Nytårstalen fra mig til mig

Pres mig til noget og jeg stejler! Støt mig, motiver mig, elsk mig hvis du vil, frem for alt lad det være mit eget valg og jeg går hele vejen – og meget længere. Jeg gider ikke de nytårsforsæt. Jeg tror ikke på dem. Og selvom det da bestemt er en naturlig anledning at reflektere over året der gik, have drømme og håb, så er det alle de andre dage, der er vigtige for mig. Hver dag er et nytårsforsæt for mig. Hver dag er spillebanen for de bittesmå såvel som de store og vilde drømme. Hver dag justerer, tænker, tosser og tuller jeg med og hen imod alt det, der gør mig glad, det der gør mig lykkelig. En gang handlede det mest om at skulle væk fra alt det, der gjorde ondt, det der gjorde mig ked af det. Jeg tænker stadig over det. Er jeg på vej væk fra noget eller på vej herimod noget? Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet – for målet er det samme. Hvad skal der til, for at jeg lever det liv, jeg gerne vil?

Egentlig havde jeg vel en idé om, at min nytårstale til mig selv skulle være i forbindelse med selve nytåret. 1. januar helt nøjagtigt. Men så begyndte mit Facebook feed pudsigt nok at flyde over med selvsamme emne og jeg følte, at jeg druknede og bare var en i mængden. Det er muligt at jeg er det. Selvfølgelig er jeg det. Men uden jeg egentlig ved hvorfor, så har jeg af en eller anden årsag sjældent lyst til at gøre det samme som alle andre. Massen der maser derudaf. Enten vil jeg gøre det før eller bagefter eller måske slet ikke. Ha ha, sådan lidt på tværs lyder det jo næsten som. Jeg kan ikke forklare det. Og alligevel lykkedes det mig at blive vældig overrasket, da et af de mennesker, der kender mig bedst, for et par år siden sagde til mig: ”Du er helt din egen. Jeg kan sige nok så meget til dig og jeg ved, at du lytter, men i sidste ende gør du som du selv vil. Du er helt din egen.” Det mærkelige for mig var, at jeg på det tidspunkt ikke så mig som helt min egen. Jeg var alt muligt for alle andre – men min egen var jeg altså ikke. Endnu. Jeg vidste godt, at jeg var på vej, men netop at høre de ord, gjorde det klart for mig, at jeg var kommet længere på min rejse, end jeg egentlig troede. Og det fik mig til at tænke over, hvordan jeg gerne ville definere at være “helt min egen”. I bund og grund er det grundfølelsen af at være mig. Som teenager var det at gå i en stor orange dunjakke, mens alle andre havde en pæn én i mørkeblå og gås på armen. Eller at begynde at ryge, når alle de andre, gruppepres og alt det der var overstået. Eller holde ud og holde ved, når jeg tror på noget, selvom dem omkring mig ikke gør. Jov, jeg går mine egne vegne, jeg går, når jeg vil og ikke når de andre gør det, men jeg har aldrig helt forstået hvordan, hvornår og hvorledes. Det gør jeg nu. Det er jo bare en følelse indeni. Mine egne vegne, mens jeg er helt min egen – hvor jeg ironisk nok har måtte lære at tænke på mig selv, for at kunne være dén for andre, som jeg gerne vil være. Det er noget vidunderligt og fascinerende noget, dét at være sig selv og vide hvad og hvem selv er. Hvilken rejse man skal ud på, for at finde ud af, hvem man er. Paulo Coelho fortæller det lige så fint i sin historie, Alkymisten, om fårehyrden, der følger sin drøm om at finde en af verdens rigeste skatte. Gæt, hvad han fandt.

Året der gik, summerede dem der gik før.

2012 var hjerteskærende hårdt.
2013 skulle blive bedre, men var om muligt endnu hårdere. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg overlevede. Eller om jeg levede.
2014 var året, hvor det kunne være nok! Slut med at de rutschebane-ture. Jeg orkede ikke mere, jeg magtede ikke mere, jeg ville ikke mere. Slut med at de tårer, nu var det tid til latter. Slut med at overleve, nu var det tid til at leve.
Og så kom 2015. Et af de bedste i mit liv. Et år der startede i plus, et år der endte i plus. Javist var der minus undervejs, jeg har tabt, jeg har lidt, jeg har mistet, jeg har sørget, jeg har kæmpet, jeg har fejlet. Og jeg har lært, jeg har set, jeg har elsket, jeg har vundet.

Det blev året, hvor accepten af at skulle leve uden min eneste ene, til mine dages ende, for alvor gik op for mig. Det er en følelse, jeg ærligt talt ikke kan beskrive. For hvordan beskriver man følelsen, at det, der er for evigt i hjerte, hjerne, krop og sjæl ikke skal være? Jeg har ingen ord. Der er tomt. Jeg har accepteret det, fordi accept er den eneste mulighed jeg havde. Forstå det kommer jeg aldrig til, og sådan er det. For livet er hvad livet er. Hverken mere eller mindre men i høj grad hvad vi vælger at gøre det til. Jeg er ikke herre over livet, der rammer mig. Eller hvordan dem omkring mig tænker, føler, siger og gør. Men jeg er herre over, hvordan jeg vælger at håndtere det og livet er så vældig generøs mod mig. Livet tilbyder konstant, vedholdende og vedvarende træning. Vi træner og vi træner og vi træner. Øvelse gør mester, men mester hører med visdom og det ligger mange årtier forude. En gang føltes al den såkaldte træning som en straf. En gang forstod jeg ikke, hvad jeg skulle lære og slet ikke hvordan. Det gør jeg nu. Min træning er en gave og jeg er dybt taknemmelig for al den øvelse jeg får, så jeg kan blive ved med at leve mit liv, som jeg gerne vil. Det er både hårdt og svært, og i øvrigt var der ingen der sagde, at det ville blive nemt, men det er også en leg og rus af lykke. Ja, lykkelig skal jeg nok blive. Lykkelig er jo, hvad jeg er. Det er bare en anden lykke end med ham ved min side. Og husk på, kære mig selv, at hvor der lukkes døre, åbnes der nye.

Lære, dét gør jeg. Jeg lærer stadig og især gennem mine børn, og året der gik var ingen forskel. Hvem jeg gerne vil være måles konstant i dem. Dét jeg gerne vil lære dem, er jeg nødt til at gøre selv. Nogle gange er det at vælge mig selv først, nogle gange er det at vælge mig selv sidst. Og det er altid, altid, altid at lære dem, at uanset hvad der sker, så finder vi en løsning, vi finder en vej. Vi tager chancer og vi tager risici. Også med hjertet som indsats. Og tænk en gang, jeg vandt, da jeg satsede, fordi jeg havde accepteret accepten. Jeg vandt det allerbedste. Jeg blev forelsket i den samme mand, der var forelsket i mig. Det er ikke småting. Faktisk, hvis man skal tro på Tove Ditlevsens digt om De Evige Tre, så sker det kun en gang hver hundrede år, at den man elsker og den man elskes af smelter sammen til een. Men matematik er øjensynligt ikke der jeg hører hjemme, for ligningen gik ikke op og nu skulle jeg forklare dem i parentesen, at det der var ikke længere er. Det gjorde ondt, det var hårdt, det var svært. Savnet var mit, men det var også deres. Det var ikke kun mine drømme, der var blevet hørt, men også deres. Deres bestilling er den samme. Husk det nu mor. Han skal også være sød, grine, lege og kunne lide børn. Han skal trøste os, ikke skælde ud og han skal kysse dig, det kan vi godt lide, og han skal holde din hånd. Jo, at lære mine børn, at både følelser, forhold, alt det imellem og alt det uden om, det både kommer og går. Vi tager chancer, vi tager risici og uanset hvad der sker, så finder vi en vej, vi finder en løsning.

Jeg har lært, at nogle mennesker er vanvittige rigtige for mig, at de kan komme og gå i mit liv og altid vende tilbage, når jeg har allermest brug for dem, uden jeg beder dem om hjælp, uden de ved, jeg har brug for hjælp og faktisk uden de ved, at de hjalp. Det er one in a trillion, not mine to keep og helt uimodståeligt fantastisk, hvad den og de rette mennesker på det rette tidspunkt har gjort af forskel i mit liv. Også i året der gik. Jeg gyser næsten ved tanken. Den der dejlige rislen som rykker ved livet, rykker ved mig, rykker på det jeg troede der var og det jeg så, så alt ting pludselig ses fra en anden vinkel og jeg ved stadig, hvad jeg vidste før, men nu er det mere skarpt, mere klart og mere nuanceret. Faktisk synes jeg, at jeg møder mennesker som aldrig før. Selvom hjertet mit er stort og rummeligt, så er det sjældent set, at så mange mennesker har krydset min vej, mit hjerte og mit liv, som tilfældet har været i år. Så mange mennesker har i vidt forskellig kontekst gjort en stor, stor forskel i mit liv og jeg er alle og enhver dybt taknemmelig. De har vist mig, hvem jeg er. Hvad jeg kan. Og hvad jeg ikke skal. Mest af alt husker jeg hver og en, i bedste Mary Angelou stil, for dét de fik mig til at føle. Nemlig. Hvad vi mennesker får hinanden til at føle, er i bund og grund det vi husker om hinanden. På godt og ondt. Begge har været forbi min vej. Begge har lært mig og vist mig. Men dem jeg husker allerbedst er dem der gjorde mig allerbedst. Jeg prøver at holde fat i dem jeg kan. Dem der gør mig godt, vil jeg gerne have i mit liv, velvidende at de måske ikke har plads eller tid til mig i samme eller ønsket omfang. Men jeg gør mit, jeg gør hvad jeg kan. Og dem jeg ikke får lov at beholde, dem takker jeg taknemmeligt for det, de gav mig, mens de krydsede min vej. Jeg er et heldigt asen. Virkelig meget. Uden dem omkring mig, ville den jeg er ikke være meget værd. Uanset om de er for resten af livet eller for noget af vejen.

Og 2016? Tja, bring it on. Udfordringer har jeg masser af, det er ok og lige som det skal være. Jeg skal lære, jeg skal elske, jeg give, jeg skal få, jeg leve, jeg skal være. Og så skal jeg lade mig falde. Jeg skal lade mig falde og have tillid og tiltro til, at livet griber mig. Jeg har sommerfugle i maven, jeg er spændt, jeg er urolig på den søde måde. Jeg kan mærke, at noget vil ramme mig. Det har været undervejs længe. Jeg hører den stille stemme hviske ”hold godt fast” akkompagneret af følelsen ”jeg griber dig, når du falder!” 2016 – jeg er klar.

 

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *