Running dinner – 24 dates på en aften

Nogle gange er det faktisk vildt sjovt, at gøre noget andet, end man plejer. Nogle gange er det også lidt ubehageligt. Lidt grænseoverskridende. Det sætter tingene i perspektiv. For hvert et grænseoverskridende skridt der tages, jo mindre grænseoverskridende bliver andre ting til sammenligning. Running Dinner for eksempel. Jeg overvejede det første gang for halvandet år siden, det var stadig lidt over grænsen, hvad jeg kunne, turde og ville. Jeg tog tilløb. Men så mødte jeg en mand, jeg var nødt til at møde, for kunne nå hertil, hvor jeg er nu. Han rykkede mine grænser og ændrede hele min verden – og Running Dinner røg fløjten. Lige indtil livet blev noget andet og nytåret 2016 skulle skydes ind. Og da alt er relativt til hver en tid, har jeg jogget, svømmet, spurtet, kæmpet, grinet, grædt og elsket mig igennem så mange ting, at konceptet på ingen måde var i nærheden af at overskride grænser, men i stedet hev voldsomt og pirrede min nysgerrighed for at møde mennesker, møde oplevelser og gøre noget helt andet end jeg plejer.

”Vi tror på, at det giver mest mening at fiske i fiskefyldt farvand,” skrev arrangøren. Hæ hæ, er det en skøn formulering eller hvad? Om man kan finde ud af at fiske er nok underordnet. Afhængig af, hvad man prøver at fiske op. Eller hvor desperat man fisker. Det spøjse ved min tilgang var egentlig, at jeg ikke tog af sted for at fange en fisk. Faktisk fik jeg kærligheds-kvalme i dagene op til. Nej, jeg skulle ikke møde én bestemt. Jeg skulle møde en hel masse. Jeg skulle have mig en ordentligt en på opleveren. Jeg skulle prøve alt det, jeg kun kan prøve som single. Enhver situation giver mulighed for at fokusere på dét man mangler eller på dét, man kan få. Selvom jeg savner tosomheden, må jeg sige, at jeg virkelig elsker mit liv som det er. Jeg elsker dét, som kun jeg selv kan gøre for mig. Det bliver hverken dårligere eller bedre, når jeg får en kæreste, det bliver bare noget andet. At være min egen helt alene giver en glæde og frihed, som jeg ikke får i helt samme grad i et forhold. Omvendt kan tosomhed noget, som jeg aldrig vil være i stand til at skabe alene. Så tænk en gang, hvor fantastisk det egentlig er, hvis jeg husker hele tiden at nyde det bedste i det bedste jeg har.

Jeg kan huske, at jeg en aften sad foran brændeovnen hjemme hos mine forældre. Mit midlertidige hjem efter huset var solgt og indtil jeg fandt noget nyt. Det var et halvt år siden, at separationen var blevet indrapporteret og med andre ord var skilsmissen nu officiel og fuldt ud gyldig. Jeg var fraskilt. Mine forældre var gået i seng og jeg sad alene med varme kinder i skæret og til lyden af træet der brændte. Jeg sad med en bog i hænderne, som jeg fnisende aldrig havde troet, jeg skulle sidde med. Single ved sidste vers, hed den. Manden, der går under navnet Henrik Wenøe, og senere skulle blive min træner på en lederuddannelse, havde skrevet den et par år efter, at jeg havde fået vielsesringen på min finger. Og nu sad jeg her alle de år efter. Uden ringen. Og med bogen. En bog der kredsede præcis om alt det, jeg to år senere skulle lære som leder på hans uddannelse. Leder i eget liv. Lede sig selv, lede andre. Og med et perfekt match i dating. For udgangspunktet er det samme – alt, hvad han beskæftiger sig med tager udgangspunkt i, at vi skal have os selv derhen, hvor vi er bedst og dér starter vi. Hvad vi er i stand til at udrette og i stand til at tiltrække når vi er den bedste version af os selv kan slet ikke sammenlignes med det modsatte udgangspunkt. Jeg husker følelsen så tydeligt. Jeg kan næsten se mig selv, kigge på mig selv udefra, som jeg sad der foran brændeovnen. Jeg var ikke, hvor jeg var bedst på det tidspunkt. Jeg var udfordret til bristepunktet. Jeg kunne næsten ikke holde sammen på mig selv. Jeg var ikke i nærheden af at tiltrække den bedste mand til den bedste version af mig. Det var ok. Alting til sin tid. Jeg vidste, da jeg lagde bogen fra mig, at jeg heller ville vente og tiltrække det rigtige, end jeg desperat ville søge tryghed og tosomhed på bekostning af at tiltrække noget helt forkert. Kun det bedste er godt nok. Fandme ja. Jeg fortjener det bedste. Jeg har et ansvar overfor mig selv, at tiltrække det bedste. Ham der gør mig stærkere, bedre, gladere, frier. Det bedste er ikke det samme som det perfekte. Jeg gider ikke det perfekte. Jeg vil heller have livet som det er. Perfekt i sin uperfekthed.

En aften, 24 dates. Nogen vil måske sige, at der kun var 12 dates. 12 mænd. Det er jo sådan set også rigtigt nok, afhængigt af øjnene der ser. Jeg var på date med 24 mennesker. Mig selv inklusiv. 24 muligheder for at lære noget nyt. Se noget nyt. Høre noget nyt. Opleve noget nyt. Også om mig selv. Min nytårsaften blev transformeret om til et studie. En træningsplads. Jeg skulle observere andre, jeg skulle observere mig selv. Med skjult agenda ville jeg træne mine skills i at stille spørgsmål. Og dejligt ironisk var det med afsæt i selvsamme førnævnte lederuddannelse, som jeg havde afsluttet et par måneder tidligere. Vi havde lært, hvordan vi ved at stille spørgsmål, kunne få viden, som vi aldrig havde drømt om. Hvordan vi ved at stille spørgsmål kunne få andre derhen, hvor de er bedst. Stille spørgsmål, der konstant ledte os til det næste spørgsmål, der kunne stilles. For jo mere vi spørger, jo mere får vi at vide, og jo mere lærer vi. Der kan være et specifik formål. Jobsamtale for eksempel. Er det den rigtige kandidat? Eller dating.

For et år siden var jeg til forældrefest, konceptet Running Dinner og det var møghyggeligt. Det var første gang jeg for alvor prøvede kræfter med at møde mennesker fra en vinkel og med et værktøj, som gav mig blown away output. Jeg stod på et tidspunkt og small talkede med en af fædrene. Han fortalte, at han kom fra Svendborg. Og før jeg havde set mig om, var dén information mit udgangspunkt til pludselig at have afdækket, at det ikke var kærlighed men uddannelse, der havde fået ham til København. At han var ingeniør og tegnende vindmøller. Og jo mere jeg spurgte, fandt jeg ud af, at det ikke bare var vindmøller, men selve foden de stod på. Speciel tegnet til hver mølle afhængigt af hvor den skulle stå. Det tog nogle år at tegne og inden jeg fik set mig om, stod han med sin telefon og viste mig tegninger og slog ud med armene med en vældig begejstring, mens jeg blev fuldstændig betaget af dét der skete for øjnene af mig og mærkede en passion, der var så stor, at selv jeg blev indhyllet i den. Det var fedt. En oplevelse i oplevelsen.

Min nytårsaften startede egentlig inden den overhovedet startede. Med forventningen om ikke at forvente noget. Og måske også noget held? Konceptet lød nemlig på, at man fik en ledsager, som man skulle lave en ret med og følges med gennem hele aftenen når forretten skulle indtages ét sted, hovedretten et andet og desserten et helt tredje sted – for så at slutte af i Falkoner Salen til en stor nytårsfest.

Jeg var mega heldig med min date. Meget mere end jeg turde have drømt om. Jeg startede med at skrive til ham og kort efter ringende han. Jeg kunne se på det interne nummer at vi begge arbejder i banken. Høhø, men det vidste jeg godt. Begge tilstod vi hurtigt at have tjekket hinanden ud på socialios medios. Jeg elsker, når verden er lille bitte. Snakken gik bare derudaf fra første sekund. Vi fik talt lidt om de fælles mennesker vi kender, om vores verdener og hvor vi var. Maden som vi skulle stå for, var vi også ret hurtige enige om, da vi begge havde kredset om samme tema; tapas. Udfordringen blev begrænsningen, for der var så mange lækre små retter, vi gerne ville lave. Da menuen var aftalt og fordelt mellem os, var vi overhovedet ikke færdige med snakken endnu. Han havde prøvet running dinner før, og selv om jeg ikke havde, fandt vi ret hurtigt ud af, at vi var meget enige om forventningen til aftenen. Det var rigtig rart, at vi begge gik ind til sådan en aften med samme forventning. At det handlede om at møde mennesker og få sig en på opleveren. Han fortalte mig om de vilde modpoler af både rammer og mennesker, han havde prøvet sidste gang til Running Dinner. Fra fyren på Vesterbro der åbnede døren med bagvendt kasket og sort os fra køkkenet, hvorefter det brændte kød blev serveret på spækbræt, dåsesovs og en gryde med kartofler. Til gengæld havde de haft det noget så sjovt. Modsat blev det ved næste stop, der foregik i smukke rammer i musikalsk hjem på Frederiksberg, men hvor gnisten var det halve af det de havde oplevet ved retten før. Det var så hyggelig en snak vi fik over telefonen, at vi oven i købet fik rundet et sidste men vigtig emne af. Jeans ville han ikke have på. Var smoking for meget? For at have kontorhabitten på virkede heller ikke som sagen. Jamen altså, kære mand. Hvis du ejer en smoking så er det da den du skal have på! Selvfølgelig! Jeg skulle nok være pang-dang i lang kjole, rød eller mønstret og masser af glimmer i festivitassens skær. Hak ved det, tjek på alt og en rigtig god og rar følelse i maven, at det nok skylle blive sjovt. Uanset hvem jeg mødte på min vej i løbet af aftenen, så ville jeg stadig have min date og det ville undre mig meget, hvis snakken vi havde haft nu ikke ville fortsætte.

Jeg kom før gæsterne. Faktisk kom jeg lidt for sent. Uforbederlig tidsoptimist. Og så lykkedes det mig også lige at fare vildt på Sankt Hans torv og gå i modsat retning af, hvor jeg egentlig skulle hen. Flot. Jeg blev taget imod med et stort smil og følte mig vældig velkommen i hans virkelig hyggelige og personligt indrettede hjem. Her var rart. Han gik op i sin indretning. Ligesom han også gik op i maden. Som vi stod i køkkenet og lagde sidste hånd på forretten, fik jeg smagsprøver på alt, hvad han lavede. Smørstegt brød med cremefraiche, løg og løjrogn. Tyndskåret oksefilet wrappet om ruccola med ost, pinjekerne og citron. Hold nu op altså. Himmelske mundfulde. Det stoppede naturligvis ikke her med at være gennemført på den gennemførte måde. Gin og tonic, var ikke bare gin og tonic. Næh, vi skulle have en lækkerfrans af en Hendrick’s suppleret med tonic langt uden om Schweppes’ udgave. Selvfølgelig med hjemmelavet agurkesaft-isterninger. Uf, hvor var det lækkert, uf hvor var det gennemført, uf hvor var det fedt lige præcis netop denne aften.

Mens min date hoppede i sin smoking, begyndte gæsterne at komme og jeg tog imod. Sjov følelse af være den ene halvdel af et par, om end det var fiktivt opstillet. Velkommen til. Small talk hurtig i gang, selvom det var super overfladisk. Lidt mere kød på kom der, da et emne fangede flokken og jeg lærte en masse om vinterbadning, klubber, ventelister, immunforsvar, sauna, koldt, sauna, kold eller var det omvendt?

Sjovt sådan at observere en flok mennesker, der mødes uden at kende hinanden. Alle prøvede, nogle bedre end andre. Det var skægt at være med i, det var skægt at kigge på udefra. Til hovedretten på Islands Brygge var sceneskiftet totalt. Der var gang i den. Folk havde nu fået noget at drikke og snakken meget mere afslappet og virkelig sjov. Inden jeg nåede at sætte mig til bords, stod jeg pludselig med en riffel i hånden og sigtede ned mod lobbyen overfor. Egentlig havde jeg bare lavet fis med værten og spurgt om kronhjortegeviret på væggen var en, han selv havde skudt, da ethvert hjem med respekt for Bolig Magasinet jo har sådan en fætter hængende. Han tog pis tilbage på mig og sådan ping pongede vi lidt, indtil det gik op for mig, at han var seriøs. ”Vil du se mit gevær??” og vupti så stod jeg med krabaten over skulderen og den er mere tung end antaget. Snakken fortsatte rundt om bordet, hvor vi skulle gætte, hvad hinanden arbejdede med og hvis folk ikke havde været så nicheprægede i deres jobbetegnelse, så havde det været piece of cake. Jeg lærte om revisoren, der slog sig på lårene af grin, fordi mit med investeringsforeninger og afstemning mellem bank og system lød kedeligt, jeg lærte om resound og hvordan man uddanner sig og designer øredimser, om processen, kvaliteten, opgaven og kunden. Jeg hørte om chefen der ville godkende en CFA, selvom MBA executive var på plakaten. Det var møgspændende at høre om, hvad der havde afgjort grønt kort til sådan en uddannelse og hvordan studietur havde sendt dem af sted til Afrika at all odds lige præcis på den gård, hvorfra min medbragt nytårsvin kom fra.

Med taxa tog vi retur til Nørrebro for at få dessert og hoppe ind i det nye år, inden turen gik til den store nytårsfest. Søde, søde mennesker også her, men de fik mig ikke til at tisse i bukserne af grin, som de andre havde gjort. Til gengæld fik jeg labbet masser af kunst i mig, da værten havde væggene fyldt med lækkerier og værker fra kendte og ukendte kunstnere og masser at tale om. De to store plakater på endevæggen med de afrikanske militssoldater, der stod med deres store geværer omgivet af lyserødt græs var vildt fascinerende. Grove, hårde og omgivet af uskyldig fantasi, fordi fotografens linse gjort alt det grønne lyserød. Nytåret fik vi egentlig ikke hoppet rigtig ind i, for værten havde ikke betalt licens og streamingen gik helt i skoven, så vi endte med at beslutte NU ER DET NYTÅR – WEEEE og hoppe forsinket ind, da verden udenfor var i fuld sving med flere sekunders forspring. Sikke en oplevelse, sikke en meget anderledes oplevelse. Nytåret er så traditionsbunden for mig, og her stod jeg med en masse mennesker, jeg sådan set ikke kendte. Der var ingen ungarsk nationalsang, haha, der var ikke en gang den danske. Til gengæld var der champagne og det rådede bod på meget.

Festen var, hvad festen var. Alle os der havde mødtes undervejs til forret, hovedret og dessert mødtes nu igen. Det var hyggeligt nok, men ret hurtigt fangede jeg, at det sjoveste ved aftenen, var den del der nu var overstået. Det var ok, jeg havde fået min oplevelse. Og nu skulle jeg bare danse, danse, danse. Og ikke, ikke, ikke scores. Puha nej-tak. Der var tilbud om nytårskys og nytårsknald og andet kunne vel heller ikke forventes med 1000 mennesker under samme tag. Fyren med de flotte, varme øjne var meget sød og spillet mellem os var provokerende sjovt, men det var lidt distraherende at han tog sine busker ned om anklerne, mens han talte videre med mig, og lidt for fuld til mig, for jeg havde drukket og spist så meget hele aftenen, at jeg nu var mæt og på vej mod ædru og faktisk helst ville hjem og sove. Jeg skulle være gået, før end jeg gjorde. Hjem. For pokker jeg var træt. Sikke en aften. Sikke en oplevelse. Der var ikke nogen bedre måde, jeg kunne have skudt mig selv ind i 2016 på. Tak.

 

 

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *