Til hest med sårbarheden?

En god ven sagde til mig her i sommer, at jeg skulle passe på mig selv i forhold til at give og dele mig selv. Jeg skulle ikke gøre mig selv for sårbar. Jeg forstår godt, hvad han mente. Vi skal passe på os selv. Der er ingen andre, der gør det for os. Jeg har ikke været så god til at passe på mig selv. Til trods for, at jeg faktisk troede, at jeg var det. At jeg gjorde det. Passede på mig selv.

Hvis jeg var ærlig overfor mig selv, så passede jeg på mig selv. Hvis jeg følte mine følelser, også selvom de gjorde ondt, så var jeg ærlig og så passede jeg på mig. En definition, som gav mening på det tidspunkt. Det gør det for så vidt stadig. Ærlighed, især overfor mig selv, er stadig et afgørende element for at passe på mig selv. Jeg er nødt til at kende mig selv. Jeg har ikke lyst til at løbe væk fra mig selv, selvom det gør ondt. Jeg har jo nok gjort det alligevel. Været nødt til det. Hjernen har helt automatisk aktiveret forsvars- og beskyttelsesstrategier, uden jeg har haft noget at skulle sige. Det har irriteret mig lidt. Jeg vil gerne have noget at skulle sige. Det er trods alt min hjerne. Mine følelser. Mit liv. Vi er blevet enige om et samarbejde, min hjerne og jeg. Mit bevidste og ubevidste har det samme mål for øje – mit velbefindende. Jeg har accepteret, at mit ubevidste holder sin viden for sig selv mod at det straks bliver overleveret til mit bevidste i samme øjeblik det vurderes klar til at blive modtaget. Det er hårdt arbejde hver evig eneste dag. Det er sjovt, hårdt arbejde. Jeg elsker det. At lære mig selv at kende. Det føles som skruen uden ende. Jeg bliver ved med at overraske mig selv.

Tanke republikken er essensen af mine tanker. De dybe, de lette, de reflekterede. Gør jeg mig selv sårbar? Ja. At miste fodfæste – og det gør jeg et kort øjeblik, hver gang jeg deler et skriv med mine tanker – er at gøre mig selv sårbar. Det interessante er dog imidlertid, at jo mere sårbar jeg ”gør” mig, jo stærkere bliver jeg. Jeg rykker mig selv. For jeg vælger selv, hvad jeg vil dele. Egentlig er det præcis det, der gør forskellen. At det er et valg. Jeg vælger selv. Og skulle jeg vælge forkert, så må jeg tage konsekvensen og dertilhørende learning point. For mig er det win-win.

Jeg bliver selv enormt inspireret og motiveret af andre mennesker, som frygtløst – eller endda fyldt med frygt – kaster sig ud i ukendt farvand og deler deres sårbarhed. Deler, hvor de egentlig ikke behøver dele. Jeg bliver så inspireret, fordi vi jo i bund og grund alle sammen er ens. De fleste af os i hvert fald. Vi render rundt med en masse tanker og følelser. Nogle gange gør det virkelig en forskel at høre, hvordan andre tænker og føler. Det giver måske det lille (k)ærlige skub, som vi har brug for, for selv at gøre noget anderledes i dag, end vi gjorde i går. Gøre noget, tro noget, som vi måske ikke turde gøre. Eller turde tro. Vi kan ret meget. Os mennesker. Og er der noget mere inspirerende end hvis vi kan inspirere hinanden?

Jeg har tænkt meget over, hvor meget jeg bør dele i forhold til mig som person. Som mor, som datter, som veninde, som kollega, som leder. Skal jeg tie mest stille og kun skrive om det ufarlige og upersonlige? Nej. Så kan det være godt det samme. Jeg er den jeg er. Hele tiden. Jeg er et helt menneske. Jeg er ikke anderledes på arbejde end hjemme. Eller omvendt. Min måde at tænke på, ønske på, opnå på og behandle andre på er nøjagtig den samme. De mennesker jeg selv nærer den største respekt for, det er dem, der har overensstemmelse mellem det de tænker, siger og gør. Jeg nærer størst respekt for mig selv, når jeg gør det samme. Jeg er et helt menneske. Jeg ønsker det samme for mine medmennesker. Velvidende at det er blot er min oplevelse af verden. For mig er livet er for kort til, at vi tager en maske på. At vi ikke kan være os selv. Det betyder ikke, at der er frit slag for tåbelig og tankeløs opførsel. Tværtimod. Jeg ligger en stor ære i at bevare min professionelle tilgang og tankegang i arbejdsøjemed. Og for mig hænger det fint sammen med – ja det hænger ligefrem bedst sammen med – at jeg kan være mig selv, mens jeg gør det. Jeg læste en artikel for nogen tid siden, hvor budskabet var, at i forhold til en arbejdsplads, så var det ikke nødvendigvis korrekt at tænke ”it’s just business – it’s not personal” for det er præcis, hvad business er: personligt! Jeg er enig. Jeg tror, at vi opnår de bedste resultater, ved at være os selv. I øvrigt, hvor professionelle vi end er, så er vi stadig styret af vores følelser. Bevidste eller ubevidste. Og så er vi tilbage til at business er personligt. Vi er vores egen vare. Og den er da om noget dejlig personlig.

Når jeg her i dag offentliggør et univers med en ganske stor luns af mig selv, så er det på alle måder velovervejet. Det har krævet tilløb. Men hvert tilløb har føltes så rigtigt og ført mig videre til det næste. Jeg deler mange tanker med mig selv. Bunken af dagbøger er efterhånden ganske imponerende. Selv for mig.

Første spæde og ubevidste skridt mod Tanke Republikken var (måske), da jeg første gang valgte at dele et uddrag fra mine dagbøger med en jeg elsker. Det har jeg gjort to gange i mit liv. Jeg var nødt til det. Det var ekstremt grænseoverskridende. Det var mit aller inderste jeg gav. Og alligevel endte jeg med at gå planken endnu længere ud i foråret, da jeg valgte at dele et uddrag med en vildt fremmed. Igen fordi jeg var nødt til det. Kun ved at give et indblik i mine skrevne ord, kunne jeg få det budskab igennem, som jeg ønskede. Hvad jeg ikke havde forudset, var den proces det satte i gang i mig. Der skete store ting i mit hoved, efter at have delt mine tanker med en fremmed. En forfatter som virkelig har givet mig redskaber til at ændre kursen på mit liv. Jeg fandt mod, jeg ikke troede, at jeg havde. Og så begyndte det at tage til i styrke. Jeg begyndte stille og rolig at dele mere og mere på min Facebook profil. Først i den humoristiske boldgade. Så i den mere filosofiske. En dag delte jeg ordret et afsnit fra af mine dagbøger. Shit mand. Det er det mest sindssyge, jeg nogensinde har gjort. Jeg tror aldrig, at jeg uden nogen former for gevinst for øje, har gjort noget så nervepirrende. Så hvorfor gjorde jeg det? Fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg var nødt til det. Jeg var nødt til at satse. Og det er præcis det samme, der ligger til grund for Tanke Republikken. Jeg er nødt til at gøre det. Jeg ønsker at gøre det. Jeg aner ikke, hvor det fører mig hen. Jeg ved ikke, om butikken flopper og må lukke og slukke, og så var det det. Hvis det skulle vise sig, at det var det, så er det ok. For så har jeg prøvet det. Livet – mit liv – er simpelthen for kort til at fortryde de ting, jeg ikke turde gøre. Så vil jeg hellere fortryde de ting, jeg har gjort.

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *