Det lyder som titlen på Bitz’ bog. Den har jeg ikke tænkt mig at blande mig i. Nej, jeg mener det såmænd bare som det er sagt. Uperfekt. Det er sådan jeg ser mig selv. Uperfekt. Imperfect. Barok. Især det sidste ord er jeg helt vild med. Selvom det måske afviger en anelse fra den normale opfattelse af ordet uperfekt. Barok kommer fra det franske ord “baroque”, der betyder en “ujævn eller uperfekt perle”. Sådan ser jeg mig selv. Helt igennem uperfekt. På min egen perfekte måde.
Jeg er ikke den perfekte veninde. Jeg glemmer at svare på sms’er og nogle gange går der for længe imellem vi ses. Jeg glemmer at spørge om, hvordan de har det, selvom jeg tænker på dem ofte. Jeg ved, at de har travlt med deres liv og jeg med mit. Jeg ved, at vi til hver en tid vil stoppe op og er altid er der for hinanden, når vi har brug for det. Og det er det vigtigste for mig. At jeg husker alt, siger alt og gør alt vil ikke gøre mig til en perfekt veninde. Sådan ser jeg ikke dem og sådan ønsker jeg bestemt heller ikke se mig selv. Vi er, som vi er. Levende produkter af livet, som følger hver vores veje – veje som sørger for at krydse hinanden når der er brug for at grine, for at græde, for at diskutere, for at spare, for at lytte. Når der er brug for bare at være. Ja. Lige netop dér er essensen af hvorfor vi er venner. Fordi vi hver især er som vi er. Uperfekte. Og nøjagtig som vi skal være.
Jeg er ikke den perfekte leder. At lede andre er en rejse i sig selv. Med mig selv. Med andre. Jeg bestræber mig bestemt på altid at gøre det rigtige. Men ikke nødvendigvis det perfekte. Når jeg træffer valg, jeg ikke skulle have truffet. Når jeg ikke har truffet dem, jeg skulle. Jeg snubler, når min hensigt er oprigtig, men min kommunikation ikke virker. Vi er hver især blot mennesker, en hel flok uperfekte mennesker – der tilsammen kan skabe perfekte resultater. Jeg elsker det. Jeg elsker det, jeg laver og jeg elsker alt det jeg lærer, fordi det konstant er udfordret af og springer fra det uperfekte.
Jeg er ikke den perfekte datter eller det perfekte barnebarn. Jeg burde måske besøge både mine forældre og bedsteforældre mere. Men jeg har kun den tid, jeg har. Jeg har kun den energi, jeg har. Burde er et ord, som jeg ikke rigtig har lyst til at beskæftige mig med. Jeg vil hellere erstatte burde med gøre. Det jeg gør, er de valg jeg tager. Hvis der går for lang en periode, hvor jeg ikke får aflagt besøg, er det fordi det er det, jeg har prioriteret. Enten er det mine børn, jeg gerne vil være sammen med alene. Ellers er det mig selv, jeg gerne vil være sammen med alene. Det er valg. Et uperfekt valg. Et bevidst valg. Jeg har lært, at jeg ikke kan være der for alle andre hele tiden. Heller ikke min familie. Men guderne skal vide, at jeg gør det aller bedste jeg kan. Også at sige nej. For jeg har lært, at jeg overhovedet ikke kan være der for andre, hvis jeg ikke kan finde ud af at være der for mig selv.
Jeg er ikke den perfekte mor. Til gengæld er jeg præcis den mor, jeg gerne vil være. Jeg elsker mine piger og alle de værdier, jeg kan proppe i dem. Jeg gør alt, hvad jeg overhovedet kan, for at give dem de rette værktøjer til at blive fantastiske voksne. Til at elske sig selv og deres næste, til at forstå sig selv og deres næste, til at passe på sig selv og deres næste. Jeg vil dele mit liv med dem og dele deres med mig. Jeg føler mig i den grad levende, når vi suger nuet til os og får en ordentligt en på opleveren. Også når det bare dækker over en kildetur i sengen akkompagner af en guddommelig dejlig barnelatter, der kommer helt fra maven. Selvom jeg ikke har mine børn alle ugens dage, måned ind og måned ud, så er jeg ikke den perfekte mor, der er sammen med dem hele tiden. Stimulerer dem hele tiden. Laver noget med dem hele tiden. Jeg tror nemlig ikke på det. Jeg tror på, at vi hver især er individer og at der skal være plads til os alle. Jeg tror på, at de skal have tid for sig selv, og at det ikke behøver være på bekostningen af min dårlige samvittighed. At jeg får brugt eftermiddagen på praktiske ting, i stedet for at hygge med dem. For vi hygger på andre tidspunkter. Vi har både kvalitet og kvantitet. Bare ikke hele tiden. De får lov til at se mig grine og græde. Være ked, være sur, være glad, være lykkelig, være vred, være stille. Og udefinerbar, som vi siger hjemme hos os. De får mig præcis som jeg er. Uperfekt. Det er det, jeg gerne vil lære dem. Og det er præcis sådan jeg elsker dem. For hele deres perfekte uperfekthed.
Jeg er ikke den perfekte mig. Jeg roder. Jeg har styr på mit rod. På nær de gange jeg tror, at noget er blevet stjålet. Indtil jeg finder det og så griner jeg ad mig selv. Igen. Jeg husker ikke altid alt det, jeg skal. At svare på en mail, at få løbet jævnligt, spise sundt og alt det der. Jeg kommer til at såre folk. Jeg kommer til at lade andre såre mig. Jeg træder ved siden af. Jeg siger det forkerte. Gør det forkerte. Jeg tager fejl. Jeg laver fejl. Nogle gange er de store, nogle gange er de små. Jeg kan blive så frustreret, når ting jeg ved, jeg har lært, alligevel forsvinder som dug for solen og lader mig vade ud i en fejl, som jeg ikke troede jeg ville begå igen. Tænker på ordsproget der siger, at man ikke er dum, hvis man begår en fejl. Man er kun dum, hvis man ikke lærer af den. Det ordsprog gider jeg ikke høre på, for jeg har begået den samme fejl igen og igen – og ja følt mig ufattelig dum – men også konstateret, at jeg da ingen vegne kommer, hvis dét er mit udgangspunkt. Dum. Nej, jeg prøver at se på det med visdomsbriller. For hver gang jeg har begået den samme fejl, sidder jeg tilbage med ny indsigt, som jeg ikke havde før. Jeg er bedre stillet. Ikke værre.
Jeg ved, at jeg i min uperfekthed er i stand til at træffe perfekte beslutninger. Jeg ved også, at jeg i min perfekthed er i stand til at træffe uperfekte beslutninger. Begge dele er ok. Min bestræbelser går på, at jeg ikke fortryder nogen af dem. Kommer jeg igennem et helt liv uden at fortryde? Sikkert ikke. Så perfekt er min ideologi heller ikke. Men jeg lever efter den alligevel.
