Søren Huss – når livet sættes på spidsen

Forleden blev livet sat på spidsen for mig. Startskuddet lød for et halvt år siden den dag i marts, da jeg så, at Søren Huss ville give koncert her i august. Instinktivt vidste jeg, at jeg var nødt til at købe billetter. Til trods for at jeg har haft svært ved at lytte til hans musik. Især Saybia’s “The Second You Sleep”. Puha. Efter han mistede sin kæreste, sit livs kærlighed, i en tragisk trafikulykke, har jeg næsten ikke kunne bære at høre den sang. Jeg kunne heller ikke få mig selv til at købe hans første album udgivet en håndfuld år efter ulykken, som jo netop handlede om tabet og sorgen. Puha, altså nej. Og alligevel købte jeg de billetter. Jeg vidste, at jeg skulle af sted.

Forrige måned luftede jeg emnet for en god ven, som sendte mig et par af sangene fra det album, som jeg på et eller andet plan havde prøvet at flygte fra. To sange, som fik tårer frem, men som alligevel var præcis som jeg havde håbet. Som mejslet i massiv granit, var den ene sang. En kærlighedserklæring til den mistede kærlighed. Ikke at ville undvære den. At ville give efter. At acceptere, at tabet til trods, så vil den kærlighed altid være der. Den er mejslet i massiv granit.

De to sange gav mig modet til at købe hele albummet, som siden kørte non-stop. Åh, jeg måtte kigge dybt ind i mig selv undervejs. Teksterne og den fantastiske stemme bragte mig lidt ud af fatning og ind i en tilstand af melankoli. Det gjorde lidt ondt. Men jeg skulle høre det. Føle det. Jeg skulle rydde op inde i mig selv. Føle det, jeg måske ikke havde lyst til at føle. Føle det, der gjorde ondt. Ja, jeg måtte kigge dybt ind i mig selv. Jeg vidste, at jeg til koncerten ville kigge lige så dybt. Hvis ikke mere. Møde klimaks.

Jeg endte med at være for sent ude i forhold til at få nogen med. Folk havde planer. Så jeg tog af sted alene. Sørme nej om jeg skulle gå glip af den oplevelse, bare fordi jeg ikke havde nogen at dele den med. Jeg havde jo mig selv at dele den med. Fordi der var så mange følelser på spil, prøvede jeg at forberede mig mentalt, så godt jeg kunne. Jeg vidste, at jeg ville græde. Jeg vidste, at det ville blive en stor aften. For mig. I mit hjerte. Og jeg var 100% afklaret med, at jeg ville give mig selv lov til at føle alt det, som jeg havde brug for. Det handlede ikke om hensynet til andre. Det handlede om hensynet til mig selv. Jeg kom for at blotte mig selv for mig selv.

Scenen var sat i Køge Kirke. Det i sig selv var breathtaking. Det tog næsten luften fra mig. Dørene blev åbnet en time før og det benyttede jeg mig af. Fik sjette række med mulighed for et godt udsyn. Så stod den på tidsfordriv indtil da. Til den ene side sad to veninder i 40’erne. Til den anden side sad et ægtepar i 50‘erne. Manden begyndte at tale med mig. Han var spændt. Spurgte om jeg havde oplevet Søren før. Nej, ikke endnu, så jeg glædede mig også meget. Vi begyndte at tale om den tragiske trafikulykke. Og så slog han efterfølgende næsten benene væk under mig. Han fortalte, at i dag var meget personligt for ham. Han var også i branchen. Vognmandsbranchen. Han havde holdt bag den lastbil, der var skyld i ulykken. Han kendte chaufføren. Dagen efter havde han gået rundt om lastbilen og set de fysiske skader. Set resterne af en ubeskrivelig tragedie. Hvad var det han sad der og sagde? Hvad var oddsene for at havne ved siden af en person, med så personlig en tilgang til en koncert, som følelsesmæssigt allerede var sat på spidsen for mig? Han var tydeligt berørt. Mine øjne skvulpede over. Det rørte mig voldsomt meget og jeg havde ingen intention om at skjule det. Det så ud til at overraske ham, selvom han selv var fuld af følelser. Han spurgte, om han skulle stoppe. Om jeg selv havde mistet nogen (red. siden jeg reagerede så følelsesmæssigt?) Nej, jeg ville gerne høre det. Han fortalte, at den tragiske ulykke var enhver vognmands største skræk. At chaufføren der var involveret ikke havde haft kinamands chance. I det sekund Søren’s kæreste havde bukket sig ned, for at hjælpe datteren over vejen, var hun fuldstændig forsvundet fra radaren. Det var forfærdeligt. Så modbydeligt uretfærdigt forfærdeligt. Jeg spurgte, om han vidste, hvordan chaufføren havde det den dag i dag. Det vidste han desværre ikke. Han stod til at skulle på pension umiddelbart efter ulykken. Sikke en start på den tredje alder.

Vi talte videre om lastbiler. Hvor lidt der skal til, for at ændre tilværelser så drastisk. Vi talte om forebyggelse. Jeg spurgte, om det ikke var muligt at vise folk, hvad der skete. Ikke fra cykelstien. Men fra vognhuset. Jov, sagde han. Det gjorde de skam allerede. De kørte ud på skoler og lod børn fra 2. og 3. klasse komme op i lastbilen, mens deres venner fik besked på at “gå over vejen”. Han fortalte, at børnene var målløse. De kunne ikke se deres venner, selvom chaufføren forsikrede, at de stod lige der. I den blinde vinkel. Det gjorde mig så glad at høre, at der tænkes og handles i de baner. Men vi skal da have mere. Meget mere. Det burde være obligatorisk at alle skoleklasser kommer igennem et træningsforløb, når trafikundervisningen går de gang, hvor der virkelig er fokus på lastbiler. Hvor de får lov til at opleve med egne øjne, at chaufføren umuligt kan se alt. De voksne bør også få samme mulighed. Vi kan i forvejen melde os til førstehjælps-, hjertestarter- og andre kurser. Hvorfor kan vi ikke få lov til at sidde i en lastbil, på et højresvings-kursus, så vi kan se og føle, hvilke kræfter der er på spil? Kære kommune. Ja, det brev skal jeg vist skrive bagefter.

Da Søren kom frem ved alteret, var kirken fyldt med magi. Med himmelsk energi og dyb respekt. Han lagde ud med at sige et par ord, hvad disse kirkekoncerter betød for ham. Han lavede sjov undervejs. Det var dejligt. Mellem alle sine sange, fik han hele kirken til at klukke. Det var befriende dejligt.

Jeg tog en dyb indånding, da han gik i gang med at synge. Mejslet i massiv granit var den første. Wow. Selvom jeg ikke kunne se ham på det tidspunkt, fordi han sad ved klaveret, så gik hans stemme lige igennem. Tårerne fik frit løb og jeg sugede nuet til mig. Jeg sugede livet til mig. Smerten og glæden. Tænkte, at det var en umådelig smuk oplevelse, som jeg sad der og delte med mig selv.

Da “Du Er” efterfølgende blev sunget, blev det rigtig hårdt. Manden ved siden af mig havde kort forinden nævnt netop den sang – og strofen med blinkede lygter – som hans antiklimaks. Da lastbilen ramte. Så da Søren begyndte at synge den sang, blev det hele mere end overvældende for mig. Søren’s tab. Datteren’s tab. Familien’s tab. Chaufføren’s tab. Og så skete der noget, som jeg ikke havde set komme. Da det gjorde aller mest ondt, og jeg havde aller mest brug for ikke at være alene om oplevelsen, tog han min hånd. Manden ved siden af mig. What the fuck. Mig sidde der i en kirke og holde en fremmed mand i den ene hånd, mens han holdt sin kone i den anden. Der var en samhørighed, jeg ikke kan beskrive. Jeg har faktisk aldrig været ud for noget lignende før. Og det føltes så rigtigt. Jeg fik den ro og tryghed, som jeg havde mest brug for – lige der. Jeg forstår det stadig ikke.

Tårerne trillede og trillede. De kunne ikke stoppe. Søren mistede sit livs kærlighed. Fra det ene øjeblik til andet. Og nej, han er ikke den eneste i verden, der lider sådan en skæbne. Men nu var det ham, det handlede om. Hans smerte, hans talent, hans tekster, hans stemme – hele ham.

Tankerne og følelserne fik frit løb. Hans sorg. Min sorg. Jeg har min egen sorg. Jeg har også mistet. Selvom det ikke var til døden. Jeg lever også med sorgen dagligt. Jeg har ikke helt kunne finde ud af det. Men at acceptere, at sorgen er en del af mig, gør det nemmere. Der er megen glæde forbundet med den sorg. Der har været så meget godt, for ellers ville det ikke kunne gøre så ondt at miste. Nogle dage fylder sorgen mig med tristhed. Over det liv, der ikke blev. Andre dage fylder sorgen mig med kærlighed. Gør mig stærkere, fordi jeg ville ikke være foruden. Ja, sorgen er en del af mig og det vil den altid være. Den er der bare. Hver dag og sådan er det. Det er ok.

Jeg sad perfekt. På sjette række. Da Søren greb sin guitar stod han lige præcis mellem to kirkebænke, der gav mig perfekt udsyn. Jeg kunne se hele hans ansigt. Hans lukkede øjne og mimik, mens han sang. Jeg havde lyst til at tage et billede for at forevige det. Men det var for helligt. Jeg kunne ikke. Jeg var nødt til at have dette minde som værende 100% tilstede i øjeblikket. Jeg ønskede kun at huske det billede, som er i min hjerne. Meget atypisk mig. Men igen, det er der så meget, der er efterhånden. Atypisk mig. Og alligevel er det faktisk mere mig end nogensinde før.

Søren Huss. Sikke en mand. Han satte så mange tanker i gang hos mig. Pumperne kørte på højtryk. Han sang om sin datter. Dejlige datter. Hans stemmede knækkede et øjeblik. Tror jeg. Ville jeg bare høre det eller skete det?

Han fik mig til at tænke på mine egne piger. Mine dejlige piger. På det ansvar, jeg har for dem. Det ansvar jeg har for at gøre dem lykkelige. Det ansvar jeg har, for at gøre mig selv lykkelig, for at kunne gøre dem lykkelig. En gang troede jeg på, at det at gøre alt for dem, måtte være på bekostning af mig selv. Jeg valgte mig selv fra for the greater good. Jeg var virkelig gal på den. Hvordan skal jeg dog nogensinde lære mine børn at være lykkelige og lære dem selv at gøre noget for at blive (og være) det, hvis jeg ikke selv gør det? Jeg nåede ikke at opdage det i tide. Jeg fik lov til at lære det på den hårde måde. Jeg har lært min lektie. At være der for sig selv, før man kan være der for andre, behøver ikke opfattes negativt. Tværtimod. Selvfølgelig skal vi være der for vores børn. Selvfølgelig skal vi ikke egocentrisk kun jagte vores egne behov. Men vi skal heller ikke pakke dem væk. Vi har alle behov og for mig er det en del af det, jeg ønsker at lære mine børn. Nogle gange skal man sætte sig selv først og holde på retten til at opfylde egne behov. Andre gange skal man træde til side og give plads til et andet menneskes behov. Det er den indsigt og fornemmelse, jeg ønsker at lære mine børn. Balancen mellem forholdet til én selv og til dem omkring os. Er det nemt? Næh. Tager det tid? Ja. Masser. Men jeg tror på det. Jeg tror på, at det er muligt. Jeg ved det er muligt. Jeg ser og oplever, at det er muligt.

Livet er noget mærkeligt noget. Det rammer os alle. Nogen prøver at undvige. Andre ser det i øjnene. Vi har alle forskellige historier og forskellige tilgange til det. Til at leve livet. For mig handler det om at få mest muligt ud af det. Uden hastværk. Hver ting til sin tid, som det kloge ordsprog siger. Sådan følte jeg også til koncerten. Hver ting til sin tid. Når det gør ondt, skal det nok gøre godt igen. Når tiden er rigtigt. Når man har fået bearbejdet og lært, det der var nødvendigt, for at kunne komme videre. Søren sang om solen. Jeg kendte den ikke. Men han sang om den, og jeg sad og smilede. Solen skal nok skinne igen. Men vi skal være villige til at lade den skinne på os. Solen kurerer ikke vores natteblindhed. Vi må selv åbne døren og tage imod. Det er ganske enkelt. Åh, en dejlig sang. Den gjorde mig glad. Solen gør mig glad.

En anden ting, der gør mig glad, er taknemmelighed. Taknemmelighed har været et anker på min rejse, da alt var usikkert og meget gjorde ondt. For der er så meget at være taknemmelig for. Jeg er så taknemmelig hver evig eneste dag. Og det vil jeg fortsætte med at være. Uden at det skal være sødsuppe. For taknemmelighed gør mig glad. Måske er det heller ikke så mærkeligt, at min yndlings Søren-sang netop er den om taknemmelighed. Inden han gik i gang, sagde han, at han selv havde meget at være taknemmelig for. Som ikke troende, sendte han taknemmelighed af sted med et skævt smil og blikket rettet opad i et splitsekund. Der var højt til loftet. Det gav et stik. Taknemmelighed var afsendt og modtaget. Og så gik han i gang. Et hav af udstrakte hænder fyldte hele kirken. Lyrisk og symbolsk. Det var en kæmpe oplevelse at høre netop den sang, blive sunget netop der. Talentet var enormt. Stemmen var enorm. Jeg bukkede mig fuldstændig helt og aldeles i støvet. Jeg har et hjerte, der skriger tak.

Jeg gik fra koncerten fuldstændig forløst. Med en oplevelse og en følelse, som jeg aldrig vil glemme.

Jeg har en ubeskrivelig stor respekt for den mand. For Søren Huss. For det han har været igennem. For at tage sig den tid, det nu en gang tog at få sørget igennem. For at han nu står oprejst på begge sine ben og har det godt. Lever sit liv. Sit voksenliv, som han selv siger.

Livet bliver ikke altid, som vi ønsker det. Det skal guderne da vide. Nogle gange træffer vi selv nogle valg. Nogle gange undlader vi. Nogle gang vælger andre for os. Nogle gange vælger livet for os. Hvem der end vælger, giver det os nye valgmuligheder. Hvad vil vi så? Hvordan ønsker vi så at leve? Det afgør vores valg.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *