“De tror, at I er stjernetossede, hvis I går hjem og fortæller, hvad I har oplevet,” sagde vores træner. Egentlig var overskriften for kursusugen Personlig Kommunikation. Lærerigt og meget givtigt. Og på 3. dagen kom vi i trance. Say what? Jep. Trance. Og hvad er sammenhængen? Oh boy det vil jeg virkelig gerne prøve at forklare!
Jeg blev kaldt op at sidde ved siden af træneren. Det var min tur til at komme i trance. Det var svært for mig at give mig hen. Jeg var faktisk ikke særlig sikker på, at det kunne lade sig gøre. Jeg kunne mærke vejrtrækningen helt oppe i brystet. Den sad der længe, mens han talte og talte. When do you give up? tænkte jeg. Og så lige pludselig, nærmest ud af det blå, ramte den afslappede følelse mine skuldre. De begyndte at falde forover. Træneren havde bare sagt, at jeg nu lagde mærke til, hvor i kroppen at den afslappede følelse var stærkest. Stærkest? Jeg troede slet ikke, at den var der. Jeg var jo fuldt bevidst. Men skuldrene føltes at falde forover. Jeg lyttede til trænerens behagelige og rolige stemme. Men da jeg fra naturens side er udstyret med en hektisk hjerneaktivitet, så kunne jeg ikke blive der. Jeg tænker for meget. Jeg ved det. Og det gjorde jeg selvfølgelig også, da jeg sad der i stolen i min afslappede tilstand. Jeg forestillede mig, at jeg så på mig selv sidde dér. Som en stædig rad, der ikke kunne overgive sig til trancen og tilstanden af komplet afslappelse. Det var lidt sjovt, så jeg begyndte at smile stort. Og da jeg kunne høre, at de andre smilte, fordi jeg smilte og at trænerens stemme et sekund også røg ud af takt, smilte jeg bare endnu mere over hele situationen. Og så skete det. Træneren sagde, at det var helt ok, at jeg smilte. Og for hver gang jeg smilte, ville mine ben blive dobbelt så tunge. I samme sekund blev de til bly. Jeg smilte af det blot for at mærke, hvordan de blev yderligere tunge. Det var helt vildt. Netop der i det øjeblik blev følelsen af total afslappelse den dominerende følelse. Han havde fået mig i trance. Han havde fået min hurtige vejrtrækning fra brystet ned i maven. Følelsen var ikke til at tage fejl af. Min fysisk var forandret. Ligeså med mit hoved. Den hektiske aktivitet dalede. Jeg overgav mig, men hele tiden var jeg fuldt bevidst. Jeg kunne høre træneren og holdet diskutere, hvad det var sket. Imens tænkte jeg Aha! Så det her var trance. Jeg troede, at trance betød, at jeg ville være helt væk. Jeg troede, at trance var fjollet og tosset. Måske endda også manipulation af sarte sjæle. Trance var alt andet, end det jeg troede.
Tænk en gang. Nu tror jeg. Nu tror jeg på, at det er muligt at komme dybt, dybere ned. Ene og alene fordi jeg prøvede en variant på egen krop. Og fordi jeg så varianter afprøvet på de andre kursister, hvor formålet med trance blev afspillet lige for øjnene af mig. Og hvilket formål er det? Godt spørgsmål. Lige som alt andet i livet er det vel præcis, hvad man ønsker at gøre det til og bruge det til. Ultimativ afslappelse. For mig er det dét, det handler om. Hvad kan man der? Hvis ”man” er lig med ”jeg”, så kan jeg finde ro og styrke. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Jeg har haft nogle år, som virkelig har udfordret mig. Mentalt fysisk. Eller var det fysisk mentalt? Jeg kan bare huske, at jeg var nødt til at finde en måde at skrue ned for hjerneaktiviteten, for at få min hjertebanken til at følge med. Ned i styrke. Jeg stjal med arme og ben alle de steder jeg kunne. Lånte lidt her og satte det sammen med noget der. For der fandtes ikke en løsning, jeg bare kunne overtage. Jeg var nødt til at skabe en løsning selv, så jeg fik lavet min egen hjemmelavet udgave, hvor mindfullness blev blandet med ”kigge ud af vinduet”. Det kunne tage flere timer. Total afslappelse, hvor jeg gav slip på alt. Koncentrerede mig om absolut ingenting. En tilstand, hvor jeg fik min vejrtrækning helt ned i storetåen, gav mig selv en umådelig ro og enorm styrke til at kunne… ja, faktisk kunne alt. Med den ro som udgangspunkt kunne jeg alt. Og netop herfra formåede jeg at rydde op og finde mentale hylder til alle de ting, der rodede rundt i mit hoved og i mine følelser. Først nu forstår jeg, at jeg bragte mig selv i trance. Tænk en gang. Her gik jeg og troede, at trance var noget super spacey. Og så viser det sig at være ganske enkelt, konkret og konstruktivt. Et værktøj fuld af nærvær og vidunderlig fuld af muligheder. Jo, det at være i trance handler først og fremmest om mig selv. At få mig selv ind i en tilstand af ultimativ afslappelse. Jeg ved jo, hvad jeg er i stand til, når jeg er der. I den ultimative afslappelse.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en udsendelse, jeg så for år tilbage. Den handlede om hårdkogte æg. Ikke dem i en gryde, men dem med hidsigt temperament, som havnede på kant med loven fordi de ikke kunne styre sig selv. De blev sendt afsted til en gård i Nordsjælland, hvor de skulle lære ”anger management”. De skulle lære at trække vejret. Hold op, hvor var det sjovt. Og hamrende interessant. Store tatoverede brød der side om side lå på deres måtter, mens en træner viste dem, hvordan de skulle trække vejret. Igen og igen og igen. Boot camp træning i vejrtrækning og mental indstilling. Det lyder måske tosset, men der var ingen tvivl om effekten. Selv troede de jo ikke på det til at starte med. Men da udsendelsen sluttede beskrev de, hvordan de med fokus på deres vejrtrækning havde trænet sig i stand til at ændre deres reaktioner og dermed deres adfærd, ja og dermed deres liv. Set med min nye viden, lærte de selvhjælp til trance. Og det gør en forskel for alle som er villige til at træne det og bruge det. Måske er det ævl og bævl i nogens ører, men jeg tror fuld og fast på det. Og så er det vel egentlig lige meget, hvad det er, hvad det kaldes og hvem der tror på det. Hvis jeg tror på det og det virker for mig, så er den ikke længere. Jeg tænker, at det en universal tilgang til livet, som gældes os alle. At vi hver især finder de metoder, der virker for os, til at gøre livet nemmere, bedre, skønnere, større og gøre os i stand til at udnytte alle de muligheder, der byder sig.
Men behøver det stoppe her? Nej. Missionen og visionen var klar hos vores træner. At hjælpe andre mennesker til at opnå ultimativ afslappelse og herfra at hjælpe dem med finde frem til ressourcer, de allerede har, står lige så højt på agendaen. Og det var lige nøjagtig, hvad vi lærte. Først så vi vores træner i action. Det var så vildt. Jeg så en medkursist sidde sammen med vores træner, helt afslappet. Hendes vejrtræning ændrede sig i sådan en grad, at jeg var sikker på, at hun ville falde i søvn og falde ned af stolen om lidt. Og da træneren pludselig tilføjede fysisk aktivitet til sine ord, blev det endnu vildere for mig både som tilskuer og elev. Min medkursist fik løftet sin arm og sad med den, som skulle hun have manicure. Det så komplet tosset ud. Hvad alverden var formålet? Som alt andet på det kursus, var det et led i den udvikling af etaper vi selv skulle igennem for at lære. Formålet skulle vi nok få at se. For nu handlede det blot om, at vi skulle hjælpe og guide hinanden ind i total afslappelse. For at være ærlig, troede jeg ikke på det. Jeg troede ikke på, at jeg ville være i stand til at få et andet menneske derhen. Og derfor kan jeg næsten ikke beskrive den følelse, der strømmede gennem min krop, da jeg kunne se og mærke, hvordan mine ord og min stemme var i stand til netop at hjælpe en medkursist ind i en afslappet tilstand. Høre hende fortælle, hvordan hun havde oplevet den totale afslappelse. ”Jeg havde det så godt. Jeg svævede, selvom mine ben var tunge. Ikke en gang hvis det galt mit liv, var der nogen, der kunne få mig op af den stol!” Wow. Og i den efterfølgende øvelse tog vi det oven i købet skridtet videre. Her hjalp vi hinanden via den afslappede følelse, til at finde alle de løsninger der skulle bruges, til at håndtere en bestemt situation eller opgave efter eget valg. Det var nærmest et ultimativt mål – at være i stand hjælpe andre mennesker til selv at finde deres ressourcer, selv at lade dem finde ud af, hvad de har brug for, for at gøre sig selv i stand til at gøre netop dét, de selv ønsker. Ahvad? Sikke noget volapyk. Eller er det? For mig er det en smuk tanke. At kunne hjælpe et andet menneske til at gøre lige præcis dét, de selv vil, med udgangspunkt i dem selv. At de allerede har det i sig, det kræver at gøre den forskel, de ønsker at gøre. At mestre dette til fulde er simpelthen for blæret. Jeg er allerede i gang med at øve mig. Jeg har hele resten af mit liv til at gøre det. Til at hjælpe mig selv til at gøre det jeg vil – og i lige så høj grad hjælpe andre til at gøre det de vil.
Lyder det stadig tosset? Jeg kan ikke lade være med at smile. Ordet manipulation dukker op. At det for nogen måske bare opleves som manipulation af andre. Jovist. Men man behøver ikke sætte folk i trance for at manipulere med dem. Nogle mennesker er fra naturens side brillante eksperter i manipulation. Selvlærte for egen vinding. Synsvinkel noteret.
Vores træner sagde, at vi alle sammen går i trance dagligt. Det foregår bare ofte ubevidst og dermed uden bevidst formål. Den tanke synes jeg er mægtig interessant. Den tanke definerer fuldstændigt for mig, hvorfor konceptet trance giver så god mening for mig. Vi gør det allerede. Forestil dig, hvad der er muligt, hvis vi evner at gøre det bevidst lige præcis når vi ønsker det og har brug for det.
