Lev langsomt, for Guds skyld!

“Hvis I glemmer alt, hvad jeg har sagt, så husk dette,” sagde præsten til de unge konfirmander. Nå ja og til alle os andre, der også sad i kirkens helligdom på denne store dag. “Lev langsomt. For Guds skyld. Og især for din egen.”

Som jeg sad der i kirken og mærkede livet bide mig i hæserne, hjalp hun mig til at være der. For det at være i en kirke er for altid forandret, efter jeg har oplevet at begrave min far. Hun hjalp mig med at huske, at kirken ikke kun er for døden, den er også for livet. Og med forventningsfulde konfirmander på rækkerne var det jo på alle måder for livet især, at vi sad der. Hendes ord var så rammende for den beslutning jeg selv har taget, da jeg fik en ny chance for at leve mit liv som jeg vil. Langsomt. Selvom jeg savner min far enormt meget, så har vores langsomme stunder hjulpet mig til at bære sorgen. Selvom vi aldrig ville kunne få nok tid, så brugte vi den, vi havde godt. Og det er sådan jeg ønsker at leve.

Det er ikke kun tiden før døden, men også tiden midt i livet, der skal leves.
Min store lille pige fyldte ti i sidste måned. Som alle andre forældre tog jeg mig selv i at tænke, hvor alverden tiden blev af. Hendes første årti. Ved næste årti vil hun være en ung kvinde og barndommen en saga blot. Jeg forstod alvoren i, at vores børn kun er til låns, selvom jeg godt ved det. Min fornemmeste opgave er at klæde mine piger på til livet og hjælpe dem med at blive fantastiske voksne. Og den bedst tænkelig måde er ved at nyde dem nu. Hjælpe dem nu. Leve med dem nu. Lære dem nu. I nu’et finder de al den styrke, de har brug for. Og jeg finder min samme sted sammen med dem.

Gad vide, hvordan vi kan leve langsomt, når vi har så travlt, så travlt. Jeg tænker, at vi kan tage et valg. Jeg tænker, at jeg kan tage et valg. Hver evig eneste dag. Jeg har haft brug for hjælp, for at lære at vælge. Hver dag. Og livet er min læremester. I takt med at jeg har kunnet mere, forstået mere og turdet mere er læring og lektioner fulgt trop. Mennesker er blevet hentet ind for at lære mig, hjælpe mig, guide mig, støtte mig, udfordre mig, provokere mig, frustrere mig, såre mig, glæde mig og så videre i en lang uendelighed. Lige så mange situationer er opstået og opstår konstant, for da jeg er resultatet af min egen adfærd, ændring af selvsamme og dermed måden jeg opfatter og oplever på, så skyller det ind med lind strøm og store bølger.

Mit liv suser afsted, mens tiden står stille. Oxymoron har jeg hørt det hedder, når det er modsatrettet samtidig på en gang. Det går hurtigt, fordi der hele tiden sker noget. Det går langsomt, fordi det er dér, jeg lever. Det er der, jeg mærker mig selv. Det er der, livet er en fryd. Tid alene med mig selv, med mine børn, med manden min, famile, venner, kolleger og alle andre relationer mellem himmel og jord. I de langsomme øjeblikke alene eller sammen med andre sker dét, der gør det hele værd. Nogle gange gør det så ubeskriveligt ondt, at jeg har ønsket øjeblikket overstået, øjeblikket der har føltes som en uendelighed. Men jeg har lært og lært ad tusind runder, at selv disse øjeblikke skal omfavnes, da de får mig til at favne alt andet. Smerten i mit liv forstærker kærligheden der er. Og tvivlen vil aldrig vinde, hvis jeg skulle vælge, for jeg vælger kærligheden og livet og lader smerten følge med. Langsomt. Det får lov til at tage den tid, det tager. Og jo bedre tid jeg har givet mig selv, jo bedre er jeg blevet til at hjælpe mig selv hurtigere. Tænk sig at jeg var nødt til at lære at stoppe op, for at blive i stand til at fortsætte.

Når jeg lever langsomt, lever jeg godt. Når jeg lever langsomt, kan jeg være mig selv og skal ikke være nogen anden. Når jeg lever langsomt, så lytter jeg til mig selv. Når jeg lever langsomt, får jeg det hele med. Så ser, hører og mærker jeg alle de kæmpe store bitte små ting, der gør livet helt fantastisk. Når jeg lever langsomt, lærer jeg. Når jeg lever langsomt, bliver alt så intensivt. Livet bliver forstærket. Afslapningen, roen, glæden, det vigtige, det væsentlige. For når jeg lever langsomt, er jeg til stede.

Jovist, jeg er et ganske reflekterende menneske og jeg lærer af livet, mens jeg lever det. Hvis jeg altså husker at stoppe op. Nogle gange kan mine reflektive pauser foregå mens jeg er i gang med noget andet. Kører bil, ser fjernsyn, er sammen med andre.
Andre – og flest gange – er jeg nødt til at skabe tiden og frirummet til mig selv, selv. Der er ingen andre der gør det for mig, tværtimod bliver jeg tværet ud, hvis jeg ikke sørger for det. For lige så fantastisk som livet er, lige så insisterende kan det være og køre mangt og meget over på sin vej og på sin færden. Livet fortsætter jo. Gennem rum og tid. Det venter da ikke på at nogen eller noget stopper op. Eller gør det? Hvad nu, hvis lige nu er det samme hele tiden? Hvad nu hvis der i bund og grund er ingenting, der hverken går hurtigt eller langsomt, men det er os selv, der styrer hastigheden? Os selv der bevæger os gennem tid og rum og ikke omvendt? Kan vi stoppe tiden? Givet vis ikke, men vi kan påvirke den. Jeg kan påvirke den. Jeg kan påvirke min egen tid. Jeg kan gøre, som præsten sagde. Leve langsomt. For Guds skyld. Og især for min egen.

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *