Frit fald

Jeg rejser ud, så jeg kan finde hjem. Jeg går så langt, jeg kan gå, før livet ender i et rekviem, som ingen sjæl kan forstå. For solens ild brænder endeløst, den brænder i mig et sted. Men hele verden den går i ring, så jeg går endeløst med. Frit fald til drømmene når mig igen. Det mit valg, hvor vejen skal føre mig hen, hvis jeg vender mig om ser jeg ingenting. Frit fald til drømmene når mig igen.

Ordene er ikke mine. De er Panamah’s. Og så er de alligevel mine. Jeg har nemlig adopteret dem og gjort dem til en del af mig. Jeg mærker dem, jeg smager dem, jeg lever dem. Og nu sidder jeg og tænker på den dag i juni sidste år, hvor sangen blev udgangspunkt og startskud for mig. Den dag, hvor jeg tog en beslutning, der gjorde, at livet aldrig er blevet – eller nogen sinde bliver – det samme igen. Heldigvis. Jeg har fundet mit gamle facebook opslag frem. Egentlig behøver jeg ikke læse mine ord fra den dag. Følelsen er så dybt forankret i mig og jeg hiver den jævnligt frem. Den dag og den følelse er mit helle. Det er dér jeg søger tilbage, når jeg har brug for styrken til at turde. Den beslutning gav mig oplevelser, jeg ikke i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig.

”Skråler højt sammen med Panamah. Vi danser sagligt rundt i stuen. Frit fald. Jeg smiler. Jeg er ved at dø af skræk. Point of no return. Færgebilletten til Puttgarten er købt og betalt. Jeg er gået fra tanke til handling. Jeg har med bankende hjerte forpligtiget mig selv. Fy for den da. Hvad sker der? Jeg skal såmænd bare på en forlænget weekend til Hamborg. Skrækken er fordi det kun er med mig. Jeg har aldrig rejst alene. Jeg ved det er piece of cake for andre. Men for mig er det grænseoverskridende og angstprovokerende. Hjertet galoperer blot ved tanken. Heldigvis er min udlængsel for stor. Min trang til at leve og opleve. Den trang er større end angsten. Hamborg er det nye sort. Det må jeg se. Jeg kører selv. Uf, jeg elsker at køre, også selvom min cherry pink Picanto ikke har meget med tysk grundighed at gøre. Jeg har aldrig kørt i Tyskland alene. Faktisk har jeg kun prøvet at køre der nogle få timer – om natten. Nu gør jeg. Om nogle uger altså. Alle ting starter jo med små skridt. Har jeg hørt.”

Da jeg bestilte mit hotel, var det et lucky shot. 50% rabat tillod mig at bo et sted, jeg under normale omstændigheder aldrig ville bo på. Ud af 20 mulige etager fik jeg den 10’ende. Oven i købet hjørneværelset med vinduer på alle yderflader. What a view! Når jeg gik ind og ud af hotellets indgang, var det gennem fire meter høje døre og lilla velour løber, der fik mig til at tænke, at sådan må det føles at være superstar. Jeg boede i gåafstand fra det meste. Jeg hastede mig igennem de skumle kvarterer, nød high end shopping street, havnfart , palmer, var på loppemarkeder, faldt i snak med finner fra den finske Frikirke, dumpede forbi St. Michallis kirken og overværede en barnedåb for bagefter at tage alle trapperne op i kirketårnet, mens kirkedørholdemanden kiggede vantro på mig og pegede uforstående mod elevatoren. Jeg havnede midt i Hamborg i en tilsyneladende planlagt Flower-Power parade-fest der varede hele lørdagen i det meste af afspærrede city-centrum. Jeg oplevede så mange tossede ting, som jeg slet ikke har plads til at skrive her. Hvad jeg oplevede er nu heller ikke det vigtigste. Nej, det vigtigste er, at jeg rent faktisk oplevede det. Wow siger jeg bare. Selv i dag.

I går læste jeg en artikel, der handlede om 10 ting, som 10 kvinder ikke tør gøre alene. Lige fra at købe en pizza alene, gå i biografen alene til at rejse alene. Der kom forklaringer og gode råd fra både en psykolog og en (dygtig) vanebryderekspert. Jeg kunne ikke lade være med at tænkte på min egen rejse. Hvor hæmmet jeg en gang var. Hvor langt jeg er kommet.

Jeg ytrede min holdning på tråden, hvor artiklen var delt. Skrev hvordan jeg ville ønske, at dem der ikke tør, turde prøve. Hvis de bare fik lov til at mærke på egen krop og sjæl, hvor vidunderligt det er opleve den gigantisk tilfredsstillelse første gang, man gør noget på egen hånd. Mærke, hvordan det baner vej for nye muligheder og nye oplevelser. En anden kvinde kommenterede også artiklen. Hun mente, at den var alt for generaliserende. For hun kendte da masser af kvinder, der gjorde alle de 10 ting fra listen alene – og også endda meget, meget vildere ting.

Min første tanke var nej. Nej, det var ikke nogen generalisering. Det var med dem, der ikke tør som udgangspunkt. Dét var fokus. Ikke generalisering. De kvinder der godt tør, dét er en helt anden artikel – og nok en endnu bedre en, da den tager udgangspunkt i det, som vi i virkeligheden gerne vil have mere af. Mod til at turde på egen hånd.

For mig handler det i bund og grund blot om at forstå, at vi hver især har forskellige ting med i rygsækken og at vi oplever den samme ting på vidt forskellige måder. Og med det udgangspunkt kan vi måske hjælpe og inspirer hinanden.

Min anden tanke var, at netop en kommentar som hendes, har jeg mange gange haft i baghovedet, når jeg først på Facebook og bagefter på min blog, har beskrevet den rejse jeg er på. Alle de små rejser. Jeg ved da godt, at nogle af de ting, såsom første gang jeg kørte fra Virum til Varde alene, er det rene ingenting for nogen. Men for mig var det stjernehamrede grænseoverskridende. Jeg havde aldrig prøvet noget i den dur alene. Så ja, jeg følte mig faktisk både dum og fjollet. Men det var nu en gang mit udgangspunkt. Ikke dum og fjollet, men følelsen af kaste mig ud i noget grænseoverskridende. Jeg kan for Sørensen da ikke tage udgangspunkt i andres oplevelser, når det er mine egne grænser og rammer der bliver rykket ved. Fordi andre har oplevet vilde ting, behøver min oplevelse ikke være mindre vild. For mig. Og absolut endnu vigtigere, for mig, er at det ikke lader mig hæmme eller begrænse af, hvad andre er i stand til. Jeg vil ikke lade mig selv få og føle mindreværdskomplekser blot fordi andre har været i stand til at gøre noget, som jeg ville ønske, at jeg havde haft mod til. Den følelse har jeg nemlig prøvet at have og jeg kan afsløre, at det ikke var synderligt konstruktivt.

Derfor endte jeg også med at tage en beslutning for tid tilbage. Jeg tager udgangspunkt i mig selv. Og så vil jeg lade mig inspirere af andre. Bruge deres mod og oplevelser som springbræt til selv at prøve. Det handler om mig. Kun mig. Baby steps. Jeg forventer ikke, at andre forstår, hvilken rejse jeg har været på. Og er på. Jeg forventer ikke, at andre forstår, at de små ting, betyder så meget for mig. At det er de ufattelige mange små skridt, overvindelser og oplevelser som udgør et kæmpe skridt.

Mit liv er blevet til en ny normal. For hver gang jeg tør, bliver dét mit nye udgangspunkt og herfra tør jeg endnu mere. Også selvom det til stadighed kræver både mod og tilløb. Min nye normal. Min konstant foranderlige nye normal.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *