Skolereform – død eller levende!

Side op og side ned, indslag efter indslag, suk, ak og ve. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har opgivet at kaste mig ind i debatten omkring skolereformen. Mest af alt fordi jeg simpelthen ikke orker alt det brok. Det er muligt, at der medhold og fornuft bag noget af brokkeriet – men det drukner simpelthen i alt det ukonstruktive støj og når det endelig har nået mine ører og øjne har løbet været kørt. Jeg har derfor besluttet mig for – måske lidt naivt – at trække stikket ud af debattens pulserende øfferi. Jeg har besluttet mig for, at det nok skal gå alt sammen. Jeg har besluttet mig for, at jeg tror på det. Jeg har besluttet mig for, at det er de gældende spilleregler for min datter, og at det hverken gør hende til et offer eller dum i hovedet. Indtil andet er bevist, så bakker jeg op.

Herefter har jeg faktisk givet slip. Debatten blev til baggrundsstøj. Ansvarsfralæggelse? Tja, for nogen måske. For mig har det været befriende.

Måske derfor endte jeg i den grad med at få slået benene begejstret væk under mig, da der i sidste uge var forældremøde på ældste-datterens skole. Forældre fra 0.-4. klasse var samlet til info aften i fællesskab og bagefter til forældremøde i den enkelte klasse.

Skolelederen åbnede ballet med en udstråling som jeg overhovedet ikke var forberedt på. Der var et nærvær og en autentisitet i hendes tilstedeværelse, som blev understøttet af en enorm gejst, glæde, motivation og energi. Jeg rettede mig med det samme op i stolen og lyttebøfferne drejede pludselig i 180 graders vinkel. Det her var ikke bare en skoleleder. Det var en ildsjæl. Det var et menneske, som troede på sin vision og mission. Det var et menneske, som med en enorm positivitet virkede enormt smittende i alt, hvad hun stod for. Sådan oplevede jeg hende i hvert fald. Måske er jeg bare nem at imponere? Ja. Jov. Det er jeg. Især når jeg bliver ramt på mine værdier. Selvom det sker med jævne mellemrum, så sker det sjældent i en grad som jeg oplevede til det forældremøde. Det var en fornøjelse at se, hvor legende let budskaber blev leveret med et fantastisk glimt i øjet. Jeg følte mig som tilskuer til noget skelsættende – og jeg ved godt, at det lyder stort og måske endda for meget – men sådan føltes det. Alene den måde, som skolelederen svarede på spørgsmål på, både de gode konstruktive, såvel som de mindre begavede, var en fryd at observere.

“Dette er ikke en lektiefri skole – det kan jeg lige så godt sige”, sagde skolelederen. “Studietiden er for alle. Kommer man ikke, skal det være et aktivt fravalg.” Der blev argumenteret for fagligheden på en måde, som umuligt kunne få mig til at hoppe mere i stolen af glæde. Vores børn er her for at lære. Stablen af lærer er her for at udføre det arbejde, de brænder for. Jeg var virkelig i næsegrus beundring over den evne, som skolelederen havde til at tage en skolereform, en ganske upopulær en af slagsen, tygge godt og grundigt på den for efterfølgende at spytte den ud med sine egne ord omsluttet at sin vision for skolen, børnene, lærerne og stadig med respekt for reformen i sig selv. Det her var ikke bare en skoleleder. Det var en virksomhedsleder. En af dem med fremtidssyn.

Noget af det, som jeg var aller mest begejstret for, var ordene som kom gentagende gange i løbet af aftenen: “Det er det her vi tror på – så nu prøver vi. Virker det ikke, må vi finde på noget andet, men nu giver vi det en chance.” ÅH JA! Sig det igen!! Det er hele essensen af min måde at leve på, tro på, tænke på, lære på. Vi kommer aldrig nogen vegne, hvis vi altid skal have fundet ud af det hele på forhånd. Vi lærer undervejs. Retter ind undervejs. Pejlemærket er det vi tror på – skolens vision og mission – og resten er en rejse. Jeg håber virkelig ikke, at jeg var den eneste forældre, der sad med denne følelse. Jeg håber, at vi er en hel horde, der mærkede energien, drivkraften, viljen, modet og ikke mindst troen på, at det her nok skal blive godt. Ikke her og nu. Men hele tiden og lidt mere hen ad vejen. Sammen.

Man skulle måske tro, at klimaks på sådan en aften ville være nået nu. Uha jeg tog fejl. For da vi efterfølgende stimlede sammen i klasselokalet for at møde dansk- og matematiklæreren, ventede endnu en forrygende time forude. Som et par forlængede arme af skolelederen formåede de to lærer at belejre mit hjerte helt og aldeles. De brændte i den grad, for det de lavede. De troede på det. De var ærlige. For ja, der var da en del udfordringer – og dem talte vi om, og forskellige løsningsforslag kom på bordet. Jeg forventer ikke utopi. Jeg forventer ikke et glansbillede. Til gengæld fik jeg noget, som jeg måske burde, men egentlig ikke forventede. Jeg fik verdens bedste mavefornemmelse. De her to mennesker havde en energi og en oprigtighed over sig, som gjorde alverden til forskel. De var ambitiøse, realistiske, fulde af forståelse, fulde af glæde, energi og en gejst som strømmede igennem hele lokalet. Det hele var godt krydret med humor, dog hele tiden med fokus på fagligheden. En faglighed som dog ikke stod alene. Det handlede ikke kun om, at børnene skulle lære. Det handlede i lige så høj grad om, hvordan de skulle lære.

For mig er det faktisk underordnet, hvad vi mennesker har med at gøre, når vi er drevet af en gejst, energi og motivation, som den jeg oplevede til forældremødet. Mennesker der i den grad brænder for det de laver, er en kilde til inspiration i sig selv.

Og at det så tilfældigvis udspiller sig et af de mest fantastiske steder i verden – på en skole, hvor vores børn skal rustes til livet – ja, så er det altså svært at få armene ned igen af ren begejstring.

Skolereform, du kan bare komme an! Jeg har en hel stab af folk, jeg sætter al min lid til.

 

 

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *