Min farmor

I dag er det min farmors fødselsdag. I dag er det 117 år siden, hun blev født. I dag er det 22 år siden, hun døde. Men hvem var min farmor egentlig?

Jeg nåede aldrig at kende hende som voksen. Jeg nåede aldrig rigtigt, at lære hende at kende. Jeg ved ikke, hvordan hun havde det inderst inde. Jeg ved ikke, hvordan hun tænke og følte. Generelt, om sig selv, om andre. Jeg ved ikke, hvordan hun anskuede sit liv og hvordan hun greb det an. Jeg ved ikke, hvad der var vigtigt for hende. Jeg ved ikke, hvad hendes stærkeste værdier i livet var, hvad hun kæmpede for og hvad hun bøjede af for. Jeg ved ikke, om hun var lykkelig. Inderst inde. Jeg ved ikke, om hun lukkede andre derind eller skærmede af. Jeg ved ikke, om hun elskede livet eller om hun bare levede det, som det var? Jeg ved ikke, hvilke tanker hun havde om dét at være mor og hvad hun havde af drømme, ønsker og håb for sine to drenge. Jeg ved ikke, hvordan hendes ægteskab var, hvad det betød for hende, at min farfar boede på Grønland i flere år, mens hun var alene med drengene. Jeg ved ikke, hvad det gjorde ved hende, at min farfar døde. Jeg ved ikke, hvordan kun tacklede det eller sine store knægte, der ikke længere havde en far, nu hvor livet ellers for alvor gik i gang. Jeg ved ikke, om hun hurtigt kom videre eller bar rundt på det resten af livet. Jeg ved ikke, hvorfor hun aldrig mødte en ny, hvorfor hun ikke blev forelsket igen, hvorfor hun ikke blev gift igen. Jeg ved ikke, om hun faktisk havde det bedst som livet var. Jeg ved ikke, hvad hun drømte om. Jeg ved ikke, hvad hendes fortrydelser, sorger eller smerter i livet var. Jeg ved ikke, hvad der fik hende til at grine, hvad der gjorde hende overordentlig glad eller hvad det bedste i verden var for hende. Jeg ved ikke særlig meget.

Jeg kan huske den dag, jeg kom glad hjem fra skole. Jeg var blevet til ekstratime, så jeg kunne få hjælp til mine lektier, der drillede mig og stolt kom jeg hjem. Men noget var galt. Min far var hjemme. Han plejede ikke at være hjemme på det tidspunkt. Jeg kunne se, at han havde grædt. Jeg græd, da jeg så, at han græd. Jeg havde aldrig set min far græde. “Farmor er her ikke mere,” sagde han. Og så stod vi ude i den lille gang og krammede. Min lille farmor.

Jeg elskede hende af hele mit barnehjerte. Jeg elskede alt det hun repræsenterede i min barndom. Modsat mange andre i dagens Danmark voksede jeg nemlig op med min farmor. Da min mor og far blev gift, solgte hun sit hus til min onkel og min mor sagde, at hun måtte bo hos os. Som nygifte sad de dér med farmor imellem dem og situationsfornemmelse var vist ikke i højsædet. Hele sit liv havde begge sønner jo været hos hende, hvorfor skulle det være anderledes nu? Året efter deres bryllup kom jeg og hurtigt efter havde min farmor og jeg værelse side om side. Da min søster kom til verden to år senere, flyttede hun ind hos mig og så delte vi begge værelse side om side med farmor. Hos farmor var der maltbolcher. Hos farmor var det som at komme ind i en tidslomme. Sengetæppet, reolen, kommode, lænestolen, den grønne drejetelefon, væggene, billederne, lugt der blev til farmor-duft, nips, støv og gammel parfume. Hos farmor var der hyggeligt. Hos farmor kunne vi kravle ind under dynen, når det blev uhyggeligt hos os selv. Det var mest min søster, der lå der. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg gjorde. Og hvis jeg gjorde, så ved jeg ikke, hvor jeg har skullet ligge, for i en-mands-sengen med søster og farmor var der jo allerede fyldt op. Jeg tror, at der hos farmor var tryghed. Jeg ved, at der hos farmor var sjov, når vi løb rundt om spisebordet. Fangeleg med farmor var det bedste. Jeg kan huske mange af de ting, jeg oplevede med min farmor. Og jeg er glad for de minder. Meget, meget glad og taknemmelig. Men jeg kan ikke huske, hvem hun var.

Jeg kan ikke huske, at vi talte sammen. Jeg kan ikke huske, om vi har talt store ting, dybe ting, om tanker eller følelser. Jeg kan ikke en gang huske de historier, som jeg ved, at hun har fortalt. Jeg kan ikke huske historierne om hendes eget liv, om hendes kærlighed, om hendes drenge. Jeg tror, at hun må have fortalt om den gang, min far var dreng. Det må hun have gjort. Det eneste jeg kan huske, er historier om hendes søsters børn og børnebørn. Dem der flyttede til Frankrig. Dem talte hun meget om. Dem var der billeder af på væggene. De betød meget for hende.

Jeg fandt aldrig ud af, hvem hun var. Jeg lærte hende aldrig at kende. Jeg lærte aldrig min farmor at kende som menneske. Kun som farmor. Det er en mærkelig følelse. Det er mærkeligt, at et menneske jeg elsker og som betyder noget for mig, min barndom og mine minder er et menneske, som jeg ikke kender. Jeg tænker, hvordan det mon vil være, hvis jeg tager fra denne jord og mine børnebørn ikke ville vide hvem jeg var? Slægten er hvad slægten er. Den føres videre med mindre den stopper. Utrolig klogt sagt. Men hvad med alt det, der er i mellem? Mellem livet og døden mellem slægtens led? Hvad med det? Tænk, hvis jeg havde kendt min farmor, som jeg har fået lov til at kende min mormor og morfar. Dem kender jeg. Dem ved jeg, hvem er som mennesker. Jeg har ikke kun mine barndomsminder med dem, jeg har også mine tanker, følelser, oplevelser og refleksioner med dem som voksen. Jeg har gentagelsen af alle historierne fra barndommen. De har sikret, at jeg husker. Og det gør hele forskellen for mig. Det adskiller verden anskuet med barneøjne fra virkelighedens verden som voksen. Det giver mig begge dele. Det er der livet for alvor viser sig. Det giver mig afsæt i barndommen med en voksens forståelse. For hvordan tænkte, følte, reagerede, handlede, påvirkede og insisterede min farmor at leve sit liv? De ord , sagte som gjorte, har gjort, at jeg aldrig fandt ud af, hvem hun var.

For to år siden sad jeg, præcis som i dag, og tænkte på min farmor, mens jeg lod mine tanker blive til ord i min journal. Alt hvad der skete i og omkring mig blev konstant sat i perspektiv. Det gør det stadig:

“I dag er det 20 år siden min farmor døde. 20 år. Jeg tænker på, hvilken betydning hun har haft for mit liv. Jeg elskede hende. Hun boede hos os hele min barndom. Var jeg 10-11 år, da hun flyttede på plejehjem? Vi var ikke tætte. Sådan husker jeg det ikke. Tætheden var med min mormor.

Det allerstørste indtryk min farmor gjorde på mig, var at dø. At se min far miste sin mor. At miste min farmor. At få døden ind på livet med alle de tanker og følelser det indebærer. Begge dele har i høj grad været med til at forme mit liv. Min tilgang til livet. Min taknemmelighed til livet. Min farmor blev 95 år. Det må man sige, er et langt liv. Hun havde det godt næsten til slut. Hun kunne ikke huske os til sidst. Men hun havde ingen smerter. Hun døde, som jeg gerne selv vil dø. Sovende. Hun sov stille ind. Tænk at det er 20 år siden. Jeg græder. Ikke fordi det gør ondt eller fordi jeg savner hende. Jeg var 13 år, da jeg mistede hende. Jeg elskede hende. Men det er som om min hjerne bare tænker, at det jo er livet. Døden. Døden er livet. Det er længe siden nu. Vi var ikke tætte, ikke på den dér måde. Måske er det derfor mine følelser er så rationelle. Når der er tårer nu, er på grund af livet. Jeg tænker på hendes liv. Jeg tror ikke, at hun levet et lykkeligt liv altid. Men jeg tror, at hun havde et godt liv. Nu er hun væk og har været det så længe, mens både livet og verden fortsætter. En dag er det mig, der har levet hele mit liv og ikke er her mere. Mig, der har efterladte der tænker på mig. Mindes mig. Det er underligt at tænke på. Min mormor bliver 80 år om et par måneder. Hun siger tit, at hun ikke kan forstå, at hun har den alder, hun har. Hvor blev tiden af? Hun føler sig ikke, som sin alder. Hun bliver overrasket over, at se sig selv i spejlet, når den gamle dame kigger tilbage. Hun forstår det ikke. Åh, hvor er livet dog kort og kostbart.”

Hvad er det jeg gerne vil efterlade mig? Hvad er det for en arv, der er vigtig for mig at give videre? Det er at være i stand til at leve livet, mens det er der! Det er og bliver mit livs mission, mens jeg er her. Jeg ved, at jeg er en konstant gentagelse af mig selv, men det er fordi, jeg mener det. Livet har simpelthen gjort så afmægtigt ondt og jeg har i sådan en grad lært at leve mit liv, elske mit liv, konstant og hele tiden lære. Jeg bliver aldrig perfekt til at leve det liv. Jeg snubler og falder, får skrammer og store sår. Jeg tager både chancer og risici og mister ofte fodfæste, for en stund, for længere tid. Livet kan da stadig gøre ondt og give rap over nallerne. Men det er mit liv! Jeg elsker det! Jeg elsker hver evig eneste dag – både de dage jeg ville ønske forsvandt, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere dem og de dage, hvor jeg lærte at håndtere de dage, jeg ikke kunne. Åh hvilken sejr, hvilken glæde. Jeg bliver aldrig færdig med at leve eller lære. Jeg vil have mere. Mere, mere, mere. Nogle gang går jeg i stå. Nogle gange drejer kompasset, så jeg bliver søsyg. Nogle gange kilder i i maven og latteren er så rungende, at jeg ikke kan holde den tilbage. Jeg vil leve, jeg vil lære, jeg vil elske, jeg vil elskes, jeg vil hjælpe, jeg vil hjælpes. Jeg vil leve. Min arv er mit liv.

Tillykke med fødselsdagen farmor.

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *