I går var min familie samlet, alle sammen, for første gang i 8 uger. Så lang tid er der aldrig gået før. Først var det bare fordi jeg ikke havde mine piger, men så skulle vi ses. Det nåede vi ikke. Min far blev indlagt og kulminationen af uro og utryghed siden hans operation i januar, hvor i forvejen alt havde haglet ned over ham, syntes først egentlig at starte nu. Min far kunne ikke trække vejret. Han var dårlig og hans ambulante adgang til læge og sygehus blev gjort til et kronisk fem-ugers ophold. Det var, måske lidt kynisk sagt, hvad det var. Dét det ikke var, var os der stod sammen og hjalp hinanden som familie. Ikke som vi plejer. Vi tumlede nemlig med hvert vores. Og hvad gør man så?
Nogen gange er man nødt til at være der for sig selv, før man kan være der for andre. Jeg har lært på hårdeste måde, at det ikke bare er vigtigt, det er også sandt. Det er sandt for mig. I alt, alt for mange år gav jeg meget mere end jeg både havde og kunne, fordi jeg så gerne vil hjælpe andre, være der for andre, gøre en forskel for andre. Men hvad så, når det var på bekostning af at hjælpe mig selv, være der for mig selv og gøre en forskel for mig selv? Som hjerterytmen der kunne læses over min fars sygeseng, var det præcis det samme billede, der hang over mit hoved. En kurve der var nedadgående, uregelmæssig, usund i takt med at jeg blev ved med at give mere end jeg havde. Min redning var mine piger. De er ikke bare det bedste, der nogen sinde er sket mig, de er også den vildeste facitliste for, hvordan jeg ønsker at leve mit liv. Jeg kan ikke fortælle dem eller lære dem, hvordan de skal begå sig i deres stærke, skrøbelige, vindeunderlige, farlige og fantastiske liv, hvis jeg ikke selv gør, hvad jeg siger. Så hvis jeg vil vise dem og lære dem, hvordan man passer på sig selv, så starter det hele med mig selv. At jeg passer på mig. Jeg er nået langt, men vejen er lang endnu. Jeg ved, hvad jeg nu ved, men det jeg ikke ved, det jeg skal lære, det kan ikke forceres velvidende at selvsamme vi teste og tjekke, hvordan jeg vælger og vurderer at passe på mig.
Hele mit liv har jeg set, hvordan man passer på andre. Hjælper andre. Støtter andre. Er der for andre. Hele mit liv, har mine forældre og bedsteforældre været indbegrebet af, at gøre det rigtige, gøre lidt mere, gøre det der skulle til. Så for mig var det uden at stille spørgsmål, at jeg fortsatte i samme dur. Naturligvis. Først som voksen så jeg og forstod jeg, at de kæmpede med og mod det samme som jeg. Først som voksen gik det op for mig, at især min mor og mormor også havde givet mere end de burde og mere end de kunne, for det var det de skulle. Sådan var de opdraget. Sådan føltes det rigtigt. At gøre det rigtige for andre, selvom det ikke var rigtig for dem selv. Om det nu også er helt rigtig ved jeg ikke, men det er sådan jeg ser, sanser, hører, husker og forstår hvad jeg har set og stadig ser. Det sidder stadig i mig. Det sidder i den grad stadig i mig at burde gøre noget, for dem der har brug for det. Min familie især. Jeg føler ind i mellem, at jeg burde gøre, sige, lytte og være meget mere end jeg gør. Men burde er bandlyst. Hvor meget jeg end elsker ord, så er burde ikke en af favoritterne. Jeg burde nytter ingen ting. Enten gør jeg eller også gør jeg ikke. Det er valg. Det er en prioritering. Det har jeg besluttet og selvom både valg og prioritering baner vejen, så er det ikke uden den dårlige samvittigheds klamme ånde i nakken fra tid til anden. ”Gå din vej og lad mig være i fred, ” vrisser jeg, for jeg vil ikke have den der. Dårlig samvittighed har sjældent gjort mig godt. Hvad skal jeg bruge den til? Ikke en fisende kamel. Sket er sket og jeg ikke ændre det, hvad end det er. Og kan jeg ændre fremadrette, så gør jeg. Kan jeg råde bod, så gør jeg. Men den dårlige samvittighed? Den gør jeg mit bedste for at holde fra døren hver evig eneste gang den viser sig.
Min far har vært syg, så længe jeg husker tilbage. Der har altid været et eller andet. Da han for snart ni år siden fik kræft for 1. gang begyndte det at gå stærkt. Jeg blev bange. Meget bange. Så fik han kræft 2. gang og 3. gang. Og absolut alt det der også kom væltende mellem kræftens klamme besøg. Det var hårdt for ham, det var hårdt for min mor især, det var hårdt for os andre. Og da det hele startede forfra igen i januar, hvor han blev akut indlagt med galdesten, som de først troede var kræft igen, begyndte mit filter slå til. Jeg kunne ikke helt være med. Jeg trak mig. Jeg tumlede med så meget af mit eget. Jeg tumlede, så jeg mistede pusten og måtte en tur forbi lægen og få tjekket alt, hvad der nu var at tjekke. Alt var fint, fik jeg at vide. Men jeg var ubeskriveligt træt og da først den sagte trummen af hjertebanken meldte sin ankomst ringede alle alarmklokker. Noget skulle ske, noget skulle handles anderledes. Jeg kunne ikke være der for min far og heller ikke min mor. Jeg var nødt til at være der for mig selv. For dét jeg ikke vil gå på nogen former for kompromis med, det er at være der for mine piger. Skal jeg kunne være der for dem, skal jeg i den grad også kunne være der for mig selv. Og så fremdeles lykkedes det mig i løbet af ganske kort tid, der trak længere ud end jeg havde forventet, at få styr på egne tropper, så jeg blev mig og den mor, som jeg er og gerne vil være.
Hvad jeg ikke vidste var, at vinduet til min egen indsigt og forståelse står på vid gab. 2016 har været det mest hæsblæsende år, jeg nogen sinde har smagt på. Hæsblæsende på den vilde, vidunderlige, visdommelige måde. Det har kostet kassen på energikontoen, men jeg har lært mere på dette halve år, end jeg har på mit halve liv. Pausen pauserer næsten ikke. Jeg får dårligt tid til at trække vejret før næste indsigt, erkendelse og lavinefulde lærdom skyller ind over mig. Så da min far fortsat kæmpede med følgerne af forrige indlæggelse og alt, hvad der fulgte med af det vi ikke ønskede, jo mere trak jeg mig. Ikke bevidst og ikke fordi jeg ikke ville være der. Jeg kunne bare ikke. Der røg et filter op mellem den evige følelse af at være bange og mig. Jeg blev ikke følelsesløs, men jeg følte mindre. Jeg svøbte mig ikke længere ind i alt det, der gjorde mig ked og bange, men fik en hidtil ukendt følelse af konstruktiv kynisme som skjold, der var pyntet med et sirligt mønster af dårlig samvittighed. Min far blev indlagt og lægerne var nok en gang forbi kræft, de kiggede på hjertet, på lunger, på nyrer og forfra igen. Ventetid, ventetid, ventetid. Jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke kapere det. Jeg husker især den weekend, hvor jeg ikke havde pigerne og hvor jeg følte, at jeg burde tage forbi sygehuset og besøge ham, men i stedet tog ind til byen for at mødes med en veninde og heppe på dem jeg kendte, der løb maraton. Vejret var skønt, stemning lækker og jeg blev høj af det hele. På et tidspunkt mærkede jeg en let prikken på min skulder. Jeg vendte mig om og der stod min dårlig samvittighed, som bare ville høre om jeg hyggede mig, mens min far lå på hospitalet. Det værste var næsten, at jeg ingenting følte. Jeg havde brug for dette helle, jeg havde brug for at mærke solens stråler, jeg havde brug for at give slip på angst, bekymringer, burde, skulle og kunne. Jeg havde bare brug for at være lige der sammen med min veninde. Jeg havde brug for at lade op, så jeg den efterfølgende dag ville være den mor, jeg havde brug for at være, når jeg skulle hente mine piger igen efter skole.
I går var vi alle sammen samlet igen. Min mor var beruset af lykke. Lettelsen og symbolikken i at samle os vægtede højere end højt. Vi skulle fejre min far, fejre livet. Alt var forandret og samtidig det samme. Min far viste sin bulede, arrede, blågule brystkasse frem. Selvom hævelsen ville falde, så ville den indopererede hjertestarter altid bule ud. Min lille far. Min tynde lille far, der har været så ubarmhjertigt meget igennem. Min mor, mit livs helt, som stod og altid står ved min fars side, selvom hun til tider dårligt selv kan stå. Det er næsten ikke til at bære, hvad de har været igennem. Og sideløbende med deres kamp, har alle vi andre også kæmpet hver vores. Vi har været der, så godt vi kunne. Hver især for hinanden. Men mest af alt, har vi alle sammen måtte være der for os selv.
Da jeg stod i køkkenet i går og krammede min mor, mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig, smilte hun og sagde: ”Gudske tak og lov. Hvor er det godt, at vi hver især har formået netop at være der for os selv. For så var vi hver især stærke nok. Og selvfølgelig ville vi da alle til hver en tid være der for hinanden, midt i vores egen kamp, hvis det var dét der blev nødvendigt, hvis presset pressede os. Så ville vi jo feje alt andet af banen og prioritere den af os, der havde allermest brug for det.”
Jov, selvom vi har kæmpet med hver vores på meget forskellige måder, så har vi kæmpet, som vi skulle. For os selv først. Og fordi vi gjorde det, vil vi også have styrken til at være der for hinanden. Vi er der for hinanden. Altid.
