Åhhh det er så hårdt. Det er ikke til at overskue. Det er ren ulykke. Det er trist, det er ensomt, det er så synd, så synd, så synd. Nope. Det er ikke synd. Det er livet. Det er muligt, at jeg havde forestillet mig, at det skulle have været anderledes, men det er det ikke. Det er, hvad det er – det er mit liv.
For et halvt år siden begyndte jeg at følge en blog, hvor en kvinde fortalte om livet som fraskilt. Om børnene. Om prisen. Hun fortalte hudløst ærligt om det, der gjorde ondt. Jeg var tænkte wow. Jeg tænkte, at det var konstruktivt og lærerigt. Men i takt med at hendes indlæg aldrig ændrede hverken karakter eller fokus, begyndte mit at gøre det. Hun skrev altid om det der gjorde ondt, det der ikke var, det der ikke virkede, det der var galt. Jeg begyndte at føle mig tynget. Jeg manglede håb, inspiration og troen på det bedste i livet. Jo mere jeg oplevede, at hun fastholdt sig selv der, hvor udgangspunktet var fortiden mere end fremtiden, på smerten frem for glæden, jo mere intens blev jeg i observationen af min egen tankegang. Sådan har jeg også været. Sådan vil jeg ikke være igen. Og så holdt jeg op med at følge hende.
Jeg har ikke nogen intention om at give et rosenrødt billede – gu’ er det da i perioder hårdt at være alene om det hele 9 dage i træk. Men mest af alt er det processen. Det er den, der har været det hårdeste. Og det er jo godt nyt. For proces betyder jo et forløb, hvor der sker noget. Hvor tingene ændrer sig og hvor der kommer muligheder for at gøre tingene, tankerne og handlingerne anderledes. Det er godt. Det er lige i TankeRepublikkens’s ånd.
Jeg har nemlig et valg. Jeg kunne sætte mig på en stol og have ondt af mig selv. For det er hårdt. Men jeg kunne også lade være. Dette indlæg er skrevet i halen på en ret så hårdt periode. Næsten 9 dage uden en sammenhængende (men til gengæld super afbrudt) nattesøvn, fordi børnene har lidt af night terror, tisset i sengen, kastet op i sengen krydret med følelser der sidder uden på tøjet i deres små liv, hente og bringe, legeaftaler, lektier, madlavning, et arbejde der skal passes – og et vækkeur, der ringer 5:25. Jeg har været ved at gå ud af mit gode skind. Jeg har taget mig små power naps, hvor hvert sekund ud af de 30 sekunder jeg kunne snige mig til, har lindret som balsam på sprunkne læber. Jeg har haft tårer der uden min indflydelse har trillet stille ned ad mine kinder, fordi jeg har været så gennemtræt. Hårdt? Ja. Sjovt? Nej. Definitionen på mit liv? Bestemt ikke.
For sagen er den, at der går længere og længere i mellem de perioder. Sagen er den, at når de kommer, så går de hurtigere deres vej igen. De får ikke lov til at være der så længe, som de gjorde til at starte med. Sagen er den, at jeg lærer. Det er i disse perioder, at jeg virkelig stopper op. Mine værdier og vigtigste behov bliver ekstremt tydelige og jeg begynder først langsomt, så efterfulgt af eskalerende hastighed at prioritere, hvad jeg vil og hvor jeg vil hen. Med mit liv, med min hverdag og med mine børn. Perioder som disse gør mig kun stærkere på hvem jeg er. På hvad jeg er i stand til. Hvordan jeg er i stand til det. Livet tester mig. Det tirrer mig. Det lokker mig. Det tager mig med storm og fører mig gennem hele registret af glæde, vrede, frustration, taknemmelighed, enorm kærlighed og alt det andet mens det dermed sørger for, at jeg virkelig får lov til at føle livet. Leve det. På aller første parket.
Næh du, det er altså slet ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har fået tilbudt muligheder, som jeg ikke ved, om jeg ville være i stand til at frembringe, hvis vi var to om hverdagen. Muligheder, der ofte er pakket ind som udfordringer, som på alle måder beriger og bidrager til ikke blot mit liv, men også mine dejlige piger.
Den første rigtig store hey-det-her-er sgu-ikke-optimalt-men-nu-får-du-lige-et-super-værktøj-oplevelse var vedrørende konflikthåndtering. Dem er der masser af muligheder for at afprøve, når storken har leveret to piger med 27 måneders mellemrum. Som enlig voksen på matriklen, var en af de første frustrationer fra min side, at jeg ikke havde hænder nok. Eller kroppe nok. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre, at være til stede to steder på én gang. Den første tid efter pigernes far var flyttet skulle vi alle tre lære på ny. Hvordan gør vi det her. Og samtidig var der vel også hele tiden det her helt normale lag kaldet “børns udvikling” – ting, som intet har med skilsmisse at gøre, men bare sådan tingene er. Såsom konflikter. Ganske uundgåelige. Og det er rigtig godt. Sådan rigtig godt. Konflikter er nemlig til for at blive løst. Og for at lære af. Især det sidste. I desperation over mine piger en dag konstant røg i totterne på hinanden og overhovedet ikke kunne enes om noget som helst, sendte jeg dem i afmagt ind på hvert deres værelse. Jeg kunne ikke give dem min udelte opmærksomhed. Så de fik en kollektiv besked. Find ud af det sammen, eller bliv på jeres værelser. Jeg magtede ikke andet og kunne ikke andet. Tøsepigerne fandt hurtigt ud af, at de nok skulle være venner, så de kunne komme ind i stuen igen og lege videre. Der gik dog ikke lang tid, før der var hyl og skrig. Ind på værelset igen. Sådan gjorde vi mindst 5 gange. Eller var det 10? Og for hver gang de røg retur på deres værelser, blev jeg mere og mere afklaret. Det her var noget, de selv skulle løse. Jeg skulle ikke være konfliktmægler mellem dem hver evig eneste gang. Jeg kunne jo se, hvordan de hurtigere og hurtigere rettede ind og fandt løsninger, der gav dem ekstra minutter i stuen inden de alligevel blev sendt ind på værelset. Set i bakspejlet, som jeg sidder her og skriver, tænker jeg om det var for store forventninger til en 3-åring og 5-åring. At de selv kunne løse konflikter. Ikke hver gang, naturligvis, men langt flere gange end jeg tidligere havde givet dem mulighed for. Næh. Med blikket rettet fremad, så var det ikke for store forventninger. Det var en åbenbaring. En mulighed. En kæmpe mulighed for at ændre adfærd og lære. Den oplevelse blev startskuddet for hele vores grundlæggende måde at løse konflikter på i vores lille familie.
At være alene med to børn, har for mig også betydet, at der har været meget mere inddragelse af poderne, end der var tidligere. Og det sjove er faktisk, at jeg, den gang vi var en familie på fire, troede, at jeg inddrog dem en hel del. Set i lyset af, hvad de nu var nødt at gøre, så var det jo slet ikke tilfældet. Tidligere var det måske lidt nemmere med short cuts. Handlinger der inkluderede ord som ‘lige’ eller ‘bare’. Den mulighed røg, da antal voksen-ressource blev halveret. Ungerne blev sat i sving. Vi blev et team, der brægede vi-er-en-familie-og-vi-hjælpes-ad på en helt ny måde. Det var fantastisk at se, hvordan de voksede, når de fik lov til at gøre en forskel. Få lov til at føle, at der var brug for dem. Bevares, der har da også været brok. Det der med at dække hele bordet inden aftensmad, bære alt ud igen etc. står ikke altid højst på deres ønskeseddel. Men det er sådan det er. Vi hjælpes ad.
I den netop overståede juleferie havde jeg en dejlig oplevelse med pigerne på netop den konto. At vi skulle hjælpes ad, fordi jeg alene ikke kunne eller ville det hele uden hjælp. Jeg fik pigerne hjem 2. Juledag og tilbragte de første par dage hos min familie. Det betød hjemkomst til et absolut tomt køleskab. Det hele skulle fyldes op, og jeg havde luret, at jeg ikke kunne bære alle de poser, vi skulle fylde, hjem selv. Så jeg tænkte i alternative baner.
To minutters gang fra vores hybel ligger en lille Fakta-butik. Vi lejede en vogn for 10 kr. og fyldte den godt og grundigt. Herefter rullede vi ud i sneen og møffede os hen til modsatte fortov af vores lejlighed. Først blev storesøster sendt over vejen for at låse døren op til både opgang og lejlighed. Hun fik nøglekæden om halsen og var bare så glad og stolt over sin rolle. Herefter begyndte jeg at fylde poserne, så pigerne lige præcis kunne bære dem og gå over vejen, for så at returnere for at bære næste læs. Ingen stillede spørgsmål, sådan var det bare. Og det var faktisk både hyggeligt og sjovt. Mens lillesøster holdt øje med indkøbsvognen på modsatte side af vejen, fik storesøster og jeg smækket varerne fra opgangsdør ind i lejligheden. Også den bette fis syntes, at hun havde fået en meget vigtig opgave, som hun stod der og vogtede. Lyder det som en ligegyldig historie? Måske. Men for mig summerer det præcis den slags småoplevelser vi konstant får som familie med alene-mor i spidsen. Jeg elsker de oplevelser. Jeg elsker den glæde og den hverdags-læring, som smitter af på os.
Faktisk har jeg det ikke hårdere end så mange andre. Jeg kender adskillige mennesker, der står alene med deres børn i hverdagen fordi ægtefællen enten rejser eller arbejder meget. De er lige så alene som jeg om opgaverne. Jeg tænker, at der også er dem, der har deres partner fysisk tilstede i hverdagen, men som af what ever reasons ikke bidrager. Mulighederne er mange. Vi kæmper med og mod hvert vores. Næh, mit liv er ikke hårdere end så mange andres. I bund og grund lever jeg ikke et liv, der er præget af, at jeg er alene med mine piger. Jeg lever et liv, der er præget af mine valg. Et liv der er præget af den ballast, jeg har med fra barndommen. Det der er vigtigt for mig at lære mine piger, har intet med hverken konceptet fraskilt eller skilsmissebørn at gøre. Simple manerer, vise hensyn, være venlig, gøre en indsats, være vedholdende, elske, blive elsket og grine så meget som muligt. Alt det mine forældre lærte mig. Det er de mest værdifulde værdier i mit liv – og ønsket om at give dem videre er brændende stort. Vi har alle fået et sæt kort på hænderne og jeg vælger at tro, at mine piger bliver lige præcis de fantastiske voksne, som jeg ved, at de bliver, netop på grund af de kort, som de fik. Kort som jo i øvrigt konstant bliver skiftet ud. Det er nok der, jeg ser min rolle. At lære dem at spille med de kort, de har på hånden – også når de bliver skiftet ud til både det bedre og dårligere. Livet er min og deres læremester. Tak.
