Jeg har overgivet mig. Fuldkommen, helt og aldeles. Jeg er smaskforelsket. Det kilder i min mave og jeg kan ikke lade være med at smile. Fjollet. Fjoget. Jeg føler mig heldig og dybt taknemmelig. Jeg ved ikke, hvorfor, at jeg var så længe om at indlede den hedeste kærlighedsaffære i mit liv. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så bange for at kaste mig ud i det. Dét jeg til gengæld ved, er, at det er for resten af livet.
‘Cause all of me, Loves all of you
Love your curves and all your edges
All your perfect imperfections
Give your all to me
I’ll give my all to you
You’re my end and my beginning
Even when I lose I’m winning
‘Cause I give you all of me
And you give me all of you
John Legend synger ovenstående. Han syger så øjnene fugtes, så de lukkes. Han synger så roen, freden og kærligheden breder sig i hele min krop. Han synger om min hede kærlighedsaffære. Om min store kærlighed. Om mit livs kærlighed. Han synger om livet. Mit liv. Jeg lover dig, forelskelsen er stor. Det sjove er, at denne kærlighed hele tiden har været der. Men nogle gange er dét, der er tættest på også dét, der er sværest at se. Det sjove er også, at jeg altid har troet, at jeg var bevidst om det. Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg følt mig taknemmelig og heldig for det liv, jeg har. Men jeg skulle åbenbart opleve en livskrise, før jeg for alvor var i stand til at forstå begge dele. Jeg skulle lære at åbne mine øjne, mit hjerte og min sjæl. Jeg skulle lære at åbne op for livet, på en måde, som jeg aldrig havde troet var mulig. På en måde, som jeg faktisk slet ikke anede overhovedet fandtes. Det gør bare kærligheden desto meget mere større. Jeg er fuldstændig ramt. Jeg er fuldstændig pjattet. Jeg elsker, som jeg aldrig har elsket før. Jeg elsker på godt og ondt. For begge dele fylder og begge dele er hele årsagen til, at vi fandt hinanden. Livet og jeg. Kærligheden og jeg.
I baggrunden er der altid musik. Jeg kan høre den sagte lyd af stille toner. Jeg kan høre tempo, rytme og melodi tage til i styrke. Jeg kan mærke jorden ryste under mig, mens musikken brager så taget letter. Jeg kan høre det hele. Mærke det hele. Hele herligheden, hele kærligheden er akkompagneret af stor taknemmelighed. Stor sårbarhed, stor styrke. Tårer, latter. Kampen og evnen til at beskytte mig selv uden at forsvinde helt bag skjoldet kommer med sit bankende beat og mit hjerte svarer bankende igen, så jeg hele tiden husker mig selv. Livet har erklæret sin kærlighed til mig. Jeg har taget imod og erklæret den tilbage. Det er vildt og voldsomt vidunderligt. Det gør ondt og det gør godt. Og måske vigtigst af alt er, at jeg har lært vigtigheden at forelske mig i mit liv før jeg forelsker mig. Også selvom jeg misforstod og snublede et par gange. Ah ved du hvad, det lyder bare bedre på engelsk. ”Fall in love with your life before you fall in love with anyone.” Faktum og udgangspunkt er nemlig, at jeg ikke er bange for at være eller blive alene. Jeg har lært at leve et liv, hvor jeg ved, hvad der er vigtig for mig. Et liv, hvor jeg vælger, at visse ting, vil jeg ikke gå på kompromis med. Et liv, der er helt fantastisk i sig selv. Et liv med livet og jeg i tosomhed.
At være forelsket er som at svæve på en lyserød sky. Men det er også et sats. Jeg har satset og givet mig hen til en ubetinget kærlighed, hvor jeg har haft alt miste. Bogstaveligt og metaforisk. Jeg har sat mig selv på spil. Og nu kan jeg ikke lade være med at klukke lidt over verdens dårligste kliche “hvis du vil vinde i lotteriet, er du nødt til at købe kuponen”, for det lyder så øjenhimmelvendende, men det er så sandt så sandt. For mig er det i hvert fald. Ene og alene fordi jeg gradvist og løbende har fundet modet og evnen til at kaste mig ud i livet, har jeg høstet oplevelser, erfaringer, forhold, følelser og indsigt som jeg ellers aldrig var kommet i nærheden af. Ja, jeg er ved at skide i bukserne nogen gange, når jeg vover pelsen. Der er altid en risiko. For afvisning, for fejl, for dårlig dømmekraft, for meget, for lidt. Sådan er det. Jeg gør det alligevel. Jeg hopper ud, hvor jeg ikke kan bunde og det vil jeg gøre resten af mit liv. For grunden til jeg gør det, er, at jeg ikke kan lade være. Jeg kæmper for det jeg tror på, og jeg tror på det jeg kæmper for. Jeg har i løbet af de sidste håndfuld år smagt på egen krop og sjæl, hvad jeg får igen, når jeg tager en chance. Når jeg kaster mig ud i det ukendte. Bevares, jeg tager chancerne med en vis kalkulation. Men jeg kender ikke udfaldet. Og det er præcis dér, at min store kærlighedsaffære har slået rødder og nu vokser fra.
Jeg er i så næsegrus beundring over, hvad mit vilde og vidunderlige liv viser mig. Hvad jeg får lov til at se, høre, prøve, føle, falde, lære og forstå. Det er hæsblæsende fantastisk at sidde på allerførste række, når mit eget liv udspiller sig. Det er ubeskriveligt at sidde her og skrive, stående på begge mine ben (jep, jeg så godt ordene), efter at have ligget næsten fladt ned i så uoverskuelig lang en periode. At have gjort mig selv i stand til at rejse mig op, børste støvet af og kræve retten til mit eget liv. Et godt liv. Et lykkeligt liv. Jeg bliver bedre og bedre til at styre uden om dem og det, der ikke virker for mig. Dem og det der dræner mig, gør mig ked af det og udfordrer glæden. Og i samme omfang fyldes mit liv mere og mere og til stadighed af alt det, der giver værdi. Det og dem der giver mig lykke og energi. Det der betager mig og rør mit hjerte og mit liv ved at være så livsbekræftende rigtigt for mig. Og så vader jeg samtidig rundt i ting og sager, der udfordrer mig og mine værdier, hvor jeg fejler og lærer og hvor jeg hele tiden ender med udgangspunktet, at alle veje fører til Rom. Mit Rom. Mig.
Jeg har fået så mange små oplevelser, der er kæmpe store. Livet er god ved mig. Nogle gange på den hårde måde. Men livet er godt, for det lærer mig så meget. Min relation til mig selv er den største gave livet har givet mig. Tænk, at jeg er blevet min egen bedste ven. Tænk, at jeg altid har følt, at jeg elskede mig selv, men først som voksen har lært vitterligt at være min egen bedste ven. Det betyder ikke, at jeg sætter mig selv først. At andre ikke kan være mig nær. Tværtimod. Netop fordi jeg kender mit udgangspunk er jeg i stand til at have stærke, dybe relationer til andre mennesker. Jeg bruger simpelthen ikke min tid på dem, der ikke rør noget i mig. Ganske enkelt. Min tid og mit liv er for kostbart til, at jeg overhovedet kan overveje det. Jeg kræsen med mit liv. På den gode måde. På den rigtige måde. På den måde, der virker og er rigtig for mig. Det betyder ikke, at jeg går smertefrit igennem. Oh boy det gør det på ingen måde. At være forelsket er som at balancere på et knivsæg. Det er nemt at falde. Så nemt at komme galt af sted. Men der er alt at vinde, så nok en gang er min konklusion, at hele mit liv er en tæt omfavnelse af både glæder og sorger. Af medgang og modgang.
Jeg er så forelsket i livet, at jeg ondelyme har endnu en kliche, der presser på for at hjælpe mig med at pointere. Beklager. Nej, det gør jeg faktisk ikke. For nogle uger siden sad jeg i flyet på vej til Stockholm. Jeg sad og kiggede ud af vinduet og tænkte over mit liv. Alt det der er sket, alle de valg jeg har taget, alle de konsekvenser der er fulgt med og al den læring jeg har fået. Hvad nu hvis flyet styrtede ned? Ganske simpelt. Så ville jeg dø lykkelig. Jeg ville have levet mit liv uden at sidde tilbage med fortrydelser. Fortrydelser over ting, jeg ikke gjorde eller ting jeg ikke sagde. Jeg ville dø omsluttet af kærlighed. Kærligheden til mig selv, til livet, til mine børn, til min familie, til mine venner. Den kærlighed der endnu ikke var, ville jeg mangle, men det ville ikke være en fortrydelse. Jeg tror ikke på fortrydelser. Jeg tror på læring. For ligesom så mange andre, så har jeg selvfølgelig gjort ting, jeg nok ikke skulle have gjort. Eller msåek skulle jeg have gjort dem anderledes. Men gjort er gjort og jeg står ved mig selv, mine beslutninger, mine handlinger og konsekvenser. Det er jo derfor livet har kunnet tage mig med sådan en storm. Jo, hvis flyet styrtede ned, lige dér, så ville jeg dø lykkelig. Tilfreds over at have brugt mit liv på den bedste måde, jeg kunne have gjort. Det er ikke det samme, som at jeg ikke kunne tænke mig at leve længere – for det kan jeg da bestemt. Jeg vil leve, til jeg bliver 100 år. Rask i kroppen, rask i sjælen. Jeg vil se mine dejlige piger vokse op til at blive fantastiske voksne, jeg vil elske og selv elskes. Af den eneste ene. Både ham og livet. Livet er min største eneste ene. Uden livet ville der ikke være plads til den eneste ene. Ham som jeg værdsætter, sætter pris på, kæmper for, tror på, er tålmodig med og elsker betingelsesløst. Ham der gør præcis det samme og det hele for mig. Og jeg ved slet ikke, om jeg tror på den eneste ene mere. Livet har været en vild, vild oplevelse der i den grad har vist mig at alt er muligt. På godt og ondt. Jeg tænker på min veninde’s saying “den seneste eneste ene”. Den håbløse romantiker i mig har fnyst af hende mange gange. Dét nægter jeg simpelthen at overgive mig til. Men hvordan skal det ellers forklares? Jeg skulle ikke blive gammel med faren til mine børn. Jeg skulle ikke blive gammel med den mand jeg bagefter mødte og troede på. Og nu, hvor mit hjerte igen banker, så tør jeg ikke tro, at det er den eneste ene, selvom det bliver for livet. For livet har jo vist mig, at intet er sikkert. Nej, jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal tro. Så måske skal jeg bare lade være. Ja, det er det jeg gør. Jeg lader være. Og så lever jeg mit liv. Jeg føler mit liv. Jeg mærker mit liv gennem marv og ben, gennem tanker og følelser. Dét er det rigtige for mig. At leve her og nu. At være til stede her og nu, grine, lære, forstå, elske så meget som muligt, være mig selv tro og turde dét jeg ikke tør – ja, dét er indbegrebet af min eneste ene. Indbegrebet af mine hede kærlighedsaffære. Indbegrebet af mit liv. Mit et og alt. Her og nu. Ham og jeg.
