Jeg er i sorg

Min far er død. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre, for min hjerne kan hverken forstå eller forholde sig til “min far” og “død” i samme sætning. Jeg kan godt høre ordene, jeg kan også både læse og skrive dem. Men jeg kan ikke forstå dem. Måske vil jeg ikke forstå dem. Jeg kan ikke mærke noget og alligevel gør det så ondt. Jeg græder hele tiden, men alligevel kan jeg ikke give slip.

Jeg sad og spiste morgenmad med mine piger, da min mor ringede. De havde ringet fra hospitalet og sagt, at de syntes hun skulle komme. Det lød alvorlig. Var det alvorligt? De sidste 10 år har været en konstant rutsjetur mellem frygt og håb. Så i dag var ikke anderledes. Jeg spurgte, om hun ville have, om jeg kom. Hun svarede, at det ikke skulle være for hendes skyld, det skulle være for min egen. Præcis som alle de andre gange, vidste jeg at livet kommer før døden og hvad der sker nu, kan ikke gøres om. Jeg skulle afsted. For hende. For mig. For selvom det var alvorligt, så var det jo som så mange gange før. Mine piger sad og lyttede med og jeg sørgede meget bevidst for hele tiden at tone mine ord ned og ikke plante unødig utryghed i dem, men hele tiden med sandheden så ærligt og så åbent for øje. Da røret var lagt på, sagde jeg at de skulle i skole nu, lidt tidligere end normalt, for morfar havde det ikke så godt og jeg ville gerne være sammen med ham.
Min store pige gentog, hvad hun har sagt alle de andre gange jeg har taget fri for være der for min far, mor og mormor ved utallige operationer. Hun ville vide, hvorfor de aldrig måtte komme med. Det var jo også deres familie og de elskede jo lige så højt, som jeg gjorde. Jeg forklarede som alle de andre gange, at nogle ting, skulle børn ikke med til.

Vi kom i overtøjet og var på vej ud af døren, da min mor ringede igen. Lægen havde ringet nu. Det var meget alvorligt. På et splitsekund var jeg nødt til at beslutte, om jeg skulle tage mine piger med. Ville jeg spilde kostbar tid ved køre dem i skole først? Ville jeg spilde en kostbar mulighed for afsked, hvis jeg ikke gjorde? Med livet følger døden og jeg er så bevidst om og afklaret med at jeg til hver en tid vil vise mine piger livet, ikke skærme dem for det. Jo, med livet følger døden og det er derfor, det er værd at leve. Jeg tog dem med og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Vi nåede det ikke. Vi nåede ikke frem før det var for sent. Men vi fik en lang og smuk afsked alle sammen, sammen med hinanden, sammen med min far. Jeg tog det helt rigtige valg og jeg er den beslutning evigt taknemmelig.

Min musik er gået i stå. Min musik der betyder så meget for mig. Musik rykker mig og ændrer mig og min verden. Musik giver mig styrke, støtter min sårbarhed, hjælper, presser, udfordrer, dulmer og får mig til at leve. LEVE. Jeg lever for så meget og for musik især. Musik er baggrundslyden, der trommer sagte, musikken er festfyrværkeriet der får livet til at runge. Hele min fysisk ændrer karakter, når musikken via mine ører når mit hjerte. Og nu er der slukket. Jeg kan ikke høre musik. Jeg kan ikke. Det gør for ondt. Jeg har brug for min stilhed nu. En stilhed jeg sjældent har oplevet. Jeg ved, at musikken stadig er der. Jeg ved at den spiller, selvom jeg ikke kan og ikke vil høre den. For musikken er mig og jeg er ikke noget uden den og jeg ved, at den vil hjælpe mig, når jeg er klar. Den vil hjælpe mig, når jeg en dag begynder at forstå. Min far er død. Det gør så ondt og jeg forstår det ikke. Ikke endnu. Men en dag vil jeg. Det ved jeg . Og så vil musikken, især den klassiske jeg var begyndte at dele og opleve med min far, genopstå med fornyet styrke og større kærlighed end før.

Det første døgn varede en måned. Den blev midnat inden jeg sov og inden 4, da jeg vågnede igen. Min hjerne blev ved med at messe. Jeg forstår det ikke. Vi begriber jo med vores begreber, men der fandtes ingen begreber, der kunne få mig til at begribe. Det var så uvirkelig, så ubeskriveligt, så ufatteligt. Og så begyndte min hjerne at gå i krig med sig selv. I stedet for at være min ven og hjælpe mig, begyndte den at bekrige mig. Den begyndte at lede efter huller i osten. Hvad var der af ting, som jeg ikke havde fået sagt? Ting som jeg ikke havde fået gjort? Ting som jeg kunne fortryde, ting som kunne gøre mig ked af det og elendigt til mode? Den blev ved og ved og det var så modbydeligt at være både arena og skueplads for den slåskamp jeg havde oppe i hovedet. Og med kroppen som gidsel. Heldigvis har min hjerne en værdig modstander i sig selv. Jeg kunne mærke, hvordan der blev slået tilbage igen. Der var en hinde, der var et skjold indeni mig, som forhindrede slagene i at træde helt igennem. Min hjerne gav sig selv modspil, mens jeg stadig var mit eget gidsel. Fortalte stille og roligt, at det der forsøg på at skabe splid i mit hoved, ikke var sandt. Glem det. Jeg vidste jo, at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne. Jeg vidste, at uanset hvornår min fars tid ville komme, så ville jeg aldrig ramme det punkt, hvor jeg ikke havde flere spørgsmål. Eller flere ting, jeg gerne ville sige og gøre. Tre gange følte jeg en fysisk bølge af ro skylle ind over mig. Det føltes som om han var. Det føltes som om min far passede på mig og sagde, at det var okay. Sagde, at det nok skulle gå alt sammen.

Min far er død og han kommer ikke tilbage. Jeg kommer aldrig til at se ham igen, tale med ham igen, grine med ham igen, drille ham igen, irriteres af ham igen, elskes af ham igen. Holdt stop! Det er ikke sandt. Jeg vil altid blive elsket af ham præcis, som jeg altid vil elske ham. Måden jeg har lært at leve på hjælper mig usigeligt lige nu. Jeg høster frugten af de valg jeg har taget. Jeg ved, at nu’et er min redningsplanke. Jeg ved, at jeg hele tiden har gjort det, levet det og sagt det der var vigtigst. Jeg ved, at jeg ikke kan være der for alle dem jeg gerne vil, alle dem jeg elsker og holder af. Jeg kan ikke være der for alle. Men jeg kan være der for mine piger og de er og bliver den vigtigste prioritet i mit liv. Dem og manden min. Nogle gange sætter vi os selv på hold og andre gange sætter vi os først. Jeg ved, at jeg lever mit liv med accept af at gøre, det bedste jeg kan. Jeg ved og lever så bevidst efter devisen, at dør jeg i morgen, så ved dem jeg elsker, at jeg elsker dem. Jeg ved, at hvis dem jeg elsker dør fra mig, så vidste de, hvor højt jeg elsker dem. Livet er her og nu. Og først forleden dag forstod jeg, at min evne til nu’et er arvet fra min far. Jeg troede, at jeg var selvoplært, men genetikken spillede en rolle, jeg ikke kendte. Det gør mig ked, det gør mig glad. Mit liv vil aldrig blive det samme. Mit hjerte er plettet med sort, det er arret for livet. Men det er et liv værd levet og arrene gør livet smukkere og taknemmeligheden større.

Min kære far. Jeg savner dig. Det gør så ondt og jeg kan slet, slet ikke forstå, at du ikke er her mere. Jeg elsker dig. Og pludselig begynder jeg at elske dig mere, end jeg troede at jeg kunne. Min kærlighed til dig bliver større og stærkere. Du gjorde mig så vred. Du kan da ikke bare dø! Jeg tilgiver med hele mit hjerte. For jeg ved, at du ikke bare døde. Jeg ved, du kæmpede. Jeg ved det, for du sagde altid “jeg vil så gerne være her lidt længere”. Du er i mit hjerte for ALTID. Jeg elsker dig far.
Kærlig hilsen din førstefødte ❤

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *