“Der er en dødsrisiko,” sagde lægen. Der er en dødsrisiko, en dødsrisiko, en dødsrisiko. Det var det eneste jeg kunne høre. Jeg var bange.
Vi havde lige fejret tidlig morgenfødselsdag for min yngste datter, for at kunne nå med til samtale på hospitalet, hvor min mormor skulle tale med lægen. Nu sad vi der og lyttede. Min mormor, min morfar, min mor og jeg mens mine piger sad ude på gangen og tegnede. Min mormor skulle beslutte beslutningen uden valg. Hoften var ved at æde sig selv indefra og smerterne havde allerede været ulidelige i et år. Det ville blive en sej omgang, forklarede lægen. Og der var en dødsrisiko. Det var vigtigt, at vi forstod. At hun forstod. En operation for at fjerne hoften, nedkæmpe bakterier, ny operation igen, for at sætte ny hofte ind. Jeg følte mig lammet, men forholdt mig tavst. De begyndte at tale om datoer. Lægen sagde oktober og min mormor spurgte, om hun ikke kunne rejse. Nej da. Selvfølgelig kunne hun ikke det. Hun ville jo komme til at mangle 10-15 cm af sit ene ben og ville ikke kunne gå. Han forstod ikke, hvad hun prøvede at spørge om. Men det gjorde jeg. Til oktober var rejsen allerede planlagt. 60-års jubilæum for den ungarske revolution i 1956, hvor min mormor og morfar flygtede med livet som indsats og efterlod min mor, for først at få hende i deres arme seks år senere. Rejsen var booket. Jeg skulle med. Mine piger skulle med. Min kæreste skulle med. Måske skulle vi slet ikke afsted?
Mine tårer trillede stille og ukontrolleret som mekanisk, marcherende soldater ned af mine kinder. Jeg forklarede lægen med grødet stemme, hvad der skulle ske i oktober. Han forstod med det samme. Selvfølgelig. Selvfølgelig skulle vi da alle afsted. Om det var oktober eller november at operationen kom på bordet, var da lige meget. Et lettelses suk gik gennem lokalet. Beslutningen blev taget og vi gik mod døren med følelsen af skæbnen var besejlet.
Jeg var ubeskrivelig glad, lykkelig og dybt taknemmelig for den oplevelse det var, at opleve jubilæet i Budapest. At se, høre, føle, mærke og inhalere livets dramatiske brusen og intense vingesus sammen med mine bedsteforældre. Hvad var oddsene for det? Hvem havde forestillet sig den gang de flygtede, at de 60 år senere skulle stå, hvor folk var blevet skudt i kampen for frihed, i kampen for livet, lige dér igen med familie, barnebarn og oldebørn?
Da min mormor sad i stolen i venteværelset og ventede på at blive kaldt ind, ventede på en seng, ventede på at blive gjort klar, skyllede alle minderne ind. Taknemmeligheden over at have fået lov og liv til at elske hinanden, som vi gør. Opleve som vi har gjort. Jubilæet lige så.
Da min morfar tog hjem til hunden, fordi alt var flere timer forsinket, var vi tre kvinder, tre generationer tilbage. Min mormor, min mor og jeg. Vi holdt hånd. Vi grinede, vi snakkede, vi prøvede at booste os så godt vi kunne. “Jeg er ikke bange for at dø”, sagde min mormor. Men det var jeg. Jeg var bange for, at hun skulle dø fra mig. Jeg er ikke klar. Jeg bliver nok aldrig klar.
Tre gange nåede vi den store overvældende afsked. Først oppe på stuen. Nej-nej, vi måtte da godt komme med ned på operationsgangen. Vi hev følelser og tårerne indenbords igen. Så stod vi der med blåt plastik om hovedet og smilede, kyssede, græd og krammede, bare for at få at vide, at vi da også godt måtte komme med ind i prep-rummet, hvor narkoselægen gjorde klar. Vi tog hele turen en gang til. Det var så intens at mærket livet, døden, håbet, frygten, minderne, mulighederne og ikke mindst kærligheden på den måde vi gjorde.
Og da jeg så min mormor igen var det med kampesten-størrelse lettelse i hjertet, for hun havde været verdens sejeste dame og hun var lige her. Lige her hos os i livet.
Åh livet! Jeg er bange for livet, der ender med døden, selvom jeg ikke er bange for at dø. Jeg er bange for at miste. Bange for ikke at leve nok og være nok, for dem der er i mit liv, mens både de og jeg har det. Jeg er bange for det, der skal være, måske ikke bliver. Jeg er ikke klar til at sige farvel. Men jeg er heller ikke klar til at leve resten af mit liv i frygt. Det er en knivskarp og daglig øvelse at sikre, at jeg er, hvor jeg ønsker at være.
Jeg er bange. For nu skal min mormor opereres igen. Jeg vil så gerne være der for hende, være der meget mere end jeg er. Jeg ser hende ikke nok, ringer ikke ofte nok, er ikke alt hvad jeg gerne vil være ofte nok. Tænk hvis i dag er sidste dag vi har. Tænk hvis det er. Jeg er ikke klar til at miste, hverken dem omkring mig eller livet som det. Lægens ord runger stadig og et overvældende 2016 summer stadig i min krop. Virkeligheden der hele tiden omringer mig, mit liv og dem jeg elsker. Frygten ved bevidstheden af at miste viser livets skrøbelighed og jeg tænker så meget over mit liv og om jeg lever det som jeg vil. Min far røg ind og ud af sygehuset et væld af gange i året der gik og 112 med de blå blink er blevet en del af min dagligdagsbevidsthed, som rykker rædsomt på roen, men styrker stædigheden for at leve. Alle kæmper med hvert deres og jeg vil så gerne være der for dem. Men jeg kan ikke, for jeg kæmper med mit. Jeg kan ikke alt. Heller selvom i dag måtte blive den sidste dag. Derfor gør jeg alt for at leve den som både den første og sidste hver eneste dag.
Jeg er bange, selvom jeg har aftalt med mig selv, at bange på den bange måde, hvor frygten styrer mit liv, ikke skal styre mig. Jeg er bange alligevel. Accepteret bange. Jeg har lært at acceptere mine følelser, som de er, for det de er. Jeg har lært, at sige Hej til dem. Lært at sige velkommen, du slog din vej forbi. Du er for en grund, det skal du have lov til. Du må gerne puste ud her, kære følelse, kære frygt. Men du skal vide, at du ikke kan blive. Du skal videre. Min gæstfrihed opererer under balanceret bearbejdelse. Jeg tror ikke på at skubbe de der følelser ind under gulvtæppet. Jeg tror på styrken og på sundheden i at føle dem. Selvom jeg tror, er det ikke altid lige nemt. Det kræver øvelse, det kræver tålmodighed, det kræver kærlighed. Og så kræver det tilgivelse. Evnen til at tilgive mig selv. For selvom en af de største og stærkeste pagter jeg nogensinde har indgået med mig selv, broen og venskabet mellem mit ubevidste og mit bevidste, så snubler jeg. Så ser jeg ikke, før det er for sent, at jeg skærmede mig selv i stedet for at se mig selv i øjnene. Så jeg tilgiver. Jeg øver mig i ikke at blive vred på mig selv eller frustreret over mig selv. Jeg vælger, øver og træner i stedet at omfavne lettelsen, når det går op for mig, hvor jeg har mig. Når det går op for mig, ar jeg snublede. Og så tilgiver jeg mig, mens jeg føler styrken styrke mig og gøre mig stærkere end jeg var før den ramte. Også selvom det nogle gange gør ondt at blive ramt. Men det er ok. Bene, det er ok, siger jeg til mig selv.
Og så var da det, at livet gør ved mig, som det altid gør. Sætter tingene i perspektiv.
Jeg var selv til lægen. Rutinekontrol. Der var celleforandring. Jeg blev bange. Igen. Denne gang ikke for at miste, men selv blive mistet. Jeg skal være her for mine piger. Alt blev justeret og faldt på plads inde i mig, uden at gøre alt det, der ellers betyder noget ubetydeligt. Jeg skal være her for mine piger først og fremmest.
At de ikke skal miste mig er vigtigere end at jeg selv kommer til at miste. Døden som så er ikke et valg. Men det er måden jeg lever mit liv på.
Jeg lever mit liv for dem og for mig. For vores egen lille familie som er større nu end den var før. Jeg kan ikke være alt for alle. Jeg kan ikke en gang være alt for dem jeg elsker mest i livet. Men jeg kan, vil, vælger og er til hver en tid alt hvad jeg kan for mine piger. For dem vælger jeg at passe på mig selv; vælge mig selv og være mig selv. Jeg skal være der for dem og lære dem at være der for sig selv. Jeg ved, de kigger på mig. Jeg ved, at børn ikke gør som vi siger, men gør som vi gør. Så jeg lever mit liv så godt jeg kan, for at give dem det bedste liv jeg kan. Livet som gør, hvad det gør bedst, når man gør det allermest. Lever. Med mod, med kærlighed, med ærlighed, med nysgerrighed, med glædelig grådighed, med taknemmelighed.
