Nogle gange gør det altså bare nuller-naller

Småkage! Teoriprøven er overstået. Benedicte, du har lært at klare dig selv. Du har lært at overleve, at leve, at elske, at miste, at elske igen, at nyde, at være taknemmelig, at være modig, at være naiv, at være frygtsom, at drømme, at kæmpe, holde ud, holde fast, give slip, at turde igen og igen og at tro især. Du har lært ikke bare at elske dig selv, men sørme også at være din egen bedste ven. En skulder at græde ud ved, en makker at grine røven i laser med og en eventyrer at opleve sammen med. Skide godt. Nu kommer køreprøven. Den rigtige prøve – så må vi se, om du nu også kan det, du har lært?

Lige nu føles det som længe siden. Det føles næsten som et liv siden. Det gør det hver gang jeg er kommet over på den anden side, af noget der har været svært. Selvom jeg ikke tvivlede på, at jeg nok skulle komme igennem, så forstod jeg ikke, hvorfor jeg var havnet midt i det. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var kommet så ufatteligt langt i mit liv med mig selv, for pludselig at få en kæmpe mavepuster, der fik mig helt i knæ. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg havde overlevet de ting, som jeg har været igennem og så blive ramt som nu. For den gang jeg blev ramt, fra mange, mange kanter, dér var mit mentale immunforsvar helt i bund. Jeg vidste ikke, hvem jeg var. Så selvfølgelig kunne jeg ikke håndtere alt det, der regnede ned over mig. Ikke på en gang. Ikke med det samme. Det tog mig tre år. Set i tilbageblikket betyder tre år ingenting i et helt liv. Men tre år, mens man står i det, dét er lang tid. Så hvorfor alverden kunne jeg ikke håndtere det nu? Nu, hvor jeg vidste, hvordan man står på to ben. Nu hvor jeg har lært, alt det jeg har? Jeg ved ikke, om det var mængden eller intensitet, der slog mig ud af kurs. Kan bare endnu en gang konstatere, at en udfordringen sjældent kommer alene. Sæt i gang.

At erkende overfor mig selv, at jeg ikke var lige så stærk som jeg troede, dét gjorde nuller naller. Billedet jeg havde af mig selv passede ikke. Men ironisk nok endte accepten af nederlaget med netop at bevise, at jeg faktisk er præcis så stærk, som jeg tror. Over tid. Over tid og sted. Det der tidligere tog mig flere år at processere, blev nu kogt ned til ingen tid i sammenligning. Min styrke er ikke at være stærk. Der gemmer sig ingen Skipper Skræk i mig. Hverken bogstaveligt eller mentalt. Min styrke er mit hoved. Mine hjernebane-svingning-processer, mine tanker, mine refleksioner, mine handlinger. Når jeg er stærk, bliver jeg stadig ked af det, såret, frustreret, vred, vanvittig og mister fodfæste. For mig betyder dét at være stærk, at jeg er mig. At mine tanker bliver til det jeg siger og at det jeg siger, bliver til det jeg gør. Ikke bare overfor andre mennesker, men i særdeleshed overfor mig selv. For mig betyder dét at være stærk, at jeg tør. At jeg tør være mig selv tro. At jeg tør tage konsekvensen, at jeg holder ud, holder ved, giver slip. Dét at være stærk betyder, mere end nogensinde før, at jeg er i stand til at passe på mig selv. På en ordentlig, ærlig og kærlig måde.

Jeg har over et længere stykke tid været overordentligt godt presset. Jeg endte faktisk med ikke at have det helt godt for en stund. Fuld udblæsning fra flere fronter. Den ene måtte jeg simpelthen begrave. Jeg kunne ikke håndtere den. Den næste udfordring udfordrede mine værdier. Virkelig meget og virkelig hårdt. Jeg blev udfordret på hvem jeg er, hvad jeg tror på, hvad der er vigtigt for mig, hvem og hvad jeg gerne vil repræsentere. Og mens den udfordring buldrede, og jeg famlede rundt i blinde for at samle svar, samle mening, samle input så kom den næste store udfordring tordnende. Den var endnu værre end det, jeg allerede var i gang med. Denne udfordrede nemlig ikke bare mine værdier, men den udfordrede hele mit grundlag. Min forståelse af mig selv. Min tro på mig selv. Min gut feeling. Min blink. Der skete noget, som aldrig nogensinde kommer til at ske igen, ikke i dette omfang i hvert fald og det er helt sikkert. Jeg tvivlede på mig selv. Jeg tvivlede på alt det, jeg har lært. Jeg tvivlede, at tro på mig selv frem for alt. Tro på mine sanser. Tro på det jeg fornemmer, ser og hører. Hele mit alarmsystem ringede, men jeg lod mig overbevise om, at jeg tog fejl. Og jeg skal hilse at sige, at det er en modbydelig følelse. Jeg hørte den lille stemme og jeg bad den om forsvinde. Hvis jeg ikke kan stole på mig selv, på mine værdier, på rigtig og forkert og ikke mindst min evne til at leve livet rigtigt fyldt med respekt, tillid og livsglæde, hvad er der så tilbage? Ingenting. Jov, vent. Så er der en skygge tilbage. Og for en stund, var det lige præcis, hvad jeg blev. En skygge af mig selv.

Min fordel var, at jeg har været her før. Jeg vidste, at jeg nok skulle komme i gennem. Jeg vidste, at jeg vidste det vigtigste. At tid giver svar. At tid giver løsninger, indsigt, mod og visdom. Jeg vidste, hvordan jeg skulle hjælpe mig selv. Og hvem der kunne hjælpe mig, med at hjælpe mig. Jeg vidste, at jeg måtte være tålmodig. Jeg vidste, at jeg ikke kunne forcere det. Hvor meget jeg end gerne ville. Det jeg ikke vidste, var hvor hårdt det ville være. Hvor hårdt ting igen kan være, selvom jeg før har overlevet. Jeg troede åbenbart, at jeg var blevet immun. Jeg troede, at så hårdt medtaget jeg en gang var, betød at der ikke var noget, der kunne overgå det. Think again, honey. Livet er ikke statisk. Set i bakspejlet fik jeg delvist ret. Jeg ramte ikke de højder af smerte, som jeg har været igennem. Men smerte er, hvad smerte. Selvom det har gjort mere ondt før, så betyder det ikke, at det ikke gør ondt nu. Sikke vidunderligt naiv jeg dog har været.

Det værste var faktisk hverken smerten, usikkerheden eller frustrationerne. Jeg synes det var så voldsomt ubehageligt, at miste grebet om mig selv. Føle, at jeg mistede alt det, jeg havde lært. At jeg mistede alt det, jeg havde kæmpet for. Begge udfordringer endte på besynderlig vis med at hænge sammen. For jo længere tid der gik, jo mere flettede de sig ind i hinanden. To vidt forskellige områder af mit liv, som udfordrede mig på vidt forskellige måder endte med at repræsentere én eneste ting og én eneste løsning: mig. Alt hvad jeg havde lært gik pludselig op i en større enhed. Tre års pensum og nu skulle jeg til eksamen. Hjælpemidler var tilladt. Venner, familie, sparringspartnere og en engel sendt fra himlen nok en gang, for at hjælpe mig for tredje gang. Alle de bitte små og kæmpe store ting jeg havde lært, fik mig støt og roligt igennem. Det føltes naturligvis ikke sådan, da jeg stod midt i det, men her hvor jeg står nu, er det mere end tydeligt. Det er faktisk helt vildt smukt og meget, meget vidunderligt. Jeg skulle jo bare vise, hvad jeg havde lært.

“Jeg kan mærke styrken inden i. Velvidende at et slag vil ramme mig. Jeg ved, at jeg ikke kan undgå det. Jeg kan ikke dukke mig. Det rammer mig. Min styrke styrker mig, så slaget ikke vælter mig omkuld. Jeg bliver stående på begge ben, mens jeg tager imod det uundgåelige slag, der vil ramme mig. Aj, hvor er det mærkeligt det her. Præcis som den gang, hvor jeg næsten var involveret i en trafikulykke. Den gang lastbilen så mig meget sent og jeg ikke kunne flytte bilen ind i inderbanen. Jeg vidste, at den ville ramme mig. Jeg vidste det. Så jeg forberedte mig så godt jeg kunne. Holdt et fast tag i rattet med begge hænder og lænede hovedet tilbage mod nakkestøtten, så jeg kunne skåne nakke og hoved mest muligt. Og så ventede jeg. Jeg ventede på det uundgåelige. Impact. Bortset fra at lastbilen nåede at standse med ganske få centimeters afstand. Jeg har det på nøjagtig samme måde nu. Jeg forbereder mig på impact. Det bliver ubehageligt. Meget. Men det rammer. Og jeg overlever. Det skal bare overstås.”

Jeg glemmer aldrig det sekund og det vendepunkt der udspillede sig, da alle løse ender samlede sig i en snor. Jeg sad på min pind ude på arbejdet. En kollega kom hen til mig for at spørge om noget, og da den faglige del var afsluttet, spurgte hun lidt henkastet, hvordan det gik med kærligheden. Hun kunne overhovedet ikke have ramt et dårligere tidspunkt. Min indre kamp gav fortabt og tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg var fuldstændig uden for mig egen magt og indflydelse til at kunne kontrollere dem. Hun blev helt overrasket og jeg kunne godt se, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Egentlig havde jeg ikke noget problem med at vise hverken tårer eller følelser overfor hende. Jeg havde heller ikke noget problem med, at hele mit team sad foran mig og nogle af dem nok hørte min grødede stemme og indholdet i samtalen. Jeg er et menneske – et helt menneske – præcis lige som de er. Jeg er professionel og jeg er mig selv. Jeg kan ikke være det ene, uden at være det andet. Så det gjorde mig ikke noget. Dét jeg til gengæld overhovedet ikke kunne forholde mig til og som virkelig frustrerede mig, det var faktummet, at det ikke var et valg. At jeg ikke havde valgt at vise mine følelser. At jeg havde nået et punkt, hvor jeg ikke kunne styre dem. Hvor mine følelser havde overtaget. Dét gjorde hele forskellen. For da hun var gået stod der kun én ting tilbage på min lystavle: FANDME NEJ. Slut. Lige dér besluttede jeg, at nu kunne det være nok. Alle de ting, jeg gik og tumlede, det var slut nu. Jeg var færdig. Nu måtte der ske, hvad der ville ske med begge ting. Jeg husker så tydeligt både følelsen og billedet af mit fokusskifte. En kæmpe projektør drejede lyset væk og herimod noget, som gjorde mig glad. Noget som havde ulmet i flere måneder. Noget som havde tiltrukket kilden i maven, gejst og begejstring, en verden af muligheder og mange fantastisk mennesker. Især et. Hende der sagde, at jeg kunne. Hende der sagde, at selvfølgelig er alt muligt. Selvfølgelig både kunne og skulle jeg tri, trail og meget mere. Selvfølgelig ramte hun mig lige i hjertet og der bliver hun. Ja, så lige på et sekund forsvandt alt det, der ikke virkede. Jeg kunne kun se dét, der gjorde mig glad. Det var et valg. Et meget stærkt og bevidst valg, som jeg sjældent oplever. Det var så bevidst, at jeg i beslutningens øjeblik reflekterede mig igennem alvoren af, at det ikke var flugt. Det var ikke et getaway. Det var ikke et strudse-stunt, som jeg har set så mange mennesker omkring mig udføre igennem årene. I stedet for at håndtere og bearbejde dét de bør, har de kastet sig over deres sport eller deres arbejde. Det var sindssygt vigtigt for mig at vide, at jeg ikke var der. For jeg tror ikke på flugten, ha, den kommer da bare tilbage som en boomerang. Jeg tror på bearbejdelse. At se sig selv i øjnene. At skabe værdi i processen. Det her var et valg. Hvorfor holde mig selv i en sump, hvor jeg ikke er glad, når jeg kan fokusere på noget, som gør mig det? Hvorfor skulle dét ikke være et valg ligesom så meget andet?

“Måske suger jeg flere bump til mig end gennemsnittet. Men jeg tror også, at det giver mig flere tinder end gennemsnittet. Mit liv er, som det skal være. Med glæder og med sorger. Opture og nedture. Den bog har virkelig gjort indtryk på mig. Tinder og Dale. Jeg er bevidst om, at jeg er i en af mine dale lige nu. På vej mod en tinde. Jeg ved, at de ting jeg gør nu, er afgørende for at nå min tinde. Uden dramatik. Bare for dét, det er. Livet. Jeg kan ikke forudse, hvad der kommer til at ske. Jeg kan sådan set heller ikke forudse, hvordan jeg vil reagere. Men det er præcis dét, der gør forskellen. Jeg tager en dag ad gangen. Det er ikke nødvendigvis negativt. Det betyder ikke, at jeg er tilbage til at overleve i stedet for at leve. Det betyder egentlig bare, at jeg tager livet for dét, det er. Her og nu. Jeg ser, hvad der sker. Med mig har jeg mine drømme, mine ønsker, mine planer, mine visioner. Og min tro.

Lige nu er jeg blevet mindet om alt det, der er lige her i nuet. Jeg føler mere. Ser mere. Lever mere. Når det gør ondt, hjælper det mig ubeskriveligt meget at lægge mærke til alle de små ting. Egentlig kommer det helt af sig selv. Jeg bliver oversvømmet med taknemmelighed. Over en sang, over ordene i en film, over et blik, over en berøring, over en andens omtanke, over et minde, over naturen, over mennesker, over hvad som helst. Jeg ser det hele, jeg føler det hele, jeg hører det hele fyldt med passion, lidenskab, beruselse og stor taknemmelighed. Alle de relationer jeg har. Al den kærlighed jeg har. Jo mere det gør ondt og jo mere ked af det jeg er, jo mere klart står alt andet. Det er virkelig først nu, at jeg forstår. Jeg ved godt, at det er i mine dale, at jeg lærer. Modgang gør mig stærk. Modgang var ved at koste mig livet, men her står jeg! En stærkere og bedre udgave af mig selv end nogensinde før. Og jeg er stadig sårbar, usikker, har masser at lære, vil blive såret igen og livet kan stadig gøre så ondt. Det er også livet og det er det jeg lever. Når det gør ondt, lever jeg på en måde, som jeg ikke kan, når glæden og lykken er størst. Jo bedre jeg har det, jo færre ting lægger jeg mærke til. På den gode måde. Ligesom vaner er nødvendige for vores funktion og overlevelse, så tror jeg også at evnen til at leve uden at se alt, høre alt, følte alt så intenst som jeg kan gøre, er lige så vigtig. Livet skal leves. Også uden at tænke. Det skal leves per automatik. Per refleks. Ligesom med kroppen. Når alt er godt, tænker jeg ikke over det . Jeg tager for givet, at det hele virker. At kroppen virker. At jeg kan bruge både arme og ben. Men så en gang i mellem sker der ét eller andet. En kropsdel gør ondt eller sættes midlertidigt ud af funktion. Al fokus ryger den vej og min sårbarhed synliggøres. Kroppens sårbarhed. Sådan er det. Det skader ikke. Det skader aldrig nogensinde at sætte pris på det man har. Faktisk er det temmelig vigtigt. Men at kroppen virker helt af sig selv, uden jeg tænker over det, dét er lige så vigtigt. Jeg forstår nu, at jeg har brug for mine dale. Jeg har brug for at styrke mig. Jeg har brug for værdsættelsen, taknemmeligheden og intensiteten. Og når jeg er på mine tinder, så skal jeg nyde det i fulde drag. Jeg skal lyde, at livet er så godt, føles så godt og leves så godt. Essensen af mig. Modpolerne. Balancen. Mit liv. Min kærlighed. Mig.”

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *