Sig selv

Selvtillid kontra selvværd. Dét er for mig en uhyr interessant snak. Førstnævnte har jeg tumlet med siden barndommen. Selvværdet derimod har altid været en naturlig del af mig. Af den jeg er. Jeg ved, hvem jeg er. Det lyder måske modstridende. Det har jeg tit fået at vide, at det er. Selvværd er træets rødder og selvtillid er dets krone. Hm. Ja, den har jeg så kunne tænke lidt over. Det gør jeg stadig. For selvom min selvtillid er blevet bedre og bedre til at undvige Hr. Jante, så fylder den stadig mindre end selvværdet. Måske handler det mere om, at jeg har lært at acceptere mig selv for de proportioner selvtillid og selvværd hver især repræsenterer i mig. For hvis jeg kunne vælge, hvilken der skulle fylde mest, så ville jeg vælge præcis som det er. Selvværd.

Forleden faldt jeg over et digt jeg skrev, da ungdommens hjertesorger kradsede hårdt for første gang. Der var konflikt mellem mit selvværd og min selvtillid.

 

Sig selv

At være sig selv

at kunne lide sig selv

at dele sig selv

med andre.

At finde ham

som holder af ens

selv.

Det er lykken.

Men ændrer man

sig selv

for at beholde

ham?

Uvisheden om ens selv

er man god

alligevel

eller overså man

sig selv?

Havde man for høje tanker om

sig selv?

Hvad vil han

hvorfor har han ikke tid?

Hjertet hamrer

er det ens selv

der ikke var efter hans hoved

alligevel?

Sig selv

er den eneste man har

Men chancen for

ham

er der

grib den og

lykken

finder en dag

vej.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *