Hamsterhjul til salg

Jeg gider nemlig ikke løbe rundt i mit mere. Mærkeligt hvordan jeg kunne havne her igen, når jeg nu havde en aftale med mig selv, at jeg skulle holde mig fra den slags.

Hm. Måske skal jeg ikke være hårdere ved mig selv end som så. Måske skal jeg egentlig bare se det som en ny mulighed for aktivt at vælge at leve mit liv, som jeg vil. Igen.

For nok en gang, konstant og hele tiden, sætter livet sig selv i perspektiv. Min far er her ikke mere og han kommer ikke tilbage, selvom han er hos mig hver dag.
Han er en fornyet konstant reminder af, at dette liv ikke er for evigt, uagtet om vi skal videre til det næste.
Han taler gennem mine børn, der i så tidlig en alder også har forstået, hvad jeg selv har vidst så længe. Vi skal værdsætte og værne om det vi har, mens vi har det. Vores liv og vores relationer især.

Med hånden på hjertet ved jeg, at jeg altid lever mit liv det bedste, jeg kan. Det er ikke det samme, som at leve på en lyserød sky, for lykken i mig har flere og andre farver end som så. Min sky kan godt være dyster og alligevel både vise mig og guide mig til at leve mit liv, som jeg vil.

Det føles nogle gange som om jeg træder stier i stil med Alice i Eventyrland. Ting åbenbarer sig som jeg kommer gående. Forventede og uforventende. Glædeligt og farligt. Jeg kommer ud på både rolige og hæsblæsende omveje og alligevel tilbage på sporet, klogere end da jeg forlod det. Jeg kan miste fuldstændig sans for retning, mens kompasset drøner rundt med orkanstyrke eller blæser vilkårlig lidt til højre, lidt til venstre. Og så alligevel og samtidig med, så er der endnu et kompas endnu dybere i mig, som ved om jeg er på ret vej. Det får mig til at stoppe op, hvile ud, trække vejret ned i maven. Med snuden væk fra sporet og højt hævet i stedet ser jeg horisonten forude og kan tage de skridt, der skal tages. Også selvom jeg ikke aner, hvor jeg er på vej hen.

For ikke så længe siden endda var jeg vældig presset på alt, hvad der presses kunne. Tid, tanker, energi, følelser og overskud. I stedet for at være hovedpersonen i mit liv, var jeg en tilskuer der kiggede på. Jeg oksede rundt i hamsterhjulet, for det var jeg jo nødt til. Der var ikke tid til at stille spørgsmål, der var ikke tid til at stoppe op. Jeg havde ikke tid til at leve mit eget liv. Det der skræmte mig mest var, at jeg godt vidste det. Jeg opdagede måske ikke, at jeg trådte ombord på hamsterhjulet, men jeg opdagede hurtigt, at jeg var i gang med et uendeligt og umuligt væddeløb. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle komme ud. Jeg kunne ikke finde lågen. Jeg synes det var mærkeligt, for jeg vidste, at jeg havde nøglen. Og jeg vidste, at jeg vidste hvordan lågen så ud.

Med lys og lygte gik jeg i gang med at lede. Den nemme del var, at selvom det sikkert godt kunne blive værre, så fokuserede jeg på, at det kun kunne blive bedre. Og tænk sig en gang, så fandt jeg lågen. Den hed mig selv. Jubelen var stor og gensynsglæden lige så. Jeg elsker, når jeg møder mig selv gennem tid og rum. Når jeg lærer og forstår. Min næste udfordring var, at lågen bandt. Den skulle blødgøres og lirkes op. Det tog sin tid og krævede mange bitte små ændringer. Tilsammen var effekten dog stor og med et brag gik lågen op. Endelig. Friheden var enorm. Men den hjernedøde gentagelse af at løbe rundt simrede stadig i krop og hoved. Alle de små ændringer, der fik lågen til at gå op, skulle vise sig at være de samme ændringer, der vil forhindre lågen i at lukke sig omkring mig igen. Tænk sig en gang.

Derfor er jeg nødt til dagligt, aktivt, bevidst og målrettet at holde lågen fra døren. Nogle dage føles det nemt nok. Andre dage skal jeg holde tungen lige i munden. Jeg har hamsterhjulet lige i hælene og det står klar til at give en omgang, hvis jeg ikke er opmærksom. Jeg tænker, om jeg mon igen vil blive i stand til at få hamsterhjulet på afstand. Ude af syn, ude af sigte. Kan mit liv leves i balance med alt det jeg skal? Nårh nej, der er jo ikke noget jeg skal. Mit liv er et valg ❤

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *