra den lille bog, er konceptet tålmodighed. Det sjove er, at jeg altid har set mig selv som tålmodig. Så jeg blev meget overrasket, da en god ven en dag sagde, at det var jeg ikke. Undskyld hvilket? Er jeg ikke tålmodig? Som så meget andet, så afhænger det af konteksten. Jeg synes nu stadig, at jeg som udgangspunkt er tålmodig. Men der var noget om snakken. Der har været perioder og områder, hvor jeg ikke har været tålmodig. Overhovedet. Jeg ville have resultater og det skulle være nu. Hele konceptet tålmodighed har i den grad været vendt på hovedet for mig, de sidste par år. Faktisk har det været en temmelig hård lektie at lære. At forholde mig til og lære nyt om tålmodighed. Belønningen er dog stor. Større end jeg kunne forestille mig. At mestre tålmodighed – mens man fletter fingre med både sin tro og sin vilje – dét er en evne, som er langt undervurderet. Det er en af de evner, som jeg absolut ikke mestre til fuldkommenhed endnu, men som er blandt de bedste gaver, som livet har givet mig.

Branson’s formulering kom i forbindelse med det at gøre forretninger. At vælge den helt rigtige partner til sin forretning. Han var ikke i tvivl om, hvem han skulle vælge.

“Japanerne kan vente i 200 år på et langsigtet mål. De går ikke efter at tjene hurtige penge, men efter langsom og solid vækst”.

Om det er forretning eller livet der er tale om, så går troen og viljen hånd i hånd med handling og tålmodighed. For mig gør det i hvert fald.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *