Galoperende champagne

Årets først indlæg hos Yogakrop.

Galoperende champagne. Eller rettere champagne galoppen. Det klinger så skønt af nytår for mig. Og nytår klinger af en ny start. Hver dag er ny start. Dette nytårsindslag kommer dog ikke til at handle om en ny start, om nytårsforsæt eller om livets mål for 2015. Mit indslag kommer til at handle om livet her og nu. Den start vi får hver dag. Hvordan jeg selv startede det, ved at blive ramt lige midt i livet. Det var intet mindre end forrygende fantastisk. Og en enorm overraskelse.

Dem kan jeg i øvrigt vældig godt lide. De der glade og dejlige overraskelser, som livet har det med at drysse ud med lind hånd. Faktisk så er jeg blevet fuldstændig afhængig af, når livet kryber ind under huden på mig. Nogen gange ved jeg, at det vil ske. Andre gange bliver jeg taget med storm og overraskelse. Jeg elsker det.

Den 2. januar var jeg inde og se Nytårskoncert 2015 med Schönbrunn’s Slotsfilharmonikerne fra Wien. Det var en julegave til min far. Min far som ikke ønsker sig noget og som har alt. Jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre noget anderledes i år. Noget særligt. Og hvis der er noget min far og jeg ikke har meget af, så er det oplevelser sammen. Bare ham og jeg.

På min facebook profil fik jeg samme aften postet et indslag om min far og det vi skulle. Det gjorde mig glad og var en skøn opvarmning, for det der skulle ske. Jeg læste indslaget højt for min far og fik ham endda overtalt til at posere både med mig og et solo foto, hvor han dirigerede. Han klukkede så tårerne trillede, da jeg læste op. Han kunne sagtens se sig selv i min karikerede beskrivelse. Åh, det var så dejligt. Jeg elsker, at sidde i køkkenet og skraldgrine med mine forældre. Vi er alle tilpas tossede til, at vores humor og latter i sig selv bliver til en symfoni.

Selvom 80% af publikum var omkring 40 år ældre end mig selv, så fyldtes jeg allerede ved ankomsten til Falconer Salen med følelsen af, at være på det helt rette sted. Jeg følte storhed. Jeg følte skønhed. De fleste havde gjort sig umage. Pelsen var fundet frem og stemningen var fuld af forventning. Jeg var fuld af forventning. Min far er ikke en mand af mange ord, men jeg tror, at han også glædede sig.

For mig var det ikke bare en nytårskoncert. For mig var der rigtig mange følelser med. Hele min barndom har min far stået og dirigeret d. 1 januar. Han elsker klassisk musik. For mig var det derfor også et møde med min barndom. Med minder. Med livet.

Som min far og jeg sad der side om side og ventede på at koncerten skulle gå i gang, kunne jeg mærke, hvordan jeg begyndte at blive påvirket. Det er muligt, at mit øjeblik var planlagt i og med vi sad der på række 23, men den magi jeg oplevede var spontan. Den var kun til stede lige her og nu. Jeg valgte at nyde det i fulde drag. Jeg valgte at lade mig betage og forføre. Give slip og se, hvad der ville ske.

Jeg startede med at blive lidt overrasket. Orkestret havde en konferencier med. Et højt hyl med humor. Jeg troede det ville være stift og fornemt. For fornemt klædt var de jo. Og jeg elsker det. Det fornemme. Jeg elsker hele den tid, som wiener orkesteret hører til. Men jeg elsker humor endnu mere og nu var scenen sat, så fra første nummer havde orkestret mig i deres hule hånd.

Da der pludselig dukkede balletdansere op, flyttede mit fokus sig på en overraskende måde. Fra lyd til syn. Jeg kunne stadig høre musikken, men danserne aktiverede noget, som jeg ved sød grød aldrig har oplevet før. Deres dans betagede mig. Fik mig til at føle mig levende til trods for, at jeg sad bomstille og blot kiggede på dem. Men de sagde jo noget. De fortalte noget. Deres dans emmede af skønhed og liv. Musikken understøttede deres bevægelser og jeg begyndte næsten helt uden for min egen bevidsthed og rækkevidde at opføre mig som Alice i Eventyrland. Jeg begyndte at falde. Dybere og dybere ned i et musikalsk kaninhul. Jeg følte mig tryg. Jeg følte en eksplosion af følelser og tanker. Livet begyndte at passere mig revy, som stod jeg over for min sidste dag i livet. Jeg tænkte på min barndom, på mine forældre, på min far og de tre gange han har kæmpet mod kræften – og vundet hver gang. Jeg tænkte på mine børn, på min skilsmisse og den vilde, vidunderlige, vanvittige hårde rejse den har ført mig på. Jeg tænkte på kærligheden, som jeg bærer i mit hjerte. Og på min stormende forelskelse i livet.

Orkestret havde foruden balletdanserne også medbragt en sopran og en tenor. Den slags skønsang har ikke tidligere fået mig ud i næsegrus beundring. Indtil nu. For præcis som med balletdanserne, så fastholdt især sopranen mig i mit musikalske kaninhul. Jeg blev så betaget af hendes stemme. Af hendes smukke og elegante kjole, af hendes hår, af hele hendes udstråling. Mest af alt blev jeg betaget af den sindsstemning, hun satte mig. Der var en sanselighed, som frigav et fyrværkeri af tanker, minder, følelser og drømme på én gang. Det var vildt, det var voldsomt. Det var fantastisk.

Livet ramte mig lige midt i solar plexus. Jeg kunne mærke det, når jeg indåndede luften. Jeg kunne mærke livet, bare ved at trække vejret. Jeg kunne næsten smage det. Det var så intenst, at jeg stadig næsten ikke forstår det.

Til slut inddrog dirigenten alle os i salen for fulde gardiner. Hold op, hvor var det sjovt. Det er muligt, at den slags hører sig til, når stemningen er lidt mere løssluppen og knap så fin i kraven – men jeg har aldrig oplevet det før og jeg næsten hvinede af fryd, som jeg stod der side om side med min far og alverdens aldrende mennesker. Vi klappede på livet løs, når dirigenten hev os derop, vi klappede sagte, når det var det han ville. Vi kom op at stå og ned at sidde, for så at komme op at stå og klappe på livet løs igen. Jeg var i den grad fuldstændig omsluttede af en næsten euforisk tilstand og stemning. Jeg skreg af grin og hele kroppen vrikkede og rykkede. Til tonerne af klassisk musik.

Ja, det var sådan det gik til, at jeg blev skudt ind i 2015 med en kærlighedserklæring af format. Fra livet. Til livet. Her og nu. Det er og bliver det mest kraftfulde øjeblik af dem alle.

Med ønsket om et dejligt, berigende, berusende, udfordrende, kærligt, ømt, ærligt og fantastisk nytår.

 

Benedicte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *