Jeg græd og græd og græd. Havde åndenød, hjertebanken, traumetanker – you name it. Jeg kunne overhovedet ikke overskue at skulle stå op og afsted næste morgen. Min krop stemplede helt ud. Mine arme blev så tunge, at jeg ikke kunne løfte dem. Mit mindset var helt sort og opgivende. Det var så kontrastfyldt til ugen vi lige havde haft i tosomhed på Fuerteventura. Jeg kunne (næsten) alt. Jeg følte mig stort set normal. Og så skete dette?
Den første uge efter ferien var min krop så smadret, som havde jeg løbet marathon. Trætheden var voldsom og følelsen af at ramme en mur konstant. Jeg kunne næsten ikke komme op og slæbte mig afsted om morgenen. Om aftenen – eller rettere eftermiddagen i samme sekund jeg kom hjem igen fra arbejde – lå jeg brak på sofaen. Jeg kæmpede med at falde i søvn om aftenen, til trods for at jeg hver eftermiddag kæmpede for ikke at falde i søvn. En af dagene fik jeg slet ikke aftensmad. Jeg kunne ikke overskue at smøre en rugbrødsmad. Skraldet der skulle være smidt ud, inden vi tog på ferie blev stående. Jeg kunne ikke tømme opvaskemaskinen og overlevede på det rene tøj der var. I timerne jeg var på arbejde, var jeg rimeligt oprejst og normal. Når jeg kom hjem, kunne jeg intet. Det var en lammende og skræmmende følelse.
Jeg troede, jeg vidste bedre. Man ved noget om noget, når man har været igennem de ting, jeg har. Jeg synes, jeg har set en del. Jeg synes, jeg har oplevet en del mere. Og hele tiden prøver jeg at lære af det. Så derfor så jeg det godt komme. Jeg var forberedt. Jeg havde bare ikke evnen til at forudse, at det ville ramme så meget hårdere.
Jeg har jo læst så mange artikler gennem årene, oplevet på egen krop, set på andres kroppe, hvordan det påvirker at komme tilbage fra ferie. Og alligevel lå der øjensynligt hengemte rester i min hjerne med forestillingen om, at være frisk og veludhvilet efter ferien og bare springe ud af sengen for at komme i gang. Til side veg åbenbart den erklærede selvkærlighed og forståelse for at omstilling tager tid og kræver energi. Jeg havde fuldstændig misset – og blev derfor tilsvarende fuldkommen overrasket over, hvor voldsomt min krop reagerede – hvor meget mere jeg nu faktisk skulle yde og at jeg derfor havde brug for væsentlig mere hvile end kalkuleret. As simple as that, åbenbart.
Før sommerferien var jeg til et mini foredrag med Nicolai Moltke Leth. Der var ikke meget nyt under solen, han snakkede om alt det jeg elsker at beskæftige mig med. Og hans ord ramte mig dermed ikke som en åbenbaring, men som et heppekor med at jeg var på rette vej og skulle fortsætte. Især hans ord om at vi skal lære at huske og acceptere vores biologi tog jeg på alle måder med mig. Evnen til at overhøre os selv er jo en guldmedalje værdig. Tænk hvis vi i stedet fik medaljer for at lytte til vores krop. Forstå den hjerne vi render rundt med i stedet for at presse begge dele ned i en form, der gør os vind og skæve. Det burde være så nemt og naturligt at gøre netop det. Men det er det så øjensynligt ikke.
Men måske var det ikke helt forgæves. Måske var der mening med galskaben og mening er som bekendt det der driver mig sammen med læring.
Ja, det er svært og hårdt at kæmpe med både at presse på og passe på, for det er næsten på knivspidsen af balancen det hele foregår for tiden. Udslagene er stadig store. Måske er de nødt til at være store. Måske er jeg nødt til at forstå, føle og lære for fuldt kraft, hvad det er kroppen siger. Måske er jeg heldig, at det har været så hårdt. Måske har det givet mig evnen til netop at passe på, stoppe op og geare ned i stedet for at buldre derud af som man måske burde. Man burde. Jeg er ikke man. Jeg er mig. Og jeg er i gang med at lære, hvad det rigtige er for mig. Og for at lære, er jeg nødt til at lytte. Og når kroppen råber så højt, så giver det jo helt sig selv i næsten fineste orden, hvis man bare ser bort fra hvor uendeligt hårdt det er, mens det står på.
Jo, for min krop er ofte klogere end mit hoved. Det hersker der ingen tvivl om. Og når det er sagt, så vil jeg meget nødigt være foruden mit hoved. Jeg kan vældig godt lide det der sker på indersiden, det sure med det søde, som man siger. Jeg ved, hvilken gigant der kan vækkes alene i hovedet. Og jeg elsker hver gang sovetrynen vågner og beriger mit liv helt umådeligt og drysser med lærdom og reflektion. Jeg ved, at jo mere mit hoved forstår at lytte til min krop, jo stærkere står jeg. For kroppen kan slukke ned for det hele, hvis det skal være. Det har jeg lissom prøvet. Så derfor tilskynder jeg al samarbejdet mellem de to instanser. Og det er vel ikke meget anderledes end fra et parforhold en rejse ud i kommunikation, opfattelse, antagelse, omsorg, medfølelse, lytte, lære og betingelsesløs kærlighed.
Jeg tror, jeg vælger at se dette mindre udsving, når jeg kigger tilbage og dermed udholder det store udsving mens det står på, som min fortsatte færd op ad trappen. Jeg kan ikke gøre noget ved det, jeg ikke ved. Og det kan såmænd stadig være svært at gøre noget ved, når jeg ved det. Men i det mindste kan jeg gøre noget. Og så en dag, så har jeg forhåbentlig lært det og ender med at gøre det helt af mig selv uden at opdage det. Kompetancetrappen kalder man det vist. Jeg tramper op ad den i én lang vidunderlighed. Jeg er kommet langt, når jeg kigger tilbage. Og jeg har meget at lære, når jeg kigger frem. Og mest af alt består den største glæde og frustration i at lære, at være på netop det trin jeg er. Øj. Det er faktisk lidt af en gave sådan at få smidt i nakken, selvom det godt kan blive lidt ømt der, hvor den rammer. Tak, tror jeg er det, jeg prøver på at sige.
Tak fordi jeg får lov til at opleve på min egen krop fra allerførste parket, hvordan det er at være menneske. Tak fordi jeg hele tiden får lov til at lære, alene og sammen med dem jeg elsker, også selvom det ofte sker baglæns. Tak fordi alle udfordringer og hårde tider minder mig om det, der er vigtigt i mit liv. Tak fordi alt derfor bliver målt knivskarpt op imod min indre treenighed, så jeg kan spørge mig selv og forvente prompte svar: Hvis jeg gør det, er der stadig plads og nok energi tilbage til mig, til at jeg kan være den mor, jeg gerne vil være og til at jeg kan have det parforhold og tosomhed, jeg gerne vil have?
