Min 9-årige datter vil løbe halvmaraton

Børn gør ikke det deres forældre siger, børn gør det deres forældre gør. Derfor gik der heller ikke lang tid, før min ældste datter proklamerede at hun også ville løbe halvmaraton, efter hun havde set mig med medalje om halsen. Mit livs første halvmaraton i øvrigt. En vanvittig milepæl i mit liv i øvrigt igen.

For mange er det at løbe halvmaraton som enhver anden løbetur. Både på jobbet og privat er jeg omgivet af de vildeste løbere. De løber hundredvis af kilometer og de løber stræk. De har altid været der omkring mig, de der mennesker med passioneret løbegejst. Men jeg har ikke været der. Jeg har været fløjtende ligeglad.

Men så en dag blev dét at løbe en lys-spillerlevende metafor for livet lige midt i mit eget liv. For mig åbenbarede sig en verden, et liv og en mulighed hvor løbet handlende om alt andet end at løbe. Det kunne i teorien lige så godt have været stangtennis jeg kastede min kærlighed på. For det jeg pludselig følte, var den ubeskrivelige glæde, det udløste inde i mig. Det frirum jeg fik. Den ventil jeg fik. Det at gøre noget godt for mig selv. Pludselig handlede det om at sætte mål, blive bedre, presse, holde ud, holde ved, nå i mål. Og sjovt for selvom målet driver mig, er målet i sig selv ikke afgørende. Målet er retningen og på min færd imod det, sker der alverdens ting. Hvordan jeg opfatter, håndterer, agerer, vælger og beslutter i takt med udfordringer og belønninger drysser ned over mig, er dét som jeg synes er sjovt.

Når jeg løber, løber jeg i mit helt eget parallel univers til livet jeg lever. Hvornår skal jeg presse mig selv den tand ekstra? Hvornår skal jeg lige præcis lade være og i stedet passe på mig selv? Hvordan lyder alarmklokkerne og hvad ligger jeg mærke til, når de dingler? Hvad sker der, når jeg tager kontrollen over mig selv og hjælper mig selv til at opnå resultater jeg ikke troede, at jeg kunne? Hvad er strukturen i mine tanker, hvad driller mig, hvad glæder mig, hvornår ved jeg at jeg har knækket endnu en kode og hvad sker der med symbiosen af krop og sjæl, når det sker? Hvordan kan jeg lære om livet, når jeg sådan løber afsted? Hvordan kan refleksionen af mit levede liv konstant spejles i mit løb og løbende i livet mens jeg lever det? Hvordan kan jeg blive stærkere, dygtigere og bedre til at være det menneske jeg gerne vil være, når jeg snører løbeskoene om mine fødder?

Jeg begyndte at løbe, fordi jeg ikke kunne få luft. Jeg begyndte at løbe, fordi alt ramlede om ørene på mig og det var mit bedste bud på at skabe helle. Jeg løb hverken for motionens skyld ellers for lystens skyld. Jeg løb udelukkende for min hjernes skyld. Jeg løb hverken meget, længe eller hurtigt. Faktisk var der dårligt mulighed for at kunne løbe overhovedet. Jeg var så tit ved at give op. Tænkte at det jo ikke kunne lade sig gøre, at skabe det frirum jeg så brændende have brug for. Men jeg blev ved. Konstant higende efter at give min hjerne fri. Give den time out, give den fred, give den ro, give den noget andet at tænke på. Jeg var altid alle andre steder end lige her og nu. Jeg kunne ikke finde ud af at give slip. Holde op. Bare være. Og selv når jeg løb, var det ofte uden at være der. Jeg var alle andre steder. I sorg, i vrede, i frustration. Det lykkedes mig jævnlig at løbe mig selv træt, så jeg i skæret af ren udmattelse ikke tænkte for mange tanker. Super uholdbart. Midlertidig følelsesløshed er naturligvis ikke vejen frem. Men i forsøget på at overleve, gjorde jeg det bedste jeg kunne. Jeg tænkte, at i takt med min styrke end dag ville stykke sig stykvis sammen igen, så ville jeg sende følelsesløsheden på retur.

Jeg løb i tre år uden at forstå, hvad der skete. Uden andet formål end at holde mig i gang. Uden passion. Uden glæde. Men med en sløret afhængighed, for jeg vidste det var godt for mig. Fra forår til efterår. Uden mål og viljestyrke. Når det blev vinter, gik jeg i hi. Man kan jo ikke løbe i frostvejr. Så glider man. Og falder tilmed helt sikkert også. Det går bare galt. Så jeg lod være. Jeg havde til topkarakter givet mig selv overbevisningen at det hverken var muligt eller godt for mig. Forrygende. Egentlig gik det meget godt i hanke med de klatvise løbeture, jeg kom ud på. Når jeg havde mine piger syv dage i træk, senere ni dage i træk, så var der kun den reciprokke tid tilbage at fordele løbeture ud på. Sammen med arbejde, afslapning, overlevelse, venner, familie og andet godt fra havet. Det giver sig selv, at form ikke var noget jeg kom i. Den slags skal som bekendt både trænes og vedligeholdes.

Men så skete der noget. Sidste forår fandt jeg løbeskoene frem igen. Jeg sagde til mig selv, at nu gad jeg ikke det klatløberi mere. At sidde mellem to stole huer mig generelt ikke særlig meget, så nu måtte det briste eller bære. Og nok en gang, var det ”bare” en beslutning, der skulle til. Til årets DHL sidste sommer, løb jeg for første gang i mit lille liv, fem kilometer i ét stræk. Wow, tænkte jeg. Det var dæleme fedt. Og med to smukke tøsepiger på hjemmefronten, der nærmest ud af det blå pludselig var blevet gamle nok til at kunne være alene hjemme i en halv time, lød startskuddet til mit nye løbeliv. Jeg besluttede hurtigt, at nu ville jeg løbe 10 kilometer og satte i fuld firspring med løbeprogram. Med målet kom det næste og jeg fik et startnummer til Eremitageløbet, hvor jeg kom i mål med overskud omend mine ben var trætte. 13,3 kilometer tilbagelagt. Vildt mand. Så fortæl mig lige, hvorfor jeg ikke skulle kunne gennemføre et halvmaraton? Hvor der er vilje er der vej. Træning ville gøre den forskel, der skulle til. Med supersej veninde ved min side lod jeg mig overtale til mit første trailløb. I mørke naturligvis. 100 løbere troppede op i en skov med pandelygter. Det var et overdådigt syn at se alle de lys og reflekser bevæge sig på de snoede stier. Det var en oplevelse så fuld af sanser, af glæde, af spænding, af her og nu. Og så gjorde jeg nok en gang, hvad jeg ikke havde troet, jeg kunne. Jeg besluttede mig, inden vi tog af sted. Jeg besluttede, at jeg kunne. Og med fuld skrue og opbakning var det præcis, hvad der skete. Jeg smagte den sødmefyldte belønning ved at komme i mål med en oplevelse i bagagen, jeg i så mange andre sammenhæng har hevet op og brugt siden. Med mig fik jeg også den detalje, at jeg på vej mod bilen endte med at vrikke om på foden og forstuvede den. Min sanseskarphed og totale tilstedeværelse var blevet sat ud af spil, da målstregen blev passeret og jeg så ikke den kilometerlange asfaltforhøjning der var på landevejen ved skoven. Det gjorde vildt nas og var vildt at se i refleksionen, hvor selvforskyldt uopmærksomhed kan være. For pokker da også, men jeg erkendte at sådan var det og så måtte jeg få det bedste ud af det. Hvorfor skulle mit løbeliv være anderledes end mit levede liv? Jeg får konstant nye kort på hænderne og så gælder det om at spille dem efter bedste evne med forbehold og med mod. Så jeg hvilede, genoptrænede, fik tilbagefald, skruede ned, skuede op og endte med at have kortere og kortere tid til at træne mig op i. Og hvad så? Vejen mod målet havde allerede givet mig mere end målet i sig selv og selv det mål, kunne måles op på ny. Om jeg nåede det nu eller om et halvt år gjorde mig ingen forskel, for jeg havde fået så stor en forskel i mit liv allerede som det var.

Rytmen og rutinen er altid den samme. Mine pigerne har fået deres sædvanlige skål med udskåret frugt og grønt, tv eller iPad og så er jeg drønet afsted. Koordinering og planlægning af ugen derude forude. To små ure i løbet af ugen og en lang når det var weekend. Intet problem når jeg var uden unger, men altid med planlægning hos familie der passede dem, når jeg havde dem, mens jeg løb af sted.
Tusind gange har begge piger spurgt om de måtte komme med. Nej. I hvert fald ikke. Det var mit frirum. Min glæde. Min tid. Ingen krav, ingen spørgsmål, ingen forholden sig til. Bare mig, vejret og løbet. Jeg ved jo, at jo mere jeg har løbet, jo mere er jeg blevet dem mor jeg gerne vil være. Jeg lader mig selv op og får overskud til at håndtere konstant at være på. Jeg viser mine tøser, at det er ok at vælge sig selv. Jeg viser dem, at jeg som forældre har et ansvar, hvor de er det vigtigste i mit liv, at de netop ikke er i centrum hele tiden, at der skal være plads til os alle, plads til at kunne udleve vores drømme. Et liv levet, hvor jeg troede, at jeg som mor aldrig måtte sætte mig selv i centrum, er vendt på hovedet og jeg gør en dyd ud af, at vælge mig. Balancen er hårfin. Fra det inderste til det yderste. Smovset ind i klichefyldt kliche lever jeg livet for mig selv med billedet af flyet, hvor man som mor må tage masken på, før man giver den til sine børn. Jeg ved, fordi jeg har fået lov til at lære det på den hårdeste måde, at jeg er nødt til at være der for mig selv, for at kunne være der for mine piger.

Mine forældre har altid været der for mig. Der har aldrig været noget i deres liv, der var vigtigere end mig og min søster. De jagtede hverken karriere, ekstremsport og selvrealisering i den vanvittige realiserende grad. Vi var sammen hver dag. Vi spiste aftensmad og morgenmad sammen hver dag. De levede aldrig deres liv på bekostning af os unger. De levede deres liv sammen med os unger. Og mit valg om at vælge mig selv til, vil heller aldrig nogensinde blive på bekostning af mine børn. Min træning, øvelse og læring er konstant at finde balance mellem at sætte mine egne behov forrest, bagerst, på hold, i fuld vigør. Og det spiller faktisk rigtig godt. Jeg er ganske tilfreds med den overbevisning jeg har givet mig selv. Om den er rigtig eller forkert spiller faktisk ikke nogen rolle for mig. Så længe det virker. Så længe det føles rigtig. Og når og hvis og så fremdeles, så må der justeres.

Min 9-årige datter vil gerne løbe halvmaraton. Hun har set, hvad hendes mor kan. Hun vil det samme, som sin mor. Ikke fordi hun egentlig vil det, men fordi hun har set jeg vil det. Jeg elsker, hvad løbet gør ved mig og jeg elsker, hvad det gør ved mine børn. Jeg elsker, hvordan mine valg udspringer i og af, hvad jeg ønsker bedst for mine børn. At jeg gør for mig selv, for at vise dem, hvad de kan gøre for dem selv. Alt er muligt, hvis vi vil og uanset, så finder vi en løsning. Det er vores kampråb, det er vores familiemotto. De ser, hvad jeg kan og kan selv, hvad de ser kan ske. Lige som mig, kan de meget mere end de tror. Og det er det vildeste vilde, at kunne få love til at lære dem og vise dem, bare ved at være mig. For jeg er stadig hverken sej på tid, hastighed eller overskud, men det er okay, for jeg er lige her i livet, hvor dét er det bedste jeg kan. Jeg ved, jeg kan mere. Og når jeg beslutter mig, så gør jeg det. Jeg gør det for glæden, for suget, for suset, for det livsbekræftende metaforiske gib, som løbet stadig gibber i mig. Jeg ved, at styrken bag et stærkt halvmaraton og drømmen om et stort og helt maraton konstant og hele tiden afvejes og afmåles i forholdet mellem tiden til mig selv og tiden til mine piger. Jo mere tid jeg bruger på mig selv, jo mindre bruger jeg på dem. Jo gladere jeg gør mig selv, jo gladere gør jeg dem. Og hvem ved, nu hvor jeg ikke er helt alene om at være alene, men kan være det sammen, så åbner der sig måske nye døre for løbet i mit liv. Både det jeg løber og det jeg lever.

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *