De forbandede sten

De forbandede sten. Hold fast hvor de dog fylder og tynger i rygsækken. Hvorfor alverden slæbe rundt på dem, når det er så åbenlyst, at de overhovedet ikke bidrager til noget som helst positivt?

Jeg var en gang til et foredrag, hvor der blev sagt, at vi mennesker vænner os til at være skæve. Vi vænner os til at leve med det, der faktisk ikke er godt for os. Det der ikke virker for os. Det har jeg tænkt en del over med jævne mellemrum. Jeg har også været skæv. Jeg har levet et liv, hvor jeg var mere skæv, end jeg nok var klar over. Jeg husker også følelsen, da jeg begyndte at rette mig op. Det føltes fantastisk. Det gjorde også ondt, for i kølvandet kom en masse erkendelser, som jeg så længe havde negligeret. At se sig selv i øjnene kan være noget af det mest skræmmende. Og noget af det mest befriende.

Heldigvis er livet ikke statisk. Så selvom jeg lærte at rette mig op, betyder det ikke, at ryggen til evig tid er rank som på en marcherende soldat. Nej da. Indimellem kan jeg mærke, at skævheden begynder at presse på. Tyngden i min rygsæk tager til. Jeg tænker, at det nok er meget sundt. Netop som en reminder af, at livet ikke er statisk. At nå til den erkendelse har været en rejse i sig selv. At det er ok. At det er sådan det er. Stenene tynger. Stenene tages ud. Forfra igen med nye sten. Over and over again. På den gode, lærerige måde. Sådan er det i hvert fald for mig.

Jeg har slæbt rundt på en ganske tung sten, som jeg ikke har anet, hvordan jeg skulle få ud af min rygsæk. Jeg har været udmærket klar over dens tilstedeværelse og jeg har i den grad været klar over, at det overhovedet ikke gavnede mig, at slæbe rundt på den. Men jeg anede virkelig ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad, med at få den løftet ud. Jeg har prøvet mange gange. Sådan virkelig mange gange. Men hver gang er den smuttet ud mellem fingrene på mig. Den har været for tung. Nogle gange har jeg bildt mig selv ind, at den ikke var helt så stor og helt så tung. Nogle gange har jeg følt, at den var værd at slæbe rundt på. Men mest af alt, har jeg ikke anet, hvad jeg skulle stille op med den, når nu jeg gerne ville have den ud, men ikke kunne finde ud af at lykkes med det.

Så en dag for ganske nyligt , da jeg mindst ventede det, dukkede løsningen op næsten af sig selv. Arh, ok sådan næsten-næsten da. Jeg havde åbenbart brug for at møde et menneske, som kunne sætte tingene i perspektiv for mig. Og timing var på ingen måde ligegyldig i den forbindelse. Havde jeg fået det at vide for to år siden, eller et halvt år siden, havde det ingen effekt haft. Det havde det nu. Jeg har klar til at høre ordene. Jeg var klar til at mærke og føle dem. Ordene. Og tyngden af stenen.

Jeg skulle høre ordene fra et menneske, som ikke kendte mig og min historie, og som alligevel kunne se, hvordan jeg slæbte rundt på unødig bagage, på en unødig tung sten. Det mest vilde var følelsen. Da jeg blev hevet i ryggen for at få demonstreret, hvordan jeg slæbte. Dén følelse sidder i den grad i mig endnu. Det var et overvældende sekund. Det var et gennembrud. Det gik omsider op for mig, hvor meget jeg gik glip af i mit eget liv, fordi jeg slæbte unødigt rundt på den sten. Pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Pludselig var det ikke spor svært. Pludselig lykkedes det mig med største lethed at løfte den tunge sten ud af min rygsæk. Jeg rankede op i ryggen. Jeg følte mig fri. Jeg føler mig fri.

Så kære sten, kære tunge sten, jeg siger tak. Tak for tiden i min rygsæk. Tak for oplevelsen, smerten og glæden. Jeg har lært enormt meget af, at slæbe rundt på dig. Jeg har lært mindst lige så meget, ved at løfte dig ud af rygsækken igen. Jeg vil ikke have været foruden. Jeg ville nok gerne have været i stand til at tage dig ud noget før, men tiden var åbenbart ikke rigtig. Tak for alt. Take care. Over and out.

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *