Hvad nu hvis vi lod være med at tage tingene så alvorligt? Hvad nu hvis vi bare kastede os ud i det og prøvede os frem med udgangspunkt i at alt er muligt? Hvor vi hele tiden kan lære? Hvor udgangspunktet er en legeplads fyldt med sjov og ballade? Et sted, hvor vi hver dag kan komme og øve os. Fejle, falde, snuble. Ræse fra den ene ende til den anden. Fra gynger, til vippe, til klatrestativ. Møde søde børn, møde dumme børn. Lære at håndtere dem begge. Få store sejre når nye færdigheder læres, masser af latter, skrammer der dækkes af plaster, knoglebrud der kræver gips. Hvad nu hvis vi lod som om, at hver dag udleves på en legeplads, hvor alt er tilladt og alt er muligt?
“Life was never ment to be a struggle”, sagde en rigtig god ven til mig , da livet var mig allerhårdest. Nej, livet skal ikke være en kamp. Men det var det. Mit liv var en kamp. En lang, sej kamp som jeg nogen gange ikke forstår, at jeg kom igennem. Det var ikke bare én ting, men flere store ting, der ramlede samtidigt. Hver eneste gang jeg kom op at stå, blev jeg væltet omkuld igen. Det var udmattende, men jeg blev ved med at rejse mig op. Jeg var nødt til det. Jeg var stædig. Og så enormt sårbar. Jeg sugede til mig af alt det, jeg lærte om mig selv. Det jeg lærte om andre. Og især det jeg lærte om mig selv, når jeg lod andre påvirke mig.
Jeg blev ved med at lære de samme ting om og om igen. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne bruge den viden, jeg havde fået, så jeg var i stand til at blive stående på begge mine ben. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg konstant blev væltet omkuld. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg så lysende klart kunne se billedet af mig selv derude i fremtiden, hvor jeg var kommet over på den anden side, når jeg for pokker ingen vegne rykkede mig. Selvom jeg godt vidste, at det ikke var helt rigtigt. Jeg rykkede mig nemlig hele tiden. Rigtig meget endda. Det var bare meget små skridt. Og så var det hele tiden to frem og ét tilbage.
En dag så jeg pludselig mig selv og mit liv i et helt andet lys. Jeg kan ikke en gang huske, hvad det var der skete. Kan bare huske, at jeg en dag tænkte, at nu kunne det være nok. Livet er kort. Livet er kostbart. Hvad nu, hvis det hele er slut i morgen? Pludselig havde jeg ændret det billede, jeg havde inde i mit hoved. Fra kamp til leg.
Til mig selv skrev jeg en dag i juli sidste år:
Hvor tingene før var blod, sved og tårer så er skuepladsen nu ændret fra en gladiator arena til en legeplads. Jeg har brug for at lære og se. Out there. Jeg har hele legepladsen lige foran mig. Jeg skal teste andre. Andre vil teste mig. Alle test er lærdom. Jeg har voldsomt meget at lære. Endnu en gang føler jeg scenariet afspillet som en tegnefilm lige for øjnene af mig. En spillerlevende legeplads. Dyb indånding. Ved ikke om jeg skal beklage det.. Men jeg føler mig frygtløs! Jeg ved, at jeg kommer til at få nogle slag over nakken. Men det skræmmer mig ikke det mindste. I’m on a mission. I’m here to learn. Suge tl mig. Jeg ved ikke, om jeg burde være bange (jeg håber det ikke), men en besynderlig følelse breder sig i mig. Jeg er ikke bange for at fejle. Jeg er ikke bange for, hvad jeg måske kan miste. Jeg kender ikke konsekvenserne af mine valg. Jeg ved bare, at jeg er nødt til at satse. Leve. Stikke næsen frem. Det er jo præcis det jeg har gjort så længe jeg kan huske tilbage. Hver gang jeg har troet på noget. Og for pokker hvor har det kostet dyrt. Men jeg har lært hver gang. Jeg ved, at jeg skal fortsætte. Med ny viden og læring hver gang jeg snubler. Åh, min legeplads.
Livet er en kær ven. Livet er god til at lære fra sig. Nogle gange hårdt og kontakt. Andre gange metaforisk. Cocktailen kom en dag, hvor pigerne og jeg netop var på legepladsen. Den yngste svingede sig af sted på armgangstativet, som havde hun aldrig foretaget sig andet. Den ældste kunne ikke finde ud af det. Det holdt hårdt. Det var en kamp. Og med kampen kom frustration, for hvorfor kunne lillesøster, når hun ikke kunne? Der var kun én løsning. Så hun blev ved med at prøve. Hver gang hun faldt ned, må hun forfra igen. Frustrationen var stor. Det var glæden til gengæld også, hver gang hun kom et armtag længere, end hun gjorde før. Det er stadig lillesøster, der svinger sig mest ubesværet rundt. Men det er sagen ligegyldigt. For hvad storesøster er i stand til, har intet med lillesøster at gøre. Det vi vil og det vi fokuserer på – det tror jeg oprigtigt, er det vi kommer til at mestre. Og skal vi meste alt? Nej. Heller ikke armgang. Men øve os – dét kan vi!
For nogle måneder siden læste jeg en artikel, som handlede om, hvorfor det ikke virker at skælde børn ud. Som udgangspunkt er jeg både enig og tilhænger – det var i første omgang derfor jeg læste artiklen, da den blev delt på Facebook. Men det viste sig, at være så meget mere end bare interessant. Det var helt vildt. Det var formuleret mere end præcist, ikke kun om børn, men også om tilgangen til mit liv. Min legeplads:
“Børn er vant til at fejle. Når de prøver at gå, falder de. Når de senere prøver at løbe, kan de ikke løbe stærkt nok. Når de vil binde deres sko, går det i kludder. Når de lærer nye ord, bruger de dem forkert i starten. Derfor gør det ikke så stort indtryk på børn, når deres forældre fortæller dem, at de gør noget forkert. For det gør de alligevel hele tiden. De vænner sig til at fejle, for hvis de ikke kunne klare at fejle, ville de aldrig lære noget nyt.”
Jeg lever mit liv, som var det den første dag jeg fik. En ny start. En blank side med alle muligheder åbne. Alt hvad jeg gerne ville have gjort anderledes i går, kan jeg gøre anderledes i dag.
Jeg lever mit liv, som var det den sidste dag jeg havde. For jeg ved jo ikke, hvornår det reelt viser sig at være sandt. Jeg skal nyde, så meget jeg kan. Også selvom jeg ikke kan det hele. Det jeg til gengæld kan hele tiden, hver evig eneste dag, er at være taknemmelig. Og det er jeg. For alt det jeg har.
