Smæld! sagde det da stressen ramte

Er stress et valg? Et tilvalg eller et fravalg?

For ikke så længe siden mærkede jeg den velkendte, ubehagelige hjertebanken banke på. Det sker heldigvis ikke så tit. Men det sker. En let hamren, der fortæller mig, at jeg skal stoppe op inden det eskalerer. Det er efterhånden samarbejde, når det er aller bedst. Samarbejde mellem mit bevidste og mit ubevidste. Jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre. I bedste tegneseriestil ser jeg mig selv iført en pivlækker teflondragt. Jeg kan se en masse ting er på vej i min retning. Jeg kan høre, at tingene rammer min dragt. Klask, siger det. Jeg observerer. Jeg observer mig selv og det, der rammer mig. Det gør ikke ondt. For bag dragten er roen stor. Jeg er i tæt omfavnelse med mine værdier og kærligheden til mig selv. Jeg har fundet helle i mig selv. Hjertebankenen er de klask jeg hører mod dragten. Den får ikke lov til at trænge igennem. Alarmklokkerne ringede og som en brandmand hoppede jeg ind i dragten, som stod klar. Den stod klar og ventede blot på, at jeg skulle få brug for den. Når jeg har dragten på, omsluttes jeg af en oase. Min egen oase. Nogle gange er 10 minutter nok. Så har åndedræt, hjerterytme og mental tilstand synkroniseret sig selv ind i balance. Og så kan jeg tage dragten af, mens jeg husker at stille den, så den er lige til at hoppe i næste gang, jeg får brug for den.

Er jeg ekspert på området? Nope. Lærer jeg hele tiden? Jep. Har jeg betalt i dyre domme for den indsigt, jeg læner mig op ad? Også i den grad!

Min nylige oplevelse med hjertebanken fik mig til at tænke på en dag for snart to år siden. Den dag, det sagde knæk. Den dag, der skulle vise sig at have afgørende betydning for min måde at tænke på i dag.

Der findes ikke nogen bedre måde at fortælle min historie, end ved at gengive ordene præcis som jeg oplevede dem. Præcis som de står skrevet i min dagbog. Vær så god. Mit inderste til deling.

 

Søndag kl. 13:10 d. 6/1-13

Jeg kan ikke overskue noget som helst lige nu. Hjertebankenen var der i samme øjeblik jeg vågnede. Det er frygtelig ubehageligt. Især fordi jeg ikke kan få den til at gå væk igen. Hvorfor kan jeg ikke det? Jeg bestemmer jo selv! Jeg forstår det ikke.

Jeg kan mærke, at jeg begynder at trække mig væk fra mig selv. At jeg ikke kan overskue og forholde mig til situationen. Jeg prøver at flygte.

I går da jeg gik i seng, følte jeg ingenting. Det samme da jeg vågnede. Ingen sorg. Ingen glæde. Følelsesløshed. Det er forfærdeligt. Hvis jeg først ikke kan føle noget, så er det skidt. Så kan jeg jo ikke bearbejde eller processere.

Ingen af pigerne vågnede i nat. Jeg lå i sengen kl. 23 og den lille vågnede først kl. 07. Men jeg vågnede hele natten igennem. 4-5 gange mindst. Selv i søvnen kan jeg ikke finde ro. Men hvis jeg har lukket sorgen ude af min vågne tilstand, så kan den jo kun komme til udtryk om natten, når min ubevidsthed tager over. Jeg forstår det alligevel ikke. Hvis min psyke prøver at beskytte mig mod smerten, ved at gøre mig følelsesløs, så er den da ikke særlig effektiv! Ikke når konsekvensen bliver fysisk smerte. Så er det jo status quo. Jeg forstår det, som jeg ikke forstår. Min ubevidsthed er nødt til at tage fat i det fysiske for at fortælle, at alt ikke er ok. Det føles som en indre kamp, hvor jeg både er arena, tilskuer og den kæmpende. De kæmpende. Det er frygtelig kaotisk.

Den følelse, den hjertebanken som jeg ikke er herre over, den var ved at tage livet af mig i foråret. Og nu er den her igen. Stresser mig. Modarbejder mig. Men for pokker! Det er jo nu, jeg har tilegnet mig styrke og indsigt til at slå den ned! Det lykkes mig så stille. Men det skræmmer mig enormt, at hjertebankenen har overtaget kontrollen lige nu. Der er kun én, der skal have kontrol over mig – og det er mig.

I morges fortalte jeg pigerne, at jeg ikke helt var mig selv i dag. Jeg sagde, at vi skulle være gode kammerater og hjælpe hinanden. Jeg ville måske komme til at skælde ud, selvom jeg ikke skulle, men jeg skulle nok gøre mit bedste for at lade være. Det fattede de nok ikke. De kan selvfølgelig ikke overskue konsekvensen af mine ord og min tilstand. Forståeligt nok. Men jeg havde brug for at “advare” dem. Det er som om jeg er ved at blive syg. Varm i hovedet, feber-følelse, ondt i brystet. Og hjertebanken.

Heldigvis havde vi en fredelig formiddag. Jeg hørte nogle dybe sange, mens jeg sad i køkkenet og læste i den forrige dagbog; læste om de sidste par dages forløb og tanker. Det hjalp enormt at læse alle mine følelser igennem. Og lytte til sangene. Smågræd måske 6-7 gange i løbet af formiddagen. Følte ikke noget til at starte med. Tårerne trillede bare. Men ved 3.-4. runde af tårer begyndte det at løsne op. Hjertebankenen begyndte at fortage sig. Jeg begyndte at føle. Øv, det gjorde ondt. Men det er bedre (og vigtigere) end følelsesløsheden og hjertebanken. Åh, det gør så ondt. Men det nytter ikke noget at fortrænge smerten. Jeg er nødt til at føle den.

 

(senere 17:30)

Så er risengrøden spist. Ungerne sidder i min seng og laver alfabet puslespil. De hygger sig. Jeg burde gå ind til dem. Men i dag har jeg benyttet hver en stund, hvor de har leget godt, til at dyrke mine egne følelser.

Min mor ringede til mig i dag. Hun føler med mig. Og hun er åbenbart bekymret for mig. Bekymret over min hjertebanken. Bekymret fordi jeg har været under et stor pres non-stop i et år efterhånden. Jeg skulle vist ikke have fortalt hende, at jeg ikke kan sove om natten. For hun blev jo bare endnu mere bekymret. Det var jeg egentlig også selv i formiddags. Den hjertebanken har virkelig skræmt mig. Men at lytte til sangene og græde har som sagt hjulpet.

Mens jeg talte med min mor, kom der en sms. Besked på telefonsvareren. Det var ejendomsmægleren, der havde ringet. Han ville blot bekræfte, at han havde en fremvisning kl 13. Han kunne dog ikke huske, om vi havde aftalt det, selvom det stod i hans kalender. Det havde vi ikke. Da jeg ringede tilbage undskyldte han, men jeg aflyste selvfølgelig ikke. Puh, jeg havde ellers netop åbnet for sluserne og pludselig måtte jeg samle mig med lynets hast. Jeg er generelt blevet rigtig god til at holde orden, men ungerne spreder sig på 0,5. Jeg måtte ringe efter assistance. Kunne slet ikke overskue det. Da min mor kom 15 minutter senere, var jeg næsten i bund, men det tog lidt fra skuldrene rent mentalt, at hun kom. Så stod jeg ikke helt alene med det hele, som jeg jo egentlig gør.

Vi gik en tur over på legepladsen, mens fremvisningen stod på. Mens pigerne legede, talte vi. Min mor forstår mig ikke helt lige nu. Hun forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare får afklaret bilsituationen. Hun forstår ikke, at jeg ikke har overskuddet til at surfe på nettet og indhente informationer. Jeg er så ked af det. Jeg kan slet ikke overskue det. Jeg aner ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. Jeg er helt alene. Jeg aner ikke, hvem jeg skal spørge om hjælp. Det er ikke fordi, jeg er for stolt til at spørge om hjælp, men jeg ved bare ikke, hvem jeg skal spørge. Tårerne fosser ud nu. Jeg.. Åh, jeg kan ikke overskue det. Hvad koster det at lease? Hvad er med i betingelserne? Hvad koster en ny bil? Og hvad er der så af betingelser? Hvordan stiller jeg de to op imod hinanden? Forventet km, service, what ever – jeg er så ligeglad. Men nu er bilen blevet taget fra mig og jeg har dermed en hel uge uden bil. Jeg får jo slet ikke stresset ned så. Så er jeg først hjemme kl. 19 hver dag igen – det kan jeg ikke. Ikke igen. Og så kan jeg ikke lave aftaler igen og jeg bliver helt isoleret. Sortseer. Pessimist. Sådan er jeg jo ikke!

MEN JEG KAN IKKE OVERSKUE NOGET SOM HELST! Jeg er så træt af at græde og være ked af det. Så træt af hjertesorger og udfordringer jeg ikke magter. Så træt af at det regner ned over mig.

 

Mandag kl. 19:47 d. 7/1-2013

I dag har ikke været spor sjov. Jeg har gjort mig selv bange. Jeg er uforstående. Jeg er bekymret for mig selv samtidig med at jeg ved, at jeg nok skal klare det.

Jeg havde morgenvagten på arbejdet i dag og alt drillede. Glæden var stor, da jeg alligevel lykkedes at blive klar inden deadline. MEN. Jeg havde lavet en fejl, der kunne have kostet. Og dem har vi ellers vold-reduceret i mit team. Jeg havde taget en forkert pris og hele min beregning var blevet forkert. Det var kun fordi en af mine medarbejdere kiggede på en mailkvittering, der var kommet retur på min anmodning. Hvis skærmbilledet i den mail ikke var blevet dobbelt tjekket, så havde vi haft en fejl. En der kunne koste. Men med effektivt samarbejde fik 3 af os i teamet klaret det hele til U.G kryds og bolle. Inden deadline. Ingen fejl. Ingen kompensation. Nu hvor jeg skriver det, bliver jeg så pisse stolt. Det var teamwork, når vi er aller bedst. Men da jeg stod i det, stressede jeg og det var en af de andre, der bevarede roen og overblikket.

Kort efter gik vi til frokost. Den var næsten 12:30 og jeg havde været oppe siden 04:45. Mit hjerte ræsede af sted. Virkelig ubehagelig hjertebanken. Jeg fortalte det til en kollega, mens vi stod i elevatoren. I kantinen, da jeg tog mad fra fadene, ræsede hjertet videre og pludselig havde jeg det, som om jeg skulle besvime. Nej, hvor var det vold ubehageligt.

Da vi satte os ned, var jeg… ja, jeg ved ikke, hvad jeg var. Jov, hvid i hovedet, for det sagde de andre. “Drik noget! Spis noget!” sagde de. Jeg prøvede. Men tårerne pressede bare mere og mere på. Jeg fortalte dem om min stressede følelse. En af dem der kender mig godt, sagde, at jeg skulle gå hjem, når vi kom op. Og ringe til lægen. Hjertebanken, tårerne og hvis jeg heller ikke kunne sove om natten, det lød ikke godt. Følelserne pressede på. Tårerne pressede på. Det var et stort sammensurje af kaos. Det var så ubeskriveligt ubehageligt.

 

(senere 22:23)

Har hentet lidt energi nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden musik. Den hjælper. Den er afgørende for, ja mit ve og vel faktisk. Enten på grund af teksterne eller på grund af rytmen, som får mig til at danse rundt i stuen og få lidt glæde og energi.

Da jeg tog hjem fra arbejdet i dag, var det også musikken der hjalp mig. Jeg følte mig fuldkommen lammet. Af uransaglige årsager fandt jeg Metallica frem på telefonen. Det ikke er slet ikke mig. Men nu lå deres album der, og det var det eneste musik jeg kunne høre. Jeg skruede helt op. Det var den værste omgang støj. Det støjede så meget, at jeg endelig kunne få lidt ro inde i hovedet. For musikken overdøvede det hele. Overdøvede hjertebanken og alle tanker. Hele togturen og hele gåturen hjem bragede den vanvittige støj igennem mine høretelefoner. Den reddede mig.

Jeg er træt, selvom jeg har fået lidt energi nu. Jeg er så træt lige omme bag energien. Øjnene svier. Min krop er drænet. Jeg både forstår og ikke forstår på en og samme gang. Det føles som om jeg har haft et mikro-sammenbrud. Jeg har mistet kontrollen. Men alligevel kan jeg mærke, at der er en styrke derinde i mig. Den kigger frem i løbet af dagen. Men den har ikke overtaget endnu. Og det er OK. Bare den er der. For så skal jeg nok rejse mig op igen.

Jeg havde slet ikke set det her komme. Jeg er jo netop kommet så stærkt igennem efteråret. Jeg har haft kræfter til at være der for alle andre. Jeg har haft kræfter, jeg ikke anede, jeg havde. Hvorfor ramler det så nu? Hvorfor ramler det hele for mig? Hvorfor bliver jeg svag? Og græder over alt? Græder på arbejdet! Arbejdet! Det har jeg ikke gjort siden i sommer.

Jeg kan ikke overskue det store. Ikke en gang at logge på computeren for at se, om der er ledige læge tider til i morgen. Jeg ringer kl. 8 i morgen. Jeg tror ikke, at jeg kan tage på arbejde. Heller ikke selvom der er både et vigtigt møde, et interessant møde og jeg har lukkevagt. Jeg kan ikke. De andre må finde ud af det. Jeg er nødt til at passe på mig selv – der er ikke andre, der gør det for mig. Og jeg bliver ikke en helt af at ofre mig selv. Næh, “practise what you preach”. So be it. Nu gør jeg det jeg støtter op om og “forlanger” af mine medarbejdere. Nu passer jeg på mig selv.

I efteråret havde jeg nogle sparingsmøder, hvor emnet faldt på stress. Vi talte om, at det var et valg. Jeg havde dog ikke noget valg i foråret. Men det har jeg nu. Jeg har styrken og indsigten til at DETTE IKKE BURDE KUNNE LADE SIG GØRE!!!

Alt det arbejde. Og ikke kun det “rigtige” arbejde. For alt hvad jeg omgiver mig med er arbejde. Og det er min planlægning af det. Ressourcerne til det. Eller mangel på samme.

Den ene uge er der børn og jeg skal gå tidligt. Får ikke nået nok i det daglige og forventer altid af mig selv, at jeg kan arbejde, når de sover. Nitte. Til gengæld masser af dårlig samvittighed og uindfriede forventninger.

Når jeg ikke har børn: arbejde, arbejde, arbejde. Men er igen dødtræt og tager hjem (hvis muligt) ved 17-tiden og har så minimum 1½ times transport forude.

Dårlig søvn. Enten på grund af børn. Ellers på grund af mig selv.

Jeg føler hele tiden, at der er noget jeg skal nå, noget jeg skal gøre, noget jeg er bagud med. Det er frygteligt. Jeg føler mig følelsesmæssigt og mentalt fuldstændigt drænet. Det at jeg har mistet bilen er en enorm stressfaktor. Jeg mistede min frihed. Frihed til tid. Frihed til at kunne vælge.

Mine udsigter til motion røg. At træne på arbejdet er min eneste mulighed. Det eneste jeg kan overskue. Men jeg kan ikke møde kl. 7 eller gå kl. 18 på grund af træning, hvis jeg skal med det 1½ time med det offentlige. Ja-ja, man kan hvad man vil, men jeg kan ikke overskue det! Og ergo bliver det ikke til noget.

Et er de valg, jeg har taget – men at det fik alt det her til at rulle… jeg er paf. Jeg…

Hvorfor føler jeg mig så svag, når jeg ved, at jeg er stærk? Det er ikke kun én ting, det her. Det er resultatet af mit nye liv. Det er “regningen”. Jeg var stærk for alle andre omkring mig, da jeg skulle være det og nu føles det som en efter reaktion.

Jeg er nødt til at lave en plan. Hvordan jeg skal hjælpe mig selv. Søvn er alfa omega. Ikke mere natteroderi. Jeg er nødt til at tvinge mig selv i seng kl. 22-23. Ufedt. Men jeg er nødt til det.

Måske skal jeg skrive ugens opgaver ned. Sprede dem ud over ugen. Planlægge. Jeg er nok også nødt til at skrue ned for ambitionerne. Ja, alt skal være “perfekt”, men tidspunktet er ikke rigtigt. Tænker også arbejdsmæssigt. Jeg skal ikke være super-leder. Ikke lige nu. Jeg ved, jeg har. Jeg kan. Og jeg skal igen. Men ikke lige nu. Jeg er også nødt til at sige fra. Meget. Og helt generelt. For det bliver ikke perfekt. Det bliver så godt, som jeg nu en gang kan. Og dét er godt nok. Jeg har stadig hjertebanken i skrivende stund. Også selvom det hjælper at skrive. Jeg havde meget mere, jeg gerne ville skrive om. Tanker, følelser. Men jeg er nødt til at tænke på mit helbred lige nu. Jeg er nødt til at gå i seng. Kl er 22:52. Godnat.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *