I dag fandt jeg ud af, at en kollega døde for 14 dage siden. Hjerneblødning. Bum. Så hurtigt kan livet slutte. For pokker, hvor er vores liv dog skrøbeligt. For pokker, hvor er det dog vigtigt at leve det, mens vi har det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om livet skal stoppe for andre, før vi starter med at leve vores eget? Om vi er i stand til at indse, at vi alle har fået to liv? At nummer to starter, når vi indser, at vi kun har ét?
Jeg vidste det faktisk ikke. Jeg anede overhovedet ikke, at jeg lever mit liv på grænsen. Jeg er ikke en DareDevil, der skal ud i ekstreme situationer for at mærke suset. Jeg er en DareDevil, der skal føle mine følelser. Jeg er en følsom DareDevil. For nyligt så jeg netop selvsamme serie på Netflix. Historien om den blinde mand, der lærer at bruge og skærpe alle sine andre sanser. Supersanser. Den blinde mand, der med livet som indsats kaster sig ud i livet for at forsvare og kæmpe for det han tror på. Tænk en gang, hvis vi lige ser bort fra superevner og fancy kostume, så er det jo mig. Det er sådan jeg efterhånden ser mig selv leve mit eget liv. Mine sanser, mine følelser, mine fornemmelser og efterhånden også en god portion hårdtoptjent erfaring er min adgangsbillet for, hvordan jeg lever. Hvordan jeg er i stand til at leve. Hvordan jeg bedst kan leve mit liv. Hvordan jeg ønsker at leve mit liv. Jeg ser mig selv fare over hustage jaget af mørke kræfter. Jeg ser mig selv kæmpe for retfærdighed og værdier. Jeg ved, at prisen er høj. Jeg ved, at jeg får nogle ordentlig hak i tuden og rap over nallerne. Jeg ved, at jeg kan komme rigtig galt af sted. Men jeg gør det alligevel. Jeg er nødt til at gå helt til grænsen. Og over den. Som Asger Jorn sagde: “Hvis du ikke går over grænsen, er der ingen grund til at gå.” Hvad grænsen dækker over, ved kun vi selv. Og den kan variere fra tid til tid og over sted i livet til hver en tid. Jeg er ikke grænsesøgende. Hverken af natur eller af provokation. Men jeg er det i forhold til at ville have mest ud af livet.
Jeg har tit tænkt over, hvad det er for nogle skrammer, sår og ar jeg pådrager mig, når jeg lever mit liv, som jeg gør. Er det det værd? Ja. Al den smerte og sorg som har fyldt mit liv har været efterfulgt af stor indsigt, glæde og lykke. Jeg har erkendt, at selvom det fylder, aser, maser og til tider dræner, så er det er en del af mit liv, vil fortsat være det og det er det hele værd. Bagudrettet og fremadrettet. Både det uforskyldte og det selvforskyldte. Jo oftere jeg fejler, jo oftere lærer jeg at justere. Og jo oftere bliver jeg faktisk bestyrket i, at jeg gør det rigtige. Jeg gør det, jeg tror på. Jeg tror på det, jeg gør. Jeg er hverken for stort eller lille et menneske til at æde mine ord, til at undskylde, til at bide vanvittige ting i mig, til at gøre det der er ubehageligt hvis det på alle måder er rigtige at gøre. Jeg er i stand til at gøre ubegribelige ting, udholde sorg, smerte og stor frustration, når jeg gør det for de ting jeg tror på. Det er fuldstændig underordnet hvilket niveau i mit liv der er tale om. For det dækker samtlige.
Jeg har på den hårde måde lært at komme ud af min komfort zone. Jeg er kommet ud dér, hvor der sker. Dér, hvor det gør ondt. Dér, hvor jeg har alt at miste og alt at vinde. Det er ikke meningen, at det skal lyde hverken dramatisk eller naivt. Selvom det måske er begge dele. For i mit univers er det sådan set bare sådan det er. Hvis jeg ikke kaster mig ud i tingene, ud i livet, så er det jo mig selv det går ud over. Så er det mig, der går glip af mit eget liv. Jeg ved udmærket godt, at alle andre ikke har det behov, som jeg har. En gang havde jeg det ikke en gang selv. Men jo mere jeg tør, jo mere jeg gør, jo mere jeg prøver, jo større risiko jeg har for at komme galt afsted jo mere ved jeg, at jeg gør det rigtige. Når jeg er allermest bange – og gør det alligevel – så ved jeg, at det er fordi jeg gør det, jeg tror på. Og dén følelse er alt værd. Den er faktisk altafgørende for mig. Jeg skal ikke sidde tilbage og fortryde de ting, jeg ikke gjorde. Nej tak. Så vil jeg hellere sidde tilbage og fortryde de ting jeg gjorde. Ting, som jeg lærte af. Jeg har fundet ud af, at det er den eneste måde jeg kan leve mit liv til fulde. Det er ved at turde. Ja. Jeg ved aldrig, hvornår jeg ikke længere har muligheden mere. Jeg ved aldrig, hvornår de liv, de relationer jeg har omkring mig slutter. Jeg ved bare, at min kollega mistede livet fra den ene dag til den anden. Ikke flere chancer. Har jeg levet mit liv både kræsent og grådigt på den ydmyge måde? Taget chancer, nydt lige nu, levet nu, sørget nu, kæmpet nu, elsket nu? Har jeg husket, at der er en tid til alting? Og en tid, hvor er der ikke er mere tilbage?
Lyden og tonerne af den smukke stemme fylder min stue lige nu. Jeg lytter til Panamah. Jeg mærker suset i kroppen. Jeg mærker ånden i mit eget liv.”Vi lever. Lever, lever, lever vildt. Lever for at føle, at intet er spildt. Vi lever, lever, lever vildt. Vokser ud af ingenting, ud af et. Vi lever, lever, lever vildt. Lever for at føle at, intet er spildt .”
