Opturen i min nedtur

Min muse er væk. Min evne, min lyst, min motivation og alt det der normalt hiver og slider, så jeg slet ikke kan lade være. Nu kan jeg slet ikke. Hvor er ordene? Hvor er alt det, jeg skal skrive, så jeg får alt på plads i mit hoved? Hvor er min muse, hvor er min inspiration? Hvor er min gejst, min glæde, mine vilde og store passion? Hvor længe har den været væk og hvorfor forsvandt den? Den plejer jo at være her, når jeg skal bruge den. Den plejer at hjælpe mig, styrke mig og støtte mig. Jeg forstår det ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort anderledes – eller hvad jeg skal gøre anderledes. Væk er ordene, væk er dansen, væk er trangen der trækker mig mod alt det jeg gerne vil sige.

Mine hænder hviler på tastaturet. Mine fingre glider forsigtigt henover det. Føler og fornemmer. Jeg har prøvet så mange, mange gange og det har ikke virket. Hovedet har været tomt. Jeg har ikke haft noget at sige. Der har været tomt. Det er ikke noget, der sker særlig tit. Tomt. At der ikke foregår noget i mit hoved er faktisk heller ikke sandt. For selvfølgelig gør der det. Der foregår noget evigt og konstant og som altid er det min udfordring at tæmme tankerne og skabe rum og plads til absolut ingenting. Så nej, der har ikke været tomt. Det har banket af sted på højtryk, men i samme sekund jeg har sat fingrene på tastaturet er alle ord forsvundet. Jeg har ikke kunne sige, hvad jeg ville. Jeg har ikke kunne gøre det, jeg gør, når jeg deler mine tanker. Måske har det været dèt. Måske har jeg ikke kunne dele. Måske har den opsummering, det altid er for mig at skrive på min blog, ikke summeret nok op endnu. Måske er dét, ikke at sige noget, lige så vigtigt for min proces, som når jeg har noget, jeg gerne vil sige. Måske er det hele præcis som det skal være. Måske er jeg bare den vidunderlige essens af mig selv, der fortæller mig selv det, som jeg ikke ved. Måske er det præcis de samme kræfter der er i spil, når jeg siger, hvad der skal siges, fordi det sagte ord er det der hjælper mig. Jeg er mig og jeg er mine ord. Mine ord fortæller mig, hvem jeg er og uden evnen til at skrive, ville jeg aldrig forstå mig selv og jeg ville ikke med samme kraft kunne reflektere mig frem til det, jeg har brug for at forstå om mig selv. Så hvis jeg ikke kan skrive, så er det måske det, der er budskabet i sig selv. Måske er den helende følelse af netop at forstå, hvad jeg føler, undervejs som jeg skriver, at jeg ikke er der endnu. Jeg heler i processen. Jeg lærer, vokser og forstår lige dér i processen; før, under og efter. Både den livet er så elskværdig og generøs at dele ud af, men også i mine egne skrevne tanker. Roen til at skrive, roen til at forstå er en ting. At dele den er noget helt andet. Jeg er mig og det tør jeg godt være. Men jeg kan ikke give hele mig og hele tiden og til hvem som helst. Det ved jeg godt. Jeg vælger. Og i mit forsøg på at vælge, at jeg skulle forstå mig selv i processen ved at dele, kom jeg mig selv i forkøbet. Jeg sagde nej. Jeg sagde stop. Jeg glemte bare at fortælle det til mig selv, så jeg fortsatte, som jeg altid har gjort. Det plejede jo at virke. Derfor blev jeg overrasket. Derfor forstod jeg ikke, hvad der skete.

Det giver mening nu. At jeg netop har kunne skrive, hvad jeg lige har skrevet var et forsøg. For nok en gang har jeg prøvet at sætte mig ned og skrive, hvad jeg troede, der skulle skrives. Jeg kunne ikke, selvom jeg ellers havde knækket koden. Og så prøvede jeg. Jeg prøvede at gøre noget andet, end det jeg gjorde de sidste mange gange, hvor det ikke virkede. Jeg begyndte at sætte ord på frustrationen i sig selv. Sætte ord på den undren, der har undret mig så meget. Og fra allerførste færd har effekten været som jeg næsten ikke turde drømme om. Ordene er kommet præcis som jeg har haft brug for dem. Mine fingre er fejet henover tastaturet helt af sig selv, jeg har næsten ikke skulle gøre, sige eller rette hvad de har gjort. Ordene har fortalt mig, at jeg er, hvor jeg skal være. Alt er som det skal være. Ikke at kunne skrive var bare en del af min proces og det alene fik mig til at indse rigtig mange ting. Jeg elsker det. Jeg elsker, hvordan mine egne ord kan hjælpe mig, støtte mig, guide mig og rykke mig. Jeg elsker, når jeg dykker endnu et lag dybere ind i mig selv og forstår, hvordan min tankestruktur strækker sig over vidder jeg ikke selv forstår. Lige indtil jeg gør. Jeg elsker, når jeg får mig en slammer på skulderen og livet bræger til mig, at det netop var turen til indsigten og ikke nødvendigvis indsigten i sig selv, der gør forskellen. “Godt gået!” får jeg at vide og jeg takker grinende for det vilde tur. Hold da fast, hvor får jeg mig en på opleveren. Lige her sammen med mig selv. Ganske belejligt for det meste, for jeg har mig jo lige ved hånden.

Så hvad var det der skete? Hvorfor gik jeg i stå? Hvorfor kunne jeg ikke det, jeg plejer at kunne? Præcis som netop skrevet, skrev jeg også for tid siden til mig selv da koden knak på knækkelig vis:

Gad vide, hvor mange gange jeg kan blive ved med, at blive overrasket over den samme ting? Hvorfor alverden tvivler jeg på mine egne evner? Nok en gang finder jeg ud af, at jeg kan lige præcis dét, jeg tror jeg kan. Jeg er lige præcis så fuld af selvindsigt, som jeg tror, jeg er. Jeg har bare alt, alt for høje krav til mig selv. Jeg tror, at når jeg har overkommet en stor forhindring én gang, så skal jeg mestre det til perfektion fremadrettet. Åh sikke noget sludder søde, dejlige Bene. Gad vide, hvorfor jeg tænker sådan, når jeg jo godt ved – klog af afsindig meget “skade” – at livet går op og ned? Hvorfor bliver jeg fortvivlet og vred, når jeg mister kontrol og retning? Set udefra må jeg have været et cirkus. 2014 fik stoppet galskaben. 2015 blev mit livs mest fantastiske år med mig selv. Og i den spæde start af 2016 indser jeg, at måden jeg tænker og reflekterer på – foruden månedlig hormonal påvirkning – gør at jeg netop lever et spændende liv, der aldrig bliver statisk, men netop går op og ned. Svingningerne og afstanden på op og ned er faldet drastisk i takt med min proces, i takt med, at jeg har fundet mig selv og bestemt hvem og hvordan jeg gerne vil være, hvad der er vigtigt og hvad der overhovedet ikke er. Jeg tror, at jeg har troet, at jeg skulle i sådan en balance med mig selv, at intet kunne ryste mig. En lige streg. Men det er jo ikke virkelighed. Det er ikke mit liv. Balancen i mig er kunne mestre og håndtere op og ned. Føle forskellen og lære hele tiden. Mit liv er en konstant travetur mellem dal og tinde. Dét jeg er i fuld sving med at øve mig på, det er at blive længere og længere tid på mine tinder. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal forblive deroppe på dem. Jeg skal forbi en ny dal for at komme mod en ny tinde. Det er sådan jeg rejser. Det er sådan jeg lærer. Det er sådan jeg forstår. Det er sådan jeg lever, fejrer og sejrer.

Jeg synes, det har været noget virkelig udfordrende måneder. Jeg synes der var ubegribelig mange ting, der væltede i min retning på én gang. Jeg kunne ikke håndtere at håndtere det hele. Til gengæld troede jeg, at jeg fik hjulpet mig selv videre, da jeg først knækkede koden . Nu ser og forstår jeg, at det fra dét øjeblik, hvor indsigten rammer, stadig er en proces. Det er mange bitte små ting, der gør ændringen mod det store skridt. Jeg skulle lære undervejs – skal lære undervejs – også når jeg har lært, hvad jeg skal lære. Min skrive evne syntes forsvundet. Jeg har ikke kunnet skrive på bloggen og jeg savner det. Hver gang jeg har prøvet at skrive, er der ikke sket en dyt. Ordene har ikke danset og stillet sig op i melodisk formation i slam-bam vigør som de plejer. Det har været kedelige sætninger. Jævne. Ligegyldige. Og nu sidder jeg her og skriver og formulerer mig præcis som jeg føler, jeg gør, når jeg gør det bedst.

Min muse. Det er mig. Jeg er min egen muse, men jeg har ikke luret, hvad der udløser det. Nogle af de stærkeste ting, jeg har skrevet, har været i et sårbart øjeblik. Andre gange har det først været, når jeg har fået det hele lidt på afstand. Hm, måske er det afstanden, der har været klarest. Det tror jeg faktisk. Styrken har været i min sårbarhed, når jeg kigger tilbage udefra og kan se punkterne, der er blevet forbundet. Smiler. Den Jobbs-fyr og hans citat har virkelig dannet en grundtanke og grundfølelse i mig. “You can’t connect the dots looking forward; you can only connect Them looking backwards. So you have to trust that the dots will somehow connect in your future. You have to trust in something – your gut, destiny, life, karma, whatever. This approach has never let me down, and it has made all the difference in my life”

Jo, det giver giver god mening. Jeg har været for sårbar til at skrive. For forvirret. Jeg har ikke haft styrken i mig til at dele. Jeg kan mærke forskellen skylle ind over mig nu. Jeg lærer i mine dale men sætter ord på, på min vej mod mine tinder. Ja. Det er sådan er det. Selvfølgelig er det det.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *