Egentlig har jeg ikke særlig mange venner. Jeg har en lille men rå kerne af mennesker som står mig helt nær. Dem jeg vil gå igennem ild og vand for, og som jeg ved, vil gøre det samme for mig.
Den menneskelig relation betyder alverden for mig. Jeg har ikke lyst til at leve uden. Jeg tror ikke, jeg kan leve uden. Samtidig har jeg også et enormt behov for, overhovedet ikke have noget med andre at gøre – og udelukkende fordybe mig i mig selv – men ikke for længe af gangen. Ingen af delen virker alene for længe ad gangen. Kun i perioder. Og aller bedst i balance.
En gang for et par år siden havde jeg en snak med en ven, som virkelig kender mig godt. Vi talte om konceptet “venner for livet“. Hvad der definerede det (uden at der er et endeligt svar). En ven for livet, er en man har delt nogle særlige oplevelser med, en særlig tid. Et menneske, som altid vil betyde noget for en også selvom der går uger, måneder – måske endda år – mellem man ses. Det var jeg ikke helt enig i. Venner for livet måtte da være nogen, som man delte sit liv med. På jævnlig basis.
Tanken provokerede og udfordrede mig i sådan en grad, at jeg virkelig gik på jagt inde i mig selv og kiggede mine venskaber igennem. Hvordan så de ud? Hvad gav de mig? Hvad havde de givet? Hvor ofte? Eller hvor længe siden? Jeg måtte erkende, at venner for livet faktisk er nogen, som man ikke nødvendigvis er i hverken daglig eller jævnlig kontakt med. Venner for livet er forbundet af en usynlig tråd gennem tid og sted.
Jeg har venner, som betyder alt for mig. Jeg har venner, som jeg ved, at jeg altid kan ringe til. Venner som altid kan ringe til mig. Men det er ikke de eneste venner jeg har. Venner har mange lag. Følelser, tanker og oplevelser har mange lag. Lige så mange som livet giver og tager. Jeg har venner for hver en epoke i mit liv. Nogen var der kun for en kort periode, men i mit hjerte vil de være for evigt. Nogen kom, da jeg havde aller mest brug for dem. De er der, derude et sted, og vores venskab vil altid består, selvom det er ikke er overrendt. Og så er der selvfølgelig dem, som jeg deler mit hverdagsliv og tanker med.
Jeg elsker alle de venskaber ,jeg har. Fælles for dem alle er glæde, forståelse, nærvær, oprigtighed, masser af latter, fortrolighed og bestemt også rummelighed. Rummelighed for forskelligheden. Jeg kan se lidt af mig selv i alle mine venskaber. Men hver og en er sig selv, nogle endda temmelig forskellige fra mig, men det i sig selv nærer venskabet, da vi er enige om værdierne.
Livet er en fantastisk rejse, som har givet mig så mange venskaber. Og uanset om de bestod eller blot var til låns, så er mit liv for altid beriget. Jeg tror oprigtigt på, at vi mennesker helt ubevidst tiltrækker de mennesker, som vi har brug for. Og selv bliver tiltrukket af andre, som har brug for os. Min liste af den slags relationer er uendelig lang. De små intense perioder i mit liv, hvor jeg ved, at jeg har haft stor betydning i et andet menneskes liv lige der, hvor de var i deres liv – såvel som de mennesker, hvis venskab har guidet og hjulet mig igennem svære tider. Tider af udvikling, tider af udfordring. Nogen var jævnaldrende, nogen var 30 år ældre. Alder betyder ingenting. Det gør kemi. Det gør den menneskelig relation i sig selv.
Jeg kan huske, at jeg midt i 20’erne havde en kollega, som var 35-40 år ældre end mig selv. Hun var den jeg havde aller mest tilfælles med. Hende livsoptik var som min. Hendes livsrejse og erfaringer betagede mig. Hun var min ven. I de få år vi nåede at arbejde sammen, var hun min ven. Det er mange år siden, at jeg har set hende, men jeg sender hende stadig en tanke en gang i mellem. Tænker på hvordan hun har det. Hendes mand, hendes børn, hendes børnebørn. Livet i hendes elskede Hornbæk. Min ven. Ja, hende tænker jeg stadig på. Lige som jeg tænker på alle de andre venner, som har ramt mig lige her i livet. Ramt mig ene og alene fordi de var, som de var. For det de gav mig og for det jeg fik lov til at give dem.
Jeg er så rig. Ja, jeg er. Jeg føler mig rig på en måde, jeg slet ikke kan beskrive. Succesfuld. Fuld af succes. Succes for mig er at leve livet. Leve det rigtig, gøre en forskel, opnå det jeg ønsker og mest af alt være omgivet af mennesker, som giver livet mening. Jeg er et enormt sansende menneske. I mine venskaber suger jeg derfor virkelig meget til mig af ordene, følelserne, nærværet – af her og nu. Jeg kan næsten fysisk mærke, hvordan tiden går i stå og jeg bare suger til mig. Hvordan venskabet på alle måder føles så ufattelig rigtig for mig, som vi sidder der overfor hinanden og taler dybt. Eller griner. Eller græder. Sammen. Jeg føler så meget, at hvert eneste sekund føles udnyttet. Jeg føler mig så rig. Så rig på mine relationer. Så levende. Så glad. Så bekræftet af at leve mit liv.
For nyligt tog et af mine venskaber en drejning, hvor det ikke længere vil fortsætte, som jeg har kendt det. Vores veje skiltes, kursen blev ændret, som livet nu en gang skiller og ændrer alverdens ting. En gang skiltes vejen helt til Grønland. Det var sgu langt væk. Og det var varede længe. Men venskabet – det forblev intakt. Grønland gjorde ingen forskel. Ikke for venskabet. Kun for hyppigheden af at sidde ansigt til ansigt. En gang forsvandt et venskab for nogle år. Men det genopstod som fugl Føniks. Livet skulle lære os noget hver især, før vi igen var klar til at forstå værdien i netop vores venskab.
Netop fordi venskabets veje skilles og ændres, så betyder vigtigheden af dem endnu mere for mig. Som alt andet i livet, så er venskaber kun til låns. Nogle gange for en kort periode, andre gange for altid. At sige farvel til et venskab, som jeg har kendt det, kan godt være svært. Det var det her for nyligt. Faktisk gik det op for mig, at venskabet betød endnu mere for mig, end jeg var klar over, nu hvor det ændrede sig. Måske var det fordi en æra var sluttet. Jeg har det temmelig ambivalent med æraer. Jeg ved de er der. Jeg skatter dem, mens de er der. Men jeg er ikke så god til, at de slutter. Eller ændrer sig. Det ryster mig lidt hver gang. Også selvom det er et venskab for livet. Et venskab, som altid vil være en del af mig og have en særlig plads på sin egen måde.
Venskab. Det ord gør mig glad. Det giver mig ro, styrke og ufattelig stor glæde. Jeg håber, at hvert og et af de mennesker, som jeg holder af og som er mine venner for livet, om vi mødtes for en kort tid eller stadig og for altid vil dele livet i de rationer og æraer som livet giver, ved, hvor meget de betyder for mig. Hver og en.
