Jeg kan godt lide at smile og være glad. Hver dag. Jeg får energi af, at være glad. Jeg får energi af, at være sammen med andre mennesker, der er glade. Og hvorfor kan vi ikke være det? Glade. Hvorfor kan vi ikke gå rundt og smile og bare være glade, uden at der nødvendigvis skal et stempel i panden, hvor der står Leif Lalleglad?
Jeg ønsker ikke, at skabe et billede af mig selv, der er usandt. Jeg ønsker, at give mig selv det billede, hvor jeg har det bedst i mig selv. Jeg prøver ikke at gøre mig selv til noget, jeg ikke er. Tværtimod betyder det meget for mig, at være præcis som jeg er. Hermed ikke sagt at alle følelser vises for fuld skrue, men jeg tror så brændende på, at vi er hele mennesker. De gode dage med de dårlige dage. Med smil, med tårer. Med latter, med vrede. Med inspiration, med stilstand. Jeg tror, at vi er det hele. Jeg er det hele. Og jeg elsker det.
Jeg har været igennem en tid i mit liv, som jeg faktisk ikke anede, hvordan jeg skulle komme igennem. Det eneste der blev ved med at drive mig, var at jeg vidste, at jeg ville komme igennem. Jeg vidste, at der var lys for tunnelen, også selv da jeg ikke kunne se det. De dage, hvor det var sværest, var jeg så desperat, at jeg var villig til at gøre hvad som helst. De dage, havde jeg inden for minutter, ja nærmest inden for sekunder, en voldsomt veksling mellem tårer og smil. Det var de dage, hvor jeg prøvede at manipulere på det groveste med mig selv, fordi jeg febrilsk ledte efter muligheder og værktøj, der skulle fjerne mig fra smerten. Jeg lærte at snyde mig selv. Og nyde det. Når tårerne og den virkelig tunge følelse i kroppen pressede på, tvang jeg mig selv til at tænke på noget godt. På noget, der fik mig til at grine. Det var en knivskarp balance, for ofte var det de samme ting, som fremkaldte både glæden og sorgen. Men jeg gjorde det. Jeg blev ved med at få mig selv til at smile, selvom tårerne fossede ned ad kinderne på mig. Jeg fik mig selv til at tro på, at det var ok. For de få sekunders glæde, havde jeg i den grad brug for, for at komme igennem de næste sekunder med sorg og smerte. Og hvert sekund hvor jeg måske bare lod som om jeg var glad, snød min hjerne til at tro, at jeg var glad, så hjalp jeg mig selv til at blive det. I stedet for at min krop reagerede på min hjerne, fik jeg nu min hjerne til at reagere på min krop. Og det virkede.
“Fake it til you make it” var det der skete. Måske er det lidt af en kliché. Men hvem siger, at klichéer ikke virker? For nogle uger siden fik jeg et Youtube klip fra en kollega. “Your body language shapes who you are” var temaet og det var hamrende interessant. På tyve minutter fortalte Amie Cuddie, at vi er lynhurtige til at vurdere og dømme hinanden på det non verbale plan. Det vil sige via vores kropssprog – og dette oftes ubevidst. Men vi glemmer et publikum, der er mindst lige så vigtigt – os selv. Vores hjerne vurderer os selv ud fra vores kropssprog. Vi kan smile, når vi har lyst. Og vi kan smile, når vi er tvunget til det og får en blyant mellem tænderne. Hun fortalte om nogle forsøg, hvor testpersonerne skulle bruge to minutter på enten en “high power pose” (kropsholdning, hvor vi tror på os selv) eller “low power pose” (kropsholdning, hvor vi krøller os sammen). I samtlige forsøg havde det haft stor effekt på resultaterne, om personen havde været i den ene eller anden gruppe. De havde præget dem selv til at føle sig magtfulde og selvsikre eller det modsatte, små og ligegyldige, hvilket kunne måles i både kortisol- og testosteronniveauet. På baggrund af adskillige videnskabelige forsøg, var hendes pointe, at vi skal blive ved med at gøre det, indtil vi føler det. Indtil det bliver en del af os. Fake it until you make it. Det var det jeg gjorde. Jeg blev ved med at smile, indtil jeg troede på det. Indtil jeg kunne mærke, at det var ægte smil. Jeg kan på ingen måde gengive klippet, men kan på alle måder anbefale det. Essensen for mig er blot, at jeg selv forstår, hvor stor indflydelse jeg har på mig selv, ved at vende tingene helt på hovedet. Det er ikke kun min hjerne, der kontrollerer min krop. Min krop kontrollerer også min hjerne. Og dét er afsindig nyttig information. Det er et afsindigt nyttigt værktøj. Hapser-snapser siger jeg bare. Det er oplevelser og læring som dette, der gør mit liv til en fryd at leve. Jeg elsker det.
Det jeg hermed ikke siger, er at de følelser vi ikke bryder os om, bare skal skubbes ind under gulvtæppet. Overhovedet ikke. Jeg er kæmpe fortaler for, at vi accepterer alle vores følelser. Både de rare og de ubehagelige. For begge dele gør os til hele mennesker. Begge dele er for mig netop en del af at være et menneske. I medgang og modgang med mig selv. I balance. For nogen tid siden, var der én, der sagde til mig, at jeg havde virket noget ustabil i tiden der er gået. Interessant. Jeg havde svinget meget mellem glad og kort for hovedet. Det var lidt svært at vide, hvor jeg “var”. Jeg blev foreslået, om det måske ikke være at foretrække, om jeg var noget mere stabil? Jeg kunne ikke lade være med at smile. Især ikke da jeg fik et eksempel på, hvad vedkommende anså som værende stabil. For hvad er stabil egentlig? Er det et menneske, der aldrig viser følelser? For så kan du godt glemme det og jeg bliver aldrig “stabil”. Jeg er hele mig. Jeg har følelser og jeg viser dem. Både privat og på arbejdet. Hvis jeg ikke kan være mig selv, hvem hulen skal jeg så være? At vise følelser betyder for mig nemlig ikke, at jeg skal vise dem alle sammen hele tiden og til Gud og hver mand. Nej, jeg har lært at vælge, hvilke følelser jeg viser. Sådan da. Og når jeg siger det på den måde, er det fordi jeg på et kursus fik præsenteret en ordlyd, der sagde: “følelser er offentlige, tanker er private.” Vi viser langt flere følelser, end vi render rundt og er klar over. Også mig. Men når det er sagt, så er det stadig et valg, at jeg gerne vil vise mine følelser. Det er kontekstafhængige valg. Nogle gange er det en klar fordel, at vise andre mennesker min tillid og vise dem mine følelser såvel som der er tidspunkter hvor det absolut modsatte gør sig gældende. Jeg gør det, fordi det virker for mig.
Ja. Jeg vælger at være glad. Jeg vælger at leve mit liv, på en måde, som gør mig glad. Også når jeg skal håndtere de ting, der ikke gør mig glad. Så når jeg smiler, også når alt ikke er tip-top, så er det fordi jeg tror på det. Lige i dét øjeblik, hvor jeg smiler, kan jeg mærke hvordan det smitter af på mig selv. Jeg kan mærke hvordan jeg på sekunder kan ændre min tankestruktur. Bare fordi jeg smiler. Nogle gange er smilet til mig selv. Andre gange er smilet til andre. Det er underordnet, for følelsen er den samme.
For et års tid siden var jeg til et foredrag, hvor emnet var stresshåndtering. Det var dælme interessant. Først kom historien om indianeren, der fortalte sit barnebarn: “I ethvert menneske liv er der en frygtelig kamp. En kamp mellem to ulve. Den ene ulv indeholder frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag. Den anden indeholder glæde, kærlighed, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed og medfølelse.” Barnebarnet spurgte: ”Bedstefar, hvilken ulv vinder?” Den gamle så ham i øjnene og svarede: ”Den, du fodrer”.
Det var jo en historie, som var svær at være uenig i. For mig i hvert fald. Måske er den karikeret og måske er den sat på spidsen, men det er præcis sådan jeg ser tingene. Som et valg. Jeg har i mine forsøg på at føle mine følelser, og især være dem tro, spændt ben for mig selv. At føle mine følelser kan gøres på mange måder. Jeg troede, at jeg skulle føle dem fuldt ud. I stedet endte jeg med at søbe rundt i dem. Jeg kunne næsten ikke komme ud af dem. Jeg brugte ord som “sorg” og “smerte” så mange gange overfor mig selv, i mit eget misforståede forsøg på at hjælpe mig selv og retfærdiggøre overfor mig selv, hvorfor jeg følte så meget. Især af det der gjorde ondt.
Men hvorfor skal det gøre ondt? Hvad er det lige præcis jeg opnår ved, at lade mig selv sejle rundt i følelser, der ikke er gode for mig, bare fordi jeg tror, at jeg skal føle dem? Næh tak. Guderne skal vide, at det har været en vanvittig hård rejse, at nå til et punkt, hvor jeg omsider kan hive mig selv op af det søl. Jeg kan efterhånden sågar nå at gribe mig selv, inden jeg falder ned i søbet. Jeg smiler til mig selv. Jeg smiler og huske mig selv på, hvad det er, jeg gerne vil. Hvad det er, der giver mig værdi. Hvad det er for en ulv, jeg ønsker at fodre. Jo, man kan komme langt med et smil.
Stressforedraget stoppede naturligvis ikke ved historien om ulvene. Vi skulle også have en historie om soldater. Om robusthedsøvelsen, der så vidt jeg husker og herefter frit fortalt, var startet som et forsøg, hvor soldaternes robusthed blev testet med elektroder. Lægerne havde givet dem til hjemmeopgave at tænke på 3 ting de havde oplevet den dag, der havde gjort dem glade/satte pris på. Og så skulle de skrive hvorfor. Denne øvelse skulle de gentage hver dag i fem uger. Resultatet havde ikke været til at tage fejl af. Ikke nok med at soldaterne nu havde et hav af gode oplevelser med sig i bagagen, som de ikke kunne undgå at blive positivt mærket af, så var de nu også blevet bevidste omkring, hvorfor oplevelserne havde været gode for dem. De var blevet i stand til at hjælpe dem selv derhen, hvor de havde en enorm palette af oplevelser, som gjorde dem godt og som fremadrettet kunne hjælpe dem med at fastholde styrke. Eller rettere robusthed. De havde lært at fokusere på det, der virker – og så blive ved at gøre det. For mig er det bare endnu et smil. Endnu et værktøj, der støtter mig at komme derhen, hvor jeg gerne vil. Nej, tingene, skal ikke fejes ind under gulvtæppet. Men det er langt lettere at fokusere på det, der virker. På det jeg gerne vil. Med et smil. Uanset om det er med et Leif Lalleglad mærke i nakken eller ej.
