Når jeg bliver gammel

Når jeg bliver gammel, vil jeg vide, at det i sig selv er et privilegie, der ikke er alle forundt. Også selvom vi lever længere og længere. For ikke alle når dertil, hvor de bliver gamle. Livet giver og livet tager. Noget bestemmer vi måske selv, noget sker måske præcis som det skal. Vores gener, tanker, strukturen af dem især, omtanke, omsorg, menneskerne omkring os, mennesket inde i os. Meget spiller vel ind.

Når jeg bliver gammel, håber jeg, at jeg har levet mit liv vel. Jeg håber, at jeg sidder tilbage uden fortrydelser af de ting, jeg ikke gjorde. At jeg har haft modet til at turde. Og med accept af de ting, jeg måtte fortryde at have gjort. Det sidste langt hellere end det første. Det jeg ikke gjorde, men gerne ville retroperspektiv, føles allerede nu som en tungere byrde, end fortydelsen over, hvad jeg gjorde. Det første kan ikke gøres om. Det andet heller ej, men det giver mulighed for at lære og gøre anderledes i livet forude. Jeg går ikke igennem livet uden at gøre fejl. Det er dem jeg lærer af og de er på alle måder med til at gøre mig til mig.

Når jeg bliver gammel, så ved jeg ikke, hvor jeg bliver gammel henne. Jeg ved ikke, om jeg har mine børn tæt på eller om de fandt kærligheden på den anden side af kloden. Jeg ved ikke, om jeg har fået børnebørn. Eller oldebørn. Men åhhh hvor jeg håber det. Jeg håber, at al den kærlighed, der flyder i min families historie, kan få lov til at flyde videre gennem mig. Min mor elskede sin mormor. Deres bånd var ganske særligt. Jeg elsker min mormor. Vores bånd er noget særligt. Og mine to piger elsker deres mormor. Noget så højt. Deres bånd er også noget ganske særligt. Tænk sig at kunne få lov til at opleve mine børn få børn. Livets dessert, som min far kaldte børnebørn. Tænk sig at kunne få lov til at præge endnu et lille menneskeliv, nu med mere visdom end jeg nogensinde har rummet før. Tænk sig, at kunne mærke små hænder om min nakke igen, mærke en lille hånd i min. Se, høre, røre og mærke et barns kærlighed igen. Og øse oceaner ud af min egen. Tænk sig en gang, at opleve et privilegie som det.

Når jeg bliver gammel, så håber jeg noget så inderligt, at jeg har været her længe nok, til at lære mine børn, at leve deres liv det bedste de kan. Mit eget liv levet hver eneste dag er eksemplets magt. Jeg er nødt til at gøre præcis det, som jeg håber for dem. Vise, give og modtage kærlighed som det allervigtigste. Give dem evner og ressorucer til at passe på dem selv. Sige fra, sige stop, sige nej. Sige ja, sige hej, sige velkommen. Til følelser, til oplevelser, til mennesker, til livet.

Når jeg bliver gammel, så skal jeg ikke kun have lært mine børn at leve livet. Jeg vil også skulle lære dem, at blive gammel. Og jeg skal lære dem at dø. Indtil for ikke så længe siden, så havde jeg slet ikke overvejet, at det var noget jeg skulle overveje. Men så læste jeg en anbefalet bog af en eksistentiel psykolog. Om menneskets fire givne tilstande her i livet: isolation, meningsløshed, dødelighed og frihed. Irvin D. Yalom, stod der på omslaget. Han fortalte om en patient, der gik fra et dårligt forhold til sin børn til at ændre det, da han fandt ud af, at han var ved at dø af kræft. Lige så meget, han ikke havde været der for dem i livet, var han der for dem, da det sakkede mod enden. Han genfandt en kærlighed, de alle havde delt og viste dem, hvordan han omfavnede sin dødelighed og sin død. Han gjort en forskel i sin sidste tid. Han viste dem, hvordan man kan tage herfra. Da jeg læste det, forstod jeg. For mine børn kigger jo ikke kun på mig, nu hvor de er børn. De vil også kigge på mig, hvordan jeg lever mit liv, når jeg bliver ældre og gammel. Tænk sig, at kunne få lov til at lære min børn, at blive gammel med glæde. Ligesom de også vil kigge på mig, når min tid er og jeg tager afsted. Min tryghed ved døden, fordi den på stoisk vis, giver mig hele livet til at leve det, er noget som jeg også kan give videre. 

Når jeg bliver gammel, så tænker jeg, at jeg fortsat vil tænke på dem, der gik før mig. Min far gik før, end jeg troede. Jeg troede, han ville ramme over 90 ligesom min farmor. Han nåede at sige farvel til sin fætter og sin storebror. Han var den sidste. Han sagde, det var mærkelig. At han nu var den næste. Var min far klar? Ville han gerne være blevet længere? Hvilke tanker vil jeg selv sidde med? Vil jeg nå at blive mæt og glad?

Når jeg bliver gammel, så ved jeg ikke, om jeg har sendt ham, jeg elsker i forvejen. Eller om vi får lov til at følges ad. Med et årti mere end mig på bagen, ved jeg, at jeg kan risikere at sidde med mindet tilbage i hjertet. Jeg har altid vidst, jeg ville ende med en, der var ældre end mig. Min far var 15 år ældre end min mor. Det var normalt for mig. Og lige som jeg så min mor tage sig af min far til sidst, vil jeg også tage mig af min mand. Det har jeg også altid vidst. Hellere 30 gode år sammen end slet ingen, når nu vi mødte hinanden så sent. Alt hvad vi kan nå at få, give og dele af kærlighed, oplevelser og livet side om side er al forsinkelse værd. Vi følges, så længe vi kan og jeg håber sådan, at vi kan se hinanden blive gamle og gråhårede. Også selvom han allerede har tyvstartet med hårfarven. 

Hvorfor sidde og tænke på at blive gammel, når det er nu livet er? Fordi alderdom har vist sig at være dødens følgesvend i året der er gået. Over et år føltes hevet ud af kalenderen, da jeg blev sygemeldt med stress. Og sikke diffust det ord er. Svær overbelastning var, hvad det var. Flere krav end jeg havde ressourcer. Det har føltes som et år spildt, men er det den historie, jeg vil fortælle mig selv? At jeg har spildt mit liv? For det har jeg ikke. Det har bare været ufatteligt hårdt. Men strukket ud på en tidslinje, der er mit liv, hvor meget fylder det i tid, sat op imod at jeg måske får lov til at blive gammel og kigge tilbage på livet levet? 

Det er ikke slut med at være hårdt, jeg kæmper stadig, mens jeg kæmper mig tilbage til noget der kunne minde om erindringen af et normalt liv. Velvidende, at mit liv aldrig bliver normalt igen. Jeg er forandret for altid. Og det jeg er igennem nu, ved jeg, vil gøre en forskel, når jeg ikke længere kan genkende mig selv i spejlet, når en gammel dame med hvidt hår og rynket hud kigger tilbage. Netop det, siger min mormor tit. “Jeg bliver så overrasket, når jeg kigger i spejlet. Er det sådan jeg ser ud? Hvornår skete det? Det gik så stærkt.” Til maj bliver hun 85. At kigge tilbage på livet gennem hendes øjne, sætter mit eget liv i perspektiv. Hvad vil jeg gerne se? Og hvor meget kan jeg præge mit liv, så jeg ser det, jeg gerne vil? Rigtig meget, vælger jeg at tro ❤️

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *