Egentlig kan jeg slet ikke tale fransk. Tak til Google translate. Tak til pardón. Pardón betyder tilgivelse. Jeg tror på, at menneskets evne til at tilgive er med til at gøre verden til et bedre sted. Jeg tror i den grad på, at min evne til at tilgive, er med til at gøre mit eget liv til et bedre liv. Når jeg tilgiver kan man antage, at jeg tilgiver noget, hvor jeg er blevet forurettet. Det mener jeg jo selv, at jeg er. Når det er sagt, så ved jeg også, at det jeg tilgiver, tager udgangspunkt i min oplevelse og i mine følelser. Jeg ved, at den jeg tilgiver, måske slet ikke mener, at der er noget at tilgive. Det er lidt sjovt. Men for mig understreger det bare, hvorfor jeg tilgiver. For troen på det bedste om andre. For min egen skyld.
Da jeg var barn, blev jeg drillet over en årelang periode. En anden pige beskyldte mig for at stjæle. Der var nogen, der troede på hende. Der var nogle af forældrene, der valgte at aflåse børneværelserne, når der var fødselsdag for nu kom Benedicte. Og hun stjal jo. Det var rædsomt. Og det var endda ikke en gang det hele, for selv da det blev opklaret, at jeg selvfølgelig ikke stjal, fortsatte “mismatchet” mellem den anden pige og jeg. Det påvirkede mig faktisk i sådan en grad, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor min barndom skulle være så hård. Hvorfor jeg skulle være indehaver af et hårdt liv. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle have det sådan indeni. Jeg forstod ikke, hvorfor der var andre, der ikke kunne lide mig. Jeg forstod ikke, hvorfor andre troede på noget, der ikke var rigtigt.
De år var ikke sjove. Men at holde fast i smerte, hån og had blot for at holde på min ret for uretfærdighed var ikke vejen frem. Det var ikke min vej frem. At være vred ville ikke gavne mig. Jeg tror simpelthen ikke på det. Så jeg tilgav. Jeg tilgav af mange runder, også når vi igen kørte skæv af hinanden og nye skuffelser fandt vej. Og så tilgav jeg igen. Jeg kan ikke lade være med altid at tro det bedste i og om andre. Kald mig naiv, hvis det føles godt. Jeg har ikke lyst til at leve et liv, hvor jeg ikke ønsker at søge det bedste i andre – velvidende at der altid vil findes mennesker, der er uden for pædagogisk rækkevidde. Men selv dem tror jeg inderst inde det bedste om. De har også tanker og følelser.
Den anden pige og jeg havnede på rektors kontor adskillige gange. Mægling. Jo ældre vi blev, jo mere fælles front endte vi med at få. Rektor sad med albuen på bordet, mens kinden hvilede fladmast i hånden på ham. At vi nu sad der igen virkede ham ufatteligt trivielt og søvndyssende. Vi kunne ikke andet end sende hinanden blikke og kæmpe for at holde latteren inde. Pigen og jeg fik sluttet fred. I sådan en grad, at hun havde en rose med, ikke kun til de andre piger, da vi blev konfirmeret, men også til mig. Tænk en gang.
Det er ikke barndomsoplevelser, som jeg tænker over i det daglige. Men det var en tid, som på alle måder har været med til at forme mit liv og den person jeg er i dag. Det lærte mig, at livet ikke er retfærdigt. Det er faktisk rigtig hårdt til tider. De år gav min selvtillid et stort knæk. Hvad andre syntes om mig, spillede en større rolle end jeg brød mig om. Og ganske modsætningsfyldt gav de år samtidig mit selvværd et enormt boost. For uden at vide det, gav oplevelsen mig muligheden for at sætte mig selv fri. Det lærte mig både at holde ud, holde ved og blive i stand til at komme videre. At tilgive blev den største lektie af dem alle. Jeg anede ikke hvilken styrke der lå i at være i stand til at tilgive. Med eller uden retfærdigheden på min side. Styrke i at tilgive, ikke for andre skyld, men for min egen. Udelukkende for min egen. Mit hjerte er simpelthen for kostbart til at være fyldt med had. Kun ved at tilgive er jeg i stand til at frigive kærligheden i mig selv. Mit hjerte. For min skyld. Med mit liv.
I de sene teenageår blev min evne til at tilgive igen sat på en stor prøve. Jeg havde slået op med min kæreste på et tidspunkt, hvor jeg egentlig havde aller mest brug for ham. Men han var ikke i stand til at være der for mig og det havde jeg indset, så derfor sluttede jeg det. Kort efter fik jeg at vide, at en af mine gode veninder havde været sammen med ham blot få dage efter. Øv altså. Jeg tror faktisk, det er den eneste gang i mit liv, hvor jeg har været virkelig rasende. Heldigvis da. At jeg var meget såret, behøver der ikke herske nogen tvivl om. Men det er faktisk ikke den oplevelse, som jeg har taget med mig videre i livet. Langt fra. Jeg lærte, at man (jeg!) ikke kan udtale sig om noget, man ikke har prøvet. Jeg lærte, at jeg kunne tage et valg, der var så diametralt modsat af al forudfattet fornuft og forventning. Jeg tilgav dem begge. Til at starte med prøvede jeg ellers at holde stand. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var en utilgivelig handling. Gæt hvem der ikke fik det bedre af rende rundt med “retten” til at være vred og hadefuld? Bingo. Jeg kan den dag i dag stadig huske og mærke følelsen i kroppen, da jeg gav slip. Da jeg tilgav. Det var det eneste, som jeg ikke havde prøvet. Det var det eneste, som viste sig at virke. Jeg fik talt ud med dem begge og kom videre. Mit fokus var egentlig ganske egoistisk. Jeg vidste godt, at især min veninde var ked af det. Men sådan var det. Jeg tilgav, sagde farvel og kom videre. Som jeg sidder i dag som voksen og tænker tilbage, så smiler jeg, hvor absurd det end lyder. Det gjorde så vanvittigt ondt, men det jeg lærte overskygger alt. At jeg viste mig selv, at jeg kunne tilgive dem for at såre mig så meget, var et ubeskriveligt plaster på såret.
Jo mere man elsker, jo mere siges det, at man kan såres. Der er to mennesker, der i løbet af mit liv har såret mig mere end nogen andre. De har såret mig så meget og udfordret mig i en grad så det har handlet om ren overlevelse. Undervejs har jeg tilgivet. Jeg har tilgivet og tilgivet og tilgivet. I perioder har det føltes som, at jeg ikke bestilte andet end at vende den anden kind til. Måske var det også det, jeg gjorde. Men det kunne ikke være anderledes. Jeg kunne ikke gøre noget anderledes. Jeg ønskede ikke at gøre noget anderledes. For jeg kunne ikke lade være med at tro det bedste i disse mennesker. Og jeg kunne bestemt ikke leve et liv, hvor had og foragt fyldte mig op. Nej. At tilgive – gentagne gange – var den eneste mulighed for mig.
At tilgive gør mig i stand til at give slip og komme videre. At tilgive gør mig i stand til at leve mit liv ud fra mine værdier. Og hvis der er noget, der giver mit liv værdi, så er det mine værdier. At tilgive fylder meget i mit liv. Det er en meget stor del af mig. Det er ikke en invitation til at behandle mig dårlig – overhovedet og bestemt ikke. At tilgive betyder ikke, at jeg glemmer. Men jeg holder heller ikke krampagtigt fast. For hvad skal jeg bruge det til? Hvad skal jeg bruge dårlige oplevelser og sårede følelser til? Det jeg tager med mig, er de ting jeg lærte på grund af de dårlige oplevelser og sårede følelser. Dét giver værdi. Jeg er her jo for at lære. Og de største lektier læres ofte, når det er sværest. Forbandende guddommeligt.
