Dans smukke, dans!

Jeg vidste ikke en gang, at jeg var blevet budt op til dans. Men pludselig mærkede jeg livet holde mig om livet og jeg fik en ordentlig svingom. Jeg fik gåsehud over det hele, sug i maven mens det gibbede livsbekræftende i hele min krop. Jeg følte mig rørt til tårer, vild i varmen, saglig af lykke og mest af alt bare til stede i det nu der var opstået.

Regnen silede ned og normalt ville jeg være gået hjem. Men nu stod jeg pludselig der midt i mellem alle de andre, der også syntes at lyden, stemmen og livet lige der under bøgetræerne var det hele værd. Stemmen rungede så kroppen rokkede. Bag mig stod min store, stærke, trygge, sikre havn i et regnfuldt favn. Endnu en oplevelse ham og jeg. Endnu en lykke, endnu en glæde, endnu en af dem det aldrig har været før.

Jeg bliver så betaget. Og også vældig forundret. Gad vide, hvad det er du gør, kære liv. Gad vide, hvordan du mon gør det. Du fylder mit liv med tårer og svære tider. Du tester mig og udfordrer mig, så jeg spekulerer på, om jeg overhovedet har lært af alt det jeg har lært. Du gør mig fortvivlet, forvirret og frustreret. Du gør mig svag, sårbar og usikker. Du gør mig så ked af det, fylder mig med sorg og med smerte. Og så er det, at du gør det dér ved mig. Som med et trylleslag forblænder du alt omkring mig. Og inden i mig. Tårer bliver til latter. Svære tider bliver til slutningen før starten. Udfordringerne bliver til muligheder. Jeg har lært af det, jeg lærte med fornyet styrke. Kompasset finder retning og jeg ved, hvad jeg skal. Glæden, lykken, kærligheden, taknemmeligheden og rusen ved livet rykker på alt i mig. Sårbarheden bliver til styrke. Du vender mit liv på hovedet, så jeg ser alt fra et nyt perspektiv. Det jeg mistede gør mig i stand til at værdsætte, hvad jeg har. Det jeg frygtede forklejnes af det der virkelig betyder noget. Det jeg sejlede håbløst rundt i finder rod og retning mod det jeg vil. Du viser mig, at jeg kan leve mit liv, præcis som jeg vil. Du viser mig, at det godt kan betale sig at være mig. Der findes ingen som mig og tak og gud ske lov for det. Men det mig der findes er lige som det skal være i medgang og modgang og alverdens bølgegang. Du lærer mig at lære. Jeg elsker at lære. Og så undres jeg igen, for hvordan kan jeg år efter år blive ved med at forundres og blive ved med at opleve verden og livet på ny?

Hvor mange chancer kan man få? Hvor mange nye chancer kan jeg få? Uendeligt. Hver eneste dag er fyldt med nye chancer, nye muligheder og nye valg. Åh hvor lyder det dog stort og prangende, men det er altså rigtigt. Det er bare mig, der ikke altid har styrken, indsigten, evnen eller overskuddet til at se det, bruge det, gøre det eller ændre det, jeg gerne vil. Det er sådan set også ok. Det er jo det jeg hele tiden lærer. Intet er statisk. Til gengæld er det magisk.

Tænk sig en gang, hvor heldig man kan være, når man har livet som følgesvend. Når store problemer fordufter som lette snefnug i den rette optik. Alt er relativt, det er vigtigt at huske, men når også det sættes på spidsen er der så uendeligt meget der er ubeskriveligt ligegyldigt. Og en masse der ikke er.

Tak for alle dansene, kære liv, tak fordi du stolt og stærk har fat i mig, selvom jeg tvivler min tro undervejs. Tak fordi du viser mig tilliden til livet og viser mig, hvorfor det er det hele værd. Tak for alle lyspunkter i svære tider. Tak for karma, kærlige kuldegysninger og den karisma du spreder overalt omkring dig. Tak fordi du igennem svære tider igen og igen og igen giver mig styrken, evnen og viljen til at leve mit liv til fulde ❤

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *