Livet før døden

”Livet er langt, lykken er kort, saglig er den, der tør give det bort,” synger Kim Larsen. Han har næsten ret, hvis nogen skulle spørge efter min mening. Lykken er ikke kort. Den er lige præcis lige så lang, som vi vælger at gøre den. Og livet? For de fleste er det heldigvis langt. Men vi ved aldrig, om vi er blandt dem der bliver længe, eller blandt dem der må af sted tidligt. Eller hvor i køen, dem vi elsker står. Derfor har han allermest ret, når han synger: saglig er den der tør give det bort.

Livet har det med at minde os om, at det ikke er for evigt til trods for at det altid fortsætter uændret, når det stopper. Det er noget mærkeligt noget. Det er det altså. Den ene dag banker hjertet, den næste er det gået i stå. Da jeg vågnede i går morges, levede min onkel, da jeg gik i seng, var han her ikke mere. Han havde været indlagt et par dage og lægerne kunne ikke gøre mere. Vi sad hos ham hele formiddagen. Græd, grinede og snakkede mens han bare lå og sov. Det var fredfyldt men også mærkeligt. Var hans liv virkelig ved at ebbe ud? Da det blev aften, var vi der alle sammen igen. Denne gang bevægede hans brystkasse sig ikke. Denne gang var den sidste side læst og bogen lukket. Det gjorde ondt at se min far stå dér og betragte sin storebror og se minderne passere revy. Det gjorde ondt at tænke på, at min kusine foruden sin mor, nu også mistede sin far. Det gjorde ondt at projektere følelserne videre til mig selv, at jeg en dag også skal miste min far. Det gjorde ondt at mærke livet så lys-spiller-levende, som kun døden formår at gøre. Åh. Og så var det samtidig så fredfyldt. Så smukt. Så livsbekræftende. Det er livet, som det er. Vi elsker det, fordi vi mister det. Vi skal leve, fordi vi skal dø.

For mig har døden altid været en del af livet. Jeg er, som jeg er, fordi døden har lært mig at elske livet. Livet har ramt mig og rørt mig, mens døden har lært mig taknemmelighed. Jeg er blevet præget taknemmeligt og med stor bevidsthed om livets storslåede og skræmmende skrøbelighed. Jeg er vokset op med følelsen af, at blive stærk fordi jeg mistet. Inden jeg var fyldt 16 år havde jeg sagt farvel til tre mennesker, som jeg elskede. Den mest ubarmhjertige afsked var til min tante, der tabte kampen til kræften og efterlod min to år ældre kusine i en alder af 13 år. Det har præget hele mit liv, at se min kusine miste sin mor som barn. For skrækken og frygten for, at det kunne ramme mig var enorm. Jeg blev uhyggelig bevidst om, at jeg ikke havde garanti på min mor og fra den dag har jeg været taknemmelig for hver evig eneste dag, jeg har fået med hende. Med min mor. Min lille mor.

Fire år senere måtte jeg sige farvel til min farmor. Det var meget mærkeligt, selvom det var i naturens kronologiske og ordentlige orden. Hun døde dagen før sin 95-års fødselsdag og må siges at have levet et langt og godt liv. Men for en pige på 13, der atypisk for tiden vi levede i, havde haft min farmor boede som menigt medlem i familien med værelse ved siden af mit, var det stadig svært at sige farvel. Og kendsgerningen om, at jeg en dag også skulle miste min mormor, min højtelskede lille mormor, blev endnu en gang en heftig reminder. ”Bene”, sagde livet til mig, ”elsk dem du elsker, mens de er her. Det var bare det, jeg lige ville minde dig om.”

Endnu tre år senere inden jeg ramte mit 16.år, måtte jeg tage afsked med endnu en af dem jeg elskede. Et heldigt asen, var egentlig det jeg var. Jeg fik lov til at være et oldebarn i næsten 16 år. Det er gave, som jeg ved, ikke er alle forundt. Men derfor gjorde det ondt at sige farvel alligevel. Sige farvel til barndomsminder og kærlighed. Sige farvel til dét som min oldemor repræsenterede i mit liv og i mit Ungarn. Hun var mit Ungarn. Når vi rejste hjem hver sommer, var det en tårevædende afsked. Vi vidste aldrig, hvornår sidste farvel, ville blive sidste farvel. Og denne gang, denne dag i januar mens sneen lå overalt, hvor jeg før kun havde oplevet solens bankende varme, var pludselig den sidste gang. Det sidste farvel.

Jeg ved, at andre har mistet mere end mig. Men alt, og livet især, er og bliver relativt. Jeg har min egen sorg, min egen smerte, min egen kærlighed, mine egne minder, min egen taknemmelighed. Alt kan forandres på et øjeblik og den største gave, vi kan give os selv – den største gave jeg kan give mig selv – er taknemmelighed. Den er lige så stor som kærlighed. For mig går de to hånd i hånd. Jeg ved, at jeg er heldig. Jeg ved, at jeg har været ramt af sorg, der har gjort mig lykkelig. Jeg ved, at kærlighed til hver en tid og til evig tid, er det der betyder mest for mig. Jeg ved, at jeg har været heldig. Jeg har mistet, men jeg har også fået lov til at beholde dem jeg elsker højst. Jeg har min mor og min far. Jeg har min mormor og min morfar. Jeg er meget, meget heldig og jeg ved det. Jeg tager det ikke for givet og jeg er meget, meget taknemmelig. Jeg ved også, at det ikke vil vare evigt. Jeg ved, at også jeg en dag må sige farvel til dem, jeg elsker allermest. Tanken alene gør ondt, men i stedet for lide, så vælger jeg at leve! JA! Jeg lever hver eneste dag, som var det både den første og den sidste. Jeg lever hver dag som et bevidst valg. Jeg får ikke altid gjort alt det jeg vil, men det ved jeg, og det er ok, for jeg valgte at gøre, som jeg ville. Jeg har ikke tid til at gøre alt det, jeg vil, så jeg må vælge. Nogle gange betyder det, at jeg ikke får set hele min familie lige så tit jeg gerne vil, fordi jeg indimellem vælger at vælge mig selv først. Passe på mig selv. Passe på mine piger. For livet er jo, hvad livet er. Vi har hver især brug tid til ro, til tanke, til fart, til kærlighed, til opdagelse, til fordybning, til sorg, til styrke, til tårer, til latter. Og der er plads til det hele, for livet rammer og rør os på forskellige tidspunkter og for mig er den største kærlighed vitterligt dén, der rummer at gøre plads til det hele.

Livet har det med at minde os om, at det ikke er for evigt. Livet har det med at minde os om, at vi skal huske på det, der egentlig betyder noget. For i bund og grund, når alt kommer til alt, så er der rigtig, rigtig meget, der ikke betyder noget som helst. Mærkeligt nok var det ikke at miste liv omkring mig, der lærte mig det. Det gjorde dét, at miste mig selv. Findes der virkelig et tab, der er større end døden? Ja, det tror jeg. At miste livet, mens man har det – dét er et større tab end at miste livet til døden. Dem der dør, dør. Det gør ondt, det er svært og det kan være ubarmhjertigt uretfærdigt. Men det levede liv er det største spild at miste.

Jeg læste en gang, at dét at miste, dét sørge gør så ondt, fordi vi forestiller os alt det, der ikke længere kommer til at ske. Ved at tænke på alt det der var godt og genopleve de gode tider som de var – og være lige dér i den gode, trygge og rare oplevelse – vil vi kunne hjælpe os selv til at bære sorgen med glæde. Det er noget, jeg har måtte tygge på og tænke over. Træne og øve faktisk. Og jeg kan kun sige, at det hjælper. Når dem jeg savner mest begynder at gøre ondt indvendigt, så genkalder jeg mig et af de gode minder vi havde sammen. Den gode, varme, trygge følelse. Når jeg gør det, forandrer hele min fysik sig. Jeg kan mærke roen, glæden og smilet på mine læber. Jeg tænker på det vi havde og ikke det vi mistede.

Som jeg sidder her og skriver, så ved jeg, at den fede dame ikke har sunget endnu. I skrivende stund har jeg ikke flere tårer tilbage. Jeg har heller ikke flere tanker tilbage. Mine øjne er nok lige så puffede i morgen, som de var hele dagen i dag. Det er ok. Det er, hvad det er. Det er lige nu. Jeg har brug for lige nu. Brug for at mærke i hele min krop, hvorfor jeg lever som jeg gør. Mærke efter nok en gang, hvad det nu egentlig lige er, der er vigtigt for mig.

Nej, den fede dame har ikke sunget endnu. Der er kommet en tynd hinde på såret og jeg ved, at det bliver flået op igen til begravelsen. Jeg ved, at det kommer til at skære mig i hjertet at se min kusine sige farvel til sin far, det vil skære mig i hjertet at se min far sige farvel til sin storebror. Og jeg ved, at jeg vil være fyldt med kærlighed til bristepunktet, for som døden står der og løfter høfligt på hatten, så vil livet fejre det der var og det der er, til os der bliver.

 

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *