Kære mig,
Så gik endnu et år. Et år der, til trods for adskillige af selvsamme slags tidligere, alligevel blev helt på hoved anderledes end hvad der var fantasi til at forestille sig. Hovedet op og benene ned, som bekendt, når folk svarer på spørgsmålet om, hvordan det går. Jeg tog den omvendte variant med hovedet ned og benene op. Jeg har været helt fra snøvsen og, i en uendelig rundtosset følelse af kviksand forklædt som tid, kæmpet bravt for at finde op og ned på alting og ingenting.
Jo, kære mig, tiden har været en forunderlig størrelse i året der er gået. Jeg har været stille så længe til trods for der aldrig har været mere støj inden i mig. Min elskede Tankerepublikken har ligget støvet og hengemt, men ikke glemt, da alt hvad der plejede at virke når jeg skrev, pludselig var sat ud af spil. Alting var for tæt på. Alting gjorde for ondt. Alting var for kaotisk, forvirrende og i lang tid også uforståeligt.
Jeg forstår lidt mere nu, men mere tid venter forude, før jeg helt forstår. At begribe med mine begreber er en lækker mundret størrelse, men til trods for mit bugnende lager rækker det alligevel ikke helt så lang som jeg vil. I et spejl, i en gåde forstår jeg i et nyt ryk mig selv baglæns, mens jeg lever forlæns, uagtet om man skal se sig tilbage eller ej. Kommer tid, kommer sted, siger det gamle mundheld. Så det er sådan, det er for nu og måske endda for evigt.
Ser du, kære mig, jeg bliver aldrig helt mig selv igen, men det ved du jo godt. Det er en mærkelig størrelse at erkende og anerkende ens gamle jeg træder til side for ens nye jeg. Alt ser ud som det plejer, hvis man kigger på udefra. Alt er forandret, selvom udsigten er den samme, hvis man kigger ud indefra. Beginners Mind hedder det på mindfulness’kt, når man kaster sig ud i ting, som var det for første gang. Hvis du ikke selv havde prøvet det, kære mig, så ville du muligvis ikke forstå, hvad jeg mener. Det er en syret oplevelse at opleve forlæns og baglæns og velkendt og ukendt på en og samme gang.
Da min onkel døde for snart tre år siden, rungede ét spørgsmål højere end de andre. Findes der virkelig et tab, der er større end døden? Ja, det tror jeg. At miste livet, mens man har det – dét er et større tab end at miste livet til døden. Dem der dør, dør. Det gør ondt, det er svært og det kan være ubarmhjertigt uretfærdigt. Men det levede liv er det største spild at miste. Og til trods for, at det er mine egne ord jeg gengiver, så var det præcis hvad der skete med mig i forgangne år. Mit eget liv forsvandt for næsen af mig, mens jeg havde fulde fem nok til at se det ske. Det er en smerte og en sorg, jeg oven i alt det andet også har måtte arbejde med. For aldrig, aldrig, aldrig nogensinde kommer sådan noget, sådan et spild af liv, spild af helbred og mangel på glæde og latter til at ske igen. Dét er mit liv for kort, kostbart og mig alt for kært til.
Ja ser du, kære mig, lige her hvor sammenhængen hænger bedst sammen, fik jeg jo en gave tidligt i forløbet nærmest på forkant, som gav tyngde og tillid til netop at leve livet som det er, uanset hvor svært det er. Nemlig at tage det sure med det søde. Med taknemmelighed. En smuk sjæl, der fulgte mig på vej i min sygemeldings spæde start, lærte mig på fineste vis, at se på året der gik med taknemmelighedens øjne. Uanset hvor meget der har været hårdt, urimeligt, sørgende sorg og givet ar for livet, så har livet givet masser af det gode.
Kære lille mig, ret nu din lommelygte og se, hvad du ser i taknemmelighedens skær. Se godt efter al den glæde, der fulgte med sorgen og smerten. Se efter alt det ufattelige meget du har lært, som du ikke havde drømt om at lære, mens du har labbet det i dig. Se efter den gave du er i fuld sving med at give videre til de vigtigste to små i dit liv med dit eget eksempels magt. Se efter den styrke, der er forevigt forstærket mellem dig og ham du elsker. Se efter alt det, der har givet livet mening og gør det hele værd. Godt nytår kære mig og lad så 2019 gøre, hvad det skal i fuld tillidsfuld flor ❤️
Kærlig hilsen
mig
