Ekstra kg og lidt visdom på sidebenene

Jeg overvejede lidt, om jeg skulle lave en omvendt efterlysning. Forhøre mig, om der var nogen, der manglede 4-5 kg. De havde nemlig fundet vej til mig. Og det var altså ikke mine. Faktisk havde jeg næsten ikke opdaget, at de havde fundet vej til mig. Bevares, bukserne var begyndt at stramme lidt. Men det slog jeg altså hen, for ærligt talt, er det længe siden at jeg har bekymret mig om den slags. Først da jeg i mandags stod på badevægten gik sandheden op for mig. Jeg havde fået påmonteret ekstra kilo på sidebenene. Det var mine. Først blev jeg chokeret. Så blev jeg taknemmelig. Og nu skal du høre hvorfor.

At være en sylfide er ikke noget der fra naturens side ligger til mig. Jeg har altid været synlig i landskabet. Højde og drøjde. Jeg elsker mad. Jeg tilhører gruppen, der lever for at spise og ikke dem der spiser for at leve. Som så mange andre har jeg også været på adskillige kure og hvad der ellers høre med for at finde ud af, at det i bund og grund handler om livsstil.

En dag blev jeg så gravid. Egentlig tog jeg ikke særlig meget på. 12 kg. Men da jeg et par år senere og en anden dag blev gravid igen, manglede jeg stadig at smide de fem af dem. Så det nye graviditetsregnskab startede allerede med lidt for meget plus på kontoen. Og der blev de. Sammen med de nye venner, som blev tiltrukket af den fest, det var at sidde på sidebenene af mig.

Der var mange årsager til at jeg ikke fik smidt de kilo. Men der var kun én årsag, da de endelig røg. Jeg havde det ikke godt. Jeg var ulykkelig. Mit liv fungerede ikke som det skulle. Jeg følte ikke, at jeg havde kontrol over noget som helst. Ubevidst satte jeg ind dér, hvor jeg kunne få kontrol. Jeg begyndte at styre med hård hånd, hvad der kom ind i munden. Alt var et valg. Alt handlede om tilvalg og fravalg. Alt handlede om, at jeg tog et bevidst valg. Helt bevidst. Jeg fandt ud af, at den største effekt kom, når jeg slet ikke puttede noget i munden. Når jeg ikke søgte at erstatte det med andet. Jeg oplevede for første gang i lang tid, at jeg havde kontrol. Jeg kunne se resultaterne. Jeg kunne se kiloene rasle af. De første kilo tog flere måneder at smide. Det var opvarmningen. For på fire måneder endte jeg med at smide ti kilo. Retroperspektivt ved jeg godt, at det gik alt for hurtigt. Jeg ved godt, at det ikke var sundt. For jeg bakkede det ikke op med motion. Det havde jeg ikke overskud til.

Da det blev sommer, for snart tre år siden, sluttede mit ægteskab. Alt hvad jeg kendte til forsvandt. Selvom jeg havde taget ansvar for mit eget liv, havde jeg overhovedet ikke kontrol over noget som helst. Kun min vægt. Ubevidst kontrol vel at mærke. Stadigvæk. Det var ikke en spiseforstyrrelse. Det var greb efter halmstrå. Det var en indre magtkamp, hvor min selvindflydelse var i høj kurs. Og måske også min selvbevidsthed. Især sidstnævnte var den første, der opdagede, hvad der var sket. Jeg var så stolt af mig selv. Stolt af, at jeg efter alle de år omsider var blevet i stand til at smide de overflødige kilo. Jeg var efter de 10 kilo endda også begyndt at løbetræne for første gang i mit liv, da jeg havde brug for det mentale frirum. Jeg ville gerne passe på mig selv. Derfor desto mere var det noget af en øjenåbner, da det gik op for mig, at der ikke kun havde været tale om ren viljestyrke. Det gik op for mig, at jeg havde været godt hjulpet af sted af manglende appetit. Jeg havde ikke lyst til at spise, som jeg plejede. Dét sammen med hård styring af , hvad der røg indenbords, havde resulteret i mit vægttabt. Ikke viljestyrke alene. Hermed gik det også op for mig, at jeg faktisk havde haft det meget værre, end jeg var klar over. Og egentlig lyder det tosset at skrive, for jeg vidste godt, at jeg ikke havde det godt. Jeg græd hver i dag i så mange, mange måneder. Jeg græd mig selv i søvn så ufattelig mange nætter, at jeg ikke forstår, at poserne ikke kan ses under øjnene på mig den dag i dag. Og alligevel havde jeg det værre end jeg vidste. Min krop led. Det var ikke kun mit hoved og mit hjerte.

Årene der er gået i mellemtiden har fastholdt mit vægttab. 14-15 kg endte det med. Jeg ved godt, at det er fordi årene der fulgte efter skilsmissen var lige så hårde som dem der lå op til. Der skete mange, mange ting i mit liv som selvfølgelig påvirkede min appetit. Selvom jeg virkelig gjorde alt, hvad jeg kunne for at leve mit liv, så ved jeg godt, at det hovedsageligt handlede om at overleve. Jeg skulle bare overleve, så jeg kunne leve. Jeg var stadig obs på, hvad der røg indenbords. Jeg fornægtede ikke mig selv noget. Til gengæld gjorde jeg det med måde. Jeg var meget bevidst om, at det handlede om min måde at leve på. Balance. Jeg ville leve godt. Jeg ville ikke sulte mig selv. Jeg ville ikke proppe mig selv. Jeg ville leve balanceret.

Sideløbende med mit valg virkede det som om, jeg havde en partner in crime. Nogle uger kunne jeg tage 1 1½ kilo på. Ugerne efter tabte jeg dem igen. Der var et flow, som syntes at køre helt af sig selv. Det føltes fornuftigt. Der var harmoni. Jeg var meget benovet over, at det ikke behøvede være en kamp. At det nærmest føltes som en leg.

Jeg begyndte at føle mig overbevist om, at jeg var drevet af en ny måned cyklus. Faktisk endte det nemlig med, at jeg inddelte min måned i navngivne perioder alt efter niveau af appetit. Det var så forudsigeligt, at jeg næsten kunne stille uret efter det. Først kom min sømandsperiode. I omkring en uge rendte jeg rundt med et sort hul i maven, spiste konstant og kunne nærmest ikke blive mæt. Det kom i ugen op til, at jeg skulle surfe på den røde bølge. Så kom ugen, hvor jeg spise normalt. Og de sidste to uger var mine fugleperiode. Der havde jeg ikke lyst til at spise. Der spiste jeg faktisk kun spiste for at få maven til at tie stille, så jeg kunne få fred og ro og undgå de irriterende afbrydelser. Perioder, hvor jeg blev mæt af ingenting. Lyder det sundt? Sikkert ikke. Men det var sådan det var. Og jeg havde det faktisk fint med det. Når regnestykket blev gjort op hver måned stemte balancen jo.

At være nået hertil, hvor jeg er i skrivende stund, har været en afsindig, vanvittig hård rejse. Jeg er immervæk glad for, at jeg ikke vidste, hvor lang tid det ville tage for mig at hele. Jeg har helet undervejs. Men jeg har også konstant måtte stoppe op og forbinde sårene, når de spang op. Det har taget rigtig lang tid. Der har været rigtig mange aspekter i mit liv, jeg har skulle forholde mig. Mange mennesker, mange situationer, mange udfordringer, mange tanker, mange følelser. Jeg har måtte sluge mange kameler, acceptere ting mit hjerte næsten ikke kan bære (og som jeg egentlig i dag stadig ikke forstår), træffe valg og tage beslutninger mens jeg har set frygten og mit eget liv i øjnene. Jeg har lært så ufatteligt meget.

Derfor er jeg præcis, hvor jeg gerne vil være. Også selvom ikke alt er, som jeg kunne ønske mig. Det ok. For jeg har mig. Jeg er mig. Det er ikke småting. Og netop derfor er jeg taknemmelig for de ekstra kg som nu sidder på sidebenene (uden at det er ensbetydende med, at de skal blive siddende). De er der, fordi jeg har fået appetit igen. De er der, fordi jeg har det godt. For første gang i alle disse år, har jeg det virkelig godt helt indeni. Selvfølgelig har jeg dage, hvor jeg græder. Af frustration, afmagt eller fordi jeg bare er ked af det. Det er nøjagtig som det skal være. Det ændrer ikke på følelsen jeg har indeni.

Jo, jeg ved efterhånden godt, at livet er ikke lutter lagkage hele tiden. Men det er det heldigvis, det meste af tiden. Og nu har lagkagen omsider sat sit vidunderlige flødeskums-kys på mig.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *