Selvtillid kontra selvværd. Dét er for mig en uhyr interessant snak. Førstnævnte har jeg tumlet med siden barndommen. Selvværdet derimod har altid været en naturlig del af mig. Af den jeg er. Jeg ved, hvem jeg er. Det lyder måske modstridende. Det har jeg tit fået at vide, at det er. Selvværd er træets rødder og selvtillid er dets krone. Hm. Ja, den har jeg så kunne tænke lidt over. Det gør jeg stadig. For selvom min selvtillid er blevet bedre og bedre til at undvige Hr. Jante, så fylder den stadig mindre end selvværdet. Måske handler det mere om, at jeg har lært at acceptere mig selv for de proportioner selvtillid og selvværd hver især repræsenterer i mig. For hvis jeg kunne vælge, hvilken der skulle fylde mest, så ville jeg vælge præcis som det er. Selvværd.
Forleden faldt jeg over et digt jeg skrev, da ungdommens hjertesorger kradsede hårdt for første gang. Der var konflikt mellem mit selvværd og min selvtillid.
Sig selv
At være sig selv
at kunne lide sig selv
at dele sig selv
med andre.
At finde ham
som holder af ens
selv.
Det er lykken.
Men ændrer man
sig selv
for at beholde
ham?
Uvisheden om ens selv
er man god
alligevel
eller overså man
sig selv?
Havde man for høje tanker om
sig selv?
Hvad vil han
hvorfor har han ikke tid?
Hjertet hamrer
er det ens selv
der ikke var efter hans hoved
alligevel?
Sig selv
er den eneste man har
Men chancen for
ham
er der
grib den og
lykken
finder en dag
vej.
