Skæbnen

I sommer spurgte et fantastisk menneske mig, om jeg havde lyst til at være skribent på hendes nyhedsbrev fra YogaKrop.

Wow, tænkte jeg. Et menneske som jeg i den grad respekterer og beundrer for såvel personlighed som de valg, hun træffer, spurgte mig. Derfor var det stort for mig, at netop hun satte pris på mine ord og gerne ville dele dem i sit univers. Så der var selvfølgelig ikke noget, jeg hellere ville og svaret var ja-ja-ja 🙂 Nu har jeg besluttet mig for også at dele det her.

Tillad mig at præsentere min første klumme til YogaKrop’s nyhedsbrev:

 

Skæbnen. En finurlig størrelse. Skal man tro forblændet på den? Eller skal man tro med et gran salt?

Jeg plejede at tro på skæbnen med fuldkommen overgivelse. Hvis noget gik godt, var det meningen. Hvis noget gik skidt, var det også meningen. For så skete det for en årsag.

Jeg troede, at kærlighed var et spørgsmål om skæbne. At møde den rette. Jeg troede, at fremtidsdrømme og voksenliv allerede var forudbestemt af skæbnen. Der ville være en mening med de ting, der skete i mit liv. På godt og ondt.

Den har altid fyldt meget i mit liv. Skæbnen. Jeg er blevet tudet ørene fulde i blade, tv, etc. om, at skulle tage skæbnen i egen hånd. Det syntes jeg også, at jeg gjorde.

Alligevel skete der ting, som jeg ikke havde planlagt.

Og de ting jeg havde planlagt skete ikke.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive skilt. Det blev jeg. Jeg troede, at jeg skulle rejse jorden rundt og samle på en masse vilde oplevelser. Det gjorde jeg ikke.

Var det virkelig skæbnen?

Det er som om, det først er i løbet af det seneste års tid, at jeg egentlig har fanget det. Forstået det. Eller rettere måske er det først nu, jeg har formået at definere det. Det, som jeg plejede at kalde skæbnen, er egentlig min egen vilje og mit (den gang) ubevidste som konstant drev mig mod målet. Det var ikke skæbnen, der gjorde, at jeg lykkedes. Eller mislykkedes. At jeg rejste mig op, når jeg faldt. At jeg fik opfyldt ting, som jeg havde opgivet. Jeg havde brug for at lære på egen krop, hvilke ubeskrivelige kræfter der er på spil, når man træffer bevidste valg. Med kærlighed, med smerte og mest af alt med nærvær. Nærvær i og med mig selv. Dén bevidsthed og evnen til at træffe bevidste valg gjorde hele forskellen.

Jo mere styring jeg tog over min egen skæbne, jo mere faldt jeg i næsegrus beundring over mig selv. For ét er de ting, jeg bevidst har kæmpet for. Men noget andet – og ganske fascinerende – er det som mit underbevidste har kæmpet for. Jeg har ikke kunnet se det før nu. Og netop derfor falder jeg i næsegrus beundring. Over hvad vores fantastiske hjerne er i stand til. Hvad den laver, uden vi ved det. Og hvor vidunderligt det er, at ramme punktet hvor man forstår. Hvor jeg forstår. Punktet hvor alt pludselig står lysende klart.

Da jeg var 18-19 år havde jeg tre ønsker til mit liv. Jeg var næsten sikker på at de ville gå i opfyldelse. Det gjorde de ikke. Ikke i den oprindelige form i hvert fald. Mere end et årti skulle passere, før jeg ville kunne konstatere, at livet alligevel har ført mig i mine ønskers retning. Og opfyldt dem. Bare på en anden måde.

Efter gymnasiet ville jeg så gerne være flyttet til London i et halvt års tid. Jeg ville så gerne lære at tale perfekt engelsk. Så mødte jeg ham. Kæresten som jeg endte med at blive gift og få børn med. Jeg kom ikke af sted. Jeg valgte at blive hjemme. Hos kærligheden.

Og så var der psykologen. Sådan en ville jeg gerne være. Hjernen og mennesket har altid interesseret mig enormt meget. Alt det der foregår oven i hovedet på os. Jeg ville gerne forstå. Lære. Og med dette udgangspunkt hjælpe andre. Mit snit fra gymnasiet var dog langt fra adgangskravet og jeg havde øjensynligt ikke det nødvendige drive for at skaffe det på anden vis.

Sidst men ikke mindst var der følelsen af at lede andre på baggrund af mine egne oplevelser og erfaringer. Jeg var 19 år. Efter 4 år med deltidsjob efter skole, skabte jeg en stilling til mig selv, med ansvaret for den daglig drift i en pølsebiks, så jeg kunne spare penge sammen til et højskoleophold. Det var kun for seks måneder. Men følelsen var ikke til at tage fejl af. At kæmpe for de ting jeg troede på. At kæmpe for andre. At få andre med mig og sammen skabe resultater. Det var en afsindig spændende og lærerig tid. Jeg vidste, at dén følelse skulle jeg have igen. Jeg vidste ikke hvor, hvordan eller hvornår. Jeg vidste bare, at jeg skulle have den, for jeg ville gøre en forskel.

Hvad skete der med de tre ting? Det var ikke skæbnen. Det var mig.

Jeg blev ved og ved med at træffe valg (uden at jeg selv så den store sammenhæng undervejs), som i sidste ende førte mig mod mine mål.

Jeg blev ansat i en virksomhed, hvor forretningssproget er engelsk. Først var det faktisk lidt skræmmende. Jeg talte med kartofler i munden og ville gøre en hver dansk prototype-turist grøn af misundelse. Til gengæld fik jeg mulighed for at øve mig hver evig eneste dag. I tale og skift. Der var kun en vej: bedre og dygtigere. Og det blev jeg. Til min egen fulde tilfredshed.

Psykologien fik jeg ind ad bagdøren. HR-delen i et lederjob. For netop i det job er det psykologien i mig (og omkring mig), der gør hele forskellen. Jeg ELSKER det. Jeg lærer om mennesket og hjernen i en grad som fryder mig.

For ja, sammenhængende med psykologien var der det med at lede andre. At ville gøre en forskel. At få den dér følelse igen. Jeg fik et job, hvor jeg fik følelsen. Det har været og er fortsat hårdt arbejde. Størstedelen føles som en leg, fordi jeg vil det og tror på det, men det har skam også kostet lærepenge undervejs. Skæbnens valuta måske? Dunno. Det er og lige meget. Det er det hele værd. Og det skete fordi jeg ville det.

Så tror jeg stadig på skæbnen? Ja, det gør jeg vist. Men ikke som jeg gjorde før. Nu er det meget mere nuanceret. Jeg tror, at jeg selv bestemmer langt størstedelen af min skæbne. Rettelse. Jeg ved, at jeg bestemmer langt størstedelen.

Jeg kan ikke bestemme alt, hvad der sker i mit liv. Men jeg kan bestemme, hvordan min adfærd skal være. Hvilken handling jeg ønsker at sætte bag. Dét bestemmer jeg selv. Dét er min skæbne.

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *