Tude-Marie! Nej, det skal du saftsusme ikke kalde mig. Jeg taler til mig selv lige nu, hvis nogen skulle være i tvivl. Retorikken har været hård overfor mig selv. Jeg har måske endda også tilladt den at være nedladende gennem årene. Og så har der selvfølgelig været de tilfælde, hvor det egentlig bare har været en konstatering af let til tårer. Men sagen er den, at jeg for tid tilbage har givet mig selv klar besked. Væk med det ubrugelig ord og med det billede der er klistret på. Slut prut og tak for besøget. Jeg definerer mig selv ved hjælp af andre ord og billeder nu. Tude-Marie er begravet.
En gang troede jeg, at mine let til tårer var på grund af mine ungarske gener. For sådan var hele min familie på mors side. Meget følsomme. Fulde af følelser. Fulde af kærlighed. Alt sammen lige så det skvulpede over. Jeg troede, at det var mit dna. Og for at det ikke skal være løgn, så troede jeg også i virkelig mange år, at mine tårer var min identitet. Jeg troede, at det var sådan det var. At det ikke kunne laves om på. Jeg troede på, at hvis jeg græd, var jeg mig. Hvis jeg ikke græd, var der noget galt. Jeg var mine følelser og mine følelser var mine tårer. Både de glade og de triste.
Så blev jeg ramt af første bølge. Hvor de fleste omkring mig blev mere bløde af at blive mødre, blev jeg mere hård. Stadig følsom, meget følsom, men på en helt ny rationel måde. Verden påvirkede mig ikke på samme måde. Mit fokus var hos min egen lille. Hun gjorde mig stærkere. Hun styrkede min sårbarhed og mine tårer. Hun viste mig en ny verden, hvor båndet mellem os satte tårerne i perspektiv. De gjorde nytte på en helt ny måde. Lige her og nu. Hun gjorde mig blød i knæene og andre fik pludselig svært ved at nå hende til sokkeholderne. Min lille pige fik de bedste af mine tårer. De stærkeste af mine tårer. Og så var der knap så mange tårer at dele ud af tilbage. Det betød ikke, at jeg hverken mistede min empati eller medfølelse for andre. På ingen måde. Det betød bare, at jeg begyndte at fokusere på dét, der var vigtigst for mig. På det bånd, den gave og den ubeskrivelige kærlighed der er mellem en mor og hendes barn. Nu’et fik ny betydning. Jeg ønskede, at tiden skulle stå stille. Denne vidunderlige tid. Men jeg vidste, at det selvfølgelig ikke var muligt, så jeg lærte i den grad at suge alt ud af lige nu. En lille tilsyneladende ubetydelig ting som bleskift var et af de lige-nu-øjeblikke som den dag i dag fylder ufatteligt meget i mit hjerte. Jeg kan ikke en gang skrive om det uden at få tårer i øjnene. At skifte ble tog ikke 5 minutter. Det tog 35. Det var intens øjenkontakt. Det var berøring af et fantastisk lille menneske. Det var bevidstheden om et lyslevende magisk mirakel og en brusende taknemmelig over lige nu. Over min lille pige. Det var latter, det var lykke, det var en voldsom kærlighed. Følelsen af de små hænder om mine fingre, når vi trænede ryg og mavemuskler. Pruttelyde mod de tykke lårbasser og den rungende, hjertevarme latter. Det var (og er) et sus og sug af lykke. Jeg sidder og smiler. Jeg svømmer væk i de følsomme følelser og stærke minder. Min lille pige lærte mig virkelig, hvad der er vigtig for mig. Og hun både lærer og minder mig om det hver evig eneste dag sammen med sin lige så vidunderlige lillesøster. De to tøser er mit et og alt. De repræsenterer de stærkeste og mest sårbare følelser i mig. De sætter mine følelser og tårer i perspektiv. Jeg elsker dem for det. Og jeg elsker mig selv for, at det er sådan det er.
Den anden bølge ramte mig, da jeg fik et job, hvor jeg simpelthen ikke kunne sidde og lade tårerne få frit løb. At skulle lede andre harmonerede temmelig dårligt med let til tårer. Men altså. Jeg var jo mig, jeg ER mig, så hvordan skulle det gå? Mine følelser og mine tårer var jo mig. Min identitet. For første gang stod jeg overfor en udfordring, som jeg aldrig havde troet kunne få det udfald det fik. Min chef vidste godt, hvordan jeg var og kom da også med en venlig henstilling om, at det nok ville være en god idé, at jeg arbejdede lidt på det dér med mine tårer. Det blev startskuddet til at lære mig selv at kende på ny. Til at lære mine følelser og mine tårer at kende på ny. Jeg lærte, at jeg i høj grad er netop mig på grund af mine følelser. Og hvor vigtigt det er, at jeg holder fast i det. Men endnu mere vigtigt var det, at jeg lærte, at jeg selv kunne vælge, hvornår jeg ønskede at vise mine tårer. Den evne havde jeg ikke besiddet før. De kom bare. Som skidt fra en spædekalv.
En af de oplevelser som står tydeligst for mig i forhold til selv at vælge, hvornår jeg viser tårer, var faktisk på grund af det stikmodsatte udfald. Som ny leder blev jeg sendt af sted på et intensivt tre-dages kursus sammen med andre nye ledere fra hele banken. Søde, dygtige, interessante og kompetente mennesker. Meget dygtige faktisk. 99% af dem kom med en faglighed der overskyggede alt. De var blevet valgt som ledere, fordi de var de bedste til det de lavede. Og så var der mig. Jeg var på ingen måde den bedste til det jeg lavede. Jeg var bare bedst til at være mig. Jeg var blevet valgt for den jeg var og det jeg gjorde – ikke fordi jeg vidste mest. Tværtimod. Det gjorde mig enorm usikker og sårbar, fordi konceptet ”faglighed” fyldte rigtig meget i mit hoved på det tidspunkt. Mit privatliv sejlede og arbejdsmæssigt kæmpede jeg for at finde min plads. Begge dele midt i mine følelser. Og her sad jeg så og blev udfordret på mine følelser, mine værdier og mine evner i forhold til andre. Vi blev testet, vi blev analyseret, vi blev stillet overfor stærke problemstillinger. Fokus på os selv var så enormt. Jeg kunne næsten ikke rumme det. Så på en af kurset første dage endte jeg med at vise mig, som jeg var. Med alle mine følelser. Rammerne var sat til fortrolighed. Da det blev min tur til at fortælle om, hvad der udfordrede mig, fik holdet det direkte fra mit hjerte. Med grødet stemme og tårer i øjnene. Jeg fortalte dem om min sårbarhed, min usikkerhed og hvad jeg tumlede med lige nu. Både i forhold til dette kursus og til alt det jeg var igennem som ny leder. De fik det hele. På den ene side krævede det alt det mod jeg kunne finde i mig selv. Mit hjerte ræsede af sted, lige inden det blev min tur. Det ræsede næsten gennem brystet i det øjeblik, jeg havde taget beslutningen om være ærlig, selvom der var en risiko for at mine følelser ville skvulpe over. Det var så skræmmende. Og samtidig kunne jeg ikke have været mig selv mere, end jeg var i det øjeblik, da jeg lod dem alle se, hvem jeg var. Det var en befrielse af ærlighed overfor mig selv. Styrken ved at stå ved mig selv, selvom jeg stadig var enormt usikker på, hvordan det ville blive og blev modtaget. Jeg kunne ikke forudse konsekvensen, men jeg var indstillet på at tage den. Og halleluja mange tak. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet sådan en anerkendelse af mine følelser før. Ikke lige med det samme, men efterfølgende. Nogle enkelte kom hen til mig i frokostpausen og sagde, at det var fedt, at jeg havde gjort det. At de også var nogle følsomme sjæle og at det var rigtig interessant at både se og arbejde med det i forhold til den professionelle relation. Først da vores kursus var slut og vi skulle give hinanden feedback, fik jeg den bedste belønning jeg kunne have ønsket mig. Enstemmigt fik jeg at vide, at mit mod til at vise så stor ærlighed og følelser havde banet vejen for dem. Banet vejen for at de også turde dele og fortælle. Åbent og ærligt. Det havde meget tidligt lagt rammerne for det rum vi var sammen i. Wow. Det var så ubeskriveligt dejligt at høre. Ikke desto mindre var oplevelsen af krænge mig selv ud over for mennesker jeg ikke kendte, stadig noget der optog mig meget. Jeg kan huske, at jeg efterfølgende talte med min mentor på arbejdet omkring det. Fortalte hvordan jeg ikke havde syntes det var sjovt, at følelserne var fosset ud af mig, selvom det endte godt. Han fortalte mig, at jeg selvfølgelig var mine følelser. Og at jeg skulle gøre det, der føltes rigtigt. Men jeg skulle vide, at jeg også var i stand til selv at vælge, om og hvornår jeg ønskede at vise min følelser. At jeg ikke viste dem hele tiden betød jo ikke, at jeg ikke havde dem. At vise dem hele tiden kunne tværtimod – især som leder – spænde ben for det jeg ønskede at opnå. Det handlede ikke om, ikke at vise følelser. Det handlede om at være i stand til at styre dem. Øj hvor jeg fnøs. Jeg kan tydeligt huske, det billede jeg fik i hovedet. At det var det samme som at være beregnende og kalkulerende. Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg har haft så negative billeder klistret på dét at styre sine egne følelser. For faktum er, at denne dag på kurset blev startskuddet for netop at lære, at styre mine egne følelser. Jeg lærte, at det handlede om valg. Jeg fik hjælp til at lære, at jeg vitterligt selv var i stand til at vælge, hvornår jeg ønskede at vise mine følelser. Eller måske især mine tårer.
Og nu smiler jeg igen. Sidder her som Kloge-Åge og er så ufattelig mange erfaringer rigere. Der er sket en enormt ændring i min tilgang til mine følelser og mine tårer. Jeg har lært, at jeg kan vælge og styre meget mere end jeg troede var muligt. Jeg har lært den helt store forskel på og aktive bevidsthed omkring, hvorvidt jeg lader mine følelser styre mig eller om jeg styrer dem.
Den tredje bølge ramte mig forklædt som krisen. Livskrisen. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har grædt så meget, som jeg gjorde i den periode af mit liv. En meget, meget lang periode som havde usandsynligt mange etaper. Lige fra at græde mig i søvn hver eneste aften, til altid at græde til og fra arbejde, da jeg ikke kunne græde der, over madlavning, når jeg handlede til at bruge hele aftener og weekender til at rense systemet ud. Jeg var enormt styret af bevidstheden om valg. Samtidig med at mine følelser raserede for fuld flor. På den ene side, var jeg så ufattelig træt af at græde. På den anden side havde det en udløsende effekt. Mine tårer var min værste fjende i den tid og samtidig var de også min største styrke og største gave. Den proces det var for mig, at forholde mig til de mest sårbare, hårde og eksistentielle følelser i mig selv, skabt af både andre såvel som mig selv, gjorde noget ved mig, som jeg for ingen pris vil være foruden. Mine følelser og alle mine tårer har lært mig så meget om mig selv. Jeg er kommet ind til den inderste og allerdybeste kerne af mig selv, hvor kærligheden, forståelsen, empatien, kammeratskabet, styrken, viljen og livsgnisten til mig selv og andre er. Jeg lærte for alvor mig selv at kende, fordi jeg først blev i stand til at vælge, hvornår jeg viste følelser. Hvornår jeg græd. Og fordi jeg efterfølgende lærte at give slip på dem igen. Hovedsagligt overfor mig selv. Jeg er lige præcis, som jeg gerne vil være. Jeg er fuld af følelser. Fuld af tårer. Jeg definerer stadig mig selv ud fra begge dele. Jeg har overhovedet ikke styr på alting og har selvfølgelig stadig tidspunkter og øjeblikke, hvor jeg kan føle mig både usikker og ked af det. Men det er ok. Jeg vælger, at det er ok. Jeg vælger at vise alle de følelser. For mig selv, for andre. Jeg definerer mit liv gennem mine følelser. Gennem mine oplevelser, mine relationer og al den læring jeg får og tager. Jeg ved, hvor jeg har mig. Jeg ved, hvornår jeg vælger at viser mine følelser. Jeg ved også, at jeg ikke altid har valget. Jeg ved, at ”emotions are public, thoughts are private”.
Jeg ved, at især når jeg føler stor tryghed (eller total frustration), så kommer følelserne og tårerne af sig selv. Jeg behøver ikke spørge mig selv om lov. Jeg ved, at når tilliden til et andet menneske er der, så viser jeg min følsomhed. Mine tårer. Uden at blinke.
Mine tårer er præcis, som jeg gerne vil have dem. Som en del af mig. Som en del af livet. Som en del af tilliden til mig selv og til andre. Den ubetingede tillid af blot at være et menneske. I sidste uge var jeg på kursus. Vi sad nogle stykker og fik kage i pausen, mens vi talte om løst og fast. Emnet ramte mig og mine ungarske aner og jeg fortalte som jeg altid gør. Med følelser. Denne gang var det dog anderledes. Følelserne trykkede mere. Især da de andre spurgte ind til traditionerne. Jeg fik en klump i halsen og et sug i maven. Billedet af nytårsaften stod malet for mig. Traditionen om at vi altid afspiller den ungarske nationalsang fik tag i mig. Følelsen er ufattelig stærk. De sagte og de bombastiske tonerne fra orkesteret og koret gennemborer min marv og min sjæl. Jeg kan ikke lytte til den sang uden at græde. Jeg kan ikke tænke på den sang uden at græde. Mine bedsteforældres liv passerer revy. Alt det de har oplevet og været igennem. Krig og flugt. Et nyt liv i Danmark. Alle deres glæder, alle deres sorger. Hele vores familie. Dem i Ungarn, dem i Danmark. Hele mit liv passerer revy i de to minutter. Hele min barndom. Alle de følelser jeg nogensinde har følt. Alt det jeg selv har været igennem. Al den kærlighed. Al den taknemmelighed. Al den sårbarhed. Livsbekræftelsen. Mine medkursister fik mine følelser og min sårbarhed. Uden at spørge mig selv om lov, fik de instinktivt lov at se, hvor rørt jeg var. Mine ungarske aner hånd i hånd med mine valg. Cirkelen er sluttet i en for altid vidunderlig, evindelig proces.
