Hvis mit fly styrtede ned lige nu

Jeg sidder og kigger ud af vinduet. Jeg sidder højt oppe over skyerne. Tænk, hvis mit fly styrtede ned. Tænk, hvis mit liv stoppede her og nu og jeg ikke skulle leve eller opleve mere fra og med nu. Slut. Helt slut. Ingen second chance. Ingen nogen noget som helst. What is done is done. What wasn’t never will.

Hvis mit fly styrtede ned lige nu, ville jeg ikke være bange for at dø. Jeg ville være skrækslagen og fuld af ro. På en og samme gang. Jeg ville vide, at jeg har levet mit liv efter absolut bedste evne. Jeg ville vide, at intet har været spildt. Så faktisk, hvis mit fly styrtede ned lige nu, ville jeg ikke være bange for at dø. Jeg ved, at jeg skal dø. Jeg ved, at jeg kun har fået dette ene liv og jeg bliver konstant mindet om det. Folk omkring mig dør. Dem jeg kender. Dem jeg ikke kender. Jeg ser sorgen, jeg mærker tårerne. Min far sagde farvel til sin fætter for nogle uger siden. De var som brødre og det var hårdt at se hans sorg. Min fars sorg. Som de sidste gik min far og jeg ud fra hospitalets kapel. Min far lagde sin hånd på kisten med tårerne trillende ned ad kinderne. “Det er så mærkeligt. Jeg ved godt, det er den vej, vi alle skal. Men det er så mærkeligt.” Et liv af minder kører flash back. Et liv levet, et liv endt. Ja, vi skal alle samme vej.

Hvis mit fly styrtede ned lige nu, ville jeg ikke kunne sige farvel. Farvel og tak for denne gang. Jeg så på Facebook i dag, at en pige jeg har gået i skole med lige har mistet sin far. Pludseligt og uden varsel. Bum. Slut. Ingen farvel. Ingen afsked. Hvis mit fly styrtede ned lige nu, har jeg så levet mit liv, så jeg har sagt ordentligt farvel til dem, der bliver tilbage? Ja. I mit stille sind ville jeg have haft min afsked. Dem jeg elsker, fortæller jeg det til. Dem jeg holder af, er ikke i tvivl. Mit liv er kostbart og jeg sætter umådeligt stor pris på det, jeg har. Jeg lever med grådig appetit og ydmyg taknemmelighed. Jeg er her for at leve. Jeg er her for at gøre en forskel. Når jeg ikke er her mere, har jeg efterladt mit aftryk. For dem der betyder noget for mig og for dem, hvis vej jeg ramte og dem der ramte min. Jeg er her for at leve. For at få og sætte aftryk. Jeg er her for at elske og blive elsket. Det vigtigste af alt.

Hvis mit fly styrtede ned lige nu, ville jeg være bange. Bange for at miste. Fjollet, hvis jeg alligevel er død. Jeg har altid været bange for at miste. Miste dem jeg elsker, miste dem jeg holder af. Jeg har især været bange for at miste mine forældre og det helt op til voksenalderen. Først da jeg selv blev mor, gav jeg slip. Selvfølgelig ser jeg ikke frem til den dag, hvor mine forældre ikke er her længere. På ingen måde. Men jeg er mere bange for selv at dø, end at de dør fra mig. Jeg vil hellere miste mine forældre, end at mine børn skal miste mig. Prioriteringen kom på plads. Nej, ikke på plads. Den blev nuanceret. Livet kom i perspektiv. Jeg vil og skal være her længst muligt for mine piger.

Jov, hvis mit fly styrtede ned lige nu, ville min største sorg og sidste tanke være mine børn. At efterlade mine helt fantastiske og vidunderlige, skønne piger. Mine ét og alt. Min største årsag til at leve som jeg gør, til at vælge som jeg gør. Ja. Mine daglige valg for mig selv er indirekte på grund af dem. Det jeg gerne vil vise dem, det jeg gerne vil lære dem. Når jeg forlader denne jord, uanset hvornår, så efterlader jeg to skabninger, som jeg har gjort mit allerbedste for at klæde på til dette liv. Til at blive kærlige, omsorgsfulde, ansvarsfulde, glade, lykkelige, levende, livseventyrlystne voksne, der passer på sig selv og på andre. Jeg håber så inderligt, at jeg har været i stand til at give dem den bedst mulige værktøjskasse, så de er i stand til at være dem selv tro, tro på sig selv og være i stand til at leve deres liv fuldt ud. Jeg håber så inderligt, at de er i stand til at nyde og værdsætte alle de muligheder, glæder og oplevelser som livet tilbyder og især at være i stand til også at håndtere alt det der tester, gør ondt, udfordrer og skræmmer. Min store drøm og største ønske, er, at jeg har været i stand til at klæde dem på til livet. Til at leve livet. På godt og ondt. Så de kan leve det, som de selv ønsker det.

Hvis mit fly styrtede ned lige nu, ville jeg dø med en stor kærlighed i mit hjerte. Jeg har været heldig. Meget heldig. Rather have lost and loved than never loved at all. Jeg har oplevet stor kærlighed. Større end jeg selv turde håbe på. Jeg har oplevet den søde forelskelse flere gange. Den gengældte berusende forelskelse. Og jeg har oplevet den dybe kærlighed. Den store kærlighed, som jeg tænker om mon vitterligt er alle forundt? Jeg har mødt den eneste ene. Jeg har oplevet en ubeskrivelig kærlighed, som jeg gemmer i mit hjerte, til den dag jeg dør. Jeg fik lov. Tænk, jeg fik lov til at opleve den kærlighed, selvom det ikke var til alderdommen os skiller. Tænk, at jeg oveni også fik lov til at se, føle og mærke at jeg selv uden min eneste ene, tror på livet efter ham. Stadig tror og drømmer om resten af livet i det livslange forhold. For sagen er den, at jeg nægter at give op. Jeg nægter at holde op med at tro og med at drømme. Evig, uforbederlig romantiker til den dag jeg dør.

Hvis mit fly styrtede ned lige nu, ved jeg, at jeg har suget til mig. Suget absolut alt det til mig i livet, som jeg har været i stand til. Alle de små øjeblikke, de små vidunderlige detaljer. De er alle vegne. Jeg er omringet. En gang så jeg det ikke. Måske vidste jeg det ikke. Men det gør jeg nu. Skønheden og livet i sin reneste form er lige foran næsen på mig. Hele tiden. I dag har været en dag fyldt med små ting. Igen. Lige fra det arbejdsmæssige, der gav mig et boost af hvad der er muligt og hvad der skal gøres. Hvad vi sammen er i stand til at gøre. Livet var lige dér i mødelokalet. Og livet var før og livet var efter. Al den skønhed og finurlighed, der ramte hele mit sanseapparat på gaden, hvor vi gik. Også selvom det bare var fra togstationen til kontoret. For mens mine kolleger gik og talte politik, forsvandt jeg væk i alt det, der var omkring mig. Alle de smukke bygninger, skævheder, vinkler, linjer og billeder. Der var så meget at se og så lidt tid til at se det i. Bakkerne bakkede sig så flot gennem Oslo’s gader og jeg labbede det hele i mig. Jeg ved, at mine kolleger ikke så, hvad jeg så. Jeg ved, at jeg var et andet sted og i en helt anden verden end dem. Men jeg kunne ikke være andre steder. Jeg var nødt til at være lige dér. Jeg var på sanseeventyr og jeg elsker det. Jeg elsker ubeskriveligt meget at være i stand til at se og mærke alt det, der er lige foran mig. Alle de fantastiske, vidunderlige små detaljer, der kan gøre mig så besynderligt glad. Små ting der får mig til at føle, at jeg lever. Ser. Oplever. Er. Menneskeskabt. Naturskabt. I love it all. For mit liv er hele mig. Det er både dem jeg har omkring mig og det jeg har omkring mig. Det der gør mig glad, det der gør mig trist. Det der udfordrer mig, det der lærer mig. Alt det jeg ser, hører, føler, tænker, gør og ikke gør. Jeg lever mit liv med taknemmelighed og mulighed for at se glæden i ting, jeg ikke så før. Hvis jeg dør i dag, har jeg langt fra set det hele. Men jeg har set alt det, jeg kunne. Jeg har set livet fra alverdens vinkler og fyldes med barnlig glæde over, at opleve alt det jeg gør. Alle de mennesker jeg har mødt gennem livet. Alle de oplevelser de har givet mig. Fra små oplevelser til store oplevelser til one in a billion. Jeg har allerede oplevet mere end jeg troede og jeg er jo slet ikke færdig.

Nej, hvis mit fly styrtede ned lige nu, ville jeg dø uden at være færdig. Jeg bliver aldrig færdig med at leve mit liv. “I come undone” som Robbie Williams synger. Det er også sådan, jeg tager af sted. Givetvis meget mere ‘done’ end da jeg kom, men helt færdig bliver jeg aldrig. Jeg er en stor klodsmajor, jeg fejler, jeg laver brølere, jeg er usikker, jeg er kluntet og så videre og det bedste ved det hele er, at jeg hele tiden lærer. Jeg lærer rullefald. For hver gang jeg falder, klodset eller ej, så lærer jeg at komme op at stå igen. Hurtigere og med færre skrammer end forrige gang. Jeg lærer at tage fra. Alle knubs, store som små, lærer mig at justere rullefaldsteknikken. Og jeg gør mig sørme ingen forestilling om, at teknikken bliver så god, at jeg ikke kan komme galt af sted alligevel. Stadigvæk. Selvfølgelig kan jeg det. Livet er en farlig fætter. Jeg ved, jeg får mine udfordringer forude. Og jeg ved, at jeg også får mine glæder. Jeg lærer og jeg lever. Jeg elsker mit liv, fordi jeg er og bliver processen af mig selv og mine valg. I will leave undone. Jeg fortsætter mit liv, min rejse, min proces til den dag jeg dør.

Hvis mit fly styrtede ned lige nu, ville jeg dø uden fortrydelser. Jeg ved, at jeg – vitterligt og oprigtigt uden at lyde som en hellig skid – har levet mit liv præcis, som jeg ønsker. Det betyder ikke, at jeg er klar til at dø, for det er jeg ikke og jeg vil gerne leve længe endnu. Der er så meget, som jeg stadig ikke har set, prøvet, hørt, følt og oplevet. Så mange fejl jeg stadig ikke har fejlet med og lært fra. Så meget eventyr, jeg ikke vil gå glip af. Små eventyr, store eventyr. Jeg er overhovedet ikke og under ingen omstændigheder klar til at tage afsted. Men hvis jeg skulle, hvis mit fly styrtede ned lige nu, så ville det være sådan det var. Det ville være ok. For som jeg læste på en køleskabsmagnet engang: Levet rigtigt er livet langt nok.

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *