Alle har et sultent hjerte. Det siger The Boss i hvert fald, når han synger. Alle har brug for kærlighed, opmærksomhed og omsorg. Det tror jeg i hvert fald. Og har man det, så tror jeg også, at ens hjerte kan være i symbiose med sig selv sammen med den man elsker. Appetit og sult og mæthed i fuldendt kærligt kredsløb.
Han sagde til mig, at jeg ikke bare opfyldte hans største drøm, jeg overgik den. Jeg var mere, end han havde drømt om, at drømme om. Samtidig havde jeg det helt omvendt. Han er præcis, hvad jeg har drømt om. Han er min utopiske drøm. Han er alt det, som jo ikke fandtes. Og nej, intet er sikkert og vist, det ved jeg godt. Det har jeg både lært, følt og oplevet på den smukkeste og hårdeste måde, ved at leve mit lille liv. Det er okay. Det er okay at intet er sikkert og vist. Jeg ved bare, at jeg er nødt til at følge mine følelser. Jeg vælger at følge mine følelser, rationelt som det nu kan lade sig gøre. For mit udgangspunkt, kontekst uafhængigt, vil jo altid være at gøre det, der føles rigtig for mig. At det så nogle gange har vist sig ikke at være det på sigt, er en helt anden sag. For som Mandela sagde en gang, så taber jeg aldrig. Enten vinder jeg eller også lærer jeg. Og mest af alt lærer jeg. Det er jo derfor, jeg er her. Mit liv er her og nu. Jeg lever det lige nu, mens jeg mindes det der var og drømmer om det der bliver.
Historien er ikke særlig, men den er min. For mig var det særligt. For mig føltes det ubeskrivelig. Jeg blev såret i sådan en grad, at den jeg er, for altid er forandret. Jeg bliver aldrig den samme og det har været hårdt at komme igennem og over. Jeg sagde til mig selv, messede for mig selv og overbeviste mig selv om, at der aldrig var nogen, der ville komme til at såre mig så meget igen. Aldrig. Dét gjorde mig bange, for hvis ingen kunne såre mig igen, så ville jeg jo heller ikke kunne elske igen. Og alligevel endte jeg i en situation, hvor jeg turde mere end jeg troede og satsede på egne vegne, men også mine børns vegne. Rappet over nallerne var så øredøvende højt at jeg blev svimmel og fik susen for ørene. Hvad var det lige der skete der? Hvordan kunne jeg i den grad tro, turde, føle og satse på noget der føltes så rigtigt, når det åbenbart ikke var?
Og så en dag stod han pludselig lige dér foran mig. Ham jeg drømte om. Ham, jeg nægtede at leve mit liv uden at tro på fandtes. Ham, som jeg skulle møde, inden jeg forlader denne jord. Og alligevel endte jeg med aldrig at have følt mig så tryg og rædselsslagen på en og samme gang før. Jeg ønskede så brændende at give mig hen og give slip, men jeg turde ikke helt. Mig der altid tør, når det kommer til følelser, turde pludselig ikke. Jeg tror faktisk, at jeg for første gang i mit liv passede på mig selv. Passede på mit hjerte. Passede på mig selv på den måde, som jeg har hørt andre beskrive. Jeg har aldrig troet, at det skulle overgå mig. Jeg har altid troet, at jeg var min egen frie fugl, der naivt og fuld af troen på kærlighed kastede mig ud i den. Alt at vinde, alt at tabe. Altid. Mit liv er intet værd, hvis jeg ikke lever det til fulde. Jeg ved, hvad jeg kan få, føle, opleve og leve hvis jeg tør. Jeg ved, hvad jeg går glip af, hvis jeg ikke gør. Jeg lever på mine highs og lærer af mine lows. Jeg ikke bare ved, jeg har i den grad bevist overfor mig selv, at uanset hvad det sker, så overlever jeg. Jeg er kommet igennem mit livs største krise, der kradsede mig på så mange plan, på så mange måder. Jeg lå fladt ned længe, inden jeg kravlede, rejste mig, begyndte at gå, løbe og danse.
Prisen så jeg først komme for sent. Barrieren af beskyttelse. Jeg skulle ikke reddes. Den ene gang i mit liv, hvor det næsten afhang af det, blev jeg grebet, hvorefter der blev trådt et skridt tilbage. Jeg blev grebet, men jeg faldt og jeg forstod, at kun jeg kunne gribe mig. Jeg alene måtte og skulle redde mig selv, hvis jeg skulle op og stå igen. Hvis jeg skulle lære at blive stående. Den tillid kunne jeg ikke lægge hos andre. Det lyder så kynisk og en del af mig har altid kæmpet imod. Vi er her jo for hinanden, os mennesker. Ja, vi er så. Men kun vi, kun os selv, kun jeg selv er ansvarlig for mig selv, min lykke og mit ve og vel. Det var det jeg sagde højt til mig selv, mens den lille livslange stemme hviskede til mig, at kærlig koster. Kærlighed kræver tillid, kærlighed kræver tro, kærlig kræver det frie fald. Kærlighed kræver kærlighed, for at kunne give mere end man får. Selvom kærlighed slet ikke kræver. Paradoksalt i forhold til at ville selv og kunne selv, så har mit største drøm været at give slip. Lade mig falde og vide, at jeg bliver grebet. Den ubetingede tillid. Den ubetingede kærlighed. Det er den, jeg vil have. Det er den, jeg vil give.
Jeg tror aldrig, at jeg i hele mit liv har været så bange for at sige “jeg elsker dig”, som jeg var, da jeg skulle sige det, til ham jeg elsker. Selvom at elske er noget af det mest lette og naturlige for mig. Jeg elsker med en bred kam. Mine børn især, familie, venner, is, jordbær, sol, solnedgang, efterårsblade, rødvin, latter, at tænke, lære, læse. Der er så meget her i livet jeg elsker og jeg bruger ordet hver eneste dag. Jeg siger det til mine børn, til min familie, til mine venner. Ingen er i tvivl om, hvor de har min kærlighed. Og alligevel var de ord pludselig så svære at skulle sige højt. Jeg turde ikke tro. Tænk, at jeg ikke turde tro på dét, der er allervigtigst her i livet. Kærlighed. Tænk, at jeg ikke turde tro på det, jeg altid har troet mest på af alt.
Jeg var bange for at blive såret. Bange for at miste, bange for alt det, der kunne gå galt igen, hvis jeg troede igen. Jo mere jeg gav slip, jo mindre kontrol havde jeg. Og jo mere havde jeg at miste. Det var noget værre bøvl, for jeg ved jo godt, at jeg aldrig har og aldrig vil når det kommer til kærlighed, lade frygten styre mig. Aldrig. Det er mit liv alt for kort og kostbart til. Men det er ikke det samme, som at den ikke er der. Den der frygt. Åh på ingen måder da. Frygten kigger forbi, ånder mig lidt i nakken, prikker mig lidt i siden, lader mig vide, at den er der sammen med mig. Det er ok. Frygten kan være min ven. Frygten kan hjælpe mig til at leve mit liv, som jeg vil, når den motiverer mig til ikke at motiveres af den. Eller hvad? Motiveres jeg egentlig af frygten? Kravler op på skuldrene af den, så udsynet bliver bedre? Kaster mig derfra som var det en trampolin mod højder jeg ikke kunne have nået uden? Måske.
For her er jeg. Fyldt med kærlighed. Vi var to om at turde. Vi var to om at vælge hinanden. Jeg kan slet ikke forstå, ja næsten ikke begribe til trods for alle mine begreber, at der findes et menneske, der elsker mig så højt, som jeg føler mig elsket nu. Jeg kan slet, slet ikke forstå at måden jeg selv elsker på pludselig vender rundt på hele min verden og gør mig til modtager og afsender af selv samme. Jeg tør lade mig falde, for jeg ved, at jeg bliver grebet. Min utopiske drøm blev til virkelighed.
