Solsikken

Græsset er ikke grønnere på den anden side af hækken. Det er grønt, der hvor du vander det. Sådan fungerer mine tanker og mit liv også. Hvis jeg vælger at dvæle ved alle de ting, som egentlig ikke virker og som egentlig bare gør mig ked af det, fortvivlet eller frustreret, så er jeg – hovedsageligt ubevidst – selvforskyldt i min græsplænes udseende. Jo mere negativt fokus, jo mere kedeligt græs. Det kan gå ret stærkt, hvis jeg giver mig selv lov. Eller især hvis jeg gør det uden at have fået lov. Nogle gange tager det kun få sekunder at tune ind på en forkert retning. Og så vælter det ellers afsted mod et sted, som jeg faktisk ikke er interesseret i at komme hen.

Heldigvis tager det også kun få sekunder at tune rigtigt ind igen. For mig har det dog krævet en ordentlig omgang øvelse. Jeg er ikke altid bevidst fra start, men ender med at tage mig selv i at være i en tilstand, som jeg ikke har lyst til at være i.  Så tænker jeg, næh nej, nu kan det være nok, for det gavner mig på ingen måde. Tværtimod.

Og det ene sekund, hvor jeg beslutter det, eskalerer på magisk vis hele mit tankesæt, mit åndedræt og gnisten indeni. Det tager om sig, så jeg selv bliver forbløffet – hver gang. Den første gode tanke baner vejen for den næste. Pludselig har jeg en masse bitte små ting fra en given oplevelse,  som pludselig gør mig glad, fordi jeg forholdt mig til det, der rent faktisk virkede og gjorde mig glad. Til den positive oplevelse. Ikke til det, jeg gjorde forkert, det jeg måske gik glip af eller det, der måske ikke blev, som jeg gerne ville have det. Næh, jeg ender med at sidde rig tilbage. Måske var det et glimt i øjet. Måske var det en følelse i maven. Det eskalerer og jeg ender med at sidde glad tilbage. Fuld af glade minder, jeg lige har høstet eller fik forlængst eller en indsigt som gjorde måske gjorde ondt at få, men som jeg aldrig vil være foruden. Dem har jeg en del af.

For mig er den evne min personlige solsikke. På ungarsk betyder solsikke “blomsten, der drejer sig efter solen”. Når jeg læner min adfærd op ad solsikkens og vender min opfattelse og indstilling efter solen, efter det positive, så får jeg tifoldigt retur. Det absolut bedste er den ro, der forankres i hele min krop. Tryghed, glæde, ro og lykke. Lige dér, midt i mig selv. Det lyder måske som en ordentlig omgang helligt fis – det ved jeg godt – men jeg er ligeglad. Det virker for mig.

Jeg bliver tryg, når jeg tænker på solsikken. Som barn gik turen til Ungarn hver eneste sommer. Vi skulle ned og besøge min mors familie. Række efter række, mark efter mark tårnede solsikkerne sig op overalt. De drejer sig troligt mod solen dagen lang. Hvorfor vende sig mod skyggen? Nej vel.

Jeg bliver så tryg, når jeg tænker på dette barndomsminde. Et minde, som har fulgt mig op igennem livet. Da jeg blev konfirmeret, fik jeg en stor buket solsikker. Min første rigtig buket solsikker nogensinde. Solsikkerne blev hermed tilføjet en umådelig symbolsk værdi for mig. Velkommen til voksenlivet – og husk nu at dreje dit liv om solen.

For nogle måneder siden havde en tidligere kollegas datter fødselsdag og der var et billede på Facebook af hendes kønne datter, der holdt en stor buket solsikker i armene. Jeg havde glemt mine solsikker og nu kom det hele pludseligt væltende. Trygheden, glæden, værdien, symbolet. Jeg begyndte at tænke på alt det, jeg netop har skrevet. Tænkte, at jeg snart skulle købe sådan en buket til mig selv. Ja, min helt egen buket solsikker. Det er årevis siden, at jeg har haft sådan nogen stående. Nu var et meget godt tidspunkt, at minde mig selv om alt det, som de smukke blomster står for. Huske mig selv på bevidstheden, om jeg  drejer mig efter solen eller om jeg står med ryggen til.

Jeg nåede aldrig at købe de blomster. For da min veninde kom forbi til en ordentlig omgang tøsehygge, havde hun favnen fuld af solsikker. Jeg blev noget så overvældende og rørt. I forvejen kom hun på en dag, hvor jeg havde brug for kram og nærvær. Så styrken i solsikkerne var enorm. Jeg var målløs over, at hun vidste det. Var det et tilfælde eller havde hun husket det? Havde hun virkelig husket noget, jeg havde sagt for 100 år siden? Hvis jeg da overhovedet havde fortalt det. Jeg tror nemlig ikke, at jeg har fortalt om solsikkerne til særlig mange, for det var jo bare min egen lille ide og betydning. Men jeg havde sagt det og hun havde husket det. Jeg var rørt til tårer.

Tænk, hvad blomster kan gøre. Tænk, hvad de blomstrende venskaber omkring os kan gøre. Tænk, hvor meget vi får ud af livet, når vi drejer os mod alt det, der gør os glade og lykkelige.

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *