Og sådan blev jeg net-dater

Nej, jeg skal IKKE netdate. No way. Jeg gør det bare ikke. Ham jeg møder, ham møder jeg rigtigt. For eksempel nede i supermarkedet, når vi begge griber ud efter den samme pakke hakket oksekød og sød musik opstår helt spontant. Eller hvad?

Sagen er den, at jeg har rigtig svært ved at forelske mig. Og det har forvirret mig lidt, for jeg troede faktisk, at jeg havde nemt ved det. Jeg ser mig selv som et menneske, der har let ved at elske. Jeg husker mig selv som et menneske, der i de unge dage inden børn og ægteskab, havde nemt ved det. Så hvad skete der? Hvorfor er det pludselig blevet så svært? Det tog mig overraskende lang tid at finde svaret. Jeg har ikke svært ved at forelske mig. Ikke spor. Der er bare ikke særlig mange, jeg kan forelske mig i. Og jeg kan vitterligt ikke forklare, hvad det er der sker og hvad det er der gør, at jeg bliver forelsket. Jeg ved bare, at jeg ved det. Jeg ved det meget, meget hurtigt. Jeg ved, at den dér kombination af hjerte og hjerne er der. Hjertet er fundamentet. Er det ikke stort, rummeligt, medmenneskeligt, fyldt med omsorg og empati så bliver jeg aldrig interesseret i første omgang. Hjernen er det der fanger min opmærksomhed. Hvordan virker den, hvad gør den, hvad siger den, hvordan bruges den. Og hvad kan den lære mig? Hvad kan vi sammen give og gøre for hinanden – med vores hjerne med vores hjerter? Dét er det jeg falder for. Dét. Dét der jo i øvrigt består af så mange, mange små ting. Dét der gør alt andet lige gyldigt. Dét der udfordrer og stimulerer både mit hjerte og min hjerne. Dét der er værd at tro på, kæmpe for, vente på. Dét, der gør mig komplet. Dét der får mig til at grine og til at være alvorlig. Til at være tryg, til at være stærk, til at lære, til at ære. Og ham finder jeg jo i supermarkedet, ikke også?

Jeg har faktisk ikke været single særlig længe. Jeg har ikke været single i de 3½ år, der er gået siden ringen blev taget af min finger. Selvom jeg har været alene, så har jeg ikke været single. Jeg har ikke været ledig på single-markedet. Jeg har været i et forhold, det allervigtigste i mit liv faktisk. Forholdet med mig selv. Jeg har skulle lære mig selv at kende, forstå mig selv, græde med mig selv, grine med mig selv, kæmpe for mig selv og overleve for mig selv. Jeg har skullet igennem tusind faser fra at flytte mig selv fra den kasse, der hed overlevelse, til kassen der hedder leve livet. Jeg har simpelthen ikke haft tid til at date eller til at være single. Jeg har haft travlt med at være mig. Og så alligevel. Hvor svært jeg end har ved at forelske mig, så har lykken alligevel tilsmilet mig. Faktisk har jeg været usandsynlig heldig. To har formået at ramle ind i mit hjerte og hjerne – to har gjort hele forskellen, for den kvinde jeg er i dag. De fantastiske to, der på hver deres måde har vist mig og lært mig, hvordan man lever livet. Hvordan jeg lever livet. Hvordan jeg giver slip, hvordan jeg tager fat. Hvordan jeg tør, hvordan jeg gør. Den ene fik styrket mig i alt det, jeg så gerne ville have frem i mig selv. Den anden styrkede mig i at få alt det frem, som jeg havde prøvet at undertrykke. De lærte mig at få allermest ud af mit liv. Det er kort og det er kostbart – og jeg skal have fuld valuta for pengene. Jeg kan ikke ikke leve det. Ikke mere. Begge viste mig, at der er en grund til at jeg flyver højt og falder dybt. De viste mig, hvorfor jeg gør det. Og hvorfor jeg bliver ved med det. Også selvom de sårede mig. Den ene mere end den anden.

“Hej. Jeg hedder ikke Benedicte. Nu hedder jeg Benedicte’s veninde. Hende der kigger på Benedicte udefra. Objektivt. Jeg fortæller hende, at hun hæmmer sig selv. Al ære og respekt til hende for at tro på kærligheden. Jeg tvivler sådan set ikke på, at netop i troen på det bedste, gør hun, hvad hun gør. Men det står jo stille. Sådan ser det ud udefra. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan hun har det indeni, ud over de ord hun sætter på, men stille står det altså set fra min stol. Hun venter på at tiden bliver rigtig. Men gør den nogensinde det? Hvorfra ved hun, at hun er klar? Måske ved hun det ikke. Måske skal hun bare kaste sig ud i det. Jeg prøver at forklare hende, at hun jo vitterligt ikke har noget at miste. Hun har jo fundet sig selv. Jeg synes det er en skam. Hun har så meget at byde på og der findes helt sikkert den rigtige mand til hende derude. Ham der overhovedet ikke vil risikere, at hun slipper af sted mellem fingrene på ham. Hun lader bare ikke sig selv møde ham. Hun står stille. Slikker sår. Venter på at tiden bliver rigtig. Jeg siger hey! tiden er rigtig nu. Ud og lev, ud og oplev. Kast dig ud i det min skat. Afsti afsted. With love”. Faktisk var det den samtale med mig selv en lørdag aften med pen og papir og rødvin i glasset, der var startskuddet for at kigge nærmere på det der dating. Det havde taget mig virkelig lang tid, at nå dertil. Og timing er ikke ligegyldigt. Uanset hvad min fiktive veninde måtte mene. For mig er tiden nødt til at være rigtig. Jeg er nødt til at have mig selv med. Og den dag i foråret vidste jeg, at jeg skulle prøve noget andet. Jeg skulle holde op med at blive ved med at gøre det samme. Det var tid til at gøre noget andet. Jeg troede, det ville blive svært. Det var det ikke. At nå dertil var svært. Ikke at gøre det.

Jeg kastede mig ud i netdating. Jeg havde brugt lang tid på at finde ud af alt det, jeg ikke ville. Alle de datingsider jeg ikke ville. Jeg kunne overhovedet ikke forholde mig til det overfladiske element af at vurdere og bedømme et andet menneske ud fra udseende. Det er klart, at det ikke er ligegyldigt. Men det er ikke afgørende. Det er kemien til gengæld. Og hvordan fanger man den igennem et billede? Og en ligegyldig salgstekst? Måske derfor sagde det BANG, da min veninde fortalte om en datingside, hvor man ikke kunne bladre igennem kødkataloget. Jeg skulle nemlig tage en personlighedstest og ud fra den ville jeg blive matchet op mod andre. De kriterier jeg selv kunne sætte, var alder, afstand og etnisk herkomst. Jo mere jeg gumlede på konceptet, jo mere vidste jeg, at det var lige præcis dét jeg skulle.

“Så! Nu tog mit liv lige en drejning. Nu er jeg med dating-profil. Jov-jov. Det tog mig to timer at besvare alle de millioner af spørgsmål, der var. Men det var jo også derfor, at jeg ønskede at bruge netop denne dating side. Jeg fik syv forslag til at starte med. Syv match. Jeg fik kigget dem igennem og det er altså lidt sjovt, det her. Jeg var så “bange” for at oprette den profil, da jeg ikke mente, at jeg var i stand til at kaste mig helhjertet ud i det. Jeg kan godt se nu, at jeg har taget det alt, alt for seriøst. Alt for meget. Det er muligt de kalder det match, men 2/3 af dem var næsten underholdende. MISMATCH. Sidder og smiler lige nu. Det er jo overhovedet ikke så slemt. Det er jo bare, hvad det er. Er oddsene der, for at møde en der rør noget i mig? No idea. Men det er lige meget. Det er oplevelser. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg får mulighed for at møde en masse mennesker, som jeg ellers ikke ville have mødt. Uanset om det ender med at blive kæreste, venner eller nada nothing. Og nok en gang bliver det bevist, at frygten for at gøre en given ting er langt værre end realiteterne. Tak for reminderen. Jeg tror, det her er det helt rigtige nu. Oplevelser. Fokus væk fra det der ikke virker.”

Da profilen var oprettet skulle jeg betale ved kasse et. 1.400 kr for et halvt års abonnement. I guder. Jeg troede det var månedlig afregning, så jeg kunne hoppe fra igen, men det havde de selvfølgelig luret. Så jeg betalte. Verdens dyreste dating profil. Den endte med at være aktiv i 4 dage. Typisk mig. Men som alt andet i mit liv, er det processen det handler om. Det er dén, der gør forskellen i mit liv. Det er der jeg vokser og der jeg lærer. Også når det gælder netdating øjensynligt.

“Så fik jeg igen brugt et par timer med det der dating. Der lå 18 nye forslag. Da min profil er nyoprettet giver det god mening. Suk – men de dér forslag er ikke vanvittig fantastiske. Nogle enkelte har fået mig til at grine. Og en enkelt skilte sig ud. Han søgte en livsglad kvinde. Simpelt – så svært kunne det da heller ikke være, skrev han. Nej vel?? Det er jo lige dét, jeg gerne vil have. Det simple. Jeg er træt af drama. Jeg sendte ham fem spørgsmål, som man kan vælge ud af en større mængde i systemet. Han svarede mig ikke. Sådan er det. Han var den eneste der skilte sig ud for mig – men det gjorde jeg ikke for ham. Det tydeliggør endnu mere, hvor vigtig min rejse har været, da det at netdate kræver to af de redskaber, jeg har lært på den hårde måde: 1) at turde. Jeg skal kaste mig ud i det. Se hvad der sker. Være nysgerrig. 2) at tage en afvisning for dét, det er. Vi render rundt med hvert vores billede af en drømmepartner og det er sgu svært at ramme plet med et foto og lidt tekst. Det er uundgåeligt ikke at bruge tid på de forkerte. Og nogle af de rigtige smutter givet vis gennem fingrene. Sådan er det bare.”

Søndag aften skrev en fyr til mig. Jeg havde kigget på hans profil, han havde kigget på mig. Vi skiftede hurtigt over til sms. De næste par dage blev samtalen meget hurtig meget personlig. Meget dyb. Jeg blev lidt overrasket over, hvor let det alligevel var for mig at åbne op. Jeg var jo ikke helt sikker på, om jeg kunne gøre det sådan helt helhjertet. Men det kunne jeg. Og derfor satte jeg min profil i bero fire dage efter, at jeg havde oprettet den. Den intensitet som var til stede i vores sms’er, den kunne jeg på ingen måde levere til fem forskellige på én gang. Nope. Jeg har fokus ét sted, når det er helhjertet. De næste 14 dage lærte jeg et dejligt, rart og varmt menneske at kende. Et menneske der selv var på en livsrejse. Jeg havde været i gang lidt længere end ham, men mange af aspekterne, tankerne og følelserne var de samme. Det var nogle fantastisk snakke vi havde. Og så kom dagen, hvor vi skulle mødes. Egentlig ville vi have været ude og gå en tur, men det øsregnede den dag. Så vi blev enige om, at jeg kom hjem til ham. Frygteligt no go. Det gør man ikke, vel. Man mødes bare ikke hjemme hos folk, man ikke kender. Ikke når det er første date. Men det gjorde vi altså og årsagen var simpel. Det føltes rigtig. Det var fuldstændig down to earth. Jeg kom med hjemmebag og han lavede sin berømte hjemmeristede kaffe. Det var sgu for sjovt. Hvem bager kager til deres første date? Jeg endte med at få den bedste kop kaffe jeg nogensinde har smagt og otte timer senere var det blevet aften og mørkt udenfor, pizzamand hidkaldt for at få vores rumlende maver i bero og vi havde fået talt om så vanvittig mange ting, som jeg aldrig havde forestillet mig. Sikke en oplevelse. Hvor var jeg dog glad for, at jeg havde kastet mig ud i det. Vi blev ikke et par, men vi blev venner. Det møde endte med at gøre en stor forskel for os begge.

Jeg valgte efterfølgende at lade min profil være på stand by. Jeg havde brug for at absorbere oplevelsen. Og så var der noget der sagde mig, at jeg lige for nu skulle holde mig i ro. Jeg skulle afvente. Noget ville ske. At jeg havde oprettet den profil, havde gjort, at jeg for alvor var blevet klar. Til livet derude. Så mange tanker og følelser var blevet proceseret og reflekteret over i den korte tid. Nu skulle jeg vente. Active waiting som man siger Og jeg endte med at få ret. Få uger efter blev jeg præsenteret for en mand, der slog benene væk under mig. Uden for dating universet. På den rigtige gode gammeldags måde. Fælles bekendte. Alt det jeg ikke havde været klar til, det var jeg nu. Jeg vidste, hvad jeg ville. Og jeg vidste, at jeg både ville og kunne give mig helt hen. Det dér match, som jeg har så svært ved at ramme – hjerte og hjerne i formidabel forening – det ramte mig nu. Bang sagde det og jeg var skudt. Af hjertet tak for at få lov til at opleve det endnu en gang. Også selvom det ikke holdt.

Og profilen? Jeg afmeldte mit abonnement for 14 dage siden lige tidsnok til ikke at fortsætte en ny forhåndsbetaling. Lige nu er det ikke den vej jeg skal. Måske en anden god gang. Men mit første møde med netdating dét er der ingen, der kan tage fra mig. Sikke en forrygende oplevelse. Sikke en masse jeg lærte om mig selv. Det gav og gjorde og var præcis, som det skulle være.

 

 

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *